Bruger:Pugilist/Sandkasse/Storkonflikten 1925

https://tidsskrift.dk/historiejyskesamling/article/view/39143/42918

https://www.youtube.com/watch?v=SlwYmLgYMPE

Storkonflikten i 1925 var en arbejdskonflikt mellem den danske fagbevægelse og de danske arbejdsgivere. Konflikten var kulminationen på en række spændinger på det danske arbejdsmarked op igennem 1920'erne og fandt sted kort efter, at en socialdemokratisk regering for første gang i danmarkshistorien havde regeringsmagten. Konflikten omfattede 28.000 strejkende og 67.000 lockoutede arbejdere og er den til dato største arbejdskonflikt på det danske arbejdsmarked.

Konflikten brød ud den 18. marts 1925 og eskalerede, indtil konflikten blev afsluttet den 6. juni 1925. Konflikten førte til splittelse mellem arbejdstagerorganisationerne De samvirkede Fagforbund (DsF) (forløberen for LO), den fælles hovedorganisation for de danske fagforbund, og Dansk Arbejdsmandsforbund (DAF), der organiserede de ufaglærte.

Baggrund

Tiden efter 1. verdenskrig var turbulent på det danske arbejdsmarked. Revolutionerne i Rusland i 1917 og de socialistiske uroligheder i Tyskland med bl.a. Spartakistoprøret og udråbelsen af en sovjetrepublik i Bayern i 1919 havde skabt nervøsitet blandt borgerskabet og havde omvendt skabt kampgejst blandt dele af arbejderbevægelsen. Genforeningen i Sønderjylland og den politiske uro i forbindelse med Christian 10.'s afsættelse af ministeriet Zahle i 1920 havde ligeledes skabt spændinger i samfundet. I 1921 var det lykkedes Dansk Arbejdsgiverforening af få reduceret arbejdernes lønninger, hvorfor de i dele af fagbevægelsen var store frustrationer. Perioden var præget af et stort antal strejker og lockouter.

Internationalt var perioden efter 1. verdenskrig præget af væsentlig valutauro som følge af et faktisk sammenbrud af guldfoden. Weimarrepublikken oplevede hyperinflation, der indebar en voldsom udhuling af middelklassens levestandard, og valutapolitikken var en af de væsentligste politiske udfordringer i Danmark. Værdien af den danske krone var før 1. verdenskrig fastsat til 2.480 kr. til ét kilo fint guld (den "ærlige krone"), men ved 1920'ernes begyndelse var kronens værdi faldet til under halvdelen, og der var politisk ønske om at få genetableret kronens værdi. De urolige økonomiske tider gav sig bl.a. udslag i, at Nordens største bank, Landmandsbanken, krakkede i 1922. De vanskelige økonomiske forhold førte fra arbejdsgiverside - og fra regeringens side - til et ønske om at holde arbejdernes lønninger i ro for på denne måde at sikre landets eksportindtægter.

Ved folketingsvalget i 1924 blev Socialdemokratiet for første gang det største parti, og partiet dannede med Thorvald Stauning i spidsen for første gang i historien en socialdemokratisk regering i Danmark. Der opstod usikkerhed om, hvorledes den socialdemokratiske regering ville stille sig i tilfælde af arbejdskampe.

Dansk økonomi var i 1924 blevet noget mere stabil og kronens valutakurs var steget kraftigt igen, ligesom der var forholdsvis høj beskæftigelse i industrien. Der var imidlertid fortsat stigende priser, hvorfor der var grobund for at arbejdstagersiden fremsatte krav om højere lønninger. Fra arbejdsgiverside var man dog fortsat bekymret over økonomien, ligesom kronens styrkelse havde svækket eksporterhvervene og ikke mindst landbruget, hvis eksport var af væsentlig betydning for dansk økonomi. Arbejdsgiversiden var endvidere af den opfattelse af den stigende kronekurs på sigt ville medføre en opbremsning af de stigende priser. Dansk Arbejdsgiverforening vedtog derfor i maj 1924 en resolution der fastslog, at de stigende priser (dyrtid) ikke kan anvendes som argument i de forestående overenskomstforhandlinger.

Dansk Arbejdsgiverforening ønskede centrale overenskomstforhandlinger og opsagde i oktober 1924 de overenskomster, der udløb 1. februar 1925, således at disse ikke fortsatte efter denne dato.

Konflikten

Under forhandlingerne i Forligsinstitutionen ønskede arbejdsgiversiden, at de opsagte overenskomster skulle forlænges for den næste overenskomstperiode. Arbejdstagersiden var stærkt imod dette. Forligsmanden, Johannes Dalhoff, fremsatte i november 1924 et mæglingsforslag om, at overenskomsterne skulle forlænges, men med mulighed for ændringer, hvis de økonomiske forhold ændrede sig. Mæglingsforslaget var en rød klud for arbejderbevægelsen, der opfattede dette som et rent arbejdsgiverforslag. Under forhandlingerne i februar 1925 blev pristalsudviklingen offentliggjort, hvilket dokumenterede, at pristallet var steget forholdsvis kraftigt. En forlængelse af overenskomsterne ville således indebære en forholdsivs kraftig reallønsnedgang for arbejderne.

Forligsinstitutionens mægling førte ikke til noget resultat, ligesom den socialdemokratiske regerings forsøg på at opnå en aftale med DsF ej heller førte til en løsning af situationen. Der blev på en række mindre områder indgået overenskomster, men den 23. februar 1925 afgav Arbejdsmændenes Forbund (DAF) strejkevarsel, og to dage efter afgav DA lockoutvarsel til DsF. Den 3. marts 1925 afgav DAF 2. strejkevarsel, der også omfattede dele af transportsektoren. Situationen blev yderligere tilspidset, da DA allerede dagen efter afgav yderligere et lockoutvarsel, denne gang med en udvidelse af lockoutens områder. Forligsinstitutionen greb herefter ind og udarbejdede i marts et mæglingsforslag til parterne, der gav arbejderne dyrtidstillæg på 3%, dog ikke for jernindustrien. DA accepterede mæglingsforslaget, men DAF meddelte, at de ville forelægge spørgsmålet for en kongres. Mæglingsforslaget var således faldet, og konflikten kunne herved træde i kraft den 18. marts 1925 om aftenen.Kong Christian anmodede på et møde i Statsrådet Stauning om at mægle mellem parterne, men mæglingen førte ikke til noget resultat, men udløste blot betydelig kritik i offentligheden, ligesom medlemmerne af Forligsinstitutionen truede med at fratræde deres hverv som følge af regeringens mæglingsforsøg mellem parterne. De første strejker og lockouter, der omfattede ca. 50.000 mand, trådte herefter i kraft ved arbejdstids ophør den 18. marts.

