Fredskovsforordningen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Fredskovsforordningen er en forordning etableret af Christian 7. i 1805, der omfatter alle skove, der er karakteriserede som fredskov. Formålet med forordningen var dels at øge skovarealet dels at bevare det eksisterende, idet, Danmark på daværende tidspunkt kun var dækket af 4% skov.

I fredskoven er det ikke de enkelte træer, der er fredede, men selve skoven, så der skal nyplantes, hvis træer fældes, uanset hvordan fældningen foregår. Skovejer har således pligt til retablering af skoven efter stormskader. De fleste private skove og alle offentlige skove er fredskov og ejerne er forpligtet til at anvende arealerne til skovbrugsformål og til at dyrke dem efter skovlovens[1] krav om god og flersidig skovdrift. Sårbare naturtyper i fredskovsområder, f.eks. vandhuller, moser, enge eller heder, skal bevares og må hverken opdyrkes eller afvandes. Der må højst dyrkes juletræer og pyntegrønt på ti procent af skovens areal, for at opfylde kravet om alsidighed.

Skovloven regulerer anvendelsen af fredskove.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

DanskStub
Denne artikel om Danmarks historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Historie