Alfastråling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Illustration af et grundstofs atomkernes alfahenfald efter udsendelse af en Helium-4-atomkerne (Helium42+).

Alfastråling er en form for partikelstråling, der er kraftig ioniserende og med ringe indtrængningsevne. Alfastråling har en fart på ca 19.000 km/s.

Alfastrålingen er i realiteten Helium-atomkerner (He2+), der udsendes under alfahenfald af radioaktive kerner som f.eks. uran og radium. Strålingen blev opdaget af Ernest Rutherford i 1899, og han brugte disse til at påvise atomkernen i 1911.

Da den er kraftig ioniserende er det nemt at beskytte sig mod alfastråling uden for kroppen. Blot et stykke papir, nogle centimeters luft eller de yderste lag af huden er nok til at stoppe dem. På den anden side er det den farligste form for radioaktiv stråling hvis den kommer ind i kroppen, hvor den vil afsætte sin energi direkte i de indre organer.

De fleste røgalarmer indeholder en lille smule af alfa-kilden americium-241.

Se også[redigér | redigér wikikode]