Spring til indhold

Henrik (venderfyrste)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Henrik
Død22. marts 1127 Rediger på Wikidata
GravstedLyneborg Rediger på Wikidata
FarGodskalk Rediger på Wikidata
MorSigrid Svendsdatter Rediger på Wikidata
ÆgtefælleSlavina Rediger på Wikidata
BørnKanut,
Svantepolk Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Udgravning af træfundamenterne for Oldenburgs mur mod heden, fra 1000-tallet.[1]

Henrik Godskalksøn (død 22. marts 1127) var fyrste over venderne. Han var søn af Godskalk og Svend Estridsens datter Sigrid Svendsdatter.

Henrik flygtede efter drabet på sin far i 1066 med sin mor til Danmark og voksede op der. Hans morbror, Erik Ejegod, der underkuede venderne og indtog deres hovedfæstning i Holsten, Oldenburg, hjalp Henrik til herredømme over vestvenderne. Høvdingen Kruto - som havde dræbt Henriks far under oprøret efter Godskalks brutale forsøg på at indføre kristendommen[2] - blev dræbt ved forræderi, og Henrik giftede sig med hans enke. Men da Henriks anden morbror, kong Niels, ikke ville tilkende ham hans mødrene arv, blev Henrik Danmarks fjende, gjorde indfald over grænsen og sendte sine skibe ud på togt i dansk farvand.

Henrik og Knud Lavard

[redigér | rediger kildetekst]

Kong Niels angreb de vendiske vagriere i Holsten; men Henrik havde bestukket den sønderjyske jarl Eliv i Slesvig, der skulle komme kong Niels til undsætning med sit rytteri. Eliv jarl blev derfor hjemme, og i slaget ved Ljutka led den danske hær et stort nederlag, formentlig i 1113. Henrik hærgede endnu mere; men endelig fik han i 1115 en overlegen modstander i sin fætter, den unge Knud Lavard, der blev grænsejarl og ved lynsnare ryttertogt gjorde Henrik utryg i hans eget land. Snart søgte Henrik derfor fred, og Knud tilkendte ham til gengæld hans mødrene gods i Danmark. Henrik og Knud Lavard havde fra da af et venskabeligt forhold, og der blev ro ved sydgrænsen.[3]

Ved et forbund med hertug Lothar af Sachsen havde Henrik imidlertid udvidet sit herredømme mod øst, besejret venderne i Brandenburg og gjort et togt til Rügen for at hævne drabet på sin søn. I sine sidste år modtog han missionæren Skt. Vicelin, men - med tanke på sin fars skæbne - opmuntrede han ikke missionen. Han døde i 1127 og efterlod sig to sønner, Zventopolk og Knud. De kom i indbyrdes strid, og Knud blev dræbt. Men snart efter blev Zventopolk dræbt af en holstener; og da også hans søn Zvinike blev myrdet i 1129, fik Knud Lavard herredømme over Henriks områder.[4]

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
16. Nakon (de)
 
 
 
 
 
 
 
8. Mistivoj
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
4. Udo (Prinbinjew)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
2. Godskalk
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
5. N.N. (af dansk byrd)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
1. Henrik Godskalksøn
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
24. Thorgils Sprakeleg
 
 
 
 
 
 
 
12. Ulf jarl
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
6. Svend Estridsen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
26. Svend Tveskæg
 
 
 
 
 
 
 
13. Estrid Svendsdatter
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
27. ? Sigrid Storråde ?
 
 
 
 
 
 
 
3. Sigrid Svendsdatter
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
7. Ukendt frille
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
  1. ^ "Der Heidenwall: Die Anfänge der Stadt Oldenburg". Arkiveret fra originalen 11. maj 2018. Hentet 11. maj 2018.
  2. ^ Venderne og Danmark, et tværfagligt seminar (s. 76)
  3. ^ 254 (Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven)
  4. ^ "Henrik, venderfyrste". Arkiveret fra originalen 29. april 2016. Hentet 11. maj 2018.
  • Jan Skamby Madsen & Lutz Klassen: "Nyt fra Fribrødre Å" (Skalk 2018 Nr. 1; s. 20-26)