Kulturhistorie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Kulturhistorie er en gren af faget historie, der beskæftiger sig med menneskers liv[1] og - i bredere forstand - den menneskelige civilisations og kulturs udvikling og forskellige former. Som sådan beskæftiger den sig med udforskning og fremstilling af de åndeligt-kulturelle elementer i de menneskelige samfund i løbet af historien. Kulturhistorie kan således trække på forskellige videnskaber bl.a. antropologi og litteraturvidenskab. Ligesom socialhistorie er kulturhistorie ikke i samme grad som politisk historie fokuseret på den politiske eller statslige historie. Kulturhistorien er m.a.o. mindre begivenhedshistorisk orienteret. I følge Palle Ove Christiansen er der fem centrale tendenser i kulturhistorie:

  1. et fokus på menneskelig kultur,
  2. et omfavnelse af et "nedefra-perspektiv",
  3. et såkaldt helhedssyn,
  4. en interesse i dagliglivet og
  5. er der ofte en narrativ/fortællende fremstilliingsform.[1]

Den danske historiker Troels Troels-Lund var en af de første danske kulturhistorikere med sit banebrydende værk Dagligt liv i Norden i det sekstende århundrede der udkom 1879-1901.

Udviklinger[redigér | redigér wikikode]

Som mange andre humanistiske områder er også kulturhistorien blevet påvirket af den sproglige vending.[1] Dertil kommer at hvor hvor socialhistoriens nomotetiske dele i nogen grad drejer historiefaget over i retning af samfundsvidenskaberne, prøver nogle kulturhistorikere snarere at styrke og udvikle historiefaget "som én af grundpillerne i humaniora."[1] Men hvor tidligere kulturhistorikere ofte anså kultur for at være litteratur, arkitekur og kunst. Denne kulturforståelse, der fokuserer på objekter snarere end kulturelle normer og praksisser, bliver nogle gange betegnet som et "finkulturelt" kulturbegreb.[1] Fra ca. 1970’erne "blev kultur betragtet mere dynamisk, og som noget mennesker på forskellig måde både handler ud fra og hen ad vejen omformer i deres daglige omgang med hinanden."[1] I denne form for kulturhistorie kigger man fx også på fortidens sociale normer og her er følelseshistorie et eksempel på, hvordan man kan undersøge, hvordan tidligere tiders kulturer har opfattet følelser, om hvordan håndtering af ens følelser har været afkodet som et udtryk for, hvor civiliseret en person har været.[2] Også en befolknings forbrug af varer kan være af interesse for kulturhistorikere på den måde, at forbrug kan afspejle folks muligheder og prioriteringer i forskellige perioder.[1] Ligeledes er der blevet forsket i, hvordan kirkens folk i middelalderen kunne trække på religiøse symboler og praksisser for at påvirke andre folks handlinger.[1] I sådanne forskningshenseender kan det være vigtigt at overveje problematikken vedrørende emic og etic beskrivelsesmåder.[Kilde mangler] Mikrohistorien kan også anses for at være en form for udvikling af kulturhistorien.[Kilde mangler]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d e f g h Palle Ove Christiansen (2007) "Kulturhistoriens genkomst" i Historisk Tidsskrift, Bind 107, Hæfte 1, s. 207-235.
  2. ^ Margrit Pernau et al (2015) Civilizing Emotions: Concepts in Nineteenth Century Asia and Europe. Oxford: Oxford University Press.
Kunst og kultur Stub
Denne artikel om kunst eller kultur er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.