Grammatisk køn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Grammatik
Ordklasser:
Køn:
Kasus:
Bøjningsformer i måde og tid:

I lingvistikken anvender man grammatisk køn eller genus til at opdele navneord i klasser efter deres bøjningsmønster. Det køn ordet tilskrives bestemmer, hvordan ordet, og de andre ord der måtte være tilknyttet det (stedord, tillægsord osv.), skal bøjes. Det betyder altså, at det der gør, at ord tilhører det samme køn – "er af hankøn" eller "er af hunkøn" (osv.) – er, at de bøjes efter de samme mønstre.

Den foreteelse at bøje ord efter kønnede mønstre er særlig udbredt i de indoeuropæiske sprog.

Selvom der ikke sjældent er sammenfald mellem det grammatiske køn og det semantiske køn (også kendt som logisk køn, biologisk køn eller seksus), og selvom der endda i visse sprog godt kan anes tilløb til systematikker i den forbindelse, så kan det ikke understreges kraftigt nok, at betegnelsen køn i grammatisk sammenhæng alene handler om ordets bøjning og ikke det, som ordet måtte henvise til i en given betydning.

Klasser af navneord[redigér | redigér wikikode]

De fleste indoeuropæiske sprog undtagen engelsk har et grammatisk køn system med to eller tre klasser. Der findes også afrikanske sprog (særligt bantusprog), som har et højere antal klasser. I de tilfælde taler man ikke om køn, men bruger i stedet navneordsklasser, og de bliver holdt adskilt ved nummerering.

Indoeuropæiske sprog[redigér | redigér wikikode]

I de indoeuropæiske sprog omfatter kønnene typisk femininum (hunkøn), maskulinum (hankøn) og neutrum (intetkøn). Sprog som latin, tysk og islandsk har stadig disse tre køn, men i mange moderne sprog og deriblandt det latinske sprogs efterkommere (f.eks. fransk og spansk) er intetkøn næsten fuldstændigt forsvundet. I andre sprog er hun- og hankøn smeltet sammen til et fælleskøn. Det gælder f.eks. flere af de skandinaviske sprog. I atter andre sprog kan de oprindelige opdelinger være yderligere opsplittet: tjekkisk opdeler hankøn i levende og ikke-levende.

I almindelige ord står det grammatiske køn ofte i direkte forbindelse med det reelle køn. På spansk er ordet hijo (søn) hankøn, mens hija (datter) er hunkøn, som man kunne forvente. Det kaldes naturligt køn eller logisk køn. Omvendt er der ofte indviklede og tilmed modsigelsesfyldte regler for ords grammatiske køn. På tysk er ord, som ender på -ung (hvad der svarer til "-ing" på dansk), altid hunkøn, mens bilmærkers navne altid er hankøn. Ord, der ender på -lein eller -chen (der betyder –lille) altid intetkøn, hvad der fører til, at Mädchen (lille frøken → pige) er intetkøn.

De gamle romere og deres nutidige, romansktalende efterkommere anser solen for at være hankøn, mens månen skal være hunkøn (jf. udtrykket "fru Luna"). De germanske stammer og vi, som er deres nutidige efterkommere, mener, at det er lige modsat (jf. udtrykket "manden i Månen"). Derfor er sproglige nybegyndere nødt til at betragte det grammatiske køn som noget, der er knyttet til ordet og ikke til den genstand, ordet betegner.

I de indoeuropæiske sprog, der tildeler navneord et køn, svarer dette ofte til bestemte bøjningssystemer. På latin er næsten alle ord i første bøjning hunkøn, når de ender på -a. De vigtigste undtagelser er nogle få ord, som betegner typisk mandlige roller, som nauta = "sømand" eller agricola = "landmand". Tilsvarende er næsten alle ord hankøn og omfattet af anden bøjning, når de ender på -us i navnefald (nominativ), mens ord på -um er intetkøn. Navne på steder og træer er dog hunkøn, som f.eks. ulmus = "elm" og ægyptus = "Ægypten".

Andre sprog[redigér | redigér wikikode]

Andre sprog har køn, som ikke har spor med biologisk køn at gøre, hvor f.eks. Ojibwa i stedet skelner mellem det levende og det ikke-levende. Også i denne sproggruppe er inddelingen helt vilkårlig, hvad der kan ses af, at "hindbær" regnes for levende, mens "jordbær" anses for at være ikke-levende.

