Barokken

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Tilbedelsen af Peter Paul Rubens.
Eksempel på barokhave tegnet af den tyske havearkitekt Matthias Diesel fra hans værk Erlustierende Augenweide...

Barokken er en vestlig kulturperiode, som begyndte først i det 17. århundrede i Rom. Den er kendetegnet ved drama og storhed i skulpturer, malerier, litteratur, dans og musik.

Barokkens popularitet blev støttet af den romersk-katolske kirke, som ved Tridentinerkoncilet besluttede, at kunsten skulle vise religiøse temaer med inddragelse af stærke følelser .[1] Aristokratiet brugte også barokarkitekturen og malerkunstens dramatiske stil til at imponere gæster og vise overvældende magt. Barokke paladser er bygget omkring en indgang med pladser, store trapper og modtagelsesrum af stigende rigdom.

Ifølge Oxford English Dictionary og Ordbog over det danske Sprog kommer barok fra det portugisiske ord "barroco", spansk "barroco" eller fransk "baroque", som alle betyder en "ujævn eller uperfekt perle". Ordets endelige oprindelse er uvis.[2] I daglig tale kan barok også betyde svulstigt, grovkornet, plat, overdrevent, udførligt og langt og uddybende.

Barokkens udvikling[redigér | redigér wikikode]

Fra omkring år 1600 medførte kravet om ny kunst det, som i dag kendes som barokken. Ved Tridentinerkoncilet (1545-63) behandlede den romersk-katolske kirke emnet repræsentationel kunst og krævede, at malerier og skulpturer i kirkelig sammenhæng skulle tale til den jævne snarere end den velinformerede. Det kom til at tjene som inspiration for barokken, der blomstrede en generation senere. Denne drejning mod et populistisk syn på kirkebygningens- og udsmykningens funktion ses af mange kunsthistorikere som det, der skabte fornyelse fra Caravaggio og Carraccibrødrene i Rom.

Aeneas flygter fra det brændende Troja Federico Barocci, 1598.

Barokstilen flyttede sig bevidst fra det 16. århundredes manneristiske humor og intellektuelle kvaliteter mod en direkte pirring af sanserne. Den gjorde brug af en ikonografi, som var direkte, jævn, åbenlys og dramatisk. Barokkunsten udnyttede de brede og heroiske tendenser hos Annibale Carracci og hans skole og fandt inspiration i andre kunstnere som Caravaggio og Federico Barocci, som i dag kan kaldes 'ur-barok'.

Små tegn på barokken findes også i Michelangelos og Correggios værker.

Mange paralleller findes mellem barokmaleri og "barokmusik". I musikken blomstrer forskellig fraselængde, harmoni, ekkovirkning og kontrapunkt. De erstattede polyfonien, og instrumenternes særpræg blev tydeligere. En lignende fascination af simple, stærke og dramatiske udtryk findes i digtningen, hvor klare, bredt synkoperede rytmer erstattede sammenbundne forklarende metafysiske metaforer. De blev i England brugt af sværmeriske mannerister som John Donne i sindbilleder, som var stærkt påvirkede af visioner inden for malerkunsten. De kan spores i John Miltons episke barokdigt Paradise Lost og i Thomas Kingos digtning.

Selv om barokken fra slutningen af 1720'erne i Frankrig blev fulgt af rokokoen i møbler, malerier og kunstindustri, var barokarkitekturen på mode til nyklassicismens fremkomst i 1770. Det napolitanske barokpalads Casertapaladset blev først påbegyndt i 1752.

Barokkens malerier virker mindre flertydige, mindre esoteriske og mystiske. Barokke poseringer afhænger af contrapposto ("kontrapost") spændingen i figurer som bevæger skuldrene og hofterne i modsatte retninger. Det fik skulpturerne se ud, som om de var på nippet til at bevæge sig; som Berninis David.

De senere mere tørre, rene og mindre dramatiske stadier af det 18. århundredes arkitekturstil kaldes "senbarok". Den akademiske ny-palladianske arkitekturstil blev brugt af William Kent i Storbritannien. Kents møbler er påvirket af barokmøbler fra Rom og Genova.

Heinrich Wölfflin definerede barokken som den periode, hvor ovalen erstattede cirklen som centrum for komposition – balancen erstattede organiseringen omkring en akse – og hvor farver og effekter begyndte at blive tydelige.[Kilde mangler] Protestantiske kunsthistorikere har fokuseret på, at barokken blev udviklet i en tid, hvor den romersk-katolske kirke reagerede på mange revolutionære kulturelle bevægelser og ny videnskab og nye former for religionReformationen. Den svulmende og monumentale barok er en stil, som kunne give paven et formelt, respektindgydende virkemiddel til at genoprette Kirkens prestige. Den blev udviklet i Rom, hvor barokarkitekturen fornyede de centrale områder med den vigtigste reformation og blev et symbol på den katolske modreformation.

Barokmalerier[redigér | redigér wikikode]

Stilleben af den portugisiske maler Josefa de Óbidos ca. 1679 Santarém, Portugal

En typisk barokmaler er Peter Paul Rubens. Hans malerier af Marie de Medici fra Luxembourgpaladset i Paris (nu i Louvre),[3] er en katolsk malers hyldest til en katolsk mæcen: Barokken er en idé om monarki, ikonografi, malingshåndtering og sammensætning såvel som afbildningen af rum og bevægelse.

Der er stor forskel på italiensk barokmaleri fra Caravaggio til Cortona, men begge søgte den følelsesmæssige dynamik.

Stil[redigér | redigér wikikode]

Belvedereslottene i Wien er i barokstil.

Barokken er et kulturfænomen, der udsprang fra den katolske kirke i kølvandet på dens modreformation, og er et forsøg på at vise kirkens overvældende magt. Barokkens overdådige kunst – både malerkunst, musik og litteratur – var pr. definition præget af overklassen.

I klædedragtshistorien er barokkens mest prominente skikkelser Ludvig XIV også kaldet "Solkongen". Barokmoden blomstrede fra 1620 til 1715. En barokkjole kendetegnes af et overdrevent forbrug af stof, svulmende skørter og mange udsmykninger i form af perler, ædle stene, blonder, broderi, bånd, brocher og kniplinger. Kjolerne var udringede, og kniplinger skulle dække, men ikke skjule. Herrens kjole var med detaljer som possementsknapper og paspolerede knaphuller, påsyede lommer og dybe læg. Ved kjolens revers og ærmer var der kalvekrøs og kniplingsmanchetter. En lang paryk fuldendte mandsdragten.

Stilperioden lå mellem renæssancen og rokokoen.

Thomas Kingo klædte sig og udtrykte sig i barokkens stil.

Barokkens musik[redigér | redigér wikikode]

Nye musikformer som operaen, koncerten og sonaten kom til. Musikken gik fra renæssancemusikkens polyfonske kirkemusik over i en mere underholdningspræget og harmonisk lyd. Der blev gjort større brug af instrumenter, og som resultat begyndte der at komme flere professionelle musikere[4]. Barokkens komponister er:

Note[redigér | redigér wikikode]

  1. Helen Gardner, Fred S. Kleiner, and Christin J. Mamiya, "Gardner's Art Through the Ages" (Belmont, CA: Thomson/Wadsworth, 2005)
  2. OED Online.
  3. Marie de' Medicis levned
  4. Musik i 1600-tallet (Barok)

Se også[redigér | redigér wikikode]

  • Stilperiode med en oversigt over de forskellige stilperioder
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: