Svend Tveskæg

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Svend Tveskæg (dansk) Svein Tjugeskjegg (norsk) Sweyn Forkbeard (engelsk)
Swein (navngivet Suanus rex) invaderede England i 1013 (detaljer fra miniatur fra 1200-tallet på Cambridge University Library)
Konge af Danmark
Regerede	986-1014
Forgænger	Harald Blåtand
Regent	Svend 1. Tveskæg
Efterfølger	Harald 2.
Konge af Norge Regerede: 1002-1014 Forgænger: Olav Tryggvason Regent: Svend Tveskæg Ladejarler Erik Jarl og Svend Jarl Efterfølger: Olav den Hellige
Konge af England Regerede: 1013-1014 Forgænger: Ethelred 2. den Rådvilde Regent: Svend Tveskæg Efterfølger: Ethelred 2. den Rådvilde
Ægtefæller	Gunhild af Polen Sigrid Storråde
Børn	Santslaue, senere nonne i England Gyda, gift med Erik Jarl fra Norge (ukendt/usikker mor) med Gunhild af Polen: Knud den Store Harald 2. med Sigrid Storråde Estrid Svendsdatter
Født	963 Danmark
Død	3. februar 1014 (51 år) Gainsborough
Hvilested	York, senere flyttet til Trefoldighedskloster i Danmark
Far	Harald Blåtand
Mor	Den vendiske prinsesse Tove datter af Mistivoi eller Gunhild (ifølge Adam af Bremen)
Hus	Jellingdynastiet
Religion	Hedensk

Svend Tveskæg eller Sven Tveskæg (født 963, død 3. februar 1014) var konge af Danmark ca. 985/86–1014 og konge af England 1013–1014. Han hævdede også overherredømme over Norge 1000–1014, men mest af navn da Norge stort set styrede sig selv. Han var far til kong Harald 2., kong Knud den Store og dronning Estrid Svendsdatter.

I 986 gjorde Svend oprør mod sin far, Harald Blåtand, og tog tronen. Harald blev drevet i eksil og døde kort efter i november 986 eller 987. I år 999 regerede han størstedelen af Norge i samarbejde med Erik, Jarl af Lade. I 1013, kort før sin død, blev han den første danske konge over England, efter længere tids forsøg.

Han er i sagaerne beskrevet som Danmarks store vikingekonge. Det hævdes blandt andet, at han var med til at lokke den norske konge Olav Tryggvason i en fælde og dræbe ham i raseri over, at kong Olav havde været i seng med hans søster Thyra Haraldsdatter.

Navn

En mønt af Svend Tveskæg, præget i 995; dette er den tidligst kendte mønt med en latinsk indskrift, præget i Skandinavien, baseret på angelsaksiske forbilleder og fremstillet af en engelsk møntmester (forside: ZVEN REX AD DENER „Svend, konge af [eller blandt] danerne“, bagside: GOD-WINE M-AN D-NER "Godwine, møntmester blandt danerne").

Svend prægede som den første danske konge mønter med sit eget billede i form af et stiliseret portræt, og den latinske inskription lød: "ZVEN REX AD DENER", "Svend, konge af danerne".

Det norske tilnavn "Tjugeskjegg", som er mere korrekt på norsk end på dansk, kommer ikke af, at hans skæg var delt, for han havde sandsynligvis ikke fuldskæg. Tilnavnet kommer fra det norrøne ord "tjúgu-skegg" på grund af hans lange overskæg eller moustache, som hang ned og lignede en fork. Da mønterne med hans billede er stiliseret, er det dog ikke til at sige på baggrund af disse, om det er hans skæg, der har givet ham hans navn.

Liv

Historiografiske kilder til Svends liv omfatter Den Angelsaksiske Krønike (hvor hans navn gengives som Swegen), Adam af Bremens værk fra 9000-tallet Hamburg-bispernes gerninger samt Snorri Sturlusons Heimskringla fra 1200-tallet. Modstridende beretninger om Svends senere liv forekommer også i Encomium Emmae Reginae, et latinsk encomium fra 1000-tallet til ære for hans søn kong Knuds dronning Emma af Normandiet, samt i Chronicon ex chronicis af Florence of Worcester, en anden forfatter fra 1000-tallet

Ifølge Adam of Bremen var Svend søn af Harald Blåtand og en kvinde ved navn "Gunhild". Da Harald lod sig omvende til kristendommen, blev Svend døbt "Otto" (til ære for den tyske konge Otto 1.).

Svend ægtede enken efter Erik, Sveriges konge, der i nogle kilder kaldes „Gunhild“, eller identificeres som en unavngiven søster til Boleslav 1. af Polen.

Historikeren Ian Howard beskriver Svend som "en kompetent militær leder, politiker og diplomat", der blev "en formidabel og succesfuld konge".

Oprør mod Harald Blåtand

Harald Blåtand fik ifølge Adam af Bremen sønnen Sven med en kvinde ved navn Gunhild, men som måske i virkeligheden blot er et andet navn for dronning Tove, der var gift med såvel Harald Blåtand som inden da med dennes bror Knud Danaást. I nogle gamle kilder er Sven illegitim søn af Harald Blåtand og blev opfostret af den mytiske vikinghøvding Palnatoke, jarl af Jomsborg. Selv om det ikke er bevist, er det blevet hævdet, at Sven ikke arvede kongedømmet efter sin fader, men at han gjorde oprør og nedkæmpede og dræbte ham i et slag. Ophavet til denne opfattelse er formentlig Adam af Bremen, som bygger sin beretning på en gammeltestamentelig skabelon; Synden (drabet på Harald), straffen (Sven tages til fange), landflygtighed og anger, som fører til Svens generobring af magten. Det er måske ikke rigtigt, men der er indikationer på, at Harald Blåtand ikke frivilligt opgav kronen til fordel for sønnen. Andre kilder angiver dog, at faderen Harald søgte til Jomsborg efter slaget mod sønnen, og at det var der, i sin udlændighed, at Harald døde. Det eneste, som vi ved, er, at Sven kom på tronen engang efter faderens død i årene 979 til 987. Dette store interval skyldes især debatten om vikingeborgenes bygherre. Poul Nørlund mente, at den mest sandsynlige tese måtte være, at Trelleborg og Aggersborg (som var de kendte fæstninger, da han udformede teorien) fungerede som træningslejre for soldater forud for Sven Tveskægs erobring af England i 1013. Denne udlægning blev i 1979 tilbagevist af dendrokronologien, som fastlagde tre borges opførelse til ca. 981, medmindre disse træningslejre først kunne benyttes til formålet over tredive år senere.

Olaf Olsen, som havde støttet Nørlunds oprindelige tese, søgte stadig at sandsynliggøre den ved at så tvivl om tidspunktet for Harald Blåtands død Ved at flytte det fra 985 til 979 fik han placeret Sven ved kongemagten på det afgørende tidspunkt; men, som kritikere fremførte, er der ikke spor af intensiverede togter før borgene faktisk var gået af brug. Poul Skaaning har udkastet en teori, der fastlægger borgerkrigen mellem Harald Blåtand og Sven Tveskæg som forklaring på borgenes udformning og placering. Borgene skulle fungere som knudepunkter for opstanden med det hovedformål at beskytte ledingsflåden mod angreb.

Striden med Norge

Både før og efter Sven blev konge, hærgede han som viking. I begyndelsen var han også allieret med norske Olav Tryggvason i England og kunne ved selvsyn se, at nordmanden var en vældig slagsbroder og grusom og ondskabsfuld som fjende.

I henhold til Snorre Sturlasson var det Sven Tveskæg, som tog initiativ til at sende en stor dansk invasionsflåde til Norge i 986 for få den norske hersker Håkon jarl afsat og dræbt. I Slaget ved Hjørungavåg led danskerne et alvorligt nederlag. Det var den første gang, Norge som samlet nation hævdede selvstændighed mod Danmark i krig.

Den danske hær var forstærket med de frygtede Jomsvikinger, ledet af Sigvalde jarl, høvding af Jomsborg efter Palnatoke. Et sagn, som Snorre gentager, siger, at Sven blev taget til fange af Sigvalde, ført til Jomsborg og tvunget til at slutte fred med venderkongen Boleslaus den Tapre. Nødtvunget gik Sven med til aftalen. Sigvalde jarl var allerede gift med Boleslaus’ datter Astrid. Aftalen blev sikret ved, at Sven blev gift med Gunhild (Świętosława), en anden af Boleslaus’ døtre, og Boleslaus selv blev gift med Thyra Haraldsdatter, Svens søster. Med Gunhild fik Sven sønnerne Harald Svenssøn og Knud den Store. Ifølge Adam af Bremen blev Sven to gange taget til fange af venderne; hver gang måtte han løskøbe sig med en stor mængde guld.

I Norge blev Olav Tryggvason konge i 995 efter, at han var blevet kristnet, hvilket ikke havde gjort ham mildere, snarere tværtimod. I henhold til Olav Tryggvasons saga forsøger han at fri til den svenske adelskvinde Sigrid Storråde, men da hun ikke vil skifte tro, slår han hende i ansigtet og kalder hende "en hedensk hund". I Polen sidder Svens søster Tyra Haraldsdatter og er utilfreds med, at hun er blevet giftet bort til en gammel konge, som tillige er "hedning". Hun flygter derfra og helt til Norge, møder kong Olav og sørger for at gifte sig med ham.

I Danmark sidder Sven Tveskæg og hører, at aftalen med den polske konge er blevet brudt, og at søsteren endog har været i seng med hans gamle våbenbroder fra tiden i England. Sven har i mellemtiden giftet sig med Sigrid Storråde, som kong Olav havde forkastet, og i henhold til Snorre ægger Sigrid Sven Tveskæg ved at sige, at den norske konge har ligget med hans søster "uden at spørge dig om lov, og sligt ville dine foreldre ikke have fundet sig i." I Norge driver Thyra sit eget rænkespil og ægger kong Olav ved at håne ham, at han ikke tør stille op mod Sven Tveskæg. Olav bliver rasende, ruster til leding og siger: "Aldrig skal vel jeg være ræd for din broder, kong Sven. Og om vi to mødes, da skal han vige."

Den personlige strid mellem Sven og Olav, som bliver fremprovokeret af de to dronninger Sigrid og Thyra, er nok en litterær konstruktion fra Snorres side, men resultatet er, at Olav Tryggvason i år 1000 falder i slaget ved Svold. En af dem, som kæmpede mod ham, var Håkon jarls søn, Eirik Håkonsson. Han er blevet gift med en datter af Svend, Gyda Svendsdatter, og i henhold til Snorre blev der et godt venskab mellem Eirik og Sven. Eirik opnår det, han ønskede, ved at blive Norges reelle hersker, selv om landet formelt er underlagt kong Sven.

Snorre siger for øvrigt, at Svens første hustru Gunhild af Polen blev syg og døde således, at han kunne gifte sig med svenske Sigrid Storråde. Det er nok forkert, for andre kilder oplyser, at Gunhild drog til Vendland eller Polen og blev der, til Sven døde i 1014 og at hun da vendte tilbage til Danmark for at være sammen med sønnen. Med Sigrid fik Sven datteren Estrid Svensdatter, som senere blev gift med Ulf Thorgilsson jarl (død 1026).

Religion og hærgningstogt

Adam af Bremen opfatter med henvisning til Svend Estridsen Sven Tveskæg som en hedning, der først efter omvendelsen og bodsgangen kan vinde sit rige tilbage. Om Sven var hedning eller ej var næppe et væsentlig spørgsmål for andre end Adam af Bremen. Sven selv var sandsynligvis realpolitiker nok til at holde sig til den religion, som passede den politik, han førte. En af grundene til Adams modvilje mod Sven kan være, at denne støttede sig til engelske præster og biskopper frem for dem fra Hamborg - det bispedømme, som Adam selv var underlagt. Fra England kan der også have været præster af dansk oprindelse, mens Sven havde få forbindelser til tyske præster.

Sven Tveskæg var nok også opmærksom på, at så snart ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen fik et fodfæste i Danmark, ville den tyske kejser Otto 3. ikke være langt borte. Hans slaviske naboer i sydøst, arvefjenderne slaverne, var allerede underlagt det tyskromerske rige. Sven havde ingen grund til at ønske det samme for Danmark.

