Libanon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
الجمهوريّة اللبنانيّة
Al Jumhuriyah Al Lubnaniyah
Libanons flag Libanons nationalvåben
Flag Nationalvåben
Nationalt motto: Kūllūnā li-l-waṭan, li-l-'ula wa-l-'alam (arabisk)
"Vi er alle for landet, det sublime og flaget!"
Nationalmelodi: Koullouna Lilouataan Lil Oula Lil Alam
Libanons placering
Hovedstad Beirut
33°54′N, 35°31′E
Største by Beirut
Officielle sprog Arabisk
Regeringsform Republik

Saad Hariri
Uafhængighed
 • Anerkendt
Fra Frankrig
22. november 1943
Areal
 • Total
 • Vand (%)
 
10.452 km² (nr. 161)
1,6
Indbyggertal
 • 2005 anslået

 • 1932 folketælling

 • Tæthed
 
3.826.018 (nr. 124)

861.399

367,9/km² (nr. 16)
BNP
 • Total
 • Pr. indbygger
2007 anslået
41,96 mia. USD (nr. 84)
19.100 USD (nr. 42)
Valuta Libanesisk pund (LBP)
Tidszone
 • Sommer (DST)
(UTC+2)
(UTC+3)
Nationalt topdomæne .lb
Telefonkode +961
Kendingsbogstaver (bil) RL
Luftfartøjsregistreringskode OD

Libanon (arabisk: لبنان, fransk: Liban) er et land i Mellemøsten. Det har grænser op til Syrien og Israel. Kystlinjen vest for landet udgøres af Middelhavet. Libanon er efter traditionen et af de femten lande, der refereres til som menneskehedens vugge.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Satellitbillede fra 2002. Snedække på Libanons vestlige og østlige bjergkæder med Bekaa-dalen imellem

Libanon ligger i Mellemøsten og grænser i nord og øst til Syrien, i syd til Israel samt i vest til Middelhavet.

Landet har et areal på næsten 11.335 km2.

Landet er omtrent 200 km fra nord til syd og omtrent 40 km bredt. Landet er opdelt i fire landskabsregioner, som forløber parallelt med kysten:

  1. Den smalle kyststribe, som udvider sig noget i nord og syd.
  2. De stærkt kløftede Libanon-bjerge, som er op til 3000 meter høje.
  3. Bekaadalen, som til trods for at den ligger i regnskygge af Libanonbjergene alligevel er meget frugtbar (vindyrking) takket være kunstig vanding .
  4. Den tørre Antilibanon-bjergkæde og Hermonbjerget, som danner grænsen mod Syrien.

Kysten ved Middelhavet består i nord og syd af langstrakte sandstrande mens strækningen der imellem er mere varierende. Kystområdet er opdyrket og gennemskæres af floder. Området er Libanons mest tætbefolkede og med flere historisk intressante byer.

Fra nord til syd strækker to parallelle bjergkæder sig. Nærmest kysten strækker sig bjergkæden Libanon, som normalt inddeles i Amil i syd, Chouf i midten og Libanonbjerget i nord med den højeste top Qurnat as Sawda 3.087 meter over havet. Længere inde i landet ligger bjergkæden Anti-Libanon med bjerget Hermon i syd 2.817 meter over havet.

Mellem bjergkæderne ligger Bekaadalen på omtrent 800 meters højde over havet. Dalen er 177 kilometer fra nord til syd men kun 10-16 kilometer bred. Dalen er opdyrket, og genom den flyder floden Litani sydover. Længere nordpå flyder Nahr al-Asi (Orontes) mod nord gennem Syrien til sit udløb i Middelhavet vest for Antakya (Antiokia) i Tyrkiet. Dalen er en del af den riftdal, som strækker sig fra Østafrika op til Tyrkiet.

Større byer:

Klima[redigér | redigér wikikode]

klimaet i Libanon er temmeligt varierende til dels beroende på de landskabelige forhold. Ved kysten er der middelhavsklima med tørre og varme somre og fugtige og regnfulde vintre. I bjergene er der et udpræget bjergklima, hvor det meste af nedbøren om vinteren faller som sne. Ved grænsen mod Syrien er der et tørt steppeklima, mens overgangen til ørkenklima sker i det sydlige Syrien og Jordan. I Beirut ligger dagtemperaturen gennemsnitlig på 18°C i januar, og 30°C i juli og august. I december er der gennemsnitlig elleve regndage i Beirut, mens august er aldeles tør.

