Atlantisk pukkeldelfin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Atlantisk pukkeldelfin
Bevaringsstatus
Status iucn3.1 VU da.svg
Sårbar (IUCN 3.1)[1]
Videnskabelig klassifikation
Rige Animalia (Dyr)
Række Chordata (Chordater)
Klasse Mammalia (Pattedyr)
Orden Cetacea (Hvaler)
Underorden Odontoceti
(Tandhvaler)
Familie Delphinidae (Delfiner)
Slægt Sousa
Art S. teuszii
Videnskabeligt artsnavn
Sousa teuszii
Kükenthal, 1892
Kort
Atlantisk pukkeldelfins leveområde
Atlantisk pukkeldelfins leveområde
Hjælp til læsning af taksobokse

Den atlantiske pukkeldelfin, også kaldet Atlanterhavs-pukkeldelfin, er et havpattedyr af delfinfamilien. Arten er kendt for at hjælpe fiskerne ved Kap Timiris i Mauretanien med at jage fiskene ind i deres net.[2]

Udseende[redigér | redigér wikikode]

Atlantisk pukkeldelfin ligner den velkendte delfinart, øresvin, men har en markant pukkel og en ret lille rygfinne. Den er nært beslægtet med den indopacifiske pukkeldelfin. Arten vejer 100-150 kg og har en længde på 2-2,5 meter. Som nyfødt er den 1 meter lang.[2]

Udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Atlantisk pukkeldelfin er udbredt fra Mauretanien mod syd og øst langs Afrikas kyst til Cameroun og muligvis Angola. Den menes at være særlig talrig ved Senegals og Mauretaniens kyster. Den foretrækker lavt vand på under 20 meters dybde, især mangroveområder.[2]

Levevis[redigér | redigér wikikode]

Føden er fisk, og atlantisk pukkeldelfin færdes i flokke på oftest 5 til 7 individer. Den kommer typisk op til overfladen hver 40. eller 60. sekund, men kan være neddykket i flere minutter. Den kan svømme på siden og vinke med luffen. Især unge dyr springer hyppigt op af vandet, og kan lave baglæns kolbøtter. Den er svær at komme nær og rider sjældent på bovbølgen efter skibe.[2]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Reeves, R. et al. (2012), Sousa teuszii, The IUCN Red List of Threatened Species 2012. 
  2. ^ a b c d Cawardine, Mark (1995), Hvaler og delfiner i farver, oversat af Carl Christian Kinze, Politikens Forlag, s. 176–177, ISBN 87-567-5636-4.