Herefter overvejede DsF og DAF en udvidelse af strejkene med sympatistrejker. DA afgav et omfattende lockoutvarsel omfattende nye områder. Regeringen havde drøftelser med DsF hvorunder regeringen henstillede til at DsF indtog en defensiv strategi, ligesom regeringen henstillede til, at DsF undgik at ramme "statens interesser" og landbruget, da eksportindtægterne fra landbruget var vitale for Danmark. Regeringen var endvidere nervøs for de politiske konsekvenser af en eskalerende arbejdsmarkedskonflikt. Den socialdemokratiske mindretalsregering var tiltrådt kort forinden, og skulle som den første socialdemokratiske regering nogensinde overfor sit parlamentariske grundlag vise, at den var i stand til at forvalte regeringsmagten og sikre landets interesser, samtidig med, at den skulle pleje forholdet til arbejderbevægelsen.

Eksterne henvisninger

• Filmoptagelser fra Storkonflikten på DR Bonanza

https://tidsskrift.dk/labo/article/download/26097/22969: L andbrug og arbejdsm arked 1919-26 Af ANDERS TURE LINDSTRØM

I løbet af efteråret og vinteren oprettede interesserede borgerlige kredse med førende erhvervsfolk i spidsen derfor et organiseret strejkeværn. En række vigtige produktionsgrene blev i samarbejde med arbejdsgiverne strejkesikret. Et_særligt transportkorps blev oprettet, så hverken import eller eksport kunne lammes.3 Den 20. februar 1920 blev foreningen Samfundshjælpen derefter præsenteret. U dadtil frem trådte foreningen som en upolitisk borgerlig forening, der ikke repræsenterede særinteresser. Ideologisk set var Samfundshjælpen udpræget en kontrarevolutionær antibolchevikisk organisation.4 De følgende arbejdskonflikter tvang selv husmandsforeningerne, der ellers ikke havde for godt et forhold til det større landbrug, ind i forsvaret af landbrugets økonomiske interesser. Den store transportkonflikt i 1920 pressede landbruget ind i et nødtvungent interessefællesskab med byerhvervene og Samfundshjælpen. Transportkonflikten førte til, at landbrugsorganisationerne satte frivillig arbejdskraft ind for at redde landbrugseksporten og sikre tilførsler til landbruget. Landbrugets effektive indsats bidrog til at knække transportstrejken. Det er her af

Voldsomst berørte storkonflikten i 1925 direkte eksportinteresserne. M an kan under storlockouten se, hvorledes landbrugets ledere snoede sig for at sikre eksporten i en situation, hvor landbrugets topfolk ikke ju st havde noget hjerteligt forhold til den socialdemokratiske regering. Det lå i luften, at socialdemokraterne ville være mere tilbageholdende med at indsætte politi og militær til beskyttelse af eventuel frivillig arbejdskraft fra landbruget eller Samfundshjælpen. Det eksisterende kildemateriale fra landbrugsorganisationerne dokum enterer her udførligt, hvorledes landbrugsorganisationerne med stor varsomhed sikrede landbrugsinteresserne og søgte at fastholde landbrugets officielt proklamerede neutralitet i arbejdskonflikter. Det ses også i landbrugsorganisationernes forsigtige og tilbageholdende politik i forhold til Samfundshjælpen. Storkonflikten i 1925 førte i forsommeren 1925 til indsats af en betydelig styrke af landbrugets frivillige og til demonstration af landbrugsorganisationernes faktiske slagkraft. Landbrugsorganisationernes initiativer her prægedes af pragm atisk holdning og kølig omtanke, når de økonomiske interesser skulle sikres. Forsigtighed blev også udvist under nogle kritiske dage det følgende år under den engelske generalstrejke i maj 1926, da en dansk sympatistrejke, der kunne skade danske eksportinteresser, syntes at være under optræk. Bortset fra arbejdskampe, der direkte truede eksportinteresserne, prægedes landbrugsorganisationernes forhold til fagbevægelsen ikke mindst af principielle stridsspørgsmål. Der var i landbrugskredse meget stærk modstand mod den organisering af landbrugets arbejdskraft, der begyndte at præge billedet 1918­ 1919. Et m arkant eksempel på opgøret om organiseringen af landbrugets arbejdskraft er den såkaldte Kolindsund-konflikt 1923-26, hvor landbrug og fagbevægelse tørnede heftigt sammen efter en blokade mod en række gårde. Kolindsundsagen opfattedes af alle som en principsag. Den afsluttedes i 1926 med nederlag for de aktionerende landarbejdere og den samlede fagbevægelse. Kolindsundkonflikten spillede en betydelig rolle i tyvernes offentlige debat og blev brugt som politisk agitationsgrundlag. Kolindsundsagen var en del af baggrunden for det politiske pres for en mere restriktiv lovgivning over for organisationerne, dvs. ikke m indst fagforeningerne. Jurister har interesseret sig meget for de juridiske aspekter af Kolindsunddommene i 1925 og 1926, der afgjorde blokadesagerne. Hos historikere og politologer har Kolindsundkonflikten hidtil været meget sparsom t belyst i den trykte litteratur.’ 5. Jvf. Knud Illum: Den kollektive arbejdsret, 3. udg. (1964) s. 355-56 og s. 379-80. Schultz V is . 200 og s. 399. 43

De udgør også en temmelig solid datam asse, der brugt med skønsomhed bidrager forholdsvis meget til den generelle strukturering af problemområderne. Sammen med den partipolitiske presse er organisationspressen naturligvis en vigtig kildegruppe, men endnu vigtigere er landbrugsorganisationernes og de øvrige organisationers interne arkiver.

