Freuds personlighedsmodel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Ego)
Spring til navigation Spring til søgning
Searchtool.svg Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Denne artikel omhandler en psykologisk vinkel på jeget, for en filosofisk se personlig identitet. Jeg'et er i psykoanalysen individets motiveringer og handlinger, som betinger dets tilpasning til virkeligheden. Freuds personlighedsmodel, ofte repræsenteret ved et 'æg' (se illustration nedenfor), kan give os lidt indsigt i mennesket, og hvad vi egentlig tænker om andre. Modellen gør det fx muligt for os at forstå og analysere et andet menneskes reaktioner og handlinger i forskellige sammenhænge.

Overjeget.[redigér | redigér wikikode]

Freuds æggemodel. [Ret på tegningen til Bevidst - med 'd']]

Overjeget (super egoet) er menneskets umoralske side. Der har den kontrollerende funktion af ens egen opfattelse for og dømmende funktion, der tvinger Jeg'et til at bekæmpe instinktmæssige impulser, som kan hidrøre fra Id'et. Det er ifølge Sigmund Freud barnets idealiserede billede af forældrene eller disses stedfortrædere. Super-egoet er den psykiske modstander til id'et, (de er modsætninger). Superegoet dækker så over samvittigheden og normbevidsthed, den måde super egoet handler på, er med at stille spørgsmålstegn til det impulsive øjeblik. Super ego/overjeg ‘et er vores syn på omverden, det er nemlig her tilpasningsevnen sidder, normerne og samvittigheden. Forskellen på overjeg ‘et og det ‘et er, at overjeg'et tilpasser sig gennem tiden, efter nye regler og grænser. Hukommelsen er også relativ vigtig, for den skal jo fortælle en om det, man har gjort, er godt eller skidt.

Jeg'et/EGO (Fornuften)[redigér | redigér wikikode]

Jeg'et er inden for psykologisk tænkning mestendels beskrevet som en upersonlig instans i psyken, der varetager de styrende og regulerende funktioner. Jeg'et har som bekendt særlige bånd til den psykoanalytiske tradition, i hvilken den tjener en medierende rolle mellem driftspresset og de internaliserede idealer og normer, således at en handledygtig og realitetsbaseret omgang med omverdenen kan opretholdes. Egoet/jeg'et dækker over logikken og fornuften. Man kan sige, at menneskets udvikling af personlighed er ret individuel. Eksempelvis kan en person have udviklet sig meget (på den psykiske side) fra opvæksten og samtidig have et underudviklet ego/jeg. Med et underudviklet ego/jeg er det svært for personen at holde sig tilbage, når det gælder hans, eller hendes, lyster og behov. Personen kan samtidig have svært ved at sætte grænser for sig selv og sine handlinger og har med andre ord ikke den samme realitetssans, som mange andre mennesker. Vi har alle sammen forsvarsmekanismer, som vi bruger i hverdagen, der er bare ikke særlig mange, der lægger mærke til dem. Et eksempel på en forsvarsmekanisme er, når man bliver irritabel på en person og i stedet for at tale med personen om problemet, reagerer surt/aggressivt over for et familiemedlem eller en kæreste. Jeg’et er vores personlighed, og hvordan andre ser os.[bør uddybes]

Id'et/DET'et (Det ubevidste/fortrængte)[redigér | redigér wikikode]

Id'et (Det'et) er menneskets primitive urinstinkt, som styres af lystprincippet. Under id´et, er der lyster, drifter, behov og instinkter fx Aggressionsdriften og sexlysten (libido). Og derudover er id´et det ubevidste, de hændelser man laver kan komme fra ting, man har oplevet i sin barndom eller fortid. Id´et er den der kaster sig ud i noget og det kan nødvendigvis ikke at være gode ting. Det er fx Personen der siger, -jeg vil gerne -. I forhold til de andre benytter id’et sig ikke af moralsk eller etisk fornuft. Fx et spædbarn, kan ikke benytte sig af de andre ting, den følger sine instinkter fx hvis der er koldt føler spædbarnet fysisk ubehag, så den higer instruktiv og konstant, indtil den føler behag igen.

Filosofisk forståelse af jeg'et[redigér | redigér wikikode]

Ud over en psykologisk og psykoanalytisk forståelse af jeg'et bruges begrebet i en fagfilosofisk kontekst. Her har jeg'et traditionelt betegnet den kerne, omkring hvilken bevidstheden centrerer sig. Eksempelvis Immanuel Kants begreb om det transcendentale jeg eller Edmund Husserls forståelser af jeg'et som bevidsthedspol eller selv-nærvær. Der findes desuden filosofiske teorier om bevidsthed, der hævder, at jeg'et ikke er centralt i alle former for bevidsthedsakter. I fagsproget kaldes en sådan en ikke-egologisk bevidsthedsteori.

Filosofisk plagiat?[redigér | redigér wikikode]

Freud lancerede sin teori om sjælens tredeling i 1923, mens Søren Kierkegaard allerede i 1849, i Sygdommen til Døden, beskrev en tredeling af sjælen i kælder, stue og første sal. Da Freud ikke henviser til Kierkegaards beskrivelse af sjælens tredeling, kan Freuds beskrivelse anses for at være en kopi, et plagiat og videnskabelig uredelighed.[1] Søren Kierkegaard kan selv have være inspireret af Platons tredeling af sjælen i intelligensen, vogterne og arbejderne.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]