Centralorganisation

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 8. apr. 2014, 18:06 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (bot:Fjerner kolon fra overskrift - WPCW fejl 57; kosmetiske ændringer)
(forskel) ← Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)

En centralorganisationarbejdsmarkedet er normalt en sammenslutning af hele eller dele af fagforbund, som forhandler en fælles overenskomst på forbundenes vegne. Det er dermed stort set synonymt med et kartel af lønmodtager-organisationer. Dannelsen af karteller eller centralorganisationer, hvor flere forskellige selvstændige fagforbund forhandler i fællesskab, er et alternativ til dannelsen af store industrifagforbund og den løsning, der i Danmark er blevet valgt som svar på en længerevarende strukturdiskussion især i LO i det 20. århundrede. I 1987 skrinlagdes tanken om industriforbund grundlæggende, og i 1995 godkendte LO så oprettelsen af en række karteller.[1]

Historisk har ordet ikke mindst været brugt om de to sammenslutninger af tjenestemænd: Statstjenestemændenes Centralorganisation I (CO I, sølvsnorene) og Statstjenestemændenes Centralorganisation II (CO II, guldsnorene), der tidligere har spillet en dominerende rolle for lønforhandlingerne for offentligt ansatte. I løbet af 1980’erne skete der grundlæggende ændringer i forhandlingsstrukturen, som bl.a. betød, at overenskomstansatte i det offentlige fik en langt større rolle i forhandlingerne.

Centralorganisationer og karteller i dag[redigér | rediger kildetekst]

Centralorganisation og hovedorganisation[redigér | rediger kildetekst]

Begrebet centralorganisation bør ikke forveksles med en hovedorganisation, der også er (normalt betydelig større) sammenslutninger af fagforbund. Hovedorganisationerne forhandler typisk ikke overenskomster, men forsøger at varetage medlemsforbundenes interesser i trepartsforhandlinger og diverse råd og organer, i den politiske proces osv. De tre største hovedorganisationer for lønmodtagere er LO, FTF og Akademikerne.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Thomas Mølsted Jørgensen: Arbejdsmarkedspolitik. 8. udgave, Handelshøjskolens Forlag, 2009. S. 66.