Hedebosyning

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
En pige fra hedeboegnen

Hedebosyninger er de broderede arbejder, der stammer fra hedeboegnen, og som har været syet blandt bondebefolkningen i 1700-tallet til ca. 1850.

Hedebosyning stammer fra bondesamfundet i egnen mellem København, Køge og Roskilde. Kvinderne fremstillede her nogle karakteristiske hvide syninger fra år 1700 til ca. 1850. Tekstilerne blev produceret til eget brug og bønderne brugte syningerne på beklædning og som pynt i bondestuen. Bønderne på hedeboegnen spandt selv hørtråd, vævede hørlærred og blegede stoffet i solen, så det blev helt hvidt. Det blev et meget glansfyldt produkt, som adskiller sig fra hørkvaliteter andre steder og fra den, der i dag produceres maskinelt.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Hedebosyning kan groft deles op tre perioder:

  • bondekulturen 1700-1870,
  • højborgerskabet 1850-1920 og herefter
  • bevaret af kulturhistorien som museer, folkedansere, kunstnere m.m. Hedebo har været syet og brugt på forskellig vis og har haft betydning gennem kulturhistorien.

I midten af 1800-tallet rullede en nationalromantisk bølge ind over Danmark og et lille højborgerskab begyndte at interessere sig for hedebosyning. Omkring 1850 begyndte husmandskoner at sy til velhavende familier i København. Ude i Europa var det østrigeren Thérèse de Dillmont, som udbredte kendskabet til syningen, bl.a. i en stor fransk international broderiencyklopædi, som hun udgav i 1884. Så tidligt som 1873 blev der på verdensudstillingen i Wien vist hedebosyninger, nu eksempler på dygtige købstadsfruers frembringelser. Senere åbnede "Kunst- og industriudstilling af 1879" en stor udstilling i København, hvor det var landbostanden, der viste eksempler fra den nu svindende bondekultur.

Efter århundredeskiftet blev hedebosyning populært i hele landet og er blevet syet flittigt af danske kvinder indtil 1950'erne. Det skyldes bl.a. stiftelsen af Selskabet for Hedebosyningens Fremme i år 1905. Formålet var at udbrede kendskabet til hedebosyning og andet gammelt dansk håndarbejde, samt at virke for at arbejde af denne art blev formidlet gennem anerkendte kunstnere. Det betød at dannelsen af de danske kvinders hedebosyninger nu foregik gennem bearbejdede forlæg, som blev solgt i f.eks. Clara Wævers broderiforretning. Omkring århundredeskiftet var ”den gode smag” i højsædet og her var blandt andet kvindeforkæmperen Emma Gad og den første kvindelige museumsinspektør på Nationalmuseet Elna Mygdal varme fortalere for hedebosyning.

Men ikke alt hedebo blev betragtet som ”smukt” omkring århundredeskiftet. Særlig udskældt blev udklipshedebo, den var dekadent, fulgte ikke trådenes retning og mønstrene menes at være usammenhængende. Det ironiske er, set med nutidens øjne, at det lige netop var udklipshedebo, som blev folkeeje. Udklipshedebo fandtes omkring år 1900 næsten i alle borgerlige hjem, i form af duge, flakoner, tehætter eller som kraver på de intellektuelle kvinders beklædning eller kvinder med tilknytning til højskolerne.

Teknikker[redigér | redigér wikikode]

Selve betegnelsen hedebosyning betegner syv forskellige udtryk, der alle er syet på hvid hør med hvid hørtråd. Tidligere museumsdirektør Ena Hvidberg har publiceret en omtrentlig dateringen indenfor et tiårs interval, som viser hvorledes hedebosyningerne overordnet har udviklet sig ca. 1700-1870. Dateringen er generelt retvisende, men skal alligevel tages med et gran salt, da der forekommer kombinationer af syteknikkerne mellem perioderne.

Hedebosyninger er teknisk meget forskellige fra hinanden. Tællesyning, dragværk og rudesyning følger stoffets trådretning mens hvidsøm, baldyring og udklipshedebo hører til de mere frie syninger. Her kommer en beskrivelse af den enkelte syteknik, opdelt efter teknik, billedemotiv og anvendelse.

Tællesyning[redigér | redigér wikikode]

Tællesyning. Hedebosyning fra perioden ca. 1700 -

Mønstrene er geometriske og skabes med fladsyning over talte tråde i stoffet. Syningen er universel og findes over hele landet. Måden hvorpå tællesyning på hedeboegnen adskiller sig fra det øvrige Danmark, er på syningens rigdom og akkuratesse, men lignende forekommer også i Nordsjælland. Motiverne kan være trekanter, stjerner samt undertiden stiliserede træer, dyr og mennesker. Tællesyning er brugt fra 1700-årene på skjorter, sengelinned, pyntehåndklæder, knæduge eller stolpestykker og ofte i kombination med rudesyning.

Dragværk[redigér | redigér wikikode]

Dragværk. Hedebosyning fra perioden ca. 1750 - 1840

Dragværk udføres over et åbent netværk. Nettet opstår når man trækker (drager) tråde ud af trend og islættrådene i hele stoffets bredde, mens andre tråde bliver stående. Oftest trækkes der mellem 2-3 tråde ud ved siden af hinanden og 2-3 tråde bliver stående. Der kastes fast over trådene som står tilbage, hvorefter motiverne formes med udfyldes i felterne med slyngesting eller stopning. I dragværksborter vises motiverne som stiliserede træer, dyr og mennesker. Dragværk anvendtes traditionelt på pyntehåndklæder, knæduge eller stolpestykker. Senere brugte man dragværk som mellemværk på puder, dyner og fine håndklæder.

Rudesyning[redigér | redigér wikikode]

Rudesyning. Hedebosyning fra perioden ca. 1805 - 1840

Tråde bliver klippet eller skåret ud indenfor et afgrænset motiv, modsat dragværk, hvor trådene trækkes ud i hele lærredets bredde. Rudesyning fremstår som små ruder, ved at der kastes og/eller stoppes over stolperne i nettet. Mønstrene er geometriske og forestiller oftest dyr, planter eller mennesker og livstræer.

Rudesyning findes meget ofte brugt i kombination med tællesyning, dragværk, hvidsøm eller baldyring. Rudesyning var almindeligt brugt som navnetræk på pyntehåndklæder, knæduge eller stolpestykker helt op til år 1900 i bondesamfundet.

Hvidsøm[redigér | redigér wikikode]

Hvidsøm. Hedebosyning fra perioden ca. 1820 - 1840

Kaldes også for lærredsudsyning eller maskesyning. Hvidsøm kendes på sine to rækker af maskesting (kædesting) som indrammer motiverne. Man har tegnet frit på lærredet og udfyldt felter inden i motiverne (grundene) med udtrækssyning eller sammentrækssyning. Grundene fremstår som små felter med striber eller tern. De udtrukne tråde er ofte ganske få og der er typisk kun kastet en gang over trådene, som gerne går på skrå. Imellem de karakteristiske felter er der syet fladstingskontur som stilke eller blomsterranker med fladsyningsblade. Hvidsømmens motiver er blomster, blade, vaser, hjerter eller organiske former, men også dyr forekommer. Teknikken er blevet brugt på kropslinned, pyntehåndklæder, knæduge, pudevår, stolpestykker. Hvidsøm kendes oprindeligt kun fra hedeboegnen. Efter bondesamfundets ophør er hvidsøm blevet syet over hele landet, men her som tehætter, duge eller pyntestykker i stuerne. Hvidsømmen blev meget populær blandt højborgerskabets kvinder i årerne omkring 1850-1920.

Baldyring[redigér | redigér wikikode]

Baldyring. Hedebosyning fra perioden ca. 1835 - 1855

Baldyring er en videreudvikling af hvidsømmen, med fri mønstertegning syet i fladsyning og kontursting omkring en større midterfigur. Fladsyningsbladene er ofte underriet før fladsyningen er udført, hvorved bladene træder tydeligt frem på stoffet. Også prænede[bør uddybes] huller som i engelsk broderi forekommer. Sammen med det fri mønster blev der trukket tråde ud til et åbent netværk. Nettet opstår når man trækker (drager) tråde ud af trend og islætstrådene i hele stoffets bredde, mens andre tråde bliver stående. Oftest trækkes der mellem 6-8 tråde ud ved siden af hinanden og 6-8 tråde bliver stående. Der stolpes fast over trådene som står tilbage, hvorefter motiverne formes med udfyldes i felterne med kniplingesyning bestående af knaphulsting. Nogle af formerne kan have lighed med blomster eller mønstre, men egentlige motiver som i dragværk forekommer ikke.

Syningen blev anvendt på skjorter, særke, pyntehåndklæder, pudevår, vuggelagner, knæduge og stolpestykker. Efter bondesamfundets ophør er baldyring blevet syet over hele landet, men her som tehætter, duge eller pyntestykker i stuerne. Baldyring blev meget populær blandt højborgerskabets kvinder i perioden 1850-1920 og blev betragtet som den ægte danske nationalarv, inden syningerne gik i forfald og udviklede sig til udklipshedebo.

Udklipshedebo[redigér | redigér wikikode]

Udklipshedebo. Hedebosyning fra perioden ca. 1855 - 1870
Omvendt udklipshedebo. Hedebosyning fra perioden ca. 1855 - 1870

Omkring 1850'erne forlader man den bundne syning i felterne og begynder udsyning af felter i kniplingesyning udført med knaphulsting eller tungesting. De udsyede felter udfyldes op med buer, takker eller ringe. Men også små stykker stof klippes i organiske former og kantes med knaphulssting og samles med kniplingesyning imellem, dette kaldes omvendt udklipshedebo. På det resterede frie lærred syede man fri mønstertegning med fladsyning og kontursting omkring en større midterfigur. Fladsyningsbladene kan være underriget før fladsyningen udføres, hvorved bladene træder tydeligt frem på stoffet. Også prænede huller som i engelsk broderi forekommer.

Syede hedeboblonder[redigér | redigér wikikode]

Hedeboblonde. Syet blonde af knaphulsting. Hedebosyning fra perioden ca. 1800
Hedeboblonde. Syet blonde af hedeboringe. Hedebosyning fra perioden ca. 1855

Kaldes også for kniplingesyning. På hedeboegnen dannes blonderne primært af knaphulsting, men også åbne tungesting forekommer. Knaphulstingene sys uden stofgrund. I den ældre del af hedebosyningerne er syede blonder brugt mere beskedent som f.eks. musetakker på skjortelinninger. Fra første del af 1800-tallet får de syede blonder en rigere udformning, men anbringes stadig kun som pynt på kanter. Navnlig på skjorte- og særkekraver får den et helt overdådigt udtryk. Der er indsyede motiver som blomster og geometriske figurer. I udklipshedebo udfyldes de udklippede huller med kniplingesyning. Den beskedne syning kendes fra hele landet, men de senere og meget pragtfuldt udsyede syninger kendes kun fra hedebo og Nordsjælland.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Andresen, G. (1976). Særke. Danske bondekvinders særke og oplod fra ca. 1770 til ca. 1870. Rounborgs grafiske hus, Holstebro: Borgen. ISBN 87-418-6836-6
  • Andresen, G. (1981a). Bondesyninger på lærred. Dragværk, Rudesyning, Korssting. Historie og teknik. Naryana Press, Gylling: Borgen. ISBN 87-418-4729-6
  • Andresen, G. (1981b). Danske bondeskjorter fra ca. 1770 til ca. 1870. Narayana Press, Gylling: Borgen. ISBN 87-418-3363-5
  • Andresen, G. (1983). Bondesyninger på lærred 2. Hulsøm, Tællesyning. Historie og teknik. Narayana Press, Gylling: Borgen. ISBN 87-418-5206-0
  • Andresen, G. (1986). Bondesyninger på lærred 3. Hvidsøm, Baldyring, Udklipshedebo, Falstersyning. Historie og teknik. Narayana Press, Gylling: Borgen. ISBN 87-418-7187-1
  • Buus, H. (2008). Hedebosyning: en verden af variationer: katalog (Vol. 1. udgave). [Greve]: Greve Museum. ISBN 978-87-89367-28-6
  • Glienke, L., & Egholk, K. (2008). Kulturarv med nål og tråd: hedebosyning for børn og unge. undervisningsmateriale fra Greve Museum 2008. Greve Museum. ISBN 87-89367-32-4
  • Hvidberg, E. (1994). Hedebo: et nationalromantisk omdrejningspunkt (Vol. 1. udgave). [Greve]: Greve Museum. ISBN 87-89367-06-5
  • Hvidberg, E. H. J. (2000). Tulipanen i Hedebosyningen. Jelling Bogtrykkeri A/S: Greve Museum. ISBN 87-89367-16-2
  • Lotzbeck, M., & Harboesgaard, J. (1993). Kniplingssyning fra Hedeboegnen (Vol. 1. udgave). Valby: Borgen. ISBN 87-418-6750-5

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]