Deklination (grammatik)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Deklination. (Se også artikler, som begynder med Deklination)

Deklinationen er den grammatiske regel, som følges ved bøjning af nominer (navneord, tillægsord og stedord) i et sprog. Navneord kan f.eks. bøjes i køn, tal og kasus (fald), hvilket medfører, at de ændrer deres form enten ved omlyd (stærk bøjning) eller ved påhæftning af endelser (svag bøjning). Ord i samme ordklasse kan have så ensartede deklinationsregler, at man samler dem i en gruppe. F.eks. er de latinske navneord i 1. deklination kendetegnet ved, at de alle har a-slutvokal i nominativ (navnemåde) singularis (ental).