Betastråling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Betastråling er en radioaktiv stråling, der fremkommer ved betahenfald af atomkerner.

Betastrålingen er i realiteten elektroner-) eller positroner+), der udsendes med høj energi fra atomkernen, hvorved den omdannes til et andet grundstof.

Betastråling har i almindelighed en rækkevidde, der er omkring ti gange større end alfastråling, mens dens ionisering er omkring en tiendedel. De nedbremses helt af nogle få millimeter aluminium.

Elektronkanonen i et fjernsyn kan betegnes som en kilde til betastråling, strålingen absorberes dog af fosforlaget på indersiden af billedrøret, hvorved der dannes lys. Cæsium-137 er et eksempel på et stof som udsender beta-partikler.

Betastråler bevæger sig ved hastigheder, som kan nærme sig lysets hastighed. Elektronens hastighed afhænger af, hvor meget energi den modtog ved henfaldet, der udsendte den. Da hastigheden kan variere, er rækkevidden i atmosfærisk luft også variabel.

Se også[redigér | redigér wikikode]