Sprog uden navneord med kønsmarkering[redigér | redigér wikikode]

Disse sprog kan deles i to undergrupper. Den første har stadig tydeligt adskilte køn, men forskellen markeres gennem ændringer i tilknyttede ord (tillægsord (adjektiver), stedord (pronomener) og af og til endda udsagnsord (verber)), – men ikke hos navneordene selv. Tysk er et eksempel på sprog af denne type, for de fleste navneord røber ikke deres køn direkte, men f.eks. gennem bestemte former af kendeord (artikler) eller tillægsord, som man tvinges til at bruge. Ordet Mond (= "måne") er hankøn, men det kan ikke ses direkte. Først når man sætter det sammen med andre ord, afsløres det grammatiske køn: det hedder der Mond (= "månen") og dem hellen Mond (= "for den lyse måne").

Den anden gruppe af sprog har ingen markering af grammatisk køn. Et eksempel på dette har man i engelsk, hvor hverken navneord eller udsagnsord har markører, der viser ordets køn. Ordet "boy" er selvfølgelig hankøn, og ordet "girl" er hunkøn, men formen på tillægsordet "tall" (= høj) er uændret, uanset hvilket af de to navneord, det er knyttet til. Men selv i de tilfælde (som nu engelsk), hvor der ikke findes markering af navneordenes grammatiske køn, har de personlige stedord ofte helt forskellige former afhængigt af den nævnte persons naturlige køn.

De kønsmarkerede stedord varierer meget fra sprog til sprog: der findes sprog, som har forskellige stedord i tredje person for at kunne skelne mellem mennesker og ikke-levende genstande. Det gælder f.eks. både ungarsk og finsk, men selv den skelnen bliver ofte udeladt i det talte finsk. Andre sprog som f.eks. japansk har en bred vifte af personlige stedord, som gør det muligt at markere, hvordan den omtalte person står socialt i forhold til den talende.

Det bør understreges, at der sagtens kan findes klare, leksikale markeringer af det naturlige køn i sprog, som ellers ikke har grammatisk kønsmarkering. Det måske mest kendte eksempel ses i esperanto, hvor ordleddet -in kan bruges til at ændre ethvert ord for et hankønsvæsen, så det i stedet betegner det tilsvarende hunkønsvæsen. Ordet patro (= "far") ændres til patrino (= "mor"). Endelsen forekommer meget ofte, og det får nogen til – fejlagtigt – at tro, at den er markør for grammatisk køn.

Personnavne[redigér | redigér wikikode]

Personnavne har ofte kulturtypiske former, der markerer den nævntes køn. Som et eksempel kan nævnes det oprindeligt hebraiske navn Johannes, der antager vidt forskellige former i forskellige kulturer:

  • Sean/Sioned (keltisk)
  • John/Jane (germansk)
  • Juan/Joanna (romansk)

Dette drejer sig dog igen om det naturlige og ikke nødvendigvis det grammatiske køn.

Sprog uden markering af grammatisk køn[redigér | redigér wikikode]

Sprog med markering af grammatisk køn[redigér | redigér wikikode]

To grammatiske køn[redigér | redigér wikikode]

Hankøn og hunkøn[redigér | redigér wikikode]

Fælleskøn og intetkøn[redigér | redigér wikikode]

Levende og ikke-levende[redigér | redigér wikikode]

Mange amerikanske sprog som f.eks. Navajo

Tre grammatiske køn[redigér | redigér wikikode]

Hankøn, hunkøn og intetkøn[redigér | redigér wikikode]

Flere end tre grammatiske køn[redigér | redigér wikikode]

Mange afrikansk sprog (f.eks. bantusproggruppen, swahili, zulu og de nordkaukasiske sprog) I visse tilfælde er "kønnene" så talrige, at man normalt kalder dem for navneordsklasser, særligt da hankøn og hunkøn ofte er underordnet ordklassen "person" enten generelt eller i flertal. Dette ses bl.a. i de nordkaukasiske sprog og i nogle af de dravidiske sprog.


Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Hunkøn er valgfritt efter 2005 (Språkrådet – Rettskrivningsendringer 2005)

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Charles F. Hockett, A Course in Modern Linguistics, Macmillan, 1958
  • Greville G. Corbett, Gender, Cambridge University Press, 1991 – En omfattende undersøgelse af grammatisk køn i 200 sprog.