Friedrich Georg Wilhelm von Struve

Friedrich Georg Wilhelm von Struve (født 15. april 1793 i Altona i hertugdømmet Holsten (da i personalunion med Danmark og Norge), død 23. november 1864 i Pulkowo ved Sankt Petersborg) var en tyskbaltisk astronom, som er kendt for sit arbejde i Baltikum og Rusland.

Liv

15 år gammel begyndte han i 1808 at studere klassisk filologi ved universitetet i Dorpat (Tartu). Efter nogen semestre skiftede han over til matematik og astronomi, og tog i 1813 doktorgraden. Allerede samme år blev han professor i astronomi ved stjerneobservatoriet i Dorpat, som kort før var blevet bygget af den tyskbaltiske universitetsbygmester og som besad den da mest avancerede stjernekikkert. Mellem 1814 og 1821 underviste han også i matematik, og i 1818 blev han direktør for observatoriet. Da hans bror Ludwig August døde i 1828, fik han hans myndling, den senere filolog Theodor Struve, til Dorpat. I 1829 avancerede Struve til kollegieråd, og to år senere til virkelig statsråd. Med denne befordring fulgte automatisk ophøjelse i adelstanden. I 1832 han blev han medlem af Videnskabsakademiet i Sankt Petersborg og 1839—1863 direktør for observatoriet i Pulkovo, der blev bygget under hans Ledelse 1834—1839. Da det nye observatorium i Pulkowo blev indviet i 1839, blev Struve dets første direktør, en stilling han indehavde til 1862. I 1845 deltog han i grundlæggelsen af det russiske geografiske selskab. I 1856 blev han udnævnt til geheimeråd. 1862 overgav han ledelsen af observatoriet til sin søn, astronomen Otto Wilhelm von Struve.

Forskning

I sine 3 hovedværker: Catalogus novus (Dorpat 1827), der indeholder en fortegnelse over 3112 dobbeltstjerner fra nordpolen til 15° sydlig deklination, hvoraf de fleste hidtil var ukendte, Stellarum duplicium et multiplicium mensuræ micrometricæ (Sankt Petersborg 1837), der indeholder nøjagtige målinger af distance og positionsvinkel for 2714 dobbeltstjerner, og Stellarum fixarum positiones mediæ (Sankt Petersborg 1852), der giver den nøjagtige position af 2874 stjerner bestemt med meridiancirklen i Dorpat, har Struve meddelt alt, hvor der på hans tid var kendt vedrørende dobbeltstjerner, og disse 3 arbejder vil til sene tider være kildeskrifter for alle videregående forskninger på dette område. I Dorpat udgav han tillige Observationes Dorpatenses (8 bind, Dorpat 1817—1839). I Pulkovo, hvor Struve har sat sig et varigt minde ved den omsigtsfuldhed, hvormed han på alle måder gjorde dette observatorium til et centralpunkt for al astronomisk og geografisk forskning inden for det russiske rige, fortsatte han med bedre optiske midler sine arbejder over dobbeltstjerner og har i Catalogue de 514 étoiles doubles etc. (1843) meddelt resultaterne af sine studier.

Ved siden heraf gik han i gang med at bestemme på ny aberrationskonstanten: Sur le coefficient Constant dans l'aberration des étoiles fixes (1843), og han havde til hensigt at fortsætte disse observationer gennem en hel måneknudeperiode for at bestemme tillige nutationskonstanten. Dette arbejde fik han ikke gjort færdigt.

Han bestemte Pulkovos længde til Altona og Greenwich ved kronometeroverførelse: Expedition chronométrique entre Poulkova et Altona (1844 og 1846). I sin Déscription de l'observatoire astronomique central de Pulkova (1845) har han indgående diskuteret de af datidens første optikere og mekanikere til observatoriet leverede hovedinstrumenter, i hvis konstruktion Struve har vist sig som sin tids største praktiske astronom, ligesom de resultater, som de følgende årtiers benyttelse af disse instrumenter har givet, har været fundamentale inden for stellarastronomien. Det var denne gren, Struve hovedsagelig tog sigte på som den, man kunne have det meste udbytte af at arbejde med ved et observatorium, som lå i en egn af jorden, hvor størstedelen af vinteren ikke kunde bruges på grund af streng kulde eller vedvarende overskyet vejr, og den bedste tid af sommeren gik tabt på grund af de lyse nætter.

Ved siden af disse arbejder har Struve som geodæt også præsteret monumentale arbejder. Hans Breitengradmessung in den Ostseeprovinzen (2 bind, 1831), udført 1822—1827, og hans meridiangradmåling fra Donaus munding til Fuglenes ved Hammerfest udført sammen med Christofer Hansteen og den svenske astronom Nils Haqvin Selander (1804—1870): Arc du méridien de 25° 20′ entre le Danube et la mer glaciale mesuré depuis 1816 jusqu'en 1856 (2 bind, 1857 og 1860) hører til de geodætiske kildeskrifter.

Værker

F. G. Wilhelm von Struve: Observationes Dorpatenses (Dorpat, 8 bind, 1817-1839)
F. G. Wilhelm von Struve: Catalogus novus stellarum duplicium (Dorpat, 1827)
F. G. Wilhelm von Struve: Breitengradmessung in den Ostseeprovinzen (2 bind, 1831)
F. G. Wilhelm von Struve: Stellarum duplicium et multiplicium mensuræ micrometricæ (Sankt Petersborg 1837)
F. G. Wilhelm von Struve: Catalogue de 514 étoiles doubles etc. (1843)
F. G. Wilhelm von Struve: Expedition chronométrique entre Poulkova et Altona (1844 og 1846)
F. G. Wilhelm von Struve: Catalogue de 514 étoiles doubles etc. (1843)
F. G. Wilhelm von Struve: Sur le coefficient Constant dans l'aberration des étoiles fixes (1843)
F. G. Wilhelm von Struve: Déscription de l'observatoire astronomique central de Pulkova (1845)
F. G. Wilhelm von Struve: Stellarum fixarum, imprimis compositarum positiones mediae (Sankt Petersburg, 1852)
F. G. Wilhelm von Struve: Arc du méridien de 25° 20′ entre le Danube et la mer glaciale mesuré depuis 1816 jusqu'en 1856 (1857 og 1860)

Hædersbevisninger og udmærkelser

1826 – Royal Astronomical Societys guldmedalje

Litteratur

Struve ja Tartu meridian (Struve og Tartu-meridianen; folder, udgivet af Tartu linnavalitsus 2009)

Eksterne henvisninger

Se også

Struves meridianbue