Daner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Mulige nordiske høvdigedømmer eller riger i det sjette århundrede.[1]

Danerne var den betegnelse, indbyggerne i og grundlæggerne af Dania, senere Danmark fik ældre europæiske kilder. Navnet optræder først fra 500-tallet, men optræder fra dette tidspunkt forholdsvis hyppigt.

Adskillige nyere tyske kilder angiver, at danerne var en folkegruppe, der oprindelig boede i det nuværende Sydsverige (Det kan i den sammenhæng anmærkes, at Skånelandene var del af det danske kerneområde til 1645/1658) [2][3]. De indvandrede i 500-tallet til de i dag østdanske øer. Først omkring år 1000 lykkedes det Gorm den Gamle at samle danernes erobringer. Det er muligvis denne samling, der er markeret med Jellingstenen. Disse angivelser stemmer overens med franske optegnelser om danernes (kong Gudfreds) ankomst til Hedeby (i dag Slesvig) år 804.[4][5]

(Man kan tolke Jellingstenen og proklamationen om at Gorm den Gamle samlede det danske rige, som en markering af danerrigets vestlige ydergrænse. Herfra og vestpå var det endnu jydernes land. Kigger man sprogligt på dansk og jysk falder en række typisk jyske ord, udtryk og vendinger i øjnene. Den danske sprogforskning har imidlertid ikke undersøgt disse dybere forskelligehder, men har - måske som følge af sprogvidenskabens tilknytning til en dansk nationalidentitet alene set jysk som en variant af dansk.)

I andel halvdel af 7. århundrede oplyser en ukendt geograf fra Ravenna, at nordboernes land "fra gammel tid" kaldes Dania.[6] Endnu tidligere oplyser den frankiske krønikeforfatter Gregor af Tours (omkring 570) om et danernes rige, idet en dansk konge ved navn Chochilaichus under frankernes konge Theodorik (511-533) sejlede over havet og hærgede de frisiske kyster indtil, at han blev dræbt og hans flåde besejret.[7] Ligeledes oplyser den omtrent samtidige biskop og poet Venantius Fortunatus af Potiers i sine hyldestdigte til de frankiske konger om kampe mellem frankere og daner, således om et dansk-saksisk angreb på Vestfrisland i midten af 6. århundrede.

Krønikeskriveren Jordanes (omkring 551 e.Kr.) oplyser i sit værk Getica, at danerne skal være af samme afstamning som "suetiderne" (svenskerne) og have fordrevet herulerne fra deres landområde.[8]. Denne oplysning sammenstilles ofte med en oplysning hos den samtidige byzantinske historieskriver Prokopius i dennes værk om kejser Justians goterkrige om, at herulerne efter longobardernes erobring af deres land ved Donau i begyndelsen af 500-tallet for flertallets vedkommende drog nordpå, gennem de slaviske områder, gennem øde områder til varnerne, derfra hastigt forbi danerne over havet til øen Thule (formentlig den skandinaviske halvø), hvor de bosatte sig i nærheden af goterne. Videre oplyses, at de tilbageblevne herulere blev utilfredse med deres konge, dræbte ham og sendte en delegation til Thule for at få en ny konge af den gamle kongeæt. Den første konge døde imidlertid i danernes land, så de vendte tilbage, fik en ny og fik denne bragt i god behold hjem. Her havde kejseren imidlertid indsat en anden konge i mellemtiden, og da herulerne samledes om deres nye konge, blev de undertrykt af kejseren, som genindsatte sin egen kandidat.[9]

Disse oplysninger har været fortolket således, at herulerne oprindeligt stammede fra dansk område, var blevet fordrevet herfra af danerne, og at de så langt senere skulle være rejst tilbage til "deres gamle hjemland" og bosat sig nær goterne. Efter som herulerne første gang omtales år 267 som bosatte i Sydrusland, skulle fordrivelsen være sket inden da. I nyere tid har historikerne dog stillet sig tvivlende til denne fortolkning.[10]

I begyndelsen af 800-tallet oplyser de frankiske rigsannaler om forhandlinger med de danske konger efter, at kejser Karl den Store havde underkuet sakserne og flyttet Karolinerrigets grænse frem til Elben: i 804 skal danernes konge Gudfred med sin flåde og hær være kommet til Sliestorp, nær Hedeby, der lå på grænsen mellem hans rige og Saksen og der have indledt forhandlinger. 808 oplyses om Gudfreds angreb i de slaviske områder, handelspladsen Rerics ødelæggelse og overflytning af stedets købmænd til Sliestorp samt om, at Godfred skulle have befalet opførelsen af en grænsevold til rigets beskyttelse (der er utvivlsomt ment Dannevirke), og 811 oplyses om underskrivelsen af en fredsaftale ved Ejderen, hvor der blandt de dansk garanter optræder "Osfrid de Sconaowe" (Asfred af Skåne), hvilket tolkes som vidnedsbyrd om det danske riges datidige udstrækning.[11]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Archaeology and Environment - Institutionen för idé- och samhällsstudier - Umeå universitet
  2. ^ Detlev Wahl: Lexikon der Völker Europas und es Kaukasus, Seite 48 ff. Meridian-Verlag, Rostock 1999
  3. ^ Willi Stegner (Hrsg.): Taschenatlas Völker und Sprachen, Seiten 38-41. Klett-Perthes, Gotha und Stuttgart 2006
  4. ^ Erich Hoffmann: Historische Zeugnisse zur Däneneinwanderung im 6. Jahrhundert. In: Edith Marold, Christiane Zimmermann: Nordwestgermanisch, S. 77-90. Walter de Gruyter, Berlin und New York 1995
  5. ^ Johannes Hoops, Heinrich Beck: Reallexikon der germanischen Altertumskunde, Band 5, S. 174-177 (Dänen). Walter de Gruyter, Berlin und New York 1984.
  6. ^ Christensen, s. 28
  7. ^ Christensen, s. 29
  8. ^ Lund, s. 284
  9. ^ Christensen, s. 31f
  10. ^ Christensen, s. 32
  11. ^ Christensen, s. 26f

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Viggo Brøndal: Danernes Navn (Danske Studier 1920, s. 17-41)
  • Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund, København 1969 (2. udgave, 1977); ISBN 87-500-1732-2
  • Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
  • Gudmund Schütte: Spørgsmaalet om Danernes Navn (Danske Studier 1920, s. 169-174)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Dansk Stub
Denne artikel om Danmarks historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Historie