Ernst Udet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ernst Udet

Ernst Udet (26. april 189617. november 1941) var en tysk flykonstruktør, jagerpilot og flyver-es og deltog under første verdenskrig med rang af Oberleutnant.

Liv og karriere

Mellem første og anden verdenskrig ernærede Udet sig i en periode som kunstflyver, han var meget talentfuld og dumdristig. Han kunne eksempelvis under flyvning samle et halstørklæde op fra jorden med den ene vinge, udføre et loop og herefter lande sit fly med motoren stoppet under hele manøvren. Det skal nævnes at han altid drak et stort glas cognac før sine flyvninger.

Udet var levemand, og trods ægteskab var hans forbrug af spiritus og kvinder højt.

Flere filmoptagelser blev udført i samarbejde med Leni Riefenstahl, blandt andet i Grønland.

Under perioden beskæftiger Udet sig med udvikling og bygning af forskellige flytyper, dette trods påbud i henhold til Versailles-traktaten.

Hermann Göring var meget opsat på at få Udet til at melde sig ind i nazist-partiet, men han var ikke interesseret. Først efter et tilbud om at få to amerikanske fly stillet til rådighed for hans produktionsvirksomhed, til ekperimenter, indvilgede han i medlemskab, hvilket blev en realitet i 1933, efter en hjemkomst fra USA hvor han indkøbte to fly.

I denne periode er Udet mest kendt for udviklingen af styrtbombeflyet Junkers Ju 87 (Stuka), som var klar i stort antal ved begyndelsen af anden verdenskrig.

Biografi

  • 1896 – født i Frankfurt am Main.
  • 1915 – erhvervede civilt flyvecertifikat og blev artilleripilot og observatør ved artilleriregiment 204, senere forflyttet til feltafdeling 68 og udkæmpede her sin første luftkamp.
  • 1917 – får tildelt ridderkorset af Manfred von Richthofen samt bliver forflyttet til 1. jagereskadrille.
  • 1918 – efter afslutningen af første verdenskrig havde Udet nedskudt 62 fjendtlige fly og fik tildelt den højeste tyske orden Pour le Mérite. Kun Richthofen nedskød flere, 80 fjendtlige fly.
  • 19191932 – ernærer sig som kunstflyver og medvirker i flere film. Han medvirkede blandt andet i en film som kunstpilot, hvoraf én var optaget i Grønland af Leni Riefenstahl.
  • 1933 – bliver medlem af nazist-partiet og rejser til USA, hvor han afprøver og indkøber to Curtiss Export Hawk II -fly
  • 1935 – bliver udnævnt til oberst i det nye Luftwaffe samt inspektør for jager- og bombefly.
  • 1936 – bliver af Hermann Göring udnævnt til chef for den tekniske afdeling i luftfartsministeriet.
  • 1937 – bliver udnævnt til generalmajor.
  • 1938 – bliver udnævnt til generalløjtnant.
  • 1939 – bliver udnævnt til generalinspektør i luftfartsministeriet og ansvarlig for den totale flyproduktion i Tyskland.
  • 1940 – bliver udnævnt til generaloberst og øverste chef i luftfartsministeriet.
  • 1941 – begår selvmord som bliver holdt skjult for offentligheden. Officiel dødsårsag: Omkommet i flyveulykke. Får heltebegravelse med deltagelse af Hitler og andre nazi-koryfæer.

Eksterne henvisninger