Drikkepenge

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Drikkepenge betød oprindeligt penge til at drikke for. Nu betyder det almindeligvis en pengegave til en person i en underordnet stilling som belønning eller godtgørelse for udvist tjeneste eller et arbejde, som ikke betales med aftalt løn eller som tillæg til det bestemte vederlag. I Danmark er det ikke længere udbredt at give ekstra drikkepenge, hvilket uddybes nedenfor. I visse andre lande, fx USA, er det almindeligt at give drikkepenge til bl.a. tjenere, taxichauffører og frisører.

At give en gave til en embedsmand, fx en politibetjent, er derimod – uanset årsagen – ulovligt og betragtes som bestikkelse.

Danmark[redigér | redigér wikikode]

I 1969 blev de første danske overenskomster for tjenere indgået. Det var dog langt fra alle danske restauranter, der indgik overenskomst, og hotel-, restaurant- og turistbranchen (hørende under HORESTA) var i 2014 stadigvæk en af de brancher, der havde den absolut laveste dækningsgrad for overenskomster.[1] Siden 1969 er Markedsføringsloven blevet ændret, således at virksomhederne ikke længere må skrive drikkepenge på som en procentdel af den samlede regning. Virksomhederne skal i stedet, hvis altså de vælger at opkræve drikkepenge på regningen, medregne dem i de oplyste priser for de enkelte varer eller ydelser. Derfor er der også mange danskere, der ikke giver drikkepenge,[2] og det er ganske frivilligt, om du ønsker at give noget ekstra.[3] Ingen lov forbyder drikkepenge eller ekstra drikkepenge i Danmark, men en overenskomst og to love ændrede vores traditioner for at give drikkepenge.[4]

I 2014 var det kun ca. 20 % af de danske hoteller og restaurationer, der havde indgået overenskomst,[1] og der findes ingen lovbestemt mindsteløn for ansatte, der ikke har en overenskomst, og derfor kan de drikkepenge, forbrugerne frivilligt lægger oven i regningen, udgøre en væsentlig del af en tjeners løn.[1][5]

Modtageren af drikkepenge skal i Danmark selv opgive indkomsten til skattemyndighederne som ekstraindtjening (B-indkomst),[6] hvis disse gives af kunden direkte til den ansatte.

Der er eksempler på restauranter, hvor der er regler om, at alle drikkepenge skal gives til en fælleskasse, hvor ejeren fordeler pengene til alle ansatte, også dem i køkkenet.[kilde mangler] Der er også eksempler på, at ejeren kræver, at de ansatte afleverer alle drikkepenge til ham eller hende.[kilde mangler] Der kan også være regler omkring drikkepenge betalt via dankort, da tjeneren jo ikke får disse drikkepenge direkte i hånden.[kilde mangler]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]