F-111 Aardvark

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
General Dynamics F-111
F-111 2.jpg
F-111 over Edwards Air Force Base
Type Bombefly, jagerbomber
Besætning 2
Jomfruflyvning 21. december 1964
I aktiv tjeneste
Udgaver
Fabrikant General Dynamics
Brugere United States Air Force
Krige Vietnamkrigen, Operation El Dorado Canyon
Dimensioner
Specifikationerne
gælder for:
F-111D
Længde
Spændvidde 9,75 m – 19,20 m
Højde 5,19 m
Vingeareal 48,77 m²
Halerotordiameter {{{halerotor}}}
Tomvægt 21.152 kg
Lasteevne
Maksimal startvægt 45.360 kg
Motor 2× Pratt & Whitney TF-30-P-9 turbofanmotorer
Motorydelse 12.430 lb, 20.840 lb med efterbrændere
Ydeevne
Tophastighed 1.471 km/t (ved 0 m.o.h.)
2.338 km/t (ved 15.270 m.o.h.)
Marchhastighed
Rækkevidde Indtil 1.985 km operativ rækkevidde afhængig af type togt og bevæbning
Tophøjde 16.276 m
Stigeevne
Bevæbning
Skyts (sjældent) M61A1 20 mm maskinkanon med 2.084 skud monteret i bombebrønden
Bomber Indtil 907 kg internt, eller
indtil 11.340 kg eksternt
Missiler
Raketter
Andet
Elektronik

General Dynamics F-111 eller F-111 Aardvark er en jagerbomber og strategisk bombefly (FB-111) med mellemlang rækkevidde, der også blev brugt som rekognosceringsfly. F-111 blev designet i 1960'erne. De blev uofficielt kaldet Aardvark (Jordsvin på grund den lange næse) men da de i 1996 blev udfaset i det amerikanske luftvåben blev navnet officielt. De eneste der i dag stadig bruger F-111 er det australske Royal Australian Air Force (RAAF). I australsk tjeneste kendes F-111 som "Grisen."

F-111 var et pionerprojekt for flere teknologier til militære fly, både med vinger med variabel pilgeometri, turbofanmotorer med efterbrænder og terræn-følgende radar til flyvning med høj fart i lav højde. Dens design er blevet efterlignet omfattende, specielt af sovjetiske ingeniører, og mange af flyets egenskaber er blevet standard i dag. Under flyets tilblivelse opstod der dog en del problemer.

F-111 har ikke katapultsæder, i stedet frigøres hele cockpittet på 1,5 tons fra flyet med raketkraft og daler til jorden i en 15 m stor faldskærm. Airbags (Impact attenuation bag) tager imod landingsstødet og flydesække tillader cockpittet at flyde.

En konstruktionsfejl kræver at luftbremsen åbnes før at understellet kan komme på plads. Dette belaster motorerne ekstra under starten[1].

I det amerikanske luftvåben er F-111 nu blevet erstattet med F-15E Strike Eagle i rollen som bombefly med medium rækkevidde, mens B-1B Lancer har overtaget rollen som supersonisk bombefly. RAAF erstatter deres F-111'ere med F/A-18F Super Hornet fra 2010.

EF-111 Raven[redigér | redigér wikikode]

EF-111A Raven var 42 fly til elektronisk krigsførelse. De havde ingen bombelast men derimod 3,5 tons elektronisk udstyr bl.a. AN/ALQ-99 radar-jammer. EF-111 skelnes let fra bombeflyudgaven med dets store bule på halefinnen. Deri var anbragt forskellige antenner. EF-111 eskorterede jagerbombere igennem fjendtligt luftrum og kunne også udføre afledningsmanøvrer. EF-111 blev operativt i 1981 og blev brugt i diverse træfninger i firserne samt ikke mindst Golfkrigen i 1991 med 1.300 missioner og 1 nedskudt EF-111.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Bill Gunston: "Modern Fighting Aircraft, F-111", 1983, Salamander Books Ltd., ISBN 0-86101-192-9

Rosenquists F-111[redigér | redigér wikikode]


Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: