Fort Pierre Chouteau
Fort Pierre var en stor handelsstation for byttehandel med indianere i South Dakota fra 1832 til 1855. Det udgjorde et vigtigt led i en kæde af større og mindre handelsstationer langs Missouri River opført af det dominerende pelskompagni Upper Missouri Outfit, populært kaldet American Fur Company.[1] Af samtlige handelsstationer i South Dakota bygget med henblik på opkøb af indianernes skind og pelse var alene Fort Pierre aktivt i mere end 20 år.[2]
Der er intet tilbage af fortet, men grunden blev medtaget på National Register of Historic Places i 1976. Det kom på listen over National Historic Landmarks i 1991 som Fort Pierre Chouteau Site. Som begrundelse nævnes bl.a. fortets økonomiske betydning, dets rolle i USA’s ekspansion mod vest og dets funktion som et centrum for kontakt på prærien mellem to vidt forskellige kulturer gennem årtier.[3]
Fortets navn lever videre som et bynavn: Fort Pierre, South Dakota, ligger ved Missiour River lidt over seks kilometer syd for fortets beliggenhed.[4]
Historie og betydning[redigér | rediger kildetekst]
Byggeriet af Fort Pierre var godt i gang nogle hundrede meter inde på vestbredden af Missouri River, da det blev indviet i sommeren 1832. Det fik navn efter en af partnerne i American Fur Company, Pierre Chouteau, Jr.[5] Det nye fort var en erstatning for det ældre Fort Tecumseh, som var Columbia Fur Companys ejendom ved dets sammenslutning med det oprindelige American Fur Company sidst i 1827, og som nu var i fare for at skride i Missouri River. Placeret midt i South Dakota omkring fem kilometer nord for Bad River (kaldt Teton River dengang) var Fort Pierre en af de vigtigste handelsstationer for handel med lakotaerne og andre siouxer.[1]
Ganske som Fort Clark og Fort Union længere oppe ad Missouri River indtog fortet en nøgleposition ved samtidig at fungere som både et varelager og en opbevaringsplads for skindene indkøbt i kompagniets mindre forter andre steder.[6] Skindene fra de små salgssteder blev presset i bundter i Fort Pierre og siden sejlet ned til kompagniets lagerbygninger i St. Louis sammen med fortets egen beholdning af erhvervede skind. Fra 1836 rullede lange vogntog med op til 100 hestetrukne Red River-trækvogne til Fort Pierre med skind fra Fort Laramie i Wyoming.[3]
I juni 1833 fragtede pelskompagniets egen hjuldamper omkring 7.000 bisonskind og pelse ned ad Missouri River fra fortet.[6] Antallet var vokset til omkring 90.000 skind i 1840erne, og i starten af 1850erne nåede 100.000 skind årligt ned til St. Louis fra Fort Pierre.[3]
I bytte for skindene udså indianerne sig f.eks. knive og økser, gryder, tinkrus, bly til kugler samt klædestoffer, glasperler, bjælder, kamme og meget andet.[3] Det var også muligt at bede om brændevin på trods af en amerikansk lov vedtaget den 30. juni 1830,[7] der forbød salg af spiritus til indianerne. Ved at tage godt imod diverse inspektører og traktere dem vel undgik fortet, at de kiggede for grundigt i krogene.[3]
Lukning[redigér | rediger kildetekst]
I sommeren 1855 afstod pelskompagniet Fort Pierre til den amerikanske hær for 45.000 dollars,[5] som skulle bruge det under den igangværende konflikt med lakotaerne. Fortet var den første militærstationen så højt oppe ad Missouri River.[3] I 1857 blev mest muligt af fortet skilt ad og skibet ned ad Missouri River for at blive genbrugt i bygningen af militærstationen Fort Randall, også South Dakota, omkring 50 kilometer nord for Niobrara Rivers udløb i Missouri River.[5]
Beskrivelse[redigér | rediger kildetekst]
Fort Pierre stod færdigt i maj 1833[3] og var beskyttet af en cirka 113 x 110 meter lang palisade[1] med en bastion i både nordøstre og sydvestre hjørne. To porte i modsatte sider af palisaden førte ind til en stor, åben midterplads. Bestyrerens hus var i ét plan, men det var med flere rum og god plads.[6] I det nybyggede fort klinede alle træbygningerne – lagerhuse, køkken, smedje osv.[5] – sig op mod indersiden af palisaden. Fortets plan ændrede sig med tiden – bygninger forfaldt og nye kom til efter behov.[8] Opførelsen af ekstra bygninger i 1843 afspejlede fortets rentabilitet.[3] I 1850 var bygningerne langs indersiden af palisaden trukket lidt ud fra denne, så der fandtes en smøge bag dem.[9]
Til fortet, men lige udenfor palisaden, hørte der en indhegnet have. I 1833 græssede 36 stykker kvæg på den nærliggende prærie, så fortet var selvforsynende med mælk og smør.[6] På en bred og flere kilometer lang ø[3] i Missouri River, Farm Island, havde fortet flere opdyrkede arealer[7] med bl.a. kartofler, gulerødder og kål.[10]
En del af de ansatte levede sammen med deres familie i fortet, der husede over 100 personer.[6]
Omkring 400 meter syd for fortet var der lavet en lille begravelsesplads til både hvide og indianere. De hvides grave var markeret med trækors stukket i jorden eller med gravsten, mens indianerne lå i bræddekister anbragt på et stillads.[9]
Efter American Fur Companys køb af Fort Laramie i Wyoming i 1836 åbnede handelsfolkene en landrute mellem de to forter.[3]
George Catlin frembragte som den første et maleri af Fort Pierre (ikke helt nøjagtigt og set på lang afstand), da han besøgte det i sommeren 1832.[8] I foråret 1834 lavede Karl Bodmer sin gengivelse af det færdigbyggede Fort Pierre set fra en løftet del af prærien vest for fortet.[10]
Kunder[redigér | rediger kildetekst]
Flere lakotaer – oglala, brulè,[7] blackfeet[7] og måske andre – slog lejr ved Fort Pierre for at handle. Siouxer øst for Missouri River – santee, yankton og yanktonai[3] - måtte krydse floden for at nå fortet. Nogle ventede med at sælge deres skind og pelse til om vinteren, så de kunne gå over til handelsstationen på den frosne flod.[7]
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ a b c Chittenden, Hiram Martin: The American Fur Trade of the Far West. Vol. III. New York, 1902.
- ^ National Register of Historic Places Registration Form. National Historic Landmark Nomination. Diagram: "Missouri River. Trading & Military Posts (South Dakota)". Vermillion, S.D., 1990.
- ^ a b c d e f g h i j k National Register of Historic Places Registration Form. National Historic Landmark Nomination. Section 8. Vermillion, S.D., 1990.
- ^ National Register of Historic Places Registration Form. National Historic Landmark Nomination. Vermillion, S.D., 1990.
- ^ a b c d Wilson, Frederick T.: "Fort Pierre and Its Neighbors." South Dakota Historical Collections. Vol. I. Aberdeen, S.D., 1902. pp. 264-331.
- ^ a b c d e Thwaites, Reuben Gold (Ed.): Part I of Maximilian, Prince of Wied's, Travels in the Interior of North America, 1832–1834. Early Western Travels, 1748–1846. Volume XXII. Cleveland, 1906.
- ^ a b c d e "Fort Tecumseh and Fort Pierre Journals." South Dakota Historical Collections. Vol. 9. Pierre, South Dakota, 1918. pp. 69-240.
- ^ a b National Register of Historic Places Registration Form. National Historic Landmark Nomination. Section 7. Vermillion, S.D., 1990.
- ^ a b Culbertson, Thaddeus A.: Journal of an Expedition to the Mauvaises Terres and the Upper Missouri in 1850. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 147. Washington, 1952.
- ^ a b Thwaites, Reuben Gold (Ed.): Part III of Maximilian, Prince of Wied's, Travels in the Interior of North America, 1832–1834. Early Western Travels, 1748–1846. Volume XXIV. Cleveland, 1906.