Gammastråling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Radioaktivt gammahenfald i en atomkerne

Gammastråling (ofte betegnet med det græske bogstav gamma, γ) er en energirig form for elektromagnetisk stråling. Den dannes under mange kerne- eller subatomare processer, herunder elektron-positron annihilation og radioaktivitet.

Gammastråling skelnes i almindelighed fra røntgenstråling ved at være et resultat af processer i atomkernen, mens røntgenstråling dannes af stråling fra accelererede elektroner. Med denne opdeling er der et overlap mellem lavenergetiske gammastråler og højenergetiske røntgenstråler.

Gammastråling kan, jf. princippet om partikel-bølge dualitet, opfattes som både elektromagnetiske bølger og partikler (kaldet fotoner). Gamma-fotoner har mere energi end røntgen-fotoner, og de har derfor en kortere bølgelængde.

Gamma-stråler kan trænge dybt ind i kroppen, så de kan være farlige, uanset om gamma-kilden befinder sig uden for eller inden i kroppen. For at stoppe gammastråler effektivt skal de afskærmes med tykke blyplader.

Et eksempel på et radioaktivt gammahenfald er Barium-137.

I modsætning til alfa- og betahenfald sker der ingen grundstofforvandling under et gammahenfald af radioaktive kerner. Gammastråling betegnes derfor som en "rest-stråling".

Litteraturhenvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Pedersen, Holger, Jens Hjorth og Niels Lund: "Mod universets grænser – Glimt af gammastråling overrasker ved deres enorme alder", Naturens Verden, nr. 1/1999, vol. 82, side 24-29.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]