« ... 54 Voldsomst berørte storlockouten i 1925 direkte landbrugets interesser. Den var i sin intensitet og længde særdeles generende for landbruget, fordi landbrugsorganisationerne under den socialdemokratiske mindretalsregering matte gebærde sig mere varsom t end under de store sammenstød i 1920 og 1922. Vilkårene havde ændret sig. I 1920 og 1922 havde landbrugsorganisationerne været i stand til at rekruttere frivillig arbejdskraft, der beskyttet af politi og militær havde kunnet klare landbrugseksporten. Også Samfundshjælpens mandskab havde været i stand til at arbejde. Situationen i 1925 var mere delikat og behæftet med flere usikkerhedsmomenter. Hvorledes ville regeringen Stauning stille sig til eventuel anvendelse al frivillig arbejdskraft fra Samfundshjælpen eller landbruget? Og ville en sadan frivillig arbejdsstyrke blive beskyttet betryggende af ordensmagten? For regeringen var ikke særlig venlig stemt over for landbruget (bortset fra husmændene), selv om ministeriet til fulde erkendte landbrugseksportens store samfundsøkonomiske betydning. I landbrugsorganisationerne reagerede man med stor forsigtighed på denne delikate udvikling. En fornemmelse af denne forsigtighed giver de forhandlinger, Landbrugsrådet før konflikten i 1925 havde med Samfundshjælpens daglige leder, kaptajn Flemming Topsøc. På trods af det socialdemokratiske styre havde Samfundshjælpens ledelse ikke opgivet håbet om at kunne spille en rolle i arbejdsm arkedsopgøret.38 Denne forhandling, den 22. april 1925, kom i stand, fordi Samfundshjælpen ønskede økonomisk støtte fra Landbrugsrådet eller de rådet tilsluttede organisationer, der direkte eller indirekte havde gavn af Samfundshjælpens kontrarevolutionære beredskab mod arbejdskonflikter. På trods af en vis intern uenighed om problemet, blev Landbrugsrådets svar venligt afvisende. Med erfaringerne fra 1920 og 1922 som baggrund var det blevet den fremherskende opfattelse i Landbrugsrådet, at landbruget skulle søge at holde eksporten i gang ved hjælp af landbrugets egne frivillige. Landbrugsorganisationerne ville heller ikke foretage sig noget, før alt var blevet standset. Landbrugsorganisationerne holdt sig således neutrale i forhold til Samfundshjælpen også under den kritiske situation i 1925, selv om de direkte og indirekte nød godt af Samfundshjælpens konfliktdæmpende virksomhed, deriblandt dens fortrolige informationstjeneste, og selv om førende personligheder fra det store landbrug i tyverne sad i Samfundshjælpens bestyrelse. Den store arbejdskam p i 1925 var et indviklet og sammensat spil mellem organisationerne og mindretalsregeringen Stauning. Strejker og lockouter begyndte fra den 18. m arts 1925, og konflikten sluttede officielt den 5. juni 1925. 38. Jvf. Samfundshjælpens henvendelse til en række lokalafdelinger i Jylland 17. april 1925. RA. 10007. Foreningen Samfundshjælpens arkiv. 39. Chr. Sonne, O. Reedtz-Thott jvf. tillige 8 C LBR (Erhvervsarkivet). Også P. Pinstrup modtog sammen med forpagter Jens 1 heilmann efterretningsmateriale, PMR 30. april 1925, meddelelser om »kommunismen i Danmark«. 8C. LBR, Erhvervsarkivet. 55 For landbrugets interesser begyndte sagen at blive alvorlig i løbet af april 1925, da grebet om landbrugseksporten strammedes, og der var optræk til en transportkonflikt. Slog arbejdsmændene til mod dampskibsrederne og DFDS i Esbjerg, var eksporten truet.40 Landbrugsorganisationernes sekretariater fulgte nøje udviklingen. M an håbede her på, at truslerne mod landbrugseksporten ikke ville blive til noget, og dernæst på, at der ville blive indsat tilstrækkeligt mandskab, dvs. politi, til beskyttelse af frivillig arbejdskraft, hvis man som tidligere blev nødt til at sikre indladningen af landbrugseksporten med frivillige fra landbruget.41 Den 15. maj 1925 trådte arbejdsmændenes store transportstrejke i kraft. Den store strejke var til lige stor bekymring for regering og landbrugsorganisationer. Regeringen frygtede politisk manipulering af strejken. Landbrugsorganisationerne ville gerne holde eksporten i gang, men samtidig nødig give mindretalsregeringen indrømmelser af den grund ved f.eks. at bruge skibe anvist af fagforeningerne eller skibe, der på anden måde skafledes uden om de strejkeramte rederier. Regeringen var interesseret i en modus vivendi og søgte en formel, der kunne lade landbrugseksporten slippe igennem uden kollision med Lyngsie og arbejdsmændene. En mulighed for at lade eksporten transportere uden om dampskibsrederiforeningen og dermed DFDS blev luftet af arbejdsmændene den 18. maj 1925, men den kunne landbrugsorganisationerne ikke godkende, hvorefter der uden resultat forhandledes videre. Fem mandsudvalget, der var blevet rekonstrueret med henblik på den forestående konfliktsituation mødtes derefter 19.-20. maj 1925. Udvalget rettede henvendelse til justitsm inister K. K. Steincke for at sikre politibeskyttelse til den frivillige arbejdskraft. Slagterier og mejerier blev bedt om at være forberedt på at skulle skaffe mandskab. Det ville blive et prekært problem at sørge for ro og orden i eksporthavnene, hvis landbrugets frivillige arbejdsstyrke skulle sættes ind for at sikre afsendelsen af eksporten fra Esbjerg og andre havne. Den socialdemokratiske regering ville nødig sætte politi og militær ind mod sine egne i fagbevægelsen. Mens regeringen Neergård håndfast og uden tøven har sat ordensmagten massivt ind for at beskytte Samfundshjælpen og landbrugets frivillige, forsøgte regeringen Stauning sig med en mere smidig løsning. Regeringens konfliktløsningsmodel blev et system med anvendelse af ordensfolk fra arbejdernes fællesorganisationer, et system, der af Landbrugsrådets sekretær Arne Høgsbro-Holm blev betegnet som en »rød hvidgarde«.42 Set fra landbrugsorganisationernes synspunkt var denne 40. Ref. af præsidiemøde den 22. april 1925, PMR 30. april 1925. 41. Samme. Arne Høgsbro-Holm til P. P. Pinstrup den 6. maj 1925 7. L. LBR. (Erhvervsarkivet). 42. Dette system kendtes først fra Fredericia, jvf. Avisårbogen 6. maj 1925 Arne Høgsbro-Holm til P. P. Pinstrup 9. juli 1925. 7L. LBR. (Erhvervsarkivet). LB 1925 s. 94-95. Social-Demokraten den 19.-20. maj 1925. 56 »bløde« løsning ikke særlig heldig. Ordningen kom nemlig ikke til at fungere lige godt, bl.a. ville arbejdernes fællesorganisation i den vigtige havneby Esbjerg ikke medvirke til gennemførelse af tanken.43 Femmandsudvalgets formand, forpagter Theilmann, Hvidkilde, understregede under optrapningen af arbejdskonflikten landbrugets principielle neutralitet i den løbende strid. Jens Ravn, formand for havnearbejderne i Esbjerg, erklærede, at hans folk bestemt nægtede at arbejde med eksportvarerne og at der iøvrigt var »skruebrækkere nok til at gøre arbejdet.«44 Den 22. maj 1925 gik landbrugets frivillige arbejdskraft derefter i gang med arbejdet på Esbjerg havn. Femmandsudvalget havde ikke faet specielle garantier eller tilsagn fra myndighederne, men justitsministeren havde dog skrevet til udvalget, at man ikke kunne give et specielt tilsagn, men at det var politiets pligt at holde ro og orden og hindre uroligheder, eventuelt ved at tilkalde forstærkning.45 Og derefter holdt landbrugets egne frivillige uden assistance fra Samfundshjælpen stort set eksporten i gang, indtil den store transportkonflikt blev afblæst den 5. juni 1925.46 Som ved tidligere lejligheder anvendte landbrugsorganisationerne kun folk fra landbruget eller folk med en egentlig tilknytning til landbruget. Der var alt »fra tjenestekarle til baroner«. En samtidig rapport fra slagteriernes arkiver illustrerer den specielle strejkesituation og giver et godt indblik i dens mange nuancer. Landbrugets frivillige fik startvanskeligheder, fordi det særlige havnepoliti ikke var ivrigt efter at lægge sig ud med de lokale arbejdere, og fordi strejkevagter og nysgerrige chikanerede de frivillige. Om dette hedder det i rapporten bl.a.: En del af det mandskab, der ankom med biler, havde ofte største vanskelighed ved at komme frem, idet de strejkende oftede antastede sådanne, ikke alene i byen 43. Jvf. forretningsudvalgsmødet, Arbejdernes Fællesorganisation i Esbjerg den 2. juni 1925. Forretningsudvalget drøftede her De samv. Fagforbunds skrivelse om et ordenskorps og tog den til efterretning. Formanden oplyste her, at han også havde modtaget et brev fra politimesteren og havde meddelt ham, at fællesorganisationen ikke agtede at oprette noget ordenskorps af fagforeningsfolk. (Protokol, Arbejdernes Fællesorganisation i Esbjerg, Byhistorisk Arkiv, Esbjerg). Jvf. desuden usign. rapport om forløbet af konflikten i Esbjerg maj-juni 1925, SLA, formentlig skrevet af sekretær Fr. Jensen. 44. Landmandstidende den 19. maj 1925. 45. Justitsminister K. K. Steincke til Social-Demokraten den 19. maj 1925. Jvf K. K. Steinckes cirkulære til politimestrene om, at man kan anvende vagter med hvide armbind fra fællesorganisationerne til at opretholde ro og orden. Desuden tilskrev K. K. Steincke Femmandsudvalget den 20. maj 1925, at man ikke kunne give et specielt tilsagn om politibeskyttelse i forbindelse med opretholdelse af eksporten. Men det hed også i skrivelsen, at »... det er politiets pligt at holde ro og orden og hindre uroligheder, evt. ved at tilkalde forstærkning.« Kopier af begge breve i Pk. AF 92 konflikten 1925 SLA. 46. PMR 24. juni 1925, ref. af præsidiets møde den 17. juni 1925. 57 men også ude på landevejene og på havnen, og i flere tilfælde fik de chaufførerne til at vende om eller fik disse til at nægte at køre længere. En del af det mandskab, der på den måde blev stoppet, vendte straks hjem igen, medens de mere standhaftige forcerede sig frem og kom ombord i logiskibet. Sekretæren forsøgte, og flere gange med held, at bringe det mandskab tilbage i logiskibet og fik i et tilfælde, hvor 15 mand havde søgt tilflugt på centralhotellet, bypolitiet til at bringe disse folk til havnen i lejede biler. H an henvendte sig til havnepolitiet og krævede, at dette anbragte mere politi på havnen, så m andskabet kunde komme frem, dette skete også. Fredagen den 22. maj kom atter en del frivillige til havnen, hvor den såkaldte strejkevagt med flere forsøgte ved kraftige talemåder at holde dem tilbage; i flere tilfælde lykkedes det, men vi rådede dog over ca. 80 mand. Med dette mandskab gik man i gang med indladningen. Forinden havde sekretæren en forhandling med de såkaldte strejkevagter, idet disse forsikrede, at de ville våge over, at de frivillige ikke på nogen måde vilde blive forulempede under deres arbejde, såfremt man undlod afspærring af havnen. Sekretæren lovede at følge denne henstilling, men det viste sig hurtigt, at »strejkevagten« ikke kunde forhindre, at de frivillige blev forulempede, idet de m åtte passere mellem en dobbelt række nysgerrige, der ved hånende tilråb og hentydninger søgte at gøre folkene kede af det, og de såkaldte »strejkevagter« var oftest de mest ivrige. Sekretæren anmodede derefter havnemesteren