Deleøkonomi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search

Deleøkonomi betegner en række økonomiske udvekslinger, hvor en person stiller et aktiv, vedkommende ejer, til rådighed for andre mod at at man så betaler nogle af de evt. udgifter som er forbundet med dette aktiv.[1] Derved adskiller deleøkonomi sig som begrebet typisk forstås fra traditionelle økonomiske transaktioner, hvor det er virksomheder snarere end privatpersoner som sælger eller udlejer noget til forbrugere mod betaling. Samtidig er der netop tale om "deling" snarere end traditionelt køb og salg, samt hvor ejerskabet over et aktiv skifter.[2] Endelig adskiller deleøkonomi sig fra "pro bono" udvekslinger i civilsamfundet hvor man også kan deles om aktiver fx i ejerforeningen, sportsklubben etc., men hvor der ikke er tale om kommercielle udvekslinger mod betaling.

Nogle af de mest kendte deleøkonomiske koncepter er Airbnb, Uber og GoMore. Kendetegnende for disse og andre deleøkonomiske koncepter er, at de tillader en person at udleje et aktiv, der ikke benyttes, af andre. Eksempelvis er det muligt at udleje ens lejlighed, ens bil eller lignende i de perioder, hvor man ikke selv anvender dem. Det muliggør en højere udnyttelsesgrad af et aktiv, hvilket har fået deleøkonomiens fortalere til at pege på, at den kan medføre bedre ressourceudnyttelse og øge produktivitet.


Historie[redigér | redigér wikikode]

Deleøkonomi har sit udspring i 1960'erne. Computere var dyre, og computerkraft var en knap ressource. Derfor var time-sharing en af de helt dominerende måder at få adgang til computerkraft og regnekraft på.

I 2008 satte professor Lawrence Lessig, Harvard University, som den første ord på deleøkonomien som vi kender den i dag. Det gjorde han i bogen “Remix”. Han havde som andre observeret at der var en række immaterielle uudnyttede ressourcer, som folk begyndte at dele på nettet. F.eks. Wikipedia. Hvor grænsen mellem at være læser og forfatter forsvandt. Man deltes om opgaven. Lessig kaldte det for “sharing economy” - deleøkonomien.

Den anden bølge af deleøkonomi blev indledt i slutningen af 1990'erne. Efter udbredelsen af nettet og den begyndende digitalisering skabtes en helt ny type virksomheder, med udgangspunkt i deling af data og information på nettet. Her var nogle af de store aktører virksomheder eBay, PayPal, YouTube, Facebook og LinkedIn. Virksomheder der hver især er blevet førende på deling af data og informationer.

Den tredje bølge af deleøkonomien handler bl.a. om at kapitalisere på overskudsressourcer og give adgang til mere mere komplekse aktiver: Dokumenter, filer, boliger, både, forbrugsgoder, udstyr, logistik, brands, film, musik, bøger, forretningsprocesser, kapital og kompetencer.[3]

Konsekvenser i erhvervslivet[redigér | redigér wikikode]

I The Rise of the sharing economy[4] skriver The Economist at “Teknologien har reduceret transaktionsomkostninger, hvilket gør det at dele aktiver langt billigere og nemmere end nogensinde før. Den store forandring er, at den massive tilgængelighed af data om ting, gør at også fysiske aktiver kan blive sluppet fri på nettet og dermed forbruges som services.

Før internettet, var det ikke nemt at finde og leje f.eks. et surfbræt, et værktøj eller en parkeringsplads fra en privatperson i nærheden. Nu kan tjenester som Airbnb (og andre) fungere som matchmaker mellem ejere og lejere; smartphones med GPS lader folk se hvor den nærmeste udlejningsbil holder. Sociale digitale netværk giver mulighed for at opbygge tillid og online betalingssystemer håndterer transaktionen.”

I bogen “The Zero Marginal Cost Society” skriver Jeremy Rifkin at internettet, digitaliseringen og deleøkonomien vil erstatte traditionelle produktionsformer, og fremtvinge marginalomkostninger tæt på nul. Det udfordrer traditionelle virksomheder, hvorfor der er flere eksempler på at traditionelle virksomheder køber deleøkonomi-virksomheder[5].

Deleøkonomiens omfang[redigér | redigér wikikode]

Der er ikke enighed om hvor stor en andel af den globale økonomi, deleøkonomien vil antage. Ifølge konsulentvirksomheden PricewaterhouseCoopers vil det globale marked for deleøkonomi i 2025 andrage $335 milliarder indenfor fem brancher.[6] Ifølge venturefonden Foundation Capital vil alene deleøkonomiske lån vokse til $1 billion i 2025[7].

Professor Arun Sundararajan fra New York University, anslår at den private deleøkonomi, vil udgøre et en-cifret procent andel af det amerikanske nationalprodukt inden 2019[8].

I en dansk sammenhæng har Dansk Erhverv analyseret deleøkonomiens omfang og udvikling, og estimerer at danskerne samlet bruger omkring en mia. kr. på deleøkonomi årligt (2016)[9].

Politiske overvejelser og implikationer[redigér | redigér wikikode]

Deleøkonomien har givet anledning til en række politiske diskussioner og overvejelser[10]. De deleøkonomiske koncepter adskiller sig ofte fra nogle etablerede lignende, men ikke identiske koncepter, hvilket kan give en begrebsmæssig uklarhed.

Et af de centrale spørgsmål er, hvilke kontraktuelle og arbejdsretlige forhold, der gælder. Eksempelvis kører der i USA en række retssager mellem tjenesten Uber og Uber-chauffører, hvor førstnævnte fastholder at chaufførerne er selvstændige erhvervsdrivende, og sidstnævnte fremfører at Uber reelt er arbejdsgiver[11]. Dette har betydning, fordi det at være ansat er forbundet med en række bestemte lovbestemte rettigheder og pligter (fx angående arbejdsmiljø, kørehvilketid), mens det at være erhvervsdrivende tilsvarende indebærer forskellige andre forpligtelser[12]

Dertil kommer en række spørgsmål omkring erhvervsregulering. Et eksempel er ligeledes tjenesten Uber, som angiver at man opererer med en samkørselsordning, mens andre - blandt andet i en verserende retssag[13] - har fremført, at der reelt er tale om taxakørsel. Det har betydning, fordi taxakørsel er reguleret efter taxalovens forskellige bestemmelser, mens samkørsel er reguleret anderledes. Derved kan deleøkonomien give anledning til forskellige uklarheder på det erhvervsmæssige og regulatoriske område[14].

En yderligere problemstilling, der har fået betydelig opmærksomhed, er de skattemæssige forhold, eftersom der er en politisk bekymring for, at indtægter via deleøkonomiske tjenester ikke bliver opgivet til skattevæsenet[15].

Dansk litteratur[redigér | redigér wikikode]

International litteratur[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Dr.dk - 29-12-2014 - Ekspert: Deleøkonomi vil også hitte i Danmark Hentet 13-04-2015
  2. ^ http://www.danskerhverv.dk/OmDanskErhverv/Nyhedsbreve/Dansk-Erhvervs-Perspektiv/Documents/2015/DEP-2015-21.pdf
  3. ^ Den nye deleøkonomi (2015)
  4. ^ "The Rise of the sharing economy"
  5. ^ From Zipcar to the Sharing Economy
  6. ^ The sharing economy – sizing the revenue opportunity
  7. ^ http://www.lendit.co/assets/presentations/Charles-Moldow-Foundation-Capital-LendIt-2014.pdf
  8. ^ The Ride-Sharing, Handbag-Borrowing Productivity Revival - Bloomberg
  9. ^ Munkøe, M. (2016) Deleøkonomi i vækst. Dansk Erhverv https://www.danskerhverv.dk/OmDanskErhverv/Nyhedsbreve/Dansk-Erhvervs-Perspektiv/Documents/2016/DEP-2016-07.pdf
  10. ^ Munkøe, M. (2017) Regulating the European Sharing Economy: State of Play and Challenges. Intereconomics / The Review of European Economic Policy. Volume 52, January/February 2017, Number 1 | pp. 38-44 http://archive.intereconomics.eu/year/2017/1/regulating-the-european-sharing-economy-state-of-play-and-challenges/
  11. ^ Uber indgår kæmpe million-forlig med amerikanske chauffører - Erhverv - LIVE
  12. ^ Dansk Erhverv: Den danske model kan sagtens håndtere deleøkonomien - Altinget - Alt om politik
  13. ^ Fronterne står skarpt forud for Uber-retssager | Nyheder | DR
  14. ^ 2016 bliver året hvor deleøkonomien slår igennem - Debatindlæg - Opinion
  15. ^ http://finans.dk/live/erhverv/ECE7900646/M%C3%A5ske-stakket-frist-Hj%C3%A6lpsomme-danskere-sl%C3%A5r-kolb%C3%B8tter-for-at-undg%C3%A5-skat/?ctxref=exthttp://www.skm.dk/aktuelt/presse/pressemeddelelser/2016/januar/minister-skattevaesenet-og-deleoekonomien-skal-gaa-haand-i-haand

Se også[redigér | redigér wikikode]