Eng

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Typisk våd eng kort før der bliver slået hø på den. På billedet ses typiske engplanter som Kær-Tidsel (slank plante med violet blomst bag Iris’en), Gul Iris (grågrønne, brede blade i forgrunden), Trævlekrone (lyserøde blomster) og Bidende Ranunkel (gule blomster) – samt mængder af græsser.
Klassifikation: Våd eng (Molinio-Arrhenatheretea)
Sammenlign med: Overdrev og Ellesump

Eng er en naturtype (se også biotop), der opstår på et fugtigt areal ved årlig slåning af hø med en eventuel efterfølgende græsning. Tilsvarende begreber er kær og høslæteng.

Økologi[redigér | redigér wikikode]

Enge udgøres af et lavt og fugtigt jordsmon, klædt med en af fugtigheds-, jordbunds- og brugsforholdene tilpasset vedvarende og tæt vegetation, der især består af græsser med en større eller mindre indblanding af andre urteagtige planter, og som anvendes til høslæt og afgræsning.

Beliggenhed[redigér | redigér wikikode]

Enge forekommer navnlig ved bredderne af vandløb, omkring indsøer og fjorde samt ved havet. Deres godhed beror på plantedækkets beskaffenhed, og dette er atter især betinget af fugtighedsforholdene og af jordbundens og vandets beskaffenhed.[1]

Fugtighedsforhold[redigér | redigér wikikode]

Fugtighedsforholdene spiller en meget væsentlig rolle. Man kan på grundlag af fugtighedsforholdene skelne mellem fire engtyper: middelfugtige, våde, sure og tørre enge. På middelfugtige enge, hvorved forstås sådanne som har rigelig tilførsel af vand, der let kan finde afløb, består vegetationen i aldeles overvejende grad af græsarter; som typiske græsarter på sådanne enge må fremhæves forskellige arter af rapgræs, svingel, rævehale, hvene, sødgræs, rørhvene samt gulaks, kamgræs, rottehale og festgræs; heri findes gerne indblandet mindre mængder af kløver, fladbælg, kællingetand, engkarse, trævlekrone, ranunkler, nellikerod, enerre og så videre. Bliver vandtilførslen så rigelig, at enge får karakter af våd eng, vedvarer arter af rørhvene, sødgræs, rapgræs, rævehale og hvene, hvortil kommer rørgræs, mens de oven for nævnte Indblandinger i græstæppet svinder, og der indfinder sig ofte store mængder af planter så som visse arter af star og kogleaks, bukkeblad, kragefod, kabbeleje, baldrian, mjødurt og andre. Lider enge af stillestående vand, bliver den sur, og vegetationen skifter da fuldstændig karakter, idet de fleste græsarter forsvinder, kun lidt svingel, hvene og enkelte andre græsser forekommer her, mens forskellige lavt voksende arter af star ofte giver vegetationen dens hovedpræg, hvorhos mosser og pilearter, troldurt, leverurt, vibefedt, rødtop med flere indfinder sig i rigelig mængde. På tørre enge aftager især de mest produktive græsarter og erstattes med større mængder af katteskæg, gulaks, kamgræs, svingel og andre, hvorhos af ukrudt, navnlig skjaller, ofte indfinder sig i stor mængde.[1]

Jordbundsforhold[redigér | redigér wikikode]

Den anden hovedfaktor, hvorpå enges værdi beror, er jordbunden. Også i denne henseende kan der opstilles 4 hovedtyper:

  1. marskenge, der er dannede af det fine og "fede" marskdynd, er med passende fugtighedsforhold meget frugtbare. Blandet især med rapgræs, hvene og sødgræs vokser her, ofte i overvejende mængde, visse arter af siv, trehage og vejbred,
  2. muldenge består af en passende blanding af den brune eller rødlige engmuld (farvet af okker), sand og ler. En sådan eng med gode fugtighedsforhold har nærmest den for middelfugtige enge nævnte vegetation og afgiver lige som marskengene fortrinligt og rigeligt hø og græsning.
  3. tørvenge består væsentlig af tørvejord. Med passende vandforsyning kan disse vel give betydelige afgrøder, om end af mindre god kvalitet, men som helhed står tørvenge tilbage i landbrugsmæssig værdi for de to foran nævnte former; som karakteristiske planter herfor må særlig fremhæves mosebunke, rød svingel, rapgræsser, kærtidsel, mjødurt og nellikerod, efter fugtighedsforholdene blandede med forskellige af de foran nævnte arter.
  4. sandenge, bestående hovedsagelig af magert sand og grus, kan kun ved meget heldige fugtighedsforhold give gode afgrøder. Lider de af vand, optræder især sivarter som karakterplanter, og bliver de for tørre, dækkes de af katteskæg samt arter af siv, frytle og star.[1]

Vandets indflydelse[redigér | redigér wikikode]