Nyere historie[redigér | redigér wikikode]

Libanons historie er præget af konflikter mellem en række forskellige trosretninger inden for kristendommen og islam.

Landet gennemgik en ødelæggende borgerkrig fra 1975-1990. Flere nabolande var indblandet i konflikten, bl.a. Israel og Syrien. Israel invaderede det sydlige Libanon og rømmede først området i 2000. I forbindelse med denne krig, blev mellem 700 og 3500 flygtninge dræbt under massakren i Sabra og Shatila. Som var en gengældsaktion for massakren i Damur som foregik den 20. januar 1976, hvor palæstinensiske og muslimske militsenheder efter længere tids belejring stormede den kristne libanesiske kystby Damur. Mellem 330 og 500 blev dræbt under massakren. Syrien havde tropper stationeret i landet fra 1975 frem til 2005. Desuden støttede Iran oprettelsen af den shiitiske Hizbollah-milits i 1982, som især har bekæmpet israelske mål i Sydlibanon og selve Israel med selvmordsbomber og især katusha-raketter mod mål i Nordisrael.

Efter drabet på den folkekære eks-politiker Hariri i februar 2005 var der uro i Libanon med flere massedemonstrationer rettet mod de syriske troppers tilstedeværelse, og Syrien blev efter internationalt pres tvunget til at trække sine 14.000 soldater ud. De sidste soldater forlod landet d. 26. april 2005. Libanon er nu på vej mod parlamentarisme, og der afholdtes valg i 2005.

Landet blev i sommeren 2006 kastet ud i en ny krig, da Hizbollah i det sydlige Libanon kidnappede to israelske soldater. Israelerne svarede tilbage ved at iværksætte et større angreb. Israelerne sønderbombede den sydlige del af landet, hvor Hizbollah holder til, og smadrede bl.a 640 km vej, 73 broer, 25 benzinstationer, et par kraftværker og et mejeri. Op mod tusinde civile blev dræbt og halv million libanesere blev tvunget væk fra deres hjem og måtte overleve i flygningelejre og på skoler.

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Befolkningsudviklingen i Libanon 1961-2003

I Libanon er der ikke foretaget nogen folketælling siden 1932, og alle oplysninger om de forskellige folkegruppers størrelse er meget usikre. I 1932 udgjorde de kristnes andel af befolkningen 51,3% og muslimer og drusere samlet 48,3 %. I begyndelsen af 1980-erne sønnedes de kristnes andel at være omkring to tredjedele og muslimernes og drusernes andel en tredjedel. I 2009 skønnedes det, at muslimer nu udgjorde 62 % af befolkningen mens kristne udgjorde 38%.

Maronitter (assyrier/syrier efter deres oprindelige etnicitet) er syriske kristne. Deres historie går tilbage til 600-tallet, da de brød ud af den syrisk-ortodokse kirke og blev en selvstændig kirke samtidig, som de allierede sig med Rom under Johannes Marons styre. De var da bosatte på Libanonbjergets nordlige sider og ernærede sig ved jordbrug. I takt med, at befolkningen voksede, spredte maronitterne sig, især mod syd, til flere steder nede i det nordlige Galilæa. I 1800-tallet begyndte mange maronitter at flytte til byerne langs kysten, især Beirut. I begyndelsen af 1980-erne talte den maronittiske befolkning omkring 100.0000 personer.

Armenierne udgør omkring 5 % af Libanons befolkning. Det findes armenske politiske partier og flere organisationer. Det tidligere præsident Émile Lahoud var barn af en armensk moder og en fader, som var maronit. Arabere beregnes at udgøre op til 95 % af befolkningen.

Shiamuslimerne genfindes i tre geografiske områder, regionen Jebel Amil i det sydlige Libanon, den nordlige del af Bekaadalen og Beiruts sydlige forstæder. I begyndelsen af 1980-ernet skønnedes deres antal til omkring en miljon mennesker. Traditionelt er det shiamuslimerne i det frugtbare Jebel Amil, som har haft en dominerende stilling. I 1960-erne begyndte shiamuslimer at søge ind til byerna, især Beiruts sydlige forstæder. Siden 1960-erne har shiamuslimernes velbjergede ledare måttet se deres stilling udfordret af religiøse ledere. Hos de religiøse ledere findes stærke forbindelser til Iran.

Sunnimuslimerne i Libanon udgjorde omkring 600.000 personer i slutnengen af 1970-erne. Mange sunnimuslimer har i generationer været bosatte i kystbyerne. Det osmanniske rige var ledet af sunnimuslimer, og mange sunnimuslimer i Libanon har traditionelt haft familie- og erhvervsforbindelser uden for Libanon, således i Syrien. Under efterkrigstiden har mange sunnimuslimer kæmpet for, at Libanon skulle gå sammen politisk med Syrien. Men efter mordet på den tidligere statsminister Rafiq Hariri i februar 2005, har mere end 90 % af sunnimuslimerne taget afstand fra Syrien.

Libanon havde en befolkning på 70.000-100.000 Mhallami og Rajdiynie arabere forud for den libanesiske borgerkrig (1975-1990). De fleste emigrerede til Beirut under 1918-1945 fra Mardin og Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet. Mhallami og Rajdiynie havde deres oprindelse i den nord-arabisk stamme Bekr Bin Vail, som navngav byen Diyar Bakr, mening - landet af "Bakr", det vil sige arabere. De er sunnimuslimer i Safi `i madh'hab. Deres baggrund og retslige stilling skabte en vis uro, da de begyndte at søge asyl i vesteuropæiske lande som (Tyskland og Sverige) i begyndelsen af 1980.

Druserne i Libanon er den mindste af de fire folkegrupper i Libanon, i slutningen af 1970-erne talte gruppen omkring 250.;000 personer. Traditionelt var de bosatte på Libanonbjergets sydlige bjergsider og på bjerget Hermon i grænseområderne til Syrien og Israel. I 1500-tallet hjalp druserne de osmanniske tyrkere med at erobre Libanon fra de egyptiske mamluker, og som tak fik druserne en ledende stilling ved styrelsen af det erobrede område. Deres stilling i forhold til andre grupper har understreget betydelsen af intern solidaritet med andre drusere og betydelsen af at kunne forsvare sig med vold. Drusernes religiøse ledere har haft en vigtig rolle inden for gruppen. Druserne er opdelte i mindre grupper, de to vigtigste er Yazbeki og Jumblatt.[1]

Religion i Libanon[redigér | redigér wikikode]

I Libanon finder man 18 forskellige anerkendte religiøse grupper, således finder man forskellige grupper af kristne, muslimer og oveni helt andre grupper. Jf. CIA worldfactbook 2008, så er omkring 40 procent af befolkningen kristen, her dominerer de katolske maronitter. 5 procent er drusere, og endeligt er den resterende del af befolkningen primært muslimer.

Sprog i Libanon[redigér | redigér wikikode]

De officielle sprog i Libanon er arabisk og fransk.

Udover de officielle sprog tales der 3 andre sprog: Armensk (ca. 235.000 (1986)), kurdisk (ca. 75.000 (2004)) – der findes en kvart million kurdere i Libanon (2000), men langt de fleste taler arabisk til daglig), samt engelsk (ca. 3.300 (2004)[Kilde mangler])

Arabisk[redigér | redigér wikikode]

Den syro-libanesiske dialekt af arabisk tales (foruden i Libanon) i Syrien, Jordan og Palæstina.

Dialekten adskiller sig markant fra de arabiske dialekter der tales i Nordafrika. Gennem poesi, litteratur og musik er den libanesiske form for arabisk særligt udbredt overalt i den arabiske verden således, at de fleste arabere forstår den libanesiske dialekt – på trods af at deres egen dialekt adskiller sig markent fra libanesisk.

Den libanesiske dialekt er den dialekt, der er næstmest anvendt i sange og film, kun overgået af egyptisk-arabisk. Man skelner imellem 6 former for libanesisk-arabisk: Nordlibanesisk Arabisk, Sydlibanesisk Arabisk (specielt udbredt blandt den shia-muslimske befolkning, dialekten kaldes også "Metoualy"), Central/Nordlibanesisk-arabisk (specielt udbredt i Libanon- og Antilibanonbjergene), Central/Sydlibanesisk-arabisk (tales af den drusiske befolkning), Iqlim-al-Khurrûb Arabisk (der primært tales af den sunni-muslimske befolkning), samt endelig standardlibanesisk-arabisk, der er baseret på Beirut-dialekt. Endvidere lærer alle libanesere det klassiske arabisk – Fus'ha 'Arabi – i skolen.

Fransk[redigér | redigér wikikode]

Ca. 16.600 mennesker i libanon har fransk som modersmål. Disse er primært franskmænd bosat i Libanon. Sproget forstås dog af op mod 65% af befolkningen.

Statsform og politik[redigér | redigér wikikode]

Libanons parlament

Libanon er et yderst heterogent samfund, og ifølge forfatningen skal alle folkegrupper garanteres plads i statsstyrelsen. Efter 1970- og 1980-ernes borgerkrig afholdtes demokratiske valg for første gang i årtier 1992. Parlamentets mandattid er fire år, og ifølge forfatningen udser parlamentet præsidenten, hvis mandattid er seks år. Libanon er sammen med Israel den eneste demokratiske land i mellemøsten.

Politiken i Libanon påvirkes stærkt af religion. År 1943 underskrev landets daværende ledelse en aftale, den så kaldte Nationale pagt, (al Mithaq al Watani), som blandt andet regulerede hvilken religion, regeringens embedsmænd skulle tilhøre. Denne aftale blev senere en del af landets forfatning, da man i 1989 undertegnede Taif-aftalen. Dermed skulle parlamentet bestå af kristne, drusere og muslimer. Præsidenten skal være kristen tilhørende den Maronitiske kirke, formanden i parlamentet skal være en shiamuslim, og statsministeren skal være en sunnimuslim.

Administrativ inddeling[redigér | redigér wikikode]

Kort over guvernementer i Libanon.

Libanon er inddelt i seks guvernementer (muhafazah), liste med hovedstaden i parentes:

  1. Beirut (Beirut)
  2. Libanonbjerget (Baabda)
  3. Nord (Tripoli)
  4. Beqaa (Zahleh)
  5. Nabatiye (Nabatiye)
  6. Syd (Sidon)

Guvernementerne er inddelte i distrikter og videre inddelte i kommuner.

To nye guvernementer er planlagte men ikke indførte: Akkar (fra Akkar distrikt) og Baalbek-Hermel (fra Baalbek distrikt og Hermel distrikt). [1]

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Lige siden borgerkrigens afslutning har en del af Libanons økonomi gået til reparationer af bygninger. Landet har nu gode økonomiske midler og er et af de lande med bedst velfærd i Mellemøsten. De seneste år er Libanons økonomi forbedret mærkbart og bliver bedre. Siden 1990-erne har man stæbt efter at påny blive Mellemøsters bankcentrum. Fra 1960 til 2006 er den personlige indkomst[2] i gennemsnit vokset fra 2,400$ til 3,676$ år 2006 [3]). Under samme periode er den forventede livslængde i Libanon vokset fra 61 år 1960 til 72 år 2006. [4] Ifølge CIA-factbook var indkomsten $14,200 (2010 est.)

Kommunikationer[redigér | redigér wikikode]

Kommunikationerne blev helt eller delvis ødelagte under borgerkrigen i 1970-erne og 1980-erne. Idag har dog store dele genopbyggede, og hvor det ikke er sket endnu, er det planlagt at gennemføre det.

Flyveforbindelser[redigér | redigér wikikode]

Rafiq Hariri International Airport.

Beiruts største internationale lufthavn er Rafiq Hariri International Airport hvorfra flere større flyselskaber opererer. Lufthavnen, som er bygget i 1954, var et større international mødested i tiden fra 1950-erne og frem til 1970-erne. I 1977 gennemgik lufthavnen en vis renovering. Fra og med slutningen af 1990-erne har flyvepladsen gennemgået en større renovering og er i dag en meget moderne lufthavn med høj standard og er fuldt sammenlignelig med moderne lufthavne i Europa. Under den tid da kampe pågik i Libanon blev også lufthavnen udsat. Angreb og attentater forekom i visse tilfælde.

MEA (Middle East Airlines) er Libanons statslige flygselskab; det anvendte sin flyflåde til at evakuere libanesiske minoriteter fra Sierra Leone under borgerkrigen der.

Jernbaner[redigér | redigér wikikode]

Et lille antal jernbaner har eksisteret i Libanon. I dag er desse jernbaner ikke i drift, da de er blevet skadet under den tidligere borgerkrig. Da jernbanerne var i drift, gik først og fremmest en jernbanelinje fra Beirut nordpå til Syrien. Denne gik langs med kysten og udmærkende for denne jernbane var havudsigten. På denne jernbanelinje gik regelmæssigt sovevogne til Aleppo og videre til den asiatiske del af Istanbul. Disse sovevogne gjorde det muligt at rejse med tog til Europa til trods for, at dette tog flere dage og krævede togskifte i Istanbul. Disse sovevogne forsvandt, da borgerkrigen var igang og siden anvendes jernbanerne kun til lokal trafik med motorvogne. I 1980-erne fandtes en del af disse motorvogne endnu, men trafikken var meget sparsom, og nogen mulighed for at rejse længere strækninger fandtes ikke, end mindre ud af landet. I 1990-erne var også denne trafik forsvundet. Jernbanenettet er i dag i dårlig stand og stedvis ikke brugbar. Trods dette findes nogle motorvogne endnu og venter på at eventuelt kunne anvendes. Dette er dog mindre troligt, da de stammer fra 1950-erne og har opnået en høj alder. Det er derför mere sandsynligt, at man anskaffer sig andre typer af jernbanevogne i bedre stand. Trods jernbanearnes stand findes der planer om genopbygning af jernbanenettet. Også internationale tog som de gamle sovevognstog er med i planerne men i en mere moderne form. Endnu er dog genopbygningsarbejdet ikke påbegyndt, da andre projekter prioriteres højere.

Vejnet[redigér | redigér wikikode]

Samlet set har Libanon en forholdsvis ujævn vejstandard. De mindre veje kan være smalle og slingrende. Alligevel er udbygning sket. I tiden før borgerkrigen investeredes en del i udbygningen af veje, og ved Beirut byggedes en del større veje. Under borgerkrigen satsedes der ikke på vejnettet. I stedet forfaldt dette, og visse dele blev ødelagt. I dag satses der stort på vejnettet. Med Beirut som udgangspunkt går i dag to vigtige motorveje, hvoraf den ene i sydlig og den anden i nordlig retning. Begge motorveje følger overvejende kysten. Endnu er motorvejene ikke ført frem til nogen grænse, men der er planer om at forlænge motorvejene til Syrien. Den nordlige motorvej er under forlængelse mod grænsen til Syrien og på sigt vil den blive forbundet med en syrisk motorvej. På lang sigt vil dette indebære en motorvejsforbindelse, som forbinder de libanesiske motorveje med de europæiske, da der er planer om at forbinde motorvejene i Mellemøsten både indbyrdes og med Europas motorvejssystem.

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Skolegang er obligatorisk i Libanon men ikke gratis de første otte år, og andelen, som deltager i undervisningen, är 99 %.[5] Læse- og skrivekundskaben i befolkningen var i 2011 97,4 %.[5]

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Jupiter-tempel, en del af Libanons verdensarv.

Libanon har en mangfoldig og levande kultur. I landet findes fem af verdens kulturarvsmonumenter.

Libanon er medlem af Organisation internationale de la francophonie. Derfor er de fleste libaneser tosprogede: arabisk og fransk. Engelsk er blevet ret populært, især blandt universitetsstuderende.

Landet er ikke kun et sted, hvor kristendom blandes med islam, det har også fungeret som den arabiske indfaldsport til Europa og Europas bro til den arabiske verden.

Det libanesiske køkken er berømt.

Film[redigér | redigér wikikode]

Der er indspillet film i Libanon siden 1930, og landet har produceret over hundrede film. En berømt skuespillerinde og regissør er Nadine Labaki.

Historie[redigér | redigér wikikode]

I Libanon er fundet spor af en forhistorisk befolkning. Det ældste bjergfolk, som historien omtaler, var amoriter; ituréer omtales i begyndelsen af moderne tidsregning. Kysten var i oldtiden beboet af fenicier, som sandsynligvis var indvandret fra øst. Deres livlige handel gav dette kystland verdenshistorisk betydning. Senere kom disse egne under den græske kulturs indflydelse, og kristendommen trængte tidligt ind i visse dele af bjerglandet, mens i andre hedenskabet levede videre og endog menneskeofringer længe forekom. Endnu op til århundredeskiftet var landet rigt på små klostre.

Det tvedelte land[redigér | redigér wikikode]

De nuværende indbyggere er for en stor dels vedkommende af syrisk herkomst, henholdsvis maroniter i de nordlige dele indtil Nahr el-Kelb og drusere i de sydlige. Islam og araberne formåede aldrig at trænge dybt ind, og tyrkerne evnede aldrig under deres formelle herredømme over landet fuldstændigt at undertrykke Libanon. Da i 1840 Syrien toges fra Muhamed Ali og overdroges sultanen, krævede de europæiske magter visse rettigheder for Libanon med dets kristne befolkning. På grund deraf bestemtes, at maronitter og drusere skulle styres af hver sin kaimmakam, den ene i den nordlige del, den anden i den sydlige; for områder med blandet befolkning stipuleredes særskilte bestemmelser. Denne ordning bestod til det store blodbad i 1860. Som følge af Frankrigs indgriben erklæredes Libanon i 1882 for en selvstændig, fra Syrien udskilt provins (liva, pashalik), som ifølge den forfatning, som den europæiske konference i Konstantinopel fastlagde i 1864, skulle styres af en kristen guvernør udnævnt af sultanen (der tillige udnævnte underguvernørerne i de 7 mudirat, i hvilke Libanon var opdelt) og kun underordnet ham. Guvernøren udnævnte alle embedsmænd, oppebar alle skatter, rådede over den væbnede styrke og så videre. Ved hans side stod et af tolv medlemmer fra de forskellige religionssamfund sammensat centralråd (medjlis), som fordelte skatterne og kontrollerede udgifterne. Det var dog kun rådgivende, og guvernøren kunne undlade at rådspørge det. Et indenlandsk landeværn vågede over den almindelige ordnings opretholdelse. Guvernøren residerede i Baabde, ved jernbanen syd for Beirut, om sommeren i Beteddin nær Deir el-Kamar, omkring 30 km syd for Beirut. Til denne autonome provins hørte dog ikke de tre vigtigste havnebyer Tripolis, Beirut og Saida, idet disse forblev under Syrien. Befolkningen blev i 1886 anslået til 327.500 indbyggere, hvoraf 200.000 maronitter, 41.000 græsk-ortodokse, 25.000 græsk-unerede, 38.000 druser og 11.000 metaviler. Kystegnene var overvejende beboede af muhammedanere.

Fransk mandatområde[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Mandatområdet i Libanon

Efter 1. verdenskrig ændredes de politiske forhold i Mellemøsten. Libanonområdet blev den 3. august 1920 proklameret som en egen stat under Frankrigs mandat (fransk: État du Grand Liban) og afgrænset i nord af Nahr el-Chebir, i øst af "Anti-Libanon" og Hermon, i syd af Palæstina og mod vest af Middelhavet. Foruden bjergområdet hørte til den nye stat tillige Bekaa-dalen mellem Libanon og Anti-Libanon. Landets areal var 10.855 km2 med 628.863 indbyggere, hvoraf 330.382 kristne og 274.711 muslimer i 1922; hertil kom et stort antal emigranter fra Tyrkiet. Den nye stats udråbelse skete efter en skarp konflikt mellem franskmændene og emir Faisal, som først havde fået tildelt den østre del af området som sit okkupationsområde, men derefter med våbenmagt blev fordrevet derfra af den franske general Gouraud. Libanon fik fra april 1922 en valgt repræsentation (conseil repré-sentatif) og styredes af en guvernør, bistået af et af embedsmænd sammensat regeringsråd. Hovedstad blev Beirut. Alle udenrigsanliggender og Frankrigs interesser i Libanon blev varetaget af den franske overkommissær i Syrien.

Først i 1946 blev Libanon reelt selvstændigt. De fem hovedprovinser var domineret af forskellige etniske grupper med udstrakt selvstyre helt op til de sidste årtier af det 20. århundrede: drusere, maronitter, shiaer, sunnier og de forskellige militsgrupper der var sprængt ud fra disse.

Borgerkrigen 1975 – 2000[redigér | redigér wikikode]

I 1975 brød borgerkrig ud. De maronittiske militser udgjorde Den libanesiske Front, og palæstinske grupperinger dannede Den nationale Bevægelse sammen med det drusiske socialistparti og andre libanesiske venstregrupperinger. Da den kristne falangist-milits belejrede palæstinensiske flygtningelejre i 1976, gik PLO aktivt ind i krigen. I januar samme år sendte Syrien en syrisk-palæstinensisk styrke ind i Libanon, og i april 1976 var det de kristne maronitter, som bad om hjælp fra Syrien.

Kampene i Libanon blussede op igen i 1977, da druser-lederen Kamal Jumblatt blev myrdet og druserne hævnede drabet med en massakre i kristne landsbyer. Urolighederne fortsatte til trods for, at FN indsatte fredsstyrken UNIFIL i 1978. Fire år senere trængte israelske styrker tværs igennem FN-styrkerne og stansede ikke førend, at de nåede Beirut. Målet var at tvinge PLO ud af Libanon. Maronitterne sluttede sig til de israelske soldater, mens sunni-militsen Mourabitoun og sjia-militsen Amal kæmpede mod dem sammen med PLO. Efter to måneder trak PLO sig ud og flyttede hovedkvarteret til Tunis.

Kampene i Sydlibanon sluttede, da Israel trak sig helt ud i 2000, men forblev i det omtvistede Shebaaområde. Men Syrien trodsede FN og beholdt sine 35.000 soldater i landet, og sin udstrakte indflytelse over den indenrigspolitiske udvikling. I praksis blev der ikke truffet nogen vigtige beslutninger i Libanon uden, at Syrien havde godkendt dem. Syrien har okkuperet dele af Libanon i 25 år, og haft en stærk indflydelse på politikken i landet.

Ifølge Taif-aftalen fra 1989 skulle de syriske troppene trække sig tilbage til Beka'a-dalen i Østlibanon efter, at en del grundlovsreformer var gennomført i Libanon. De blev gennemført i 1993, men syrerne forblev i landet. Siden har syrerne rigtignok trukket sig tilbage fra kontrolposter i Beirut og langs hovedvejen Beirut-Damaskus.

Syrisk lydregering[redigér | redigér wikikode]

14. februar 2005 blev den tidligere libanesiske statsminister Rafik al-Hariri dræbt ved et bombeattentat i Beirut, sammen med 14 andre. Det blev af mange formodet, at Syrien stod bag attentatet. Regeringen gik af to uger efter attentatet. Statsminister Omar Karami og hans kabinet gav efter for de massive gadeprotester. Libanons præsident Emile Lahoud tog selv på sig opgaven at få dannet en ny regering. Demonstranterne forlangte præsident Lahouds afgang. Han regnedes som Syrien-venlig, og masserne og oppositionen ville ikke have en sådan regering.

Et frit parlamentsvalg i juni 2005, det første i 29 år uden syrisk okkupationstropper i landet blev en stor sejr for den antisyriske opposition med den myrdede Hariris søn Saad Hariri i spidsen.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Cobban (1985), s. 17-26
  2. (GDP per capita by Purcashing Power Parities)
  3. priser i internationale dollar fikserede til 1990
  4. Libanon personlig inkomst från 1960-2006, Gapminder World, Libanon personlig inkomst från 1960-2006, Gapminder World. Hämtat den 28 december 2009.
  5. 5,0 5,1 Background Note: Lebanon. U.S. Dept of State - Bureau of Near Eastern Affairs. november 2007. Hentet 9 mars 2008. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Libanon på World Wide Web[redigér | redigér wikikode]

Weblinks for Libanon

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Koordinater: 33°50′00″N 35°46′00″Ø / 33.833333°N 35.766667°Ø / 33.833333; 35.766667