Libanon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
الجمهوريّة اللبنانيّة
Al Jumhuriyah Al Lubnaniyah
Libanons flag Libanons nationalvåben
Flag Nationalvåben
Nationalt motto: Kūllūnā li-l-waṭan, li-l-'ula wa-l-'alam (arabisk)
"Vi er alle for landet, det sublime og flaget!"
Nationalmelodi: Koullouna Lilouataan Lil Oula Lil Alam
Libanons placering
Hovedstad Beirut
33°54′N, 35°31′E
Største by Beirut
Officielle sprog Arabisk
Regeringsform Republik
Michel Suleiman
Saad Hariri
Uafhængighed
 • Anerkendt
Fra Frankrig
22. november 1943
Areal
 • Total
 • Vand (%)
 
10.452 km² (nr. 161)
1,6
Indbyggertal
 • 2005 anslået

 • 1932 folketælling

 • Tæthed
 
3.826.018 (nr. 124)

861.399

367,9/km² (nr. 16)
BNP
 • Total
 • Pr. indbygger
2007 anslået
41,96 mia. USD (nr. 84)
19.100 USD (nr. 42)
Valuta Libanesisk pund (LBP)
Tidszone
 • Sommer (DST)
(UTC+2)
(UTC+3)
Nationalt topdomæne .lb
Telefonkode +961
Kendingsbogstaver (bil) RL
Luftfartøjsregistreringskode OD

Libanon (arabisk: لبنان, fransk: Liban) er et land i Mellemøsten. Det har grænser op til Syrien og Israel. Kystlinjen vest for landet udgøres af Middelhavet. Libanon er efter traditionen et af de femten lande, der refereres til som menneskehedens vugge.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Satellitbillede fra 2002. Snedække på Libanons vestlige og østlige bjergkæder med Bekaa-dalen imellem

Større byer:

Landet er opdelt i fire landskabsregioner, som forløber parallelt med kysten:

  1. Den smalle kyststribe, som udvider sig noget i nord og syd.
  2. De stærkt kløftede Libanon-bjerge, som er op til 3000 meter høje.
  3. Bekaadalen, som til trods for at den ligger i regnskygge af Libanonbjergene alligevel er meget frugtbar (vindyrking) takket være kunstig vanding .
  4. Den tørre Antilibanon-bjergkæde og Hermonbjerget, som danner grænsen mod Syrien.

Nyere historie[redigér | redigér wikikode]

Libanons historie er præget af konflikter mellem en række forskellige trosretninger inden for kristendommen og islam.

Landet gennemgik en ødelæggende borgerkrig fra 1975-1990. Flere nabolande var indblandet i konflikten, bl.a. Israel og Syrien. Israel invaderede det sydlige Libanon og rømmede først området i 2000. I forbindelse med denne krig, blev mellem 700 og 3500 flygtninge dræbt under massakren i Sabra og Shatila. Som var en gengældsaktion for massakren i Damur som foregik den 20. januar 1976, hvor palæstinensiske og muslimske militsenheder efter længere tids belejring stormede den kristne libanesiske kystby Damur. Mellem 330 og 500 blev dræbt under massakren. Syrien havde tropper stationeret i landet fra 1975 frem til 2005. Desuden støttede Iran oprettelsen af den shiitiske Hizbollah-milits i 1982, som især har bekæmpet israelske mål i Sydlibanon og selve Israel med selvmordsbomber og især katusha-raketter mod mål i Nordisrael.

Efter drabet på den folkekære eks-politiker Hariri i februar 2005 var der uro i Libanon med flere massedemonstrationer rettet mod de syriske troppers tilstedeværelse, og Syrien blev efter internationalt pres tvunget til at trække sine 14.000 soldater ud. De sidste soldater forlod landet d. 26. april 2005. Libanon er nu på vej mod parlamentarisme, og der afholdtes valg i 2005.

Landet blev i sommeren 2006 kastet ud i en ny krig, da Hizbollah i det sydlige Libanon kidnappede to israelske soldater. Israelerne svarede tilbage ved at iværksætte et større angreb. Israelerne sønderbombede den sydlige del af landet, hvor Hizbollah holder til, og smadrede bl.a 640 km vej, 73 broer, 25 benzinstationer, et par kraftværker og et mejeri. Op mod tusinde civile blev dræbt og halv million libanesere blev tvunget væk fra deres hjem og måtte overleve i flygningelejre og på skoler.

Religion i Libanon[redigér | redigér wikikode]

I Libanon finder man 18 forskellige anerkendte religiøse grupper, således finder man forskellige grupper af kristne, muslimer og oveni helt andre grupper. Jf. CIA worldfactbook 2008, så er omkring 40 procent af befolkningen kristen, her dominerer de katolske maronitter. 5 procent er drusere, og endeligt er den resterende del af befolkningen primært muslimer.

Sprog i Libanon[redigér | redigér wikikode]

De officielle sprog i Libanon er arabisk og fransk.

Udover de officielle sprog tales der 3 andre sprog: Armensk (ca. 235.000 (1986)), kurdisk (ca. 75.000 (2004)) – der findes en kvart million kurdere i Libanon (2000), men langt de fleste taler arabisk til daglig), samt engelsk (ca. 3.300 (2004)[Kilde mangler])

Arabisk[redigér | redigér wikikode]

Den syro-libanesiske dialekt af arabisk tales (foruden i Libanon) i Syrien, Jordan og Palæstina.

Dialekten adskiller sig markant fra de arabiske dialekter der tales i Nordafrika. Gennem poesi, litteratur og musik er den libanesiske form for arabisk særligt udbredt overalt i den arabiske verden således, at de fleste arabere forstår den libanesiske dialekt – på trods af at deres egen dialekt adskiller sig markent fra libanesisk.

Den libanesiske dialekt er den dialekt, der er næstmest anvendt i sange og film, kun overgået af egyptisk-arabisk. Man skelner imellem 6 former for libanesisk-arabisk: Nordlibanesisk Arabisk, Sydlibanesisk Arabisk (specielt udbredt blandt den shia-muslimske befolkning, dialekten kaldes også "Metoualy"), Central/Nordlibanesisk-arabisk (specielt udbredt i Libanon- og Antilibanonbjergene), Central/Sydlibanesisk-arabisk (tales af den drusiske befolkning), Iqlim-al-Khurrûb Arabisk (der primært tales af den sunni-muslimske befolkning), samt endelig standardlibanesisk-arabisk, der er baseret på Beirut-dialekt. Endvidere lærer alle libanesere det klassiske arabisk – Fus'ha 'Arabi – i skolen.

Fransk[redigér | redigér wikikode]

Ca. 16.600 mennesker i libanon har fransk som modersmål. Disse er primært franskmænd bosat i Libanon. Sproget forstås dog af op mod 65% af befolkningen.

Historie[redigér | redigér wikikode]

I Libanon er fundet spor af en forhistorisk befolkning. Det ældste bjergfolk, som historien omtaler, var amoriter; ituréer omtales i begyndelsen af moderne tidsregning. Kysten var i oldtiden beboet af fenicier, som sandsynligvis var indvandret fra øst. Deres livlige handel gav dette kystland verdenshistorisk betydning. Senere kom disse egne under den græske kulturs indflydelse, og kristendommen trængte tidligt ind i visse dele af bjerglandet, mens i andre hedenskabet levede videre og endog menneskeofringer længe forekom. Endnu op til århundredeskiftet var landet rigt på små klostre.

Det tvedelte land[redigér | redigér wikikode]

De nuværende indbyggere er for en stor dels vedkommende af syrisk herkomst, henholdsvis maroniter i de nordlige dele indtil Nahr el-Kelb og drusere i de sydlige. Islam og araberne formåede aldrig at trænge dybt ind, og tyrkerne evnede aldrig under deres formelle herredømme over landet fuldstændigt at undertrykke Libanon. Da i 1840 Syrien toges fra Muhamed Ali og overdroges sultanen, krævede de europæiske magter visse rettigheder for Libanon med dets kristne befolkning. På grund deraf bestemtes, at maronitter og drusere skulle styres af hver sin kaimmakam, den ene i den nordlige del, den anden i den sydlige; for områder med blandet befolkning stipuleredes særskilte bestemmelser. Denne ordning bestod til det store blodbad i 1860. Som følge af Frankrigs indgriben erklæredes Libanon i 1882 for en selvstændig, fra Syrien udskilt provins (liva, pashalik), som ifølge den forfatning, som den europæiske konference i Konstantinopel fastlagde i 1864, skulle styres af en kristen guvernør udnævnt af sultanen (der tillige udnævnte underguvernørerne i de 7 mudirat, i hvilke Libanon var opdelt) og kun underordnet ham. Guvernøren udnævnte alle embedsmænd, oppebar alle skatter, rådede over den væbnede styrke og så videre. Ved hans side stod et af tolv medlemmer fra de forskellige religionssamfund sammensat centralråd (medjlis), som fordelte skatterne og kontrollerede udgifterne. Det var dog kun rådgivende, og guvernøren kunne undlade at rådspørge det. Et indenlandsk landeværn vågede over den almindelige ordnings opretholdelse. Guvernøren residerede i Baabde, ved jernbanen syd for Beirut, om sommeren i Beteddin nær Deir el-Kamar, omkring 30 km syd for Beirut. Til denne autonome provins hørte dog ikke de tre vigtigste havnebyer Tripolis, Beirut og Saida, idet disse forblev under Syrien. Befolkningen blev i 1886 anslået til 327.500 indbyggere, hvoraf 200.000 maronitter, 41.000 græsk-ortodokse, 25.000 græsk-unerede, 38.000 druser og 11.000 metaviler. Kystegnene var overvejende beboede af muhammedanere.

