Australian Football League

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Australian Football League
Geelong mod Western Bulldogs i 2019
Land(e) Australien
Etableret 2. oktober 1896; 127 år siden (1896-10-02)
Første sæson 1897
Antal hold 18
Nuværende mestre Geelong
(10. mesterskab)
Flest mesterskaber Carlton
Essendon
(16 mesterskaber)
Tv-partnere Seven Network
Fox Footy
Hjemmeside afl.com.au

Australian Football League (AFL) er den førende og eneste fuldt professionelle turnering i australsk fodbold (Australian rules football). Den hed oprindeligt Victorian Football League (VFL) og blev grundlagt i 1896 som en udbryderliga fra Victorian Football Association (VFA). Den første sæson blev spillet i 1897. Den skiftede navn til Australian Football League i 1990 efter turneringen i 1980'erne var blev udvidet til omfatte hold fra andre australske delstater. AFL udgiver Laws of Australian football, der er en regelsamling, som med variationer benyttes af andre forbund for australsk fodbold.

AFL har 18 hold fra 5 delstater (Victoria, South Australia, Western Australia, Queensland og New South Wales). I 2028 vil der også blive deltagelse af et tasmansk hold.[1] Der er blevet afviklet kampe i alle delstater og de to territorier på fastlandet samt i New Zealand og Kina for at øge interessen for AFL.

AFL-sæsonen består af et grundspil på 24 runder med hjemme- og udekampe, som afvikles i den australske vinter (marts til september). Det bedst placerede hold vinder minor premiership (det lille mesterskab). De 8 bedste hold mødes i et slutspil efter cup-systemet. De to bedste hold mødes i AFL Grand Final, som normalt spilles på Melbourne Cricket Ground. Vinderen af finalen er sæsonens premiers (mestre). De to Melbourne-klubber Carlton og Essendon er de to mest vindende hold i ligaen med hver 16 mesterskaber.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

VFL (1897–1989)[redigér | rediger kildetekst]

Baggrund og oprettelse[redigér | rediger kildetekst]

Slutstillingen i VFA i 1896. Collingwood, Essendon, Fitzroy, Geelong, Melbourne, South Melbourne, Carlton og St Kilda grundlagde VFL det følgende år.

Flere af de nuværende klubber i AFL har en historie, som går helt tilbage til oprindelsen af australsk fodbold, og var helt afgørende for sportens popularitet og dannelsen af AFL. De ældste klubber er Melbourne, som lavede det første sæt regler, og Geelong, som blev oprettet i henholdsvis 1858 og 1859. Melbourne University blev også oprettet i 1859.

Victorian Football Association (VFA) blev oprettet i 1877 og langsomt blev der udviklet et formaliseret turneringssystem i Victoria. I 1890'erne udviklede der sig en magtkamp mellem de største klubber i VFA og resten, da de største ville have indflydelse svarende til deres økonomiske status. Denne spidsede til i 1896, hvor det blev foreslået at entréindtægterne skulle deles ligeligt mellem alle klubber i VFA. Det fik seks af de største klubber - Collingwood, Essendon, Fitzroy, Geelong, Melbourne og South Melbourne - til at bryde ud af VFA for at danne en ny liga, Victorian Football League (VFL). Klubberne Carlton og St Kilda blev inviteret med i VFL. De resterende klubber i VFA - Footscray, North Melbourne, Port Melbourne, Richmond og Williamstown - blev tilbudt at komme med og spille i en lavere rangerende række, hvilket de afslog og fortsatte i VFA.[2]

1897–1900s: Den første VFL-sæson og de tidlige år[redigér | rediger kildetekst]

Essendon vandt det først VFL-mesterskab i 1897.

Den første sæson i VFL var 1897. Der var flere nye tiltag for at øge publikumsinteressen, bl.a. en årlig finaleturnering. Det moderne pointsystem, som bruges i dag med 6 point for et mål og 1 point for en 'behind', blev også indført.

Selv om VFL og VFA konkurrerede om tilskuerinteressen i mange år, etablerede VFL sig hurtigt som den bedste liga i Victoria. I 1908 udvidedes ligaen med to nye hold, da Richmond skiftede fra VFA og Melbourne University (ofte bare kaldt University) fra Metropolitan Junior Football Association. Professionalisme blev indført i 1911, da klubberne fik lov til at betale spillere udover godtgørelse af afholdte udgifter.[3] University spillede 3 lovende sæsoner, men endte derefter sidst i alle årene fra 1911 til 1914. Klubben tabte på et tidspunkt 51 kampe i træk. Det skyldtes blandt andet, at University valgte at forblive en amatørklub. Efter sæsonen i 1914 trak klubben sig fra VFL.[4][5]

Vinderen af VFL spillede mod vinderen af South Australian National Football League (SANFL) i en kamp om det australske mesterskab fra 1907 til 1914 (undtagen 1912). Klubber fra South Australia vandt 6 ud af 7 gange. Kampene blev spillet i Adelaide Oval undtagen i 1909, hvor man spillede på Melbourne Cricket Ground og South Melbourne vandt. Efter udbruddet af 1. verdenskrig stoppede disse mesterskabskampe, og de blev først taget op igen i 1968.

1915–1945: Tre klubber fra VFA skifter til VFL[redigér | rediger kildetekst]

I 1924 slog Footscray, vinderne af VFA, Essendon, vinderne af VFL i en kamp om mesterskabet i Victoria. Resultatet var medvirkede til at Footscray, Hawthorn og North Melbourne blev optaget i VFL året efter.
Geelong 1931 sæsonbillet for en dame

I 1925 blev VFL udvidet fra 9 hold til 12, da Footscray, Hawthorn og North Melbourne skiftede fra VFA. North Melbourne og Hawthorn var længe bundhold i VFL. Selv om North Melbourne i 1950 var det første af de nye hold til at nå en grand final, var det Footscray, som bedst klarede overgangen til VFL, og allerede fra 1928 var de ikke længere et bundhold.

Fra 1927 til 1930 vandt Collingwood som det hidtil eneste hold 4 mesterskaber i træk.

1946–1975: Efterkrigstidens gyldne år[redigér | rediger kildetekst]

I 1952 afholdt VFL en "nationaldag", da alle seks kampe blev spillet uden for Melbourne. Kampene blev spillet på Sydney Cricket Ground, Brisbane Exhibition Ground, North Hobart Oval, Albury Sports Ground og i byerne Yallourn og Euroa i Victoria.

Footscray blev i 1954 mestre som det første af de nye hold, der kom med i 1925.

I 1950'erne og starten af 1960'erne var Melbourne den dominerende klub. Med træneren Norm Smith og stjernespilleren Ron Barassi var klubben i 7 grand finals i træk fra 1954 til 1960. De fem blev vundet, heraf tre i træk fra 1955 til 1957.

Fjernsynsdækning begyndte i 1957 med direkte transmission af den sidste quarter tilladt. Til at begynde med konkurrerede flere kanaler ved at sende fra forskellige kampe. Da VFL fandt ud af, at direkte transmissioner betød færre tilskuere, blev de helt stoppet i 1960. I 1961 blev kampene vist forskudt i Melbourne, mens resten af Australien kunne set direkte transmissioner hver lørdag eftermiddag.

I 1959 planlagde VFL det første store stadion bygget til australsk fodbold, VFL Park (senere kendt som Waverley Park), for at mindske afhængigheden af Melbourne Cricket Club, som styrede Melbourne Cricket Ground. VFL Park blev planlagt med en kapacitet på 155.000 tilskuere, hvilket ville have gjort det til et af verdens største. Det endte dog med at blive bygget med en kapacitet på 78.000. Jord til det nye stadion blev købt ved Mulgrave. Det var landbrugsjord dengang, men man forudså, at det ville komme til at ligge tæt på Melbournes demografiske centrum.

I 1959 fik vinderen af Grand Final for første gang en pokal sammen med det traditionelle flag. Det samme design for pokalen, har stort set været brugt siden da.

I 1960'erne havde fjernsynstransmissioner fået stor betydning. Tilskuerne skyndte sig hjem fra kampene for at kunne nå de forskudte transmissioner, og mange tidligere spillere blev kommentatorer i optaktsprogrammer og efterfølgende kampanalyser. Der var også flere underholdningsprogrammer med spillere fra VFL.

VFL spillede de første af en række internationale opvisningskampe i 1962 i et forsøg på at udvide interessen for ligaen.

18. april 1970 åbnede VFL Park med en kamp mellem Geelong og Fitzroy. Dronning Elizabeth stod for indvielsen af det nye stadion. Bygningsarbejde på stadion fortsatte i 1970'erne og kulminerede med tribunen Sir Kenneth Luke Stand, som nu er registreret som kulturarv. Grand Final i 1970 er gået over i historien som den måske mest berømte kamp. Finalen blev spillet mellem ærkerivalerne Carlton og Collingwood. Carlton var bagud med 44 point halvvejs gennem kampen, men vandt alligevel kampen med 10 point. Kampen huskes også for et spektakulært mark af Alex Jesaulenko og blev overværet af et rekordpublikum på 121.696.

1976–1981: VFL udtræder af Australian National Football Council[redigér | rediger kildetekst]

I 1976 startede National Football League, som dengang var den overordnede organisation for australsk fodbold, NFL Night Series som erstatning for Championship of Australia, der havde været spillet 1968-75. Night Series blev spillet samtidigt med grundspillet og havde deltagelse af 12 klubber fra VFL, South Australian National Football League (SANFL) og West Australian National Football League (WANFL), som kvalificerede sig via deres slutpositioner i den foregående sæson. De fleste kampe blev spillet tirsdag aften i Adelaide i Norwood Oval, og alle kampe blev vist i farver på Channel 9, som åbnede op for store indtægter fra tv-rettigheder og sponsorer.[6] NFL planlagde at udvide Night Series med flere hold fra VFL, SANFL og WAFL, såvel som hold repræsenterende delstater.

I november 1976 annoncerede VFL, at de trak sig fra NFL's turnering, efter at de havde sikret sig betydelige tv- og sponsorindtægter til deres egen konkurrerende turnering, som skulle spilles i Melbourne og kun med hold fra VFL (VFL havde tidligere afviklet en aftenturnering fra 1956-1971). Lysanlæg blev sat op på VFL Park for at kunne afvikle aftenkampe.[7][8] VFL oprettede et aktieselskab kaldet Australian Football Championships Pty Ltd i 1978, som stod for turneringen og tilbød aktieposter til de andre delstatsligaer i et forsøg på at lokke dem med i turneringen.[9]

I tre år fra 1977 til 1979 blev de to turneringer fra NFL og VFL afviklet som direkte konkurrenter. I 1978 deltog det repræsentative hold fra Tasmanien i begge turneringer, men alle hold fra SANFL og WAFL samt de mindre hold forblev i NFL Night Series. I 1979 trakker klubberne fra WAFL og de repræsentative hold fra New South Wales og A.C.T. sig fra NFL Night Series og tilsluttede sig VFL's turnering, så NFL Night Series mest bestod af hold fra SANFL. NFL Night Series blev ikke afviklet i 1980 og klubberne fra SANFL deltog i VFL's turnering.[10] NFL fortsatte med at eksistere indtil starten af 1990'er, men VFL havde vundet magtkampen. Aftenkampene var et af de første vigtige skridt for VFL mod en udvidelse uden for Victoria og ultimativt kontrollen med australsk fodbold i hele Australien.[11]

1980 og 1981, de to første år efter NFL Night Series, toppede VFL's aftenturnering med alle klubber fra VFL, WAFL og SANFL plus repræsentative hold fra de mindre delstater (udvalgt efter bopæl og ikke fødested), så der i alt var 44 hold. I 1982 blev turneringen reduceret i størrelse og herefter deltog kun de 2-3 bedste hold fra SANFL og WAFL samt vinderen af en turnering mellem repræsentative hold fra de mindre delstater.

I 1987 havde aftenturneringen kun deltagelse af hold fra VFL. Turneringen blev afviklet tidligere på året med finalen spillet 28. april.[12] Året efter overlappede den slet ikke med den almindelige turnering og blev afviklet udelukkende i forsæsonen.

Fra 1930 til 1970 var der et lønloft for spillere i VFL. Derudover var der en zonelov, som gjorde at Melbourne var delt op i zoner. Hver klub havde sin zone, som de kunne rekruttere spillere fra. Uden for Melbourne kunne de rekruttere frit. I slutningen af 1960'erne blev zoneloven udvidet til også at dække resten af Victoria. Hver af Melbourne-klubberne fik tildelt en zone udenfor Melbourne, de kunne rekruttere fra. Formålet med disse regler var at skabe en jævnbyrdig liga. Alligevel var det de rigeste klubber, der dominerede i VFL. Fra 1972 til 1987 nåede kun 6 af ligaens 12 klubber til en AFL Grand Final: Carlton, Collingwood, Essendon, Hawthorn, North Melbourne og Richmond. Zoneloven blev afskaffet i 1986.

1982–1989: Professionalisme, konkurser og udvidelse[redigér | rediger kildetekst]

Ligaens udvikling
År Delstater Lønloft Gennemsnitsløn TV-indtægter om året Draft Zoner
1980 · Victoria Intet 11.000 AUD (svarende til 47.310 AUD i 2018)

[13]

600.000 AUD (svarende til 2.580.569 AUD i 2018)

[14]

nej[15] ja
1991 · Victoria
· South Australia
· West Australia
· New South Wales
· Queensland 		1.500.000 AUD (svarende til 2.868.809 AUD i 2018) 46.430 AUD (svarende til 88.799 AUD i 2018)

[13]

6.000.000 AUD (svarende til 11.475.237 AUD i 2018)

[14]

ja[15]

1980'erne var en periode med store strukturelle ændringer i australsk fodbold. VFL var den dominerende australske fodboldliga både med hensyn til tilskuere, interesse og penge, og den begyndte at afsøge mulighederne for at ekspandere til de andre australske delstater. VFL og dens topklubber brugte også deres økonomiske muskler til at rekruttere topspillere fra de andre delstater. Som resultat heraf blev de mindre klubber presset af øgede omkostninger. South Melbourne Swans blev den første klub, som flyttede til en anden delstat. South Melbourne Football Club var dybt forgældet og havde også gæld til VFL, som overtog klubbens hold og flyttede det hjemmekampe til Sydney i 1982. Året efter blev de omdøbt til Sydney Swans. Klubben fik hurtigt sportslig succes og var i semifinalen i både 1986 og 1987. Flytningen af Swans til Sydney betød også at gælden flyttede fra Melbourne til Sydney. Megen støtte og finansielle tilskud i Sydney gik til klubben på bekostning af eksisterende klubber og turneringer i Sydney, men Swans tiltrak også nye tilhængere og øgede sportens status i byen. Selv om klubben havde succes på banen, vedblev Sydney Swans med at være i gæld til VFL[16] . Flere private investorer kunne ikke få økonomien til at hænge sammen og i 1992 måtte VFL overtage ejerskabet af Sydney Swans.

Igennem 1980'erne forsøgte klubber fra SANFL og WAFL at komme med i VFL. F.eks. prøvede East Perth Royals i 1980,[17] Norwood Redlegs i 1986[18] og 1988[19] samt en foreslået sammenlægning af East Fremantle og South Fremantle i 1987.[20] Ingen af disse forsøg lykkedes, og det lykkedes heller ikke, da Norwood forsøgte igen i 1990 og 1994.

I 1986 fik både WAFL og Queensland Australian Football League tildelt licenser til et nyt hold i VFL. Det førte til grundlæggelsen af klubberne West Coast Eagles og Brisbane Bears, som begge var med i AFL fra 1987. Licenserne kostede flere millioner dollars, som ikke blev afkrævet de eksistende VFL-klubber. I 1989 var økonomiske problemer tæt på at ende i en sammenlægning af Footscray og Fitzroy, men Footscray, som havde flest problemer blev reddet af ny kapital udefra.

I 1980'erne begyndte man også at afvikle kampene på nye tidspunkter. Kampene i VFL var hidtil blevet spillet lørdag eftermiddag, men Sydney begyndte at spille sine hjemmekampe søndag eftermiddag, og North Melbourne begyndte at spille kampe fredag aften. Disse tider er nu almindelige for alle hold.

Det første landsdækkende draft-system blev introduceret i 1986 og et lønloft blev introduceret i 1987.

AFL (1990–nu)[redigér | rediger kildetekst]

Ligaen blev omdøbt til Australian Football League i 1990 for at afspejle dens status som landsdækkende liga.[21]

1990–2010: En professionel landsdækkende turnering[redigér | rediger kildetekst]

West Coast Eagles og Sydney Swans under nationalmelodien før grand final i 2005. Sydney i rødt og hvidt vandt 58 - 54.

I 1990 underskrev spillerforeningen AFLPA den første aftale med AFL, der fastlagde lønninger og ansættelsesforhold for spillerne, som nu blev fuldtidsprofessionelle modsat tidligere, hvor mange havde deltids- eller fuldtidsjobs ved siden af.[22] Efter sæsonen 1991 opgav AFL kontrollen med de lavere rækker i Victoria. Melbourne-klubberne deltog dog stadig med reservehold i de lavere rækker, som nu blev organiseret i den nye Victorian State Football League. Ligeledes stillede de op i U19-turneringen. Zonebaseret rekruttering blev afskaffet.

I 1990 ansøgte den mest succesfulde klub i SANFL, Port Adelaide, om en licens til AFL. De andre klubber i SANFL reagerede kraftigt mod dette og fik stoppet optagelsen af Port Adelaide. I stedet etablerede SANFL en ny klub i South Australia kaldet Adelaide Crows, der fik en AFL-licens og var med i ligaen fra 1991 som den fjerde klub uden for Victoria. Samme år var West Coast Eagles den første klub uden for Victoria til at nå grand final, hvor de tabte til Hawthorn. Eagles vandt derefter mesterskabet i 1992 og 1994. I 1994 blev Fremantle Football Club grundlagt i Western Australia, og klubben kom med i AFL i 1995 som den femte klub uden for Victoria.[23]

VFA overtog navnet Victorian Football League i 1996.[21] I 1996 var flere Melbourne-klubber i store økonomiske vanskeligheder. Værst så det ud for Fitzroy og Hawthorn. Hawthorn forsøgte uden held at få en sammenlægning med Melbourne, men klarede sig alligevel igennem. Fitzroy var ikke i stand til at fortsætte alene. De spillede deres sidste kamp i 1996 og fusionerede derefter med Brisbane og dannede Brisbane Lions.[24] Port Adelaide havde siden 1994 haft en licens, men havde ikke fået lov at indtræde i turneringen før der var en ledig plads. Fusionen mellem Fitzroy og Port Adelaide gav denne plads, og Port Adelaide kunne deltage i AFL i 1997 som den sjette klub uden for Victoria og som den første, der havde en historie før AFL.

Gennem 1990'erne udskiftede flere af de Melbourne-baserede klubber deres mindre stadion (typisk med plads til 20.000–30.000) i forstaden med de langt større MCG og Waverley Park. De sidste kampe blev spillet på Windy Hill (Essendon), Moorabbin Oval (St Kilda), Western Oval (Footscray), Victoria Park (Collingwood) og Hawthorn droppede Princes Park. I 2005 stoppede Carlton også med at spille sine hjemmekampe på Princes Park. I 1999 solgte AFL Waverley Park for at kunne begynde byggeriet af et nyt stadion i Melbournes Docklands. Den sidste State of Origin kamp blev spillet i 1999.

2011–nu: en liga med 18 hold[redigér | rediger kildetekst]

I slutningen af 2000'erne ønskede AFL at udvide til Gold Coast i Queensland, som var et område i kraftig udvikling. North Melbourne, som var i økonomiske problemer og allerede havde spillet nogle få hjemmekampe på Gold Coast de foregående år, blev tilbudt betydelig støtte for at flytte til Gold Coast men afslog. AFL begyndte derefter arbejdet med at opbygge en helt ny klub på Gold Coast og en udvidelse af ligaen.

I 2008 fik AFL støtte fra de 16 klubber til at udvide ligaen med to nye klubber i Gold Coast og Western Sydney. Klubben Gold Coast Suns blev dannet i 2011 og var med i AFL samme år som hold nummer 17.[25] Greater Western Sydney Giants, som skulle repræsentere både Western Sydney og Canberra blev dannet og kom med i ligaen som det 18. hold i 2012.

25. april 2013 blev den første AFL turneringskamp spillet udenfor Australien på Westpac Stadium i Wellington, New Zealand. Aftenkampen mellem St Kilda og Sydney blev spillet foran 22.183 tilskuere på Anzac Day.[26][27]

En national kvindeliga som omfattede nogle af AFL-klubberne startede i 2017. 13 AFL-klubber ansøgte om at deltage. Otte klubber – Adelaide, Brisbane Lions, Carlton, Collingwood, Fremantle, Greater Western Sydney, Melbourne og Western Bulldogs – fik licenser til den første sæson.[28] Geelong og North Melbourne kom med i 2019, Gold Coast, Richmond, St Kilda og West Coast i 2020[29] og endelig Essendon, Hawthorn, Port Adelaide og Sydney i 2022.[30]

14. maj 2017 spillede Port Adelaide og Gold Coast den første AFL-kamp i Shanghai i Kina foran 10.114 tilskuere. Port Adelaide vandt kampen med 72 point.

I 2020 blev AFL-sæsonen kraftigt påvirket af COVID-19-pandemien. De første runder blev spillet uden tilskuere og 22. marts blev sæsonen suspenderet på grund af helbredshensyn og de nationale restriktioner på ikke-nødvendige rejser. Sæsonen blev genoptaget 11. juni med en reduktion af antal kampe pr. hold fra 22 til 17. Grand final blev spillet i oktober på The Gabba i Brisbane, på grund af et stigende antal Covid-tilfælde i Victoria. Pandemien betød mistede indtægter på 400 millioner AUD i 2020.[31]

Grand final i 2021 blev spillet i september på Perth Stadium i Perth på grund af COVID-19 pandemien, som gjorde at den ikke kunne spilles med tilskuere på Melbourne Cricket Ground.

Klubber[redigér | rediger kildetekst]

AFL består af en enkelt liga uden divisioner. Der er ikke oprykning fra eller nedrykning til andre ligaer.

Ligaen blev grundlagt som Victorian Football League (VFL) i 1897 med otte hold, alle fra Victoria. I 1990 var ligaen blev landsdækkende og skiftede navn til Australian Football League (AFL). De nuværende 18 hold (2022) kommer fra 5 forskellige delstater. Hovedparten (10) kommer stadig fra Victoria, heraf de 9 fra Melbournes metropolområde. New South Wales, Queensland, South Australia og Western Australia har hver to hold, mens Tasmanien får et hold med i ligaen fra 2028.[1] Australian Capital Territory og Northern Territory har ingen AFL-klubber, men mindst to kampe spilles begge steder hvert år.

11 af klubberne i AFL er ejet af medlemmerne: Melbourne, Collingwood, Carlton, St Kilda, Essendon, Hawthorn, Geelong, Richmond, North Melbourne, Brisbane og Western Bulldogs. 5 klubber ejes af AFL: Sydney, Greater Western Sydney, Gold Coast, Adelaide og Port Adelaide. Endelig er to klubber privatejede: West Coast og Fremantle.[32]

Nuværende klubber[redigér | rediger kildetekst]

Klub Farver Kælenavn Delstat Hjemmebane 2022
medlemmer[33] 		Grundlagt Tidl.
liga 		VFL/AFL sæsoner VFL/AFL mesterskaber
Første Total Total Seneste
Adelaide Crows South Australia Adelaide Oval 63,099 1990 — 1991 32 2 1998
Brisbane Lions Lions Queensland The Gabba 43,319 1996 — 1997 26 3 2003
Carlton Blues Victoria Docklands Stadium 88,776 1864 VFA 1897+ 126 16 1995
Collingwood Magpies Victoria Melbourne Cricket Ground 100,384 1892 VFA 1897+ 126 15 2010
Essendon Bombers Victoria Docklands Stadium 86.001 1872 VFA 1897+ 124† 16 2000
Fremantle Dockers Western Australia Perth Stadium 56.105 1994 — 1995 28 0 —
Geelong Cats Victoria Kardinia Park 71.943 1859 VFA 1897+ 123† 10 2022
Gold Coast Suns Queensland Carrara Stadium 21,422 2009 — 2011 12 0 —
Greater Western Sydney Giants New South Wales Sydney Showground Stadium 32,614 2009 — 2012 11 0 —
Hawthorn Hawks Victoria Melbourne Cricket Ground 81,494 1902 VFA 1925 98 13 2015
Melbourne Demons Victoria Melbourne Cricket Ground 66.484 1858 VFA 1897+ 123† 13 2021
North Melbourne Kangaroos Victoria Docklands Stadium 50.191 1869 VFA 1925 98 4 1999
Port Adelaide Power South Australia Adelaide Oval 58.643 1870 SANFL 1997 26 1 2004
Richmond Tigers Victoria Melbourne Cricket Ground 100.792 1885 VFA 1908 115 13 2020
St Kilda Saints Victoria Docklands Stadium 60.172 1873 VFA 1897+ 125† 1 1966
Sydney Swans New South Wales^ Sydney Cricket Ground 55.394 1874 VFA 1897+ 125† 5 2012
West Coast Eagles Western Australia Perth Stadium 102.897 1986 — 1987 36 4 2018
Western Bulldogs Bulldogs Victoria Docklands Stadium 50.941 1877 VFA 1925 98 2 2016
^ angiver at klubben er flyttet fra en anden delstat
+ angiver klubben var med til at grundlægge VFL
† angiver klubben ikke deltog i én eller flere sæsoner på grund af verdenskrigene

Tidslinje[redigér | rediger kildetekst]

Hjemsted for AFL-klubberne i Melbourne mellem 1922 og 1965

Uformelle/ungdoms-turneringer †
Victorian Football Association (1877) †
Victorian Football League (1897, senere AFL)
Australian Football League (1990, formerly VFL)
South Australian National Football League (1877) †

† Ikke all hold vist. Disse turneringer findes stadig

Spillere[redigér | rediger kildetekst]

Dustin Martin, tredjevalgt ved AFL's draft i 2009 og højest betalte spiller i 2023

AFL-spillere rekrutteres fra flere forskellige steder, men de fleste kommer ind i ligaen gennem den årlige drafts uden for sæsonen. Et mindre antal spillere kommer fra andre sportsgrene eller rekrutteres internationalt. Ved afslutningen af sæsonen vælges de 22 bedste spillere og en træner til et All-Australian hold.

AFL kontrollerer antal spillere i klubberne. I 2022 havde hver klub 36 - 38 seniorspillere og 4 - 6 rookies.[34] Rookies er typisk spillere, der er rekrutteret på alternativ vis.[35] Ændringer til spillertruppen er kun tilladt uden for sæsonen i forbindelse med de tre drafts, der afvikles. Den vigtigste er den nationale draft, men derudover er der også en pre-season draft og en rookie draft. I sæsonerne 1990 - 1993 var der tillige en draft midt i sæsonen.[36] Den nationale draft har været afholdt hver sæson siden 1986. Klubberne vælger de nye spillere i en rækkefølge, som er den omvendte af deres placering i den foregående AFL-sæson. Klubber kan dog vælge at sælge deres plads i rækkefølgen til andre klubber.

Lønloft[redigér | rediger kildetekst]

AFL's klubber er underlagt et samlet lønloft for alle spillere. I 2022 var dette beløb 13.540.000 AUD (det hidtil højeste), hvilket svarer til en gennemsnitlig spillerløn på omkring 400.000 AUD. De bedst betalte spillere tjener over 1.000.000 AUD om året. Højest betalte spiller i 2023 er Dustin Martin fra Richmond.[37]

Sæsonstruktur[redigér | rediger kildetekst]

Forsæson[redigér | rediger kildetekst]

Siden 2014 har alle klubber spillet én eller to kampe i forsæsonen, som bliver afviklet som aftenkampe på hverdage eller i weekenden i februar og marts.

Grundspillet[redigér | rediger kildetekst]

Grundspillet i AFL består af 23 runder, som bliver afviklet fra midt i marts til slutningen af august. I sæsonen 2022 spillede hvert hold 22 kampe og stod over i én runde. Der bliver givet 4 point for en sejr og to point for en uafgjort. Klubberne rangeres efter, hvor mange point de har fået. Hvis flere klubber har samme antal point rangeres efter en procentsats, som beregnes som forholdet mellem point scoret i alle kampe og point indkasseret. Hvis holdene stadig er lige kigges på point og eventuelt procentsats i de indbyrdes kampe. Som sidste udvej bruges lodtrækning.[38] Det bedste hold i grundspillet vinder 'minor premiership' (det lille mesterskab) og får tildelt McClelland-trofæet.

Temarunder og specielle kampe[redigér | rediger kildetekst]

Kampen mellem Collingwood og Essendon på Anzac Day er et af grundspillets højdepunkter.

Flere hold spiller mod hinanden på faste dage. Den største af disse kampe er Collingwood mod Essendon, som spilles Anzac Day på MCG.[39] Andre store kampe er Collingwood mod Melbourne på helligdagen kongens fødselsdag samt Geelong mod Hawthorn 2. påskedag.[40][41]

Disse kampe har deres egne trofæer, som uddeles til vinderen.

Sir Doug Nicholls Indigenous Round[redigér | rediger kildetekst]

En af de mest kendte temarunder er Indigenous Round (De Indfødtes Runde).

I 2005 og 2006 blev der spillet en ny temakamp, Dreamtime at the 'G, mellem Essendon og Richmond, som var meget populære. I 2007 udnævnte AFL derfor runde 9 som Indigenous Round (round 9), som en hyldest til de indfødte spillere i AFL. Temakampen Dreamtime at the 'G er hovedkampen lørdag aften. Kampen har ofte mere end 80.000 tilskuere.

I 2016 blev runden navngivet efter Sir Doug Nicholls, som er den eneste VFL-spiller, der er blevet adlet, og som også var delstatsguvernør i South Australia. Runden hedder nu Sir Doug Nicholls Round, men det gamle navn Indigenous Round er stadig almindelig brugt.[42][43]

Hvert år siden 2014 har klubben haft hver deres kunstværk lavet af en indfødt kunstner på spillertrøjen til Indigenous Round.[44]

Finaleserien[redigér | rediger kildetekst]

De otte bedste hold fra grundspillet deltager i finaleserien, som afvikles i september og afsluttes med grand final, som normalt spilles på Melbourne Cricket Ground om eftermiddagen den sidste lørdag i september.

Det vindende hold får en mesterskabspokal i sølv, et blåt flag og klubnavnet indgraveret på E. L. Wilson Shield, som har været brugt siden 1929.[45] Flaget har været brugt helt fra ligaens start og bliver traditionelt vist frem til mesterskabsholdets første hjemmekamp den efterfølgende sæson. Mesterskabspokalen har været brugt siden 1959 og en ny laves hvert år af Cash's International på deres værksted i Frankston, Victoria.[46] Derudover modtager alle spillerne på vinderholdet en mesterskabsmedalje.