Efter år 1000 var Sven Tveskæg den mægtigste konge i Norden. Sverige sørgede for at holde sig på afstand, og ægteskabet med Sigrid Storråde var at betragte som en dynastisk fredsaftale med svenskerne. Norge var formelt underlagt Danmark, og Eirik jarl stillede norske skibe og hærfolk til den danske konges disposition.

Sven var ganske sikkert involveret i hærtogt mod England i årene 1003–1005, 1006–1007 og 1009–1012, som en følge af massakrene på Sankt Brictiusdagen (13. november) i England, hvor alle danske og norrøne indbyggere i Nordengland blev mishandlet og dræbt ifølge John af Wallingfords krøniker. Det er antaget, at Sven Tveskæg havde en personlig interesse i hærtogterne, eftersom Gunhild, hans egen søster, var et af de mange ofre. Massakrerne var en storstilet etnisk udrensning af danskere og norrøne bosættere i England og var initieret af den engelske konge Ethelred den Rådvilde. Sven krævede Danegæld, en massiv skat, og i 1013 ledede han personligt en mægtig flåde af danskere og nordmænd i en storstilet invasion af England. Sammen med ham var Eirik Håkonsson fra Norge.

Invasion af England

Svend Tveskæg modtager danegæld af englænderne. Fra Lorenz Frølichs frise på Frederiksborg Slot.

Den samtidige Laud-krøniken slår fast at "før august måned kom kong Sven med hans flåde til Sandwich. Han drog ret hurtig til mundingen af Humber i East Anglia og derefter op ad Trent til han kom til Gainsborough. Uhtred jarl og alle northumbrianere bøjede sig hurtigt for ham, hvilket alt folk i Lindsey gjorde, derefter alt folk i de fem Boroughs. Han tog gidsler i hvert shire (område). Da han forstod, at alt folk havde underkastet sig for ham, krævede han, at hans styrker skulle blive givet proviant og heste. Han drog derefter sydover med størstedelen af invasionsstyrken, mens nogen af dem, sammen med gidslerne, blev sammen med hans søn Knud. Efter, at han drog over Watling Street, drog de op til Oxford, og byborgerne bøjede sig for ham og gav ham gidsler. Derfra red de mod Winchester, og folket der gjorde det samme, derefter østover til London."

I London synes Sven at være blevet mødt med modstand. Indbyggerne havde brændt alle broer over floden Thames. Sven led store tab, da han forsøgte at komme over floden, og han måtte trække sig tilbage. Krøniken fortæller, at "kong Sven drog derfra til Wallingford, over Themsen til Bath, og blev der med hærstyrken." Ealdorman Aethelmaer kom og de vestlige thegnene (høvdinger) med ham. De bøjede sig alle for Sven og gav ham gidsler.

London havde formået at stå imod Svens angreb, men byen var nu alene, isoleret i en nation som havde overgivet sig. Sven Tveskæg blev accepteret som konge over England, efter at Ethelred II flygtede til Normandiet i slutningen af 1013. Med tilladelse fra Witenagemot, "rådet af de vise mænd", underkastede London sig og overgav byen til Sven, og han blev erklæret for konge juledag 1013.

Sven havde sit hovedkvarter i Gainsborough i Lincolnshire og begyndte at organisere sit store kongedømme. Han nåede at gøre Eirik Håkonsson til jarl over Northumbria, før han døde den 3. februar 1014 i grevskabet Lincoln efter at have styret England i kun fem uger, angivelig af slag. Man ved ikke, hvornår han blev født, men antager, at han var i halvtredserne, da han døde. Sven Tveskægs lig blev balsameret i et kloster i England i 1014. Han skal være blevet begravet i York Minster, men senere fragtet til Danmark og gravlagt i Trefoldighedskloster, som han selv havde ladet opføre, og hvor han havde udset sig sin grav. Hvor i landet, dette Trefoldighedskloster har ligget, ved vi ikke ret, men såvel Roskilde, Lund og Hedeby/Slesvig har været nævnt som muligheder. Hedeby synes at ligge nærmest for i forhold til en sejltur fra York og muligheden af et tidligt kloster i nærheden af Hedeby eller Slesvig kan ikke afvises. Det er også muligt, at Sven blev begravet i Lund Domkirke. Her blev der foretaget arkæologiske udgravninger i 1980'erne, og man fandt spor efter en ældre trækirke fra omkring 990. I denne blev der fundet en tom grav, og det er muligt, at Svens lig blev begravet i denne kirke, for så at blive videreført til den senere stenkirke, som blev bygget omkring 1030. Roskilde forekommer måske mindre sandsynlig i forhold til den måde beretningen om overførslen af Svends lig fra York gengives på.

