Dominique Jean Larrey

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Dominique Jean Larrey
Anne-Louis Girodet-Trioson 005.jpg
Dominique Jean Larrey, portræt malet af Anne-Louis Girodet-Trioson.
Personlig information
Født 8. juli 1766Rediger på Wikidata
BeaudéanRediger på Wikidata
Død 25. juli 1842 (76 år)Rediger på Wikidata
LyonRediger på Wikidata
Dødsårsag LungebetændelseRediger på Wikidata
Gravsted caveau des gouverneursRediger på Wikidata
Ægtefælle Marie-Élisabeth Laville-LerouxRediger på Wikidata
Barn Félix Hippolyte LarreyRediger på Wikidata
Familie Alexis Larrey (onkel)Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Elev af Pierre Joseph DesaultRediger på Wikidata
Medlem af Académie des sciences,
Accademia delle Scienze di Torino,
Société philomathique de Paris,
Det Preussiske Videnskabsakademi,
frimureri med flereRediger på Wikidata
Beskæftigelse Militærlæge, kirurgRediger på Wikidata
Fagområde KirurgiRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Kommandør af Æreslegionen,
navn indgraveret på TriumfbuenRediger på Wikidata
Signatur
Dominique-Jean Larrey (signature).jpg
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Dominique-Jean Larrey (født 8. juli 1766 i Beaudéau, død 1. august 1842 i Lyon) var en fransk militærkirurg.

Larrey studerede under faderen, der også var militærlæge, dels i Toulouse, dels i Paris og blev marinelæge 1787. Han forsattes derefter til Rhinarméen 1792, og under sin tjeneste der foreslog han oprettelsen af "flyvende ambulancer", der skulde opsamle de sårede så hurtigt som muligt for at bringe dem til forbindingspladserne; de indførtes dog først året senere. I 1796 blev han professor ved militærlægeskolen Val de grace, men udkommanderedes snart til Italien, hvor han oprettede skoler af samme art i Padua, Milano, Udine, men måtte fra 1798 gøre tjeneste ved den store armé, som han fulgte til Ægypten, Rusland og tilbage til Waterloo, hvor han blev såret og taget til fange, men atter frigivet af Blücher, hvis søns liv han havde reddet. I 1802 kom Larrey tilbage til Paris og ansattes som overlæge ved militærhospitalet Gros-Caillou og ved Invalidehospitalet. I 1803 tildeltes doktorgraden ham for et arbejde, han tidligere havde udgivet, Dissertation sur les Amputations des membres à la suite des coups de feu (ny udgave 1808). Fra 1805 var han generallæge for de napoleonske hære, og deltog personlig i alle felttogene. Napoleon, der satte stor pris på Larrey, udnævnte ham til baronslagmarken ved Wagram 1809 og testamenterede ham som den største hædersmand, han havde kendt, 100000 francs. Soldaterne så på samme måde på Larrey, der selv var med i kampene og flere gange blev såret. De kaldte ham deres virkelige beskytter. Da kejserdømmet var faldet, blev han chefkirurg ved garden, æresmedlem af Conseil de santé des armées, medlem af Académie de médecine og af Instituttet (1829). Larrey har været en overmåde fremragende militærlæge, ikke blot i rent praktisk henseende, men navnlig hvad indretningen af sanitetsvæsenet og hele den sanitære organisation angår. Han har skrevet mange fremragende skrifter og var en stor stilist: Relation historique et chirurgicale de l'expédition de l'armée d'Orient en Egypte et en Syrie (1803), Mémoires de chirurgie militaires et campagnes (1812—17, 4 bind), Clinique chirurgicale exercée particulièrement dans les camps et les hopitaux militaires depuis 1792 jusqu'en 1829 (5 bind, 1830—36).

Kilder[redigér | redigér wikikode]