Gottfried Wilhelm Leibniz
Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. (februar 2018) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
Gottfried Leibniz | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 21. juni 1646 Leipzig, Sachsen, Tyskland |
Dåbsdato | 23. juni 1646 |
Død | 14. november 1716 (70 år) Hannover, Niedersachsen, Tyskland |
Gravsted | Neustädter Hof- und Stadtkirche St. Johannis |
Ægtefælle | Blev aldrig gift |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Friedrich-Schiller-Universität Jena (1663-1663), Leipzig Universitet (1661-1666), Alte Nikolaischule (1653-1661), Thomasschule zu Leipzig, Universität Altdorf (1666-1667) |
Elev af | Christiaan Huygens, Jakob Thomasius, Erhard Weigel, Bartholomäus Leonhard von Schwendendörffer |
Medlem af | Royal Society (fra 1673), Académie des sciences (1700), Det Preussiske Videnskabsakademi (fra 1700), Pavelige Videnskabsakademi (1689) |
Beskæftigelse | Filosof, matematiker, politisk rådgiver |
Fagområde | Kristen apologetik, matematisk analyse |
Arbejdsgiver | Leipzig Universitet |
Arbejdssted | Hannover (fra 1676), Wien (1712-1714), Leipzig, Rom, Wolfenbüttel (fra 1690), Altdorf bei Nürnberg, Berlin, London, Paris |
Elever | Jakob Bernoulli, Johann Bernoulli, Rafael Levi |
Kendt for | Integralregning |
Bevægelse | Rationalisme |
Påvirket af | Hypatia af Alexandria, Jakob Bernoulli, Johann Amos Comenius, Maimonides, Blaise Pascal med flere |
Signatur | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Gottfried Wilhelm Leibniz (født 1. juli 1646, død 1716), tysk rationalistisk filosof, matematiker og politisk rådgiver.
Han arbejdede ihærdigt for at skabe en religiøs verdensfred, idet han søgte at forene videnskab og religion i en helhed. Han arbejdede også med en ide om et folkenes forbund, der skulle bygge på staternes ligeret. Han anses for den sidste polyhistor, der beherskede hele sin samtids viden og kundskab.
Filosofi
[redigér | rediger kildetekst]Leibniz udviklede differential- og integralregningen[1] uafhængigt af Isaac Newton cirka 10 år efter Newtons udgivelse. Derudover er han kendt for sin opdeling af verden i et uendeligt antal metafysiske substanser kaldet Monader, beskrevet i Monadologie 1714, og som er det materielles essens. Leibniz mener, at hvis den materielle verdens essens er udstrækning, som Descartes redegjorde for i sine Meditationer, medfører dette, at de materielle legemer kan deles i en uendelighed, og derfor er det absurd at tildele materien udstrækning som essens. I modsætning til Descartes´ dualistiske verdensbillede har Leibniz et monistisk verdensbillede i form af en værensform, nemlig monaderne, som dog må siges at repræsentere et pluralistisk verdensbillede med et uendeligt antal monader – altså værenssubstanser. Disse monader har "ingen vinduer", er altså et lukket 'system,' som ikke kan påvirkes, og i følge Leibniz´ metafysik har Monaderne (af Gud) en præetableret harmoni, som sørger for verdensordenen. Det materielle verden er ifølge Leibniz udelukkende en fænomenverden.
Erkendelsesteori
[redigér | rediger kildetekst]Der eksisterer kun to arter af sande domme:
- Domme der nødvendigvis er sande, altså fornuftsandheder.
- Faktiske sandheder, altså sandheder, der faktisk er sande, men ikke nødvendigvis er det.
Matematik
[redigér | rediger kildetekst]Infinitisimalregning
[redigér | rediger kildetekst]Under et ophold i Paris i årene 1672 til 1676 kom Leibniz i kontakt med sin tids førende matematikere. Uden sikre teoretisk grundlag underviste man den gang i at summere uendelige følger og rækker. Leibniz fandt et kriterie til at bestemme konvergens for alternerende rækker (Leibniz-kriteriet). Den såkaldte Leibniz-række følger af Leibniz-kriteriet. Gennem geometriske betragtninger bestemte han grænseværdien for Leibniz-rækken til .
Gennem rækkesummer kom Leibniz i 1675 frem til integral- og derfra til differentialregning. Han dokumenterede sine betragtninger i 1684 med en publikation i acta eruditorium. Efter nutidig målestok mht. førsteudgivelse (prioritet) burde han fremstå som egentlig skaber af infinitisimalregningen; denne tilgang til historien eftersom videnskabelig kommunikation dengang primært foregik mundtligt, gennem adgang til noter og gennem brevveksling. Blivende fortjeneste er dog især den til data stadig mest anvendte notation af differentialer (med bogstavet "d" fra latinsk differentia), differentialkvotienter () og integraler (; integraltegnet er en afledning af bogstavet S fra latinsk summa)
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Pahuus, s. 9
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Adams, Robert Merrihew. 1994. Leibniz: Determinist, Theist, Idealist. New York: Oxford, Oxford University Press.
- Huggler, Jørgen (2021). Leibniz om begrebet individuel substans - og den fluktuerende krop. Aigis: nordisk tidsskrift for klassiske studier, 21(1), pp. 1-36.
- Pahuus, Mogens (1991): "Leibniz" i serien: De store tænkere; Munksgaard, København 1991; ISBN 87-16-10873-6
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Gottfried Wilhelm Leibniz på Leksikon.org