om at afspærre havnen og holde de nysgerrige borte. Afspærring blev så foretaget efter middag, men havnepolitiet tillod at »strejkevagterne« fremdeles havde adgang til havnen, og en del af disse personer agiterede vedblivende at formå mandskabet til at holde op med arbejdet. Kun i et enkelt tilfælde lykkedes det at lokke 2 mand fra Lunderskov til at forlade arbejdet, hvilket resultat hilstes med hurraråb. Havnepolitiet magtede ikke sin opgave trods det, at de ofte blev anmodet om at optræde overfor »strejkevagterne«, når disse blev for nærgående med tilråbene, der ofte var iblandet skældsord. Som ordenskorps viste strejkevagterne sig umulige, endskønt de om søndagen var forsynede med hvide arm bind.47 Men selv om landbrugets frivillige efterhånden fik eksporten godt i gang, var trængslerne for eksporten ikke hørt op. Arbejdsmændenes formand Lyngsie 47. Sekretær Fr. Jensen, netop hjemvendt fra Esbjerg, sagde om situationen til Ekstrabladet 3. juni 1925, at man Fik al den arbejdskraft, man kunne bruge. Usign. rapport om forløbet af konflikten i Esbjerg maj-juni 1925. SLA. Med hensyn til arbejdernes syn på de frivillige fra landbruget sagde Fr. Jensen: »De virkelige arbejdere holdt sig absolut rolige. Men der er jo i enhver by en del urostiftere, som ved en sådan lejlighed får travlt. De meldte sig naturligvis, og der skete et par mindre overfald, men alvorlige uroligheder var der ikke tale om ...« (Ekstrabladet 3. juni 1925). 58 havde tidligere nævnt muligheden for britisk blokade af danske skibe. Standsede man i de britiske havne losningen af danske landbrugsvarer, ville eksporten alligevel blive ramt. Den 1. juni 1925 etablerede sømændene sympatistrejke. Samtidig meddeltes fra britiske havne, at arbejderne her nægtede at udlosse varer, der var indladet af frivilligt mandskab, dvs. landbrugets frivillige. Denne udvikling førte til fornyede drøftelser af Lyngsies tilbud om fremskaffelse af skibe til eksporten. Femmandsudvalget fastholdt imidlertid sit tidligere standpunkt om, at landbrugsorganisationerne ville holde sig neutrale i striden. Den 5. juni 1925 blev der ved forligsinstitutionens mellemkomst afsluttet forlig mellem parterne, og storkonflikten blev afblæst. Landbrugets frivillige arbejdskraft havde da indladet ca. 7000 tons landbrugsprodukter i Esbjerg.48 Der findes i slagteriernes arkiver et notat, der afrunder strejkeforløbet i Esbjerg i juni 1925. Det hedder her bl.a. »... Fra den 2. juni til den 7. juni gjorde søfolkene fælles sag med arbejderne, hvorefter passagerbådene blev bemandet med frivillige, for størsteparten kontorfolk, men al godstransport var nu aflyst. Sømandsstrejken og arbejdsmandsstrejken sluttede den 5. juni, og »Flora« og »Ficaria« lå med fuld dam p oppe for at afgå straks (de var lastede med landbrugsvarer) men søfolkene ville det anderledes, idet de havde bestemt, at de ville have en sommerudflugt, og dertil skulle bruges lørdagen den 6. hvilken dag de i samlet procession og med fuld musik gik i Strandskoven ...« Søndag morgen mødte mandskabet, og fra den 8. juni 1925 optoges normal fart. Dermed var storkonflikten omsider også slut i Esbjerg havn.49 Storkonflikten fik sit politiske efterspil med en heftig debat om den planlagte provisoriske lovgivning til standsning af konflikten. Landbrugsrådets ledende præsident P. P. Pinstrup m åtte dog over for sine politiske modstandere i socialdemokratiet modstræbende indrømme, at den socialdemokratiske mindretalsregering havde udvist en positiv holdning ved ikke at yde modstand mod indsættelsen af frivillig arbejdskraft under den delikate strejkesituation.'’0 For landbrugsorganisationerne blev anvendelsen af de frivillige i maj-juni 1925 endnu en vellykket operation. K ort efter afviklingen af transportkonflikten kom det i Landbrugsrådet til en kortvarig drøftelse af mulighederne for at yde støtte til Samfundshjælpen, det, m an tidligere havde afvist. Forpagter Chr. Sonne argumenterede på rådets møde den 17. ju ni 1925 for støtte til organisationen. Ifølge Chr. Sonne var der ingen 48. Samme. 49. Skrivelse af 14. december 1925 fra DFDS til sekretær Fr. Jensen De samvirkende danske andelsslagteriers Fælleskontor. Pk AF 92 Femmandsudvalget 1923. SLA. 50. Rigsdagstidende 1925. Overordentlig samling den 24. juli 1925. Folketingets forhandlinger sp. 214. I landbrugskredse erkendtes internt, at fagbevægelsen havde bidraget til at skabe ro, jvf. skrivelse fra Arne Høgsbro-Holm til P. P. Pinstrup den 21. juni 1925). 7L. LBR. Erhvervsarkivet. 59 tvivl om, at Samfundshjælpen havde øvet en ikke ringe indflydelse på afværgelse af arbejdskam pe og bemærkede iøvrigt, at regeringen Stauning havde trykket sig ved at tilkalde Samfundshjælpen. Femmandsudvalgets formand forpagter Theilmann fremhævede kritisk, at Samfundshjælpen kun kom, når den blev tilkaldt af myndighederne, og at landbruget selv havde klaret eksporten i 1920. Det blev en svaghed, hvis regeringen ikke ville tilkalde organisationen. Konklusionen på Landbrugsrådets drøftelse blev et høfligt afslag til Samfundshjælpen. Rådet henviste til landbrugets principielle neutralitet under arbejdskonflikter. Landbruget havde sin egen samfundshjælp, hed det.51 På trods af konfrontationer på adskillige områder, hvor landbrugsorganisationernes interesser kolliderede voldsomt med fagbevægelsen, søgte landbrugsorganisationerne så vidt muligt at føre kølig interessepolitik og at holde en vis distance til Samfundshjælpen, uanset ideologiske sympatier og fællesinteresser. Aret efter registreredes spændingerne mellem landbrugsorganisationerne og arbejderbevægelsen iøvrigt endnu en gang kraftigt, da en trussel om dansk sympatistrejke til fordel for engelske arbejdere under generalstrejken i maj 1926 udviklede sig. En sådan trussel rettet mod den danske landbrugseksport til det engelske marked kunne være blevet en meget delikat sag både for landbrugsinteresserne og for mindretalsregeringen Stauning.32 Kolindsund-blokaden - en konfrontation om principper 1923-26 Bortset fra akutte havnekonflikter, der direkte truede vitale eksportinteresser, prægedes landbrugets og landbrugsorganisationernes forhold til de forskellige grene af fagbevægelsen ikke mindst af stærk spænding til landarbejdernes organisation. Det var et forhold, der karakteriseredes af stærke principielle interessemodsætninger og vidt forskellige praktiske interesser med hensyn til udviklingen af faglige organisationer på landbrugsområdet. Landbrugsrådet og 51. PMR 24. juni 1925, ref. af præsidiemødet den 17. juni 1925. Denne holdning blev fastholdt, da Samfundshjælpen søgte kontakt endnu en gang i december 1926. LRP 18. december 1926, jvf. endvidere ATL s. 143-63 og, på baggrund af et mere omfattende kildemateriale, EHP s. 409-410. 52. VM til Landbrugsrådet den 26. maj 1926 8C. UM til Landbrugsrådet den 1. maj 1926 8.C. VM til Landbrugsrådet den 3. maj 1926 8C. Arne Høgsbro-Holms redegørelse ref. Jydsk Landbrug 11.11.1926. Direktør A. O. Andersen til Landbrugsrådet 4. maj 1926 8 C. A. O. Andersen improviserede under konflikten en lille fortrolig nyhedstjeneste, der time for time 4.-17. maj 1926 orienterede VM og interesserede erhvervsorganisationer, især landbruget, om udviklingen på det generalstrejkehærgede engelske marked og de deraf følgende vanskelige eksportforhold. PMR 17. maj 1926 8C. VM til Landbrugsrådet den 10. maj 1926. 8C. XLB 1926 s. 89-90. VM til Landbrugsrådet 26. maj 1926 8C. Social-Demokraten 1.-10. maj 1926. 60 det store og mellemstore landbrug så ikke med milde øjne på Landarbejderforbundet, der efter vanskelige år, det var meget vanskeligt at organisere landarbejderne, 1918-19 havde set et gennembrud med hensyn til medlemstallet.03 Organiseringen af landbrugets arbejdskraft stred mod den traditionsprægede patriarkalske ideologi, der på denne tid endnu var vidt udbredt i landbokredse. Organisering af landarbejderne stred ikke mindre mod de praktiske økonomiske og sociale interesser i landbrugets arbejdsgiverkredse fra godsejer til gårdmand: organiseret arbejdskraft betød større regulering af landbrugets forhold, større omkostninger samt mulighed for arbejdstvister og konflikter, hvor landarbejderne med et organisationsapparat i ryggen ville stå stærkere. M an frygtede kort sagt en ændring i landbrugets traditionelt frie produktionsvilkår. Kampen om landarbejdernes faglige rettigheder blev ført i en usædvanlig hård og uforsonlig atmosfære i tyvernes Danm ark. Klarest markerede denne kamp sig i den såkaldte Kolindsund-konflikt, der førte til langvarig konfrontation mellem landbrugspolitikere og fagbevægelsen 1923-26. Kolindsund-striden forgiftede forholdet mellem landbrugsorganisationer og fagbevægelse i resten af tyverne.j4 Som konflikttype var den for alle arbejdsmarkedets parter og samfundet iøvrigt af stor principiel interesse. Kolindsund-konflikten udløstes, da de udtørrede områder ved Kolindsund nord for Århus skiftede ejer. Kolindsund var et meget frugtbart landbrugsområ­ de, der var blevet tørlagt 1872-78. De lavtliggende jorder sikredes af diger og kanalanlæg samt pum pestationer. I perioden 1887-1921 blev Kolindsund, der fortrinsvis blev brugt til kornavl, drevet af et aktieselskab. Aktieselskabet havde fra 1914 haft regulær overenskomst med landarbejderne vedrørende de ca. 80 landarbejdere, der havde arbejde i Kolindsund. Da aktieselskabet i 1920 trådte i likvidation, blev Kolindsund udstykket til 175 lodsejere, der var organiseret i et ejerlaug. Disse lodsejeres overtagelse af Kolindsund betød fyring af mange arbejdere. De nye lodsejere skulle selv som individuelle landmænd deltage i arbejdet på Kolindsunds flere tusind tønder land.” Det likviderede aktieselskabet havde været medlem af Dansk Arbejdsgiverforening. De nye ejere ønskede ikke at være med i arbejdsgiverorganisationen, men ønskede i stedet for at slutte overenskomst at forhandle løn og arbejdsforhold med hver enkelt arbejder for sig. De ønskede desuden at stå frit stillede med hensyn til ansættelse af organiseret og uorganiseret arb. Det gik godt i 1921 og 1922, i denne 53. JSM s. 70-74, s. 76. 54. Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansen: En bygning vi rejser. Den politiske arbejderbevægelses historie i Danmark Bd. II (1955) s. 146-48. Schultz VI s. 200 og s. 399. LB 1925 s. 92-93. LB 1926 s. 87. 55. LB 1925 s. 92 JSM s. 15-16. 61 periode slap de nye ejere godt fra ikke at forhandle overenskomst. I 1922 måtte danske landarbejdere savel som byarbejdere desuden affinde sig med mærkbare lønreduktioner, der var et led i erhvervslivets tilpasning til fredsøkonomi og konkurrence.56 M en i 1923, da et par magre år for landbruget var ved at blive overstået, søgte landarbejderne i Kolindsund at markere organisationsretten. Situationen så truende ud for landbrugsinteresserne i Kolindsund i august og september 1923, da de første punktstrejker satte ind. Det var en periode med meget dårligt høstvejr, og Kolindsundlodsejernes interesser var meget sårbare. For at holde Kolindsund tørlagt, skulle to pumpestationer holdes i gang. Standsede pum perne, blev lodsejernes jorder, inddæmmede og tørlagte, langsomt oversvømmet og ødelagt. De første punktstrejker, rettet mod 12 større gårde, mislykkedes imidlertid. Ejerlauget ville fortsat ikke forhandle kollektivt, lodsejerne var i stand til at skaffe sig tilstrækkeligt med uorganiserede arbejdere. Også sympatiaktioner ved pum pestationerne klarede lodsejerne. Landarbejderne fik imidlertid konflikten til at gå videre, med opbakning på centralt plan blev pumpestationerne og de konfliktramte gårde udsat for blokade.57 Blokaden mod Kolindsund-bønderne trådte i kraft i november 1923, men selv dette massive kampskridt kom ikke til at virke ganske efter hensigten. Købmand Kjær i Mørke kom de konfliktramte landmænd til undsætning ved at formidle salget af deres produkter og foretage de nødvendige indkøb til gårdene. Fagbevægelsens svar på dette var en udvidelse af blokaden, så den fra april 1924 omfattede Købm and Kjær i Mørke i den udstrækning, han handlede med K olindsund-bønderne.,H Lodsejerne gik derefter rettens vej for at bryde blokaden. Landbrugsrådet og dets ledende præsident P. P. Pinstrup gik 1924-26 ind i konflikten som en principsag, der vedrørte hele landbrugets fremtidige produktionsvilkår. Pinstrup tog den 11. oktober 1924 Kolindsund-sagen op i folketinget. Han erklærede her, at konflikten var et forsøg på at påtvinge Kolindsund-bønderne organiseret arbejdskraft og at tvinge dem ind i arbejdsgiversammenslutningen.59 Dansk Arbejdsgiverforening var som arbejdsmarkedets øvrige parter interesseret i sagen. Men Arbejdsgiverforeningen var meget tilbageholdende under hele Kolindsund-sagen. Den havde ikke den store interesse i at gribe ind for at hjælpe uorganiserede arbejdsgivere, det havde de organiserede arbejdsgivere i landbru- 56. Avisårbogen den 22. juli 1921. Schultz VI s. 390-91. 57. JSM s. 34 LB 1925 s. 92. 58. JSM s. 35. LB 1925 s. 93. 59. Rigsdagstidende. Folketingets forhandlinger 1924-25 sp. 1696 JSM s. 45-47. LPR 18. december 1925. P. P. Pinstrup sagde her bl.a., at hvis det gik godt i Kolindsund, ville arbejderne fortsætte i sogn efter sogn. »Vi må følge sagen med opmærksomhed, thi den indeholder en ikke ringe fare for erhvervets frihed«, sagde Landbrugsrådets præsident. 62 get heller ikke. Forskellige mæglingsforsøg strandede på de principielle spørgsm ål.60 Den 27. juni 1925 faldt der dom i Kolindsund-sagen. Landsrettens kendelse støttede landarbejderne i Kolindsund. Retten fandt, at som forholdene la, var det betænkeligt at fastslå, at de sagsøgte gennem blokaden og dens metoder havde gjort sig skyldige i retsstridige handlinger.61 Landsretsdom m en vakte stor harme i landbokredse. Men landsretsdommen var heller ikke det sidste ord i sagen. Allerede i marts 1925 havde partiet Venstre i Folketinget fremlagt skitser til en lovgivning om »erhvervsfrihed«. Lovgivningen skulle begrænse organisationernes magt. Blev organisationernes magt stækket, fik de mange tusind landmænd, der ikke var organiseret i arbejdsgiversammenslutninger, bedre bevægelsesfrihed og beskyttelse. P. P. Pinstrup og Landbrugsrådet fortsatte i de følgende m åneder den stejlt fagforeningsfjendtlige agitation. Den 8. oktober 1925 genfremsatte partiet Venstre forslaget til lovgivning om »Værn for erhvervs- og arbejdsfriheden«. Som naturligt var, spillede Kolindsund-udviklingen sin rolle i den politiske debat om lovforslaget. Igen og igen markerede Venstre og landbrugsorganisationerne deres sympati og politiske støtte for de trængte Kolindsund-bønder, der efterhånden begyndte at kunne mærke blokadens virkninger for alvor. Men praktisk støtte blev det ikke til. De jyske landboforeninger vedtog på et møde i Århus den 10. oktober 1925 en resolution til støtte for Kolindsund-bønderne. Den indeholdt bl.a. et afsnit om, at m an ville sørge for ny lovgivning, hvis Højesteretsdommen gik Kolindsundbønderne imod.64 I december 1925 førte P. P. Pinstrup atter sagen frem i Rigsdagen. Pinstrup karakteriserede her bl.a. Kolindsund-konfliktcn som »et planlagt overfald for at tvinge landarbejderne ind i organisationerne.«61 Situationen i 1926 for Kolindsund-bønderne frem til Højesteretsdommen juni 1926 viste en stadig forværring af deres økonomi. I foraret 1926 erkendte man i Landbrugsrådet, at man ikke længere kunne nøjes med moralsk opbakning. Den 10. m arts 1926 holdt landbrugsorganisationerne møde med de blokerede landm ænd. Landbrugsrådet begyndte at støtte flere af bønderne økonomisk. P. P. Pinstrup inspireredes til at gå ind for et landbrugets blokadefond, der skulle sikre 60. JSM s. 45-47. 61. LB 1925 s. 93. JSM s. 49. 62. JSM s. 49. JSM s. 51-52. LB 1925 s. 92-93. 63. JSM s. 49. JSM s. 51. 64. JSM s. 51. 65. Rigsdagstidende. Folketingets forhandlinger 1925 sp. 2985 og sp. 3004. 63 produktion og afsætning samt undgå de arbejdsmarkedsforhold, man havde i industrien.66 Højesteretsdommen den 9. juni 1926 i Kolindsund-sagen var en entydig sejr for Kolindsund-bønderne. Den var et ikke mindre entydigt nederlag for fagbevægelsen. Blokaden blev kendt retsstridig. De faglige organisationer, der havde været med til at gennemføre blokaden mod lodsejerne i Kolindsund og købm and Kjær i Mørke blev idømt erstatninger, der efter datidens forhold var meget store. Landarbejderforbundet svækkedes betragteligt, både økonomisk og fagligt, af Højesteretsdommen. Nettoresultatet for fagbevægelsen var et psykologisk og økonomisk nederlag, sam t at man i fagbevægelsen måtte erkende, at blokadevåbenet var blevet svækket i den faglige kamp.67 For P. P. Pinstrup, Landbrugsrådet og landbrugets førende mænd var Højesteretsdommen ikke trium f nok. Kolindsund-problematikken blev i de følgende år brugt som led i agitationen for en lovgivning rettet mod organisationerne, den såkaldte »Tugthuslov«, der blev indført i marts 1929.68 Tugthusloven kom dog ikke til at spille den store rolle og blev ophævet igen i 1937.69 Summary: Danish farmers and organized labour 1919-26 Danish industrial relations have been relatively stable since 1899, when employers and trade unions negotiated a framework for future relations. In spite of occasional industrial unrest this situation has been the basic labour relations pattern since thcn. However, the agricultural sector has traditionallv been an exception. While Danish trade unions were accepted Father peacefully by Danish emplovers in the various industrial fields, Danish farmers fiercely opposcd the introduction of trade unions in the agricultural sector. This article summarizes some of the research problems and opportunities in the field of agricultural labour relations 66. JSM s. 53-55. 67. JSM s. 57 og s. 64. LB 1926 s. 87. 68. Schultz VI s. 399. JSM s. 66-68. 69. Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansen: En bygning vi rejser. Den politiske arbejderbevægelses historie i Danmark. Bd. II s. 148 (1955) Erik Rasmussen s. 373-74. Også i andre lande var der stærke sociale spændinger, der førte til indgreb mod fagbevægelsens organisationer. Således fik Norge, hvis arbejdere i tyverne var kraftigt prægede af yderliggående strømninger, allerede i 1927 en »Tugthuslov«, jvf. Ivar Arne Roset: Det norske Arbeiderparti og Hornsruds regjeringsdannelse 1928 (Universitetsforlaget, Oslo u.å.) s. 43. 64 in the twenties, until now covered only rather modestly by Danish histonans and political scientists. The postwar period 1919-26 was characterized by economic fluctuations and considerable unrest, even in a peaceful Denmark not seriously affected by wartimc disruption and heavy losses. This included several major transport conflicts, in 1919, 1920 and 1922 as well as 1925. U rban employers organized their own blackleg working force, the organization »Samfundshjælpen« (Community Self-Defence) in early 1920 to counter forthcoming conflicts blocking exports and imports. Danish farmers wanted to get their agricultural exports to the all-im portant British market at any cost, but did not want to joint the urban »blackleg« organization. Instead the Danish agricultural organizations set up a very successful force of volunteers recruited only from agricultural areas. This agricultural volunteer group succeeded in supplying the British m arket with relatively normal volumes of food during the major transport conflicts in 1920, 1922 and 1925. A delicate situation in May 1926 was avoided, when Danish trade unions were tempted to start sympathy strikes to support British colleagues during the British General Strike 1926. Finally the article deals with the lengthy Kolindsund-conflict ol 1923-26 wherc trade unions paralyzed sections of a Kolindsund farming community to compel farmers to accept collective agreements for agricultural workers. 1 his action led to tem porary restrictive legislation of 1929-37, curbing trade union activism. Since then, agricultural labour relations have been relatively peaceful. 65 Forkortelser og utrykt kildem ateriale A-K P. Eliassen og R. V. Torpe: Andelsslagteriet i Kolding 1888-1938 (Kolding 1938). ATL Anders Ture Lindstrøm: Landbrugsrådets oprettelse, dets organisationsform og erhvervspolitiske virksomhed 1919-26. Specialopgave, Århus Universitet 1967. Erik Rasmussen: Politikens Danmarkshistorie 1913-1939. Bd. 13 (København 1965). EHP Erik Helmer Pedersen: Landbrugsrådet som erhvervspolitisk toporgan 1913-33. 1979. JSM John S. Madsen: Kolindsundkonflikten 1923-26 (utrykt universitetsspeciale, Århus Universitet 1976). LB L Landbrugsrådets beretning. LBR Landbrugsrådets arkiv. (Radsmøder, Præsidiemeddelelser 1920-26). Arkivet findes dels på Axelborg, København, og dels i Erhvervsarkivet, Århus, hvor særlig Pk. 8C, der indeholder en del stof om landbrugseksporten og strejker, derunder også materiale vedrørende landbrugsorganisationerne og Samfundshjælpen og DFDS under strejker, må fremhæves. LRP Landbrugsrådets møder, protokol. PMR Præsidiets Meddelelser til Rådet. Landbrugsrådets arkiv. RA Rigsarkivet, København. Private institutioner m.v. 10007. Foreningen Samfundshjælpens arkiv. Dette arkiv indeholder først og fremmest mandskabslister 1920-27 samt spredt korrespondance. Schultz Schultz Danmarkshistorie I-VI 1935-42. SLA Landbrugsexportens Femmandsudvalg. Slagteriernes Fælleskontor. De samvirkende danske Andels-svineslagteriers arkiv. Dette arkiv indeholder udførligt materiale vedrørende landbrugseksporten og arbejdskonflikterne 1920-25, derunder specielt landbrugsorganisationernes frivillige arbejdskraft. ESS-Food, Axelborg, København. UM Udenrigsministeriet. L ’Union Civique L’Union Civique Danoise. Langkjærs bogtrykkeri 1920. Fransksproget folder (33 sider & bilag) med redegørelse for Samfundshjælpen. Findes også i flere engelsksprogede versioner. Arbejdernes Fællesorganisation i Esbjerg. Protokol. Byhistorisk Arkiv i Esbjerg. 5 Landbohistorisk Tidsskrift