Tilskuer- og Seertal[redigér | rediger kildetekst]

I 2012 var AFL den sportsliga med flest tilskuere i Australien[47] og markedsundersøgelser viste, at AFL havde næstflest tv-seere efter cricket.[48] Rettighederne til AFL deles af Seven Network (free-to-air), Foxtel (betalings-tv) og Kayo Sports (internet). En ny kontrakt i 2023, som blev indgået for årene 2025 - 2031 giver AFL et årligt beløb på 643 mio. AUD for rettighederne.[49]

I 2019 var rekordmange, 1.057.572, medlem af en AFL-klub.[50] Det totale seertal for AFL sæsonen 2022 var 125,4 millioner med et gennemsnit på 537.000 seere pr kamp. 54% af seerne benyttede betalingskanalerne fra Foxtel og Kayo, medens 46% så Seven Networks gratis udendelser.[51]

Tilskuertal[redigér | rediger kildetekst]

År Hjemme og Ude Gennemsnit Finaleserie1 Gennemsnit1 Grand final
2022 6.112.431 30.871 639.980 71.109 100.024
20216 3.976.228 19.209 272.746 30.305 61.118
20206 826.458 6.665 206.579 22.953 29.7077
2019 6.954.187 35.122 563.460 62.607 100.014
2018 6.894.772 34.822 700.393 77.821 100.022
2017 6.734.062 34.010 553.818 61.535 100.021
2016 6.311.656 31.877 558.343 62.038 99.981
2015 6.367.302 32.321 518.694 57.663 98.633
2014 6.403.941 32.343 570.568 63.396 99.454
2013 6.372.784 32.186 558.391 62.043 100.007
2012 6.238.876 31.509 538.934 59.882 99.683
2011 6.533.138 34.937 614.250 68.250 99.537
2010 6.494.564 36.901 651.764 65.176 100.0164 og 93.8535
2009 6.375.622 36.225 615.463 68.385 99.251
2008 6.512.999 37.0062 571.760 63.258 100.012
2007 6.475.521 36.793 575.424 63.936 97.302
2006 6.204.056 35.250 532.178 59.131 97.431
2005 6.283.788 35.703 480.112 53.346 91.8983
2004 5.909.836 33.579 458.326 50.925 77.6713
2003 5.876.515 33.389 478.425 53.158 79.4513
2002 5.648.021 32.091 449.445 49.938 91.817
2001 5.919.026 33.631 525.993 58.444 91.482
2000 5.731.091 32.563 566.562 62.951 96.249
1999 5.768.611 32.776 472.007 52.445 94.228
1998 6.119.861 34.772 572.733 63.637 94.431
1997 5.853.449 33.258 560.406 62.267 99.645
1996 5.222.266 29.672 478.773 53.197 93.102
1995 5.119.694 29.089 594.919 66.102 93.678

1 Total og gennemsnit for finaleserie inkluderer grand final.
2 Rekord.
3 Nedsat kapacitet på grund af renovering af MCG
4 Tal for den uafgjorte grand final.
5 Tal for omkampen,spillet 1 uge efter den første finale.
6 Tilskuertal reduceret på grund af COVID-19 pandemien.
7 Kapacitet reduceret på grund af COVID-19 pandemien.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b "Tasmania has signed deal with AFL to establish state team 'after decades of fighting', premier says". ABC News. 3. maj 2023. Hentet 3. maj 2023.
  2. ^ "The Victorian Football Association". North Melbourne Courier and West Melbourne Advertiser. No. 72. North Melbourne. 19. marts 1897. s. 3.
  3. ^ McConville, Andrew (5. maj 2020). "Player payments and the great bribery scandal". State Library Victoria. Hentet 12. maj 2020.
  4. ^ "The University Team". The Argus. Melbourne. 18. september 1914. s. 4.
  5. ^ "Exit University – Football League Retirement". The Argus. Melbourne. 17. oktober 1914. s. 20.
  6. ^ Barry Rollings (15. april 1976). "First NFL Cup match next month". The Canberra Times. Canberra, ACT. s. 18.
  7. ^ "Rules pools plan". The Canberra Times. Canberra, ACT. 16. november 1976. s. 18.
  8. ^ "VFL criticised". The Canberra Times. Canberra, ACT. 12. november 1976. s. 22.
  9. ^ "$2m night-football plan". The Canberra Times. Canberra, ACT. 28. juni 1978. s. 36.
  10. ^ Eastman, David. "1979 NFL Escort Cup". Arkiveret fra originalen 31. juli 2018. Hentet 15. november 2014.
  11. ^ Devaney, John (2014), Clubs of the South Australian National Football League, Great Britain: Full Points Publication, s. 252
  12. ^ "National Panasonic Cup". AustralianFootball.com. Arkiveret fra originalen 20. december 2016. Hentet 28. december 2015.
  13. ^ a b Stewart, Bob (31. juli 2017). Sport Funding and Finance (2nd udgave). Routledge. ISBN 9781134470846. Arkiveret fra originalen 30. oktober 2018. Hentet 30. oktober 2018.
  14. ^ a b "Timeline of VFL/AFL Broadcast Rights". Footy Industry. 28. juli 2014. Arkiveret fra originalen 30. oktober 2018. Hentet 30. oktober 2018.
  15. ^ a b Quayle, Emma (17. november 2006). "When the draft blew in". The Age. Arkiveret fra originalen 18. november 2006.
  16. ^ Powerplay Limited and Sydney Swans Limited financial reports
  17. ^ "AUSTRALIAN FOOTBAll". The Canberra Times. Vol. 55, no. 16.459. 18. oktober 1980. s. 48. Hentet 4. maj 2016 – via National Library of Australia.
  18. ^ Oakley, Ross (2014). The Phoenix Rises. Melbourne, Victoria: Slattery Media Group. s. 244. ISBN 9780987420596.
  19. ^ Oakley, Ross (2014). The Phoenix Rises. Melbourne, Victoria: Slattery Media Group. s. 131. ISBN 9780987420596.
  20. ^ Peter Simunovich (24. juli 1987). "Top WAFL clubs eye VFL spot". The Sun News-Pictorial. Melbourne. s. 78.
  21. ^ a b Linnell, Garry (1995). Football Ltd. Sydney: Pan Macmillan Australia. s. 297. ISBN 0-330-35665-8.
  22. ^ "About Us". AFLPA. Arkiveret fra originalen 26. oktober 2018. Hentet 26. oktober 2018.
  23. ^ Browne, Ashley; Brown, Mal (14. december 2018). "Flashback 1993: Fremantle announced as the 16th AFL team". The Age. Hentet 13. juli 2020.
  24. ^ "ABN lookup". Australian Government. 8. april 2007. Arkiveret fra originalen 16. oktober 2007. Hentet 14. marts 2008.
  25. ^ "AFL". Arkiveret fra originalen 5. oktober 2012. Hentet 6. august 2015.
  26. ^ Holmesby, Luke (24. april 2013). "Riewoldt proud to be part of historic occasion". Official website. Arkiveret fra originalen 23. oktober 2013. Hentet 27. april 2013.
  27. ^ Wilson, Caroline (26. april 2013). "We want AFL team: Kiwis". The Age. Melbourne. Arkiveret fra originalen 27. april 2013. Hentet 27. april 2013.
  28. ^ Matthews, Bruce (15. juni 2016). "Eight teams named for inaugural women's league". Australian Football League. Arkiveret fra originalen 16. juni 2016. Hentet 15. juni 2016.
  29. ^ "North and Geelong win AFLW expansion race". Australian Football League. 27. september 2017. Arkiveret fra originalen 2. november 2017. Hentet 14. november 2017.
  30. ^ Black, Sarah (12. august 2021). "'Changing forever and for the better': Final four clubs complete AFLW". womens.afl. Hentet 12. august 2021.
  31. ^ "AFL rocked by huge job losses on dark day". News.com.au. 24. august 2020.
  32. ^ "Who Owns AFL Clubs". Dr Wolf Media. Hentet 11. september 2023.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  33. ^ "1.19m reasons to smile: AFL clubs break all-time membership record". afl.com.au. 6. september 2022. Hentet 3. november 2022.
  34. ^ "The AFL list size debate: How big should squads be?". The Roar. 15. december 2021. Hentet 3. september 2023.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  35. ^ "Rookie Players". AFL. Hentet 3. september 2023.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  36. ^ Lane, Samantha (6. august 2011). "Players' trade surprise". The Age. Melbourne. Arkiveret fra originalen 12. august 2014. Hentet 3. april 2013.
  37. ^ "The highest paid AFL players, ranked". GQ Sports. Hentet 4. september 2023.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  38. ^ "A coin toss? How AFL tie-breakers work on the final round ladder". The Age. 20. august 2019. Hentet 16. august 2022.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  39. ^ "Collingwood and Essendon leave lasting Anzac Day legacy". Melbourne Cricket Ground Organisation. Melbourne Cricket Club. 18. april 2019. Hentet 7. juli 2019.
  40. ^ Bartel, Jimmy (20. april 2014). "Bartel: Easter Monday is Cats' annual blockbuster". The Age. Hentet 7. juli 2020.
  41. ^ "Big Freeze 3 at the 'G and the annual Queen's Birthday clash on Seven". Yahoo! Sports. 7. juni 2017. Hentet 7. juli 2020.
  42. ^ "AFL to honour Sir Doug Nicholls in 2016 Indigenous round". The Guardian. 28. oktober 2016. Arkiveret fra originalen 29. maj 2019. Hentet 30. maj 2019.
  43. ^ "Sir Doug Nicholls Round". afl.com.au. 23. december 2019. Arkiveret fra originalen 16. februar 2020. Hentet 16. februar 2020.
  44. ^ Grieve, Charlotte (22. maj 2019). "AFL Indigenous guernseys revealed and the stories behind them". The Age. Arkiveret fra originalen 30. maj 2019. Hentet 30. maj 2019.
  45. ^ Gilbert Gardiner (1. september 2016). "Old tradition returns". Herald Sun. Melbourne. s. 69.
  46. ^ Mitchell, Peter (10. september 2018). "Mitch Matters: Brownlow medals are made in Frankston". Mornington Peninsula Leader. Hentet 12. november 2021. Cash’s created the first Premiership Cup in 1959, from a design drawn by then VFL President, Sir Kenneth Luke....Incredibly, that’s not the end of Cash’s work with the AFL. You name any AFL or AFLW award and it is made in Frankston, including the Premiership Cups.
  47. ^ Australia's Battle of the Codes – Statistics Arkiveret 2. april 2013 hos Wayback Machine – Convict Creations. Hentet 18. februar 2012.
  48. ^ Cricket and AFL dominate sports watched on TV Arkiveret 28. februar 2012 hos Wayback Machine – Roy Morgan Online, 25. januar 2012. Hentet 18. februar 2012.
  49. ^ "Seven years, $4.5b: AFL reveals HUGE new broadcast rights deal". AFL. Hentet 24. august 2023.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  50. ^ "AFL membership ladder 2019: Carlton’s shock rise, Richmond top the chart, SA clubs drop off" Arkiveret 8. august 2019 hos Wayback Machine (27. september 2019), Fox Sports. Hentet 27. september 2019.
  51. ^ "2022 AFL TV Ratings". Sports Industry AU. Hentet 9. november 2022.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Statistikker og resultater
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Australian_Football_League&oldid=11666797"