Fransk mandatområde[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Mandatområdet i Libanon

Efter 1. verdenskrig ændredes de politiske forhold i Mellemøsten. Libanonområdet blev den 3. august 1920 proklameret som en egen stat under Frankrigs mandat (fransk: État du Grand Liban) og afgrænset i nord af Nahr el-Chebir, i øst af "Anti-Libanon" og Hermon, i syd af Palæstina og mod vest af Middelhavet. Foruden bjergområdet hørte til den nye stat tillige Bekaa-dalen mellem Libanon og Anti-Libanon. Landets areal var 10.855 km2 med 628.863 indbyggere, hvoraf 330.382 kristne og 274.711 muslimer i 1922; hertil kom et stort antal emigranter fra Tyrkiet. Den nye stats udråbelse skete efter en skarp konflikt mellem franskmændene og emir Faisal, som først havde fået tildelt den østre del af området som sit okkupationsområde, men derefter med våbenmagt blev fordrevet derfra af den franske general Gouraud. Libanon fik fra april 1922 en valgt repræsentation (conseil repré-sentatif) og styredes af en guvernør, bistået af et af embedsmænd sammensat regeringsråd. Hovedstad blev Beirut. Alle udenrigsanliggender og Frankrigs interesser i Libanon blev varetaget af den franske overkommissær i Syrien.

Først i 1946 blev Libanon reelt selvstændigt. De fem hovedprovinser var domineret af forskellige etniske grupper med udstrakt selvstyre helt op til de sidste årtier af det 20. århundrede: drusere, maronitter, shiaer, sunnier og de forskellige militsgrupper der var sprængt ud fra disse.

Borgerkrigen 1975 – 2000[redigér | redigér wikikode]

I 1975 brød borgerkrig ud. De maronittiske militser udgjorde Den libanesiske Front, og palæstinske grupperinger dannede Den nationale Bevægelse sammen med det drusiske socialistparti og andre libanesiske venstregrupperinger. Da den kristne falangist-milits belejrede palæstinensiske flygtningelejre i 1976, gik PLO aktivt ind i krigen. I januar samme år sendte Syrien en syrisk-palæstinensisk styrke ind i Libanon, og i april 1976 var det de kristne maronitter, som bad om hjælp fra Syrien.

Kampene i Libanon blussede op igen i 1977, da druser-lederen Kamal Jumblatt blev myrdet og druserne hævnede drabet med en massakre i kristne landsbyer. Urolighederne fortsatte til trods for, at FN indsatte fredsstyrken UNIFIL i 1978. Fire år senere trængte israelske styrker tværs igennem FN-styrkerne og stansede ikke førend, at de nåede Beirut. Målet var at tvinge PLO ud af Libanon. Maronitterne sluttede sig til de israelske soldater, mens sunni-militsen Mourabitoun og sjia-militsen Amal kæmpede mod dem sammen med PLO. Efter to måneder trak PLO sig ud og flyttede hovedkvarteret til Tunis.

Kampene i Sydlibanon sluttede, da Israel trak sig helt ud i 2000, men forblev i det omtvistede Shebaaområde. Men Syrien trodsede FN og beholdt sine 35.000 soldater i landet, og sin udstrakte indflytelse over den indenrigspolitiske udvikling. I praksis blev der ikke truffet nogen vigtige beslutninger i Libanon uden, at Syrien havde godkendt dem. Syrien har okkuperet dele af Libanon i 25 år, og haft en stærk indflydelse på politikken i landet.

Ifølge Taif-aftalen fra 1989 skulle de syriske troppene trække sig tilbage til Beka'a-dalen i Østlibanon efter, at en del grundlovsreformer var gennomført i Libanon. De blev gennemført i 1993, men syrerne forblev i landet. Siden har syrerne rigtignok trukket sig tilbage fra kontrolposter i Beirut og langs hovedvejen Beirut-Damaskus.

Syrisk lydregering[redigér | redigér wikikode]

14. februar 2005 blev den tidligere libanesiske statsminister Rafik al-Hariri dræbt ved et bombeattentat i Beirut, sammen med 14 andre. Det blev af mange formodet, at Syrien stod bag attentatet. Regeringen gik af to uger efter attentatet. Statsminister Omar Karami og hans kabinet gav efter for de massive gadeprotester. Libanons præsident Emile Lahoud tog selv på sig opgaven at få dannet en ny regering. Demonstranterne forlangte præsident Lahouds afgang. Han regnedes som Syrien-venlig, og masserne og oppositionen ville ikke have en sådan regering.

Et frit parlamentsvalg i juni 2005, det første i 29 år uden syrisk okkupationstropper i landet blev en stor sejr for den antisyriske opposition med den myrdede Hariris søn Saad Hariri i spidsen.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Libanon på World Wide Web[redigér | redigér wikikode]

Weblinks for Libanon

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: