Breaking the Waves

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Breaking the waves
Genre spillefilm
Instrueret af Lars von Trier
Produceret af Peter Aalbæk Jensen, Vibeke Windeløv
Manuskript af Lars von Trier, Peter Asmussen, David Pirie
Medvirkende Emily Watson, Stellan Skarsgård, Katrin Cartlidge, Jean-Marc Barr
Musik af Joachim Holbek
Fotografering Per Heegaard, Robby Müller, Jan Weincke
Klip Anders Refn
Distributør Lucky Red DistribuzioneRediger på Wikidata
Udgivelsesdato 05.07.1996
Censur Tilladt for børn over 12 år
Længde 158 min.
Land Frankrig, Island, Norge, Sverige, Danmark, HollandRediger på Wikidata
Sprog EngelskRediger på Wikidata
Fortsættes i IdioterneRediger på Wikidata
Tekniske data 4300 meter 35 mm 2,35:1 Kodak Dolby, SRD
Priser Amandaprisen for beste nordiske kinofilm[1], Sølvklumpen for bedste udenlandske biograffilm, grand prix du Festival de Cannes, César for bedste udenlandske filmRediger på Wikidata
Links
på IMDbRediger på Wikidata
på scope.dk
i DFI's filmdatabase
i SFDb
Noter
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Breaking the Waves er en spillefilm fra 1996, der foregår i Det skotske højland i 1970'erne, som fortæller historien om Bess McNeill, der trods modstand i sit lokalsamfund og hendes presbyterianske kirke, gifter sig med en mand Jan, der arbejder på en olieboreplatform. Hun er lidt enfoldig og har svært ved at leve uden ham når han er ude og arbejde på olieboreplatformen.

Manuskriptet blev skrevet af Lars von Trier, Peter Asmussen og David Pirie (ikke krediteret) og blev instrueret af Lars von Trier. I hovedrollerne er Emily Watson som Bess, der er hendes første filmrolle, Stellan Skarsgård som Jan, og Katrin Cartlidge som Bess'es mands søster Dodo.

Handling[redigér | redigér wikikode]

Breaking the Waves' blev von Triers store internationale gennembrud. Han vandt til sin store skuffelse endnu engang 'kun' juryens specialpris i Cannes (Mike Leigh løb med Guldpalmerne), men filmen blev et tilløbsstykke verden over. For von Trier blev filmen også et spring over i en anden form for filmfortælling. Det er ikke længere den elaborerede stil, genreironien og de postmoderne universer, der driver værket. Snarere er følelsen alt. Filmen er det helt store melodrama om den unge skotske kvinde Bess (Emily Watson) og hendes kærlighed til sin elskede mand, Jan (Stellan Skarsgaard). Han invalideres i en arbejdsulykke, og i forsøget på at redde sin elskede ofrer Bess sig seksuelt til fremmede mænd. Det snerpede, calvinistiske miljø, der omgiver dem, er beskrevet med en næsten dokumentarisk realisme i Robby Müllers håndholdte cinemascope-billeder, og maleren Per Kirkeby har farvelagt en stribe landskabsvignetter. En fusion af det bedste fra Ken Loach, 70'ernes musikscene, Dreyer og Tarkovskij.[2]


Filmen vandt ved Filmfestivalen i Cannes i 1996 "Grand Prix"-prisen, der er den næstvigtigste pris ved filmfestivalen kun overgået af Den Gyldne Palme.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Navnet er anført på norsk bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ^ Denne beskrivelse stammer fra Det Danske Filminstituts Filmdatabase.