Moderne forskere har spekuleret i, om Sven kan være død af Brugadas syndrom, en arvelig hjertefejl, idet Sven og flere af hans efterkommere døde pludesligt og relativt unge.

Efterfølger

Svends ældste søn, Harald Svenssøn, efterfulgte ham som konge af Danmark, mens hans yngre søn, Knud den Store, blev udråbt til konge af England af befolkningen i Danelagen. Den engelske adel sendte imidlertid bud efter Æthelred, som efter sin tilbagevenden fra landflygtighed i Normandiet i begyndelsen af 1014 formåede at fordrive Knud fra England. Knud vendte snart tilbage og blev konge over hele England i 1016 efter døden af Ethelred og hans søn Edmund Jernside; han efterfulgte sin bror som konge af Danmark i 1019 og kom siden også til at herske over Norge, dele af Sverige, Pommern og Slesvig.

Knud og hans sønner, Harald Harefod og Hardeknud, regerede England i en samlet periode på 26 år (1016–1042). Efter Hardeknuds død vendte den engelske trone tilbage til Huset Wessex under Ethelreds yngre søn Edward Bekenderen (regerede 1042–1066).

Svends datter, Estrid Svendsdatter, var mor til kong Svend Estridsen. Hendes efterkommere fortsætter med at regere i Danmark den dag i dag.

Kilder

Snorre Sturlasson skriver i Heimskringla, at Sven ville have halvdelen af kongemagten, hvilket Harald Blåtand nægtede. Sven henvendte sig da sammen med Jomsvikingerne til fosterfaderen Palnatoke, for at få denne til at deltage i striden mod faderen. Det blev et voldsomt slag, som den gamle konge vandt, men han fik sår, som han døde af, og Sven blev dermed alligevel konge.

Svend Tveskæg fremstillet af illustratoren Lorenz Frølich omkring 1883-1886 som dekoration på Frederiksborg slot er inspireret af Bayeux-tapetet fra 1000-tallet.

Den tyske kirkehistoriker Adam af Bremen var stærkt kritisk over for Sven og hævder i værket Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum fra sidste halvdel af 1000-tallet, at Sven blev afsat af den svenske konge Erik Sejrsæl, som derefter styrede Danmark indtil han døde i 994 eller 995. Adams fremstilling skal måske læses i lyset af Adams forsøg på at fremhæve Harald Blåtand som en helgenkandidat, i modsætning til sønnen Svend, som han hævdede var en hedning.

Ifølge Adam blev Sven straffet af Gud for sit oprør og for at have forvoldt faderens død. For dette måtte han tilbringe "fjorten år" som landsforvist, hvilket formentlig er en bibelsk reference fra en ekklesiastisk forfatter. Adam skriver, at Sven blev beskyttet af alle men måtte til sidst søge tilflugt i Skotland. Den skotske konge var øjensynlig kendt i Europa som en hedning og en morder. Adams uhistoriske hensigt var nok at vise, at Sven hørte til blandt hedninger og deslige og ikke kunne regere et kristent land, før han accepterede Kristus som sin frelser.

En vurdering af Svens regeringstid må også omfatte en anden af hans biografer, Saxos, brug af kilder. Det er sandsynligt, at Saxo har benyttet Roskildekrøniken, Adam af Bremens krønike og Sven Aggesens sagaer som forlæg. Det har været antaget, at der findes et tabt værk, som er fælles forlæg for disse kilders fremstilling. Denne tolkning er imidlertid omstridt. Den alternative forklaring er, at Saxo har sammenfattet de dele af Adam af Bremens krønike, som han nærede tillid til med oplysninger fra de andre kilder. Det hele kompliceres af, at Roskildekrøniken identificerer Svens modstander i krigen som Olaf "Krageben", selv om denne på mange andre punkter bærer præg af afhængighed af Adams fremstilling.

Familie

Thietmar af Merseburg Kronikon og Encomium Emmae beretter, at Knuds mor var Świętosława, en datter af Mieszko 1. af Polen. Norrøne kilder fra højmiddelalderen, især Heimskringla af Snorri Sturluson, angiver ligeledes en polsk prinsesse som Knuds mor; de kalder hende Gunhild og gør hende til datter af Burislav, kongen af Vindland. Eftersom kongen af Vindland i de norrøne sagaer altid er Burislav, kan dette forenes med antagelsen om, at hendes far var Mieszko (og ikke hans søn Boleslav ). Adam af Bremen er i Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum enestående ved at identificere Knuds mor (som han heller ikke navngiver) med den tidligere dronning af Sverige, hustru til Erik Sejrsæl og gennem dette ægteskab mor til Oluf Skotkonung. For yderligere at komplicere spørgsmålet lader Heimskringla og andre sagaer også Svend gifte sig med Eriks enke, men i disse tekster er hun tydeligt en anden person, ved navn Sigrid Storråde, som Svend først ægtede efter Gunhild, den slaviske prinsesse, der fødte Knud, var død. Forskellige teorier om antallet og afstamningen af Svends hustruer (eller hustru) er blevet fremsat (se Sigrid Storråde og Gunhild). Men da Adam er den eneste kilde, der identificerer Knuds og Oluf Skotkonungs mor som den samme person, opfattes dette ofte som en fejl hos Adam, og det antages ofte, at Svend havde to hustruer, hvoraf den første var Knuds mor, og den anden den tidligere dronning af Sverige. Knuds bror Harald var den yngste af de to brødre ifølge Encomium Emmae.

Svend havde syv børn med Sigrid Storråde og Gunhild af Polen:

• Harald 2.
• Knud den Store
• Estrid Svendsdatter
• Gyda Svendsdatter
• Gunnhild
• Santslaue
• Thyra

Anetavle

Hardeknud

Gorm den Gamle

Harald Blåtand

Harald ?

Thyra Dannebod

Svend Tveskæg

Nakon (de)

Mistivoj

Tove

Litteratur

• Sturlasson, Snorre (2003): Snorres kongesagaer, Gyldendal
• Lund, Niels (1997): Harald Blåtands Død, Roskilde Museums Forlag
• Ashley, Mike (1998): British Monarchs, Robinson Publishing
• Sandqvist, Sven (1985): La mort du roi Souvain : le dix-neuvième conte du recueil intitulé Le Tombel de chartrose. Almqvist & Wiksell ISBN 91-7402-156-7
• Skovgaard_Petersen, Inge (1966): Sven Tveskæg i den ældste danske histografi, i: "Middelalderstudier tilegnede Aksel E. Christensen", Munksgaard
• Howard, Ian (2003): Swein Forkbeard's invasions and the Danish conquest of England 991-1017. Boydell. ISBN 0-85115-928-1
• Liljensøe, Jørgen (1989): Svend Tveskæg. Branner og Korch. ISBN 87-411-5580-7 (egnet for barn)
• Sangen om slaget ved Maldon : og andre kilder til Sven Tveskægs og Olav Tryggvessons kampe i England i 990erne. Oversat med indledning og noter af Niels Lund. København: Museum Tusculanum / Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse, 1991 ISBN 87-7289-157-2
• Skaaning, Poul (1992): Harald Blåtands sidste kamp, Dansk Historisk håndbogsforlag

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Svend Tveskæg
• Aksel E. Christensen: "Hvilken (kong) Svend belejrede Hedeby? I. Historiske identifikationsmuligheder" (Historisk Tidsskrift, 12. række, Bind 5; 1971)
• Svend Tveskæg på gravsted.dk

Foregående:	Konge af Danmark 986-1014 Konge af England 1013 - 1014	Efterfølgende:
Harald Blåtand (985 – 986) Ethelred 2. den Rådvilde (978 – 1013)		Harald 2. (1014 – 1018(?)) Ethelred 2. den Rådvilde (1014 – 1016)