Endelig har vandets beskaffenhed væsentlig indflydelse på enges godhed, alt efter som det kommer fra havet, fra vandløb, der får deres næring fra et frugtbart opland, eller fra sure, ufrugtbare moser, heder og kær, idet de naturlige enge ofte ikke får anden tilgang af plantenæring, end hvad der tilføres med vandet (samt gennem den lokale nedbør). Beroende på om enge påvirkes af saltvand, brakvand eller ferskvand, benævnes de saltvands- (marsk- eller sylt-), brakvands- eller ferskvands-enge. Som arealer, der stadig giver værdifulde afgrøder, uden at medføre synderlige driftsudgifter, udgør enge en værdifuld, i visse egne uundværlig støtte for agerbruget og repræsenterer derfor ofte en betydelig større værdi end tilsvarende arealer af agerjord.[1]

Enge og høbjergning[redigér | redigér wikikode]

"Eng er agers moder", hedder det i ordsproget. Bag folkevisdommen ligger den kendsgerning, at landsbyer og gårde med rettigheder til engstykker gav så meget mere udbytte end de uden, at de kunne ansættes til en højere skattebetaling. Hemmeligheden består i, at græsserne optager mineraler fra engens jord. Disse mineraler følger med høet og kommer atter frem i form af dyremøg. Møget blev spredt på markerne, og de gårde, som havde mest eng, fik også mest gødning. Den sammenhæng var man godt klar over, men først i vores tid har man gennemskuet, hvordan denne "gødningspumpe" kan virke år efter år, generation efter generation, ja århundrede efter århundrede. Det skyldes, at engen modtager nyt mineraltilskud med mudderet fra den årlige forårsoversvømmelse.

Trods denne gunstige virkning begyndte man først højt oppe i Middelalderen at udnytte engstykkerne. Indtil da lå disse våde, ofte oversvømmede arealer hen som ellesump. Da man opdagede, at kreaturerne kunne klare sig gennem vinteren på et foder af tørrede urter, fik man sat slåning, tørring og bjergning af hø i system. Tidligere havde man benyttet tørrede grene med blade på som vinterfoder. Enkelte steder overlevede den skik helt op i det 20. århundrede, og man kan stadig se træer, mærket af løvhøst i f.eks. Bretagne, Slovakiet og Tyrkiet (se løveng), men ellers gik man systematisk over til at fodre med enghø.

I mange tilfælde satte man dyrene ud på engen, når høet var bjerget. De kunne så gå derude og æde løs af den sprøde nyopvækst til hen på efteråret. De to påvirkninger: slåning af hø og eftergræsning med kreaturer, betød efterhånden en sortering af engenes vegetation. Slåning begunstiger planter som hurtigt skyder frem igen, og græsning begunstiger dem, som dyrene undgår (se under overdrev). Den kunstigt skabte engbiotop blev efterhånden til et artsrigt sted med et stort antal lavtvoksende, blomstrende planter, og årsagen er et kulturtryk, som bl.a. består af følgende elementer:

  • slåning
  • slåningshyppighed pr. år
  • græsning
  • græsningstryk
  • kreatursammensætning
  • jordbundstype
  • klimaforhold
  • oversvømmelse
  • sammensætning af aflejret mudder

Så længe man opretholder slåning og eventuelt også græsning, bliver engene også ved med at være enge. De betegner i virkeligheden et fastfrosset successionstrin midt mellem rå jord og ellesump. På én måde er der tale om ren natur, for engene er led i det, som er den karakteristiske danske vegetationsrækkefølge. Men på en anden måde er eng en kulturskabt naturtype, som kun kan eksistere i få år uden det kulturtryk, som skabte den.

Eng i dag[redigér | redigér wikikode]

I dag er der kun få af de gammeldags, ugødede høenge tilbage, for kvægavl baseret på ekstensiv græsning er ikke rentabel, og selv høslæt med maskiner er det knap nok – i hvert fald ikke med de tilskudsordninger, der bestemmer landbrugets prioriteringer. De tilbageværende stumper bliver i de fleste tilfælde vedligeholdt for amternes og statens regning ved at man lader dem dyrke med økonomisk tilskud. Selv ikke de nyere braklægningsordninger har vist sig at gavne engene, for de forudsætter et fuldstændigt ophør af al dyrkning, hvad der ikke fører til eng, men til skov.

§3-naturtype[redigér | redigér wikikode]

Permanente ferske enge, der har et samlet areal på 2.500 m² eller mere, er en §3-naturtype der er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens §3, men hvis de omlægges mere end hvert 7.-10. år, er ikke omfattet af beskyttelsen.

Engplanter[redigér | redigér wikikode]

Slangeurt er en typisk engplante.

Engplanter er flerårige planter, der er knyttet til fugtige og sollyse vokseforhold. Engjorden er oftest meget humusrig, men det årlige høslæt efterfulgt af græsning gjorde den mindre kvælstofrig. Det betød, at græsserne fik ringere betingelser, mens de blomstrende, bredbladede stauder fik gode chancer. Det med lyset er dog nok den vigtigste betingelse at få opfyldt, så disse planter må ikke komme til at stå i skygge – heller ikke i skyggen af hinanden.

Græsser (og græslignende)[redigér | redigér wikikode]

Stauder[redigér | redigér wikikode]

Mosser[redigér | redigér wikikode]

Svampe[redigér | redigér wikikode]

Sommerfugle i engen[redigér | redigér wikikode]

Fugle i engen[redigér | redigér wikikode]

Dyr i engen[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]


Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d "Eng" (Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind VII; s. 194)
  2. ^ a b Ferske enge - en beskyttet naturtype, s. 111

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: