Graham Hancock

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Graham Hancock
Graham-Hancock.jpg
Graham Hancock
Født 2. august 1950 (65 år)
Edinburgh, Skotland
Nationalitet Storbritannien Brite
Kendt for bøgerne The Sign and the Seal, Fingerprints of the Gods, The Message of the Sphinx, Entangled, War God
Beskæftigelse Forfatter og journalist
Alma mater Durham University (1973)
Webside grahamhancock.com

Graham Hancock (født 2. august 1950) er en britisk forfatter, journalist og forsker i bl.a. alternativ arkæologi. Han bliver af en del kaldt "pseudoarkæolog", hvilket må forekomme som noget af en misforståelse, da Graham Hancock aldrig selv har betegnet sig som arkæolog.

Graham Hancock har fremført hypoteser om, at der i forhistorisk tid flere tusinde år før højkulturerne i Egypten, Mesopotamien, Indien, Syd- og Mellemamerika fandtes en nu forsvunden civilisation. Denne civilisation var ifølge Hancock en forløber for de senere kendte civilisationer. Hancock har fremsat forskellige teorier om i hvilken verdensdel denne kultur kunne have haft sin base: fx Antarktis, Sydamerika eller et sunkent kontinent i Atlanterhavet (det af Platon omtalte Atlantis). Højkulturerne i Mesopotamien og Egypten er i følge Hancock "blege efterfølgere" til denne urgamle og forsvundne civilisation.

Graham Hancocks centrale tese er, at de kendte højkulturer ikke blot 'opstod', som man mener, for 4-5.000 år siden, men derimod bragte en kulturarv videre, som man lærte af nogle få overlevende fra den tilintetgjorte ur- eller proto-kultur, på et meget højt teknologisk såvel som bevidsthedsmæssigt niveau.

Graham Hancock har, til støtte for sin forskning, og af helt personlige årsager, søgt indsigt i esoteriske sammenhænge, via omfattende rejser indadtil, i den menneskelige bevidstheds sjæleland, hjulpet på vej af bevidsthedsudvidende og psykedeliske stoffer, her under ayahuasca og DMT.

Seneste udvikling[redigér | redigér wikikode]

Den centrale datering af den postulerede ur-civilisations endeligt, tager udgangspunkt i tiden omkr. den seneste istids afslutning, særligt tidsrummet mellem 12.800 og 11.600 år siden. Denne tidsperiode er også kendt som Yngre Dryas, hvor de globale temperaturer sank pludseligt og dramatisk. En konsekvens heraf, menes at være, at op imod 50 % af bl.a. Nordamerikas faunabestand uddøde, her under hele den såkaldte megafauna, bestående af bl.a. mamutter, kæmpebjørne, løver, kæmpehjorte, kæmpebævere og kæmpedovendyr.

De seneste opdagelser, gjort siden ca. 2013, peger på, at det var et enormt, altødelæggende kometnedslag, i den nordamerikanske iskalot, for omkr. 12.800 år siden, som forårsagede dette pludselige og abrupte fald i den globale temperatur (til et niveau svarende til istidens koldeste), som betegnede den tidsperiode man kalder Yngre Dryas. Hertil kommer, at denne globale katastrofe menes at have frigivet i omegnen af 1 million kubikkilometer ferskvand (tidligere bundet i polarisen) i verdenshavene, med det det umiddelbare resultat, at vandstanden steg abrupt, med syndflodsagtige proportioner. Det er bl.a. denne globale havstigning (i omegnen af 120-150 meter) som menes at have udslettet øriget Atlantis (hvor det så end har ligget), foruden alle kystnære egne og byer i hele den eksisterende Verden. Læg hertil en 'atomvinter' på 1000 år (som følge af de enorme mængder røg og støv i atmosfæren), og forståelsen indfinder sig for, at en tidligere højkultur sagtens kan være gået til grunde, uden at efterlade sig nævneværdige spor.

Det Graham Hancock bl.a. påpeger er, at vores egen, nuværende højkultur, ville lide samme skæbne, hvis vi i morgen blev ramt af en lignende katastrofe. Om 10.000 år, ville der intet spor være tilbage af os. Kun sagn og legender, bevaret af nogle få, overlevende 'regnskovsindianere', som havde hørt om fantastiske maskiner, der kunne flyve over havet og bevæge sig uden årer, havde kasser fyldt glaskrystaller med billeder af mennesker der bevægede sig, formidable våben der kunne kaste ildspyd med tordenkraft og et globalt bibliotek i himmelskyen, som vist kaldtes WikaPetra. Prosaisk sprog ja, men det er ikke desto mindre overleveringer af en sådan natur, som Graham Hancock påpeger, at bl.a. de egyptiske og sydamerikanske myter og religiøse skrifter portrætterer, i sine vedholdende legender om den moderkultur, som bragte civilisationen til dem, efter den store katastrofe.

Med disse seneste, videnskabeligt solide opdagelser, fremlagt i bl.a. tidsskriftet PNAS[1], må en stor del af den kritik der har været rejst af Graham Hancocks forskning forstumme, da det netop har været belysningen af de dramatiske hændelser i dette tidsrum, som har været et vigtigt omdrejningspunkt i Hancocks forfatterskab, siden udgivelsen af Fingerprints of the Gods[2] i 1995.

I 2015 udgav Graham Hancock en opfølger til Fingerprints, benævnt Magicians of the Gods[3], hvor den seneste forskning på området belyses, og teorien om den føromtalte ur-civilisations endeligt som følge af en global katastrofe søges bestyrket, via gennemgang af den allernyeste (akademiske) forskning, med bidrag fra væsentlige autoriteter på de berørte områder, her under geologiske og arkæologiske undersøgelser af bl.a. Göbekli Tepe i Tyrkiet og Gunung Padang i Indonesien.

Udvalgt bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Forfatter Stub
Denne forfatterbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi