Svend Tveskæg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Svend Tveskæg (Dansk)
Svein Tjugeskjegg (Norsk)
Sweyn Forkbeard (Engelsk)
Konge af Danmark
Regerede 986/87-1014
Forgænger Harald Blåtand
Regent Svend 1. Tveskæg
Efterfølger Harald 2.
Ægtefæller Gunhild af Polen
Sigrid Storråde
Børn Santslaue, senere nonne i England

Gyda, gift med Erik Jarl fra Norge ukendt/usikker mor

med Gunhild af Polen:

med Sigrid Storråde

Hus Jellingdynastiet
Far Harald Blåtand
Mor Gunhild (Adam af Bremen)
eller den vendiske prinsesse Tove datter af Mistivoi
Født Ca. 960
Jelling?
Død 3. februar 1014
Gainsborough
Hvilested York, senere flyttet til Roskilde Domkirke

Sven Tveskæg (født ca. 960, død 3. februar 1014) var konge af Danmark ca. 986–1014 og konge af England 1013–1014. Han hævdede også overherredømme over Norge 1000–1014, men mest til navnet da Norge stort set styrede sig selv.

Han efterfulgte sin fader, kong Harald Blåtand, som konge af Danmark, sandsynligvis fra slutningen af 986 eller begyndelsen af 987. Kan er Danmarks store vikingekonge: han var med til at lokke den norske konge Olav Tryggvason i en fælde og dræbe ham i raseri over, at kong Olav havde været i seng med hans søster Thyra Haraldsdatter. Muligvis gjorde han oprør mod sin egen fader og tog kongemagten. Endvidere erobrede han England, omend han døde fem uger senere.

Om Svens navn[redigér | redigér wikikode]

Sven prægede mønter med sit eget billede som den første danske konge og inskriptionen lød: "Zven, Rex ad Dener", som kan oversættes til "Sven, konge af danerne". Hans fader accepterede kristendommen en gang i 960-erne. Da kongefamilien blev kristnet, blev det sagt, at Sven også fik det kristne navn Otto for at ære den tyske kejser, men der findes få optegnelser, som viser, at Sven brugte dette navn.

Det norske tilnavn "Tjugeskjegg", som er mere korrekt på norsk end på dansk, kommer ikke af, at hans skæg var delt, for han havde sandsynligvis ikke fuldskæg. Tilnavnet kommer fra det norrøne ord "tjúgu-skegg" på grund af hans lange overskæg eller mustache, som hang ned og lignede en fork. Tilnavnet var sandsynligvis i brug allerede i hans levetid.

Oprør mod Harald Blåtand[redigér | redigér wikikode]

Harald Blåtand fik sønnen Sven med en kvinde ved navn Gunhild. I nogen gamle kilder optræder Sven som en illegitim søn af Harald Blåtand og blev opfostret af den mytiske vikinghøvding Palnatoke, jarl af Jomsborg. Selv om det ikke er blevet bevist på nogen måde, er det blevet hævdet at Sven ikke arvede kongedømmet efter sin fader, men at han gjorde oprør og nedkæmpede og dræbte ham i et slag. Det er måske ikke rigtigt, men der er indikationer på, at Harald Blåtand ikke frivilligt opgav kronen til fordel for sønnen. Det eneste, som vi ved med sikkerhed, er, at Sven kom på tronen efter faderens død i 985, 986 eller 987.

Snorre Sturlasson skriver i Heimskringla, at Sven ville have halvdelen af kongemagten, hvilket Harald Blåtand nægtede. Sven gik da sammen med Jomsvikingerne til fosterfaderen Palnatoke til strid mod faderen. Det blev et voldsomt slag, som den gamle konge vandt, men han fik sår, som han døde af, og Sven blev dermed alligevel konge.

Svend Tveskæg fremstillet af illustratøren Lorenz Frølich omkring 1883-1886 som dekoration på Frederiksborg slot er inspireret af Bayeux-tapetet fra 1000-tallet.

Den tyske kirkehistoriker Adam af Bremen var stærkt kritisk over for Sven og hævder i værket Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum fra sidste halvdel af 1000-tallet, at Sven blev afsat af den svenske kongn Erik Sejrsæl, som derefter styede Danmark indtil han døde i 994 eller 995. Dette er aldrig blevet bevist og bliver ikke betragtet som sandsynlig af nutidens historikere, som peger på, at Adam citerer en andenrangs kilde. Historikerne mener, at Sven regerede på samme tid som Olof Skötkonung, som Sven var allieret med mod Olav Tryggvason. Olof var den første konge af det, som modsvarer hele Sverige, fraset Skåne, mens Erik Seiersæl styrede en region omkring Uppsala. Adams skrifter kan læses i lyset af Adams forsøk på at fremhæve Harald Blåtand som en helgenkandidat, i modsætning til sønnen Sven, som han hævdede var en hedning.

Ifølge Adam blev Sven straffet af Gud for sit oprør og for at have forvoldt faderens død. For dette måtte han tilbringe "fjorten år" som landsforvist, hvilket formentlig er en bibelsk reference fra en ekklesiastisk forfatter. Adam skriver, at Sven blev beskyttet af alle men måtte til sidst søge tilflugt i Skotland. Den skotske konge var øjensynlig kendt i Europa som en hedning og en morder. Adams uhistoriske hensigt var nok at vise, at Sven hørte til blandt hedninger og deslige og ikke kunne regere et kristent land, før han accepterede Kristus som sin frelser.

Striden med Norge[redigér | redigér wikikode]

Både før og efter, at Sven blev konge, hærgede han som viking. I begyndelsen var han også allieret med norske Olav Tryggvason i England og kunne ved selvsyn se, at nordmanden var en vældig slagsbroder og grusom og ondskabsfuld som fjende.

I henhold til Snorre Sturlasson var det Sven Tveskæg, som tog initiativ til at sende en stor dansk invasionsflåde til Norge i 986 for få den norske hersker Håkon jarl afsat og dræbt. I Slaget ved Hjørungavåg led danskerne et alvorligt nederlag. Det var den første gang, Norge som samlet nation hævdede selvstændighed mod Danmark i krig.

Den danske hær var forstærket med de frygtede Jomsvikinger, ledet af Sigvalde jarl, høvding af Jomsborg efter Palnatoke. Et sagn, som Snorre gentager, siger, at Sven blev taget til fange af Sigvalde, ført til Jomsborg og tvunget til at slutte fred med venderkongen Boleslaus den Tapre. Nødtvunget gik Sven med til aftalen. Sigvalde jarl var allerede gift med Boleslaus’ datter Astrid. Aftalen blev sikret ved, at Sven blev gift med Gunhild (Świętosława), en anden af Boleslaus’ døtre, og Boleslaus selv blev gift med Thyra Haraldsdatter, Svens søster. Med Gunhild fik Sven sønnerne Harald Svenssøn og Knud den Store.

I Norge blev Olav Tryggvason konge i 995 efter, at han var blevet kristnet, hvilket ikke havde gjort ham mildere, snarere tværtimod. I henhold til Olav Tryggvasons saga forsøger han at fri til den svenske adelskvinde Sigrid Storråde, men da hun ikke vil skifte tro, slår han hende i ansigtet og kalder hende "en hedensk hund".[1] I Polen sidder Svens søster Tyra Haraldsdatter og er utilfreds med, at hun er blevet giftet bort til en gammel konge, som tillige er "hedning". Hun flygter derfra og helt til Norge, møder kong Olav og sørger for at gifte sig med ham.

I Danmark sidder Sven Tveskæg og hører, at aftalen med den polske konge er blevet brudt, og at søsteren endog har været i seng med hans gamle våbenbroder fra tiden i England. Sven har i mellemtiden giftet sig med Sigrid Storråde, som kong Olav havde forkastet, og i henhold til Snorre ægger Sigrid Sven Tveskæg ved at sige, at den norske konge har ligget med hans søster "uden at spørge dig om lov, og sligt ville dine foreldre ikke have fundet sig i."[2] I Norge driver Thyra sit eget rænkespil og ægger kong Olav ved at håne ham, at han ikke tør stille op mod Sven Tveskæg. Olav bliver rasende, ruster til leding og siger: "Aldrig skal vel jeg være ræd for din broder, kong Sven. Og om vi to mødes, da skal han vige."[3]

Den personlige strid mellem Sven og Olav, som bliver fremprovokeret af de to dronninger Sigrid og Thyra, er nok en litterær konstruktion fra Snorres side, men resultatet er, at Olav Tryggvason i år 1000 falder i slaget ved Svold. En af dem, som kæmpede mod ham, var Håkon jarls søn, Eirik Håkonsson. Han er blevet gift med en datter af Sven, Gyda Sveinsdatter, og i henhold til Snorre blev der et godt venskab mellem Eirik og Sven. Eirik opnår det, han ønskede, ved at blive Norges reelle hersker, selv om landet formelt er underlagt kong Sven.

Snorre siger for øvrigt, at Svens første hustru Gunhild af Polen blev syg og døde således, at han kunne gifte sig med svenske Sigrid Storråde.[4] Det er nok forkert, for andre kilder oplyser, at Gunhild drog til Vendland eller Polen og blev der, til Sven døde i 1014 og at hun da vendte tilbage til Danmark for at være sammen med sønnen.[5] Med Sigrid fik Sven datteren Estrid Svensdatter, som senere blev gift med Ulf Thorgilsson jarl (død 1026).

Religion og hærgningstogt[redigér | redigér wikikode]

Om Sven var hedning eller ej var næppe et væsentlig spørgsmål for andre end Adam af Bremen. Sven selv var sandsynligvis realpolitiker nok til at holde sig til den religion, som passede den politik, han førte. En af grundene til Adams raseri kan være, at Sven holdt sig til engelske præster og biskopper frem for dem fra Hamborg - det bispedømme, som Adam selv var underlagt. Fra England kan der også have været præster af dansk oprindelse, mens Sven havde få forbindelser til tyske præster.

Sven Tveskæg var nok også opmærksom på, at så snart, ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen fik et fodfæste i Danmark, ville den tyske kejser Otto III ikke være langt borte. Hans slaviske naboer i sydøst, arvefjenderne slaverne, var allerede underlagt det tyskromerske rige. Sven havde ingen grund til at ønske det samme for Danmark.

Efter år 1000 var Sven Tveskæg den mægtigste konge i Norden. Sverige sørget for at holde afstand, og ægteskabet med Sigrid Storråde var at betragte som en dynastisk fredsaftale med svenskerne. Norge var formelt underlagt Danmark, og Eirik jarl stillede norske skibe og hærfolk til den danske konges disposition.

Sven var ganske sikkert involveret i hærtogt mod England i årene 10031005, 10061007 og 10091012, som en følge af massakrene på Sankt Brictiusdagen (13. november) i England, hvor alle danske og norrøne indbyggere i Nordengland blev mishandlet og dræbt i følge John af Wallingfords krøniker. Det er antaget, at Sven Tveskæg havde en personlig interesse i hærtogterne, eftersom Gunhild, hans egen søster, var et af de mange ofre. Massakrene var en storstilet etnisk udrensning af danskere og norrøne bosættere i England og var initieret af den engelske konge Ethelred den Rådvilde. Sven krævede Danegæld, en massiv skat, og i 1013 ledede han personligt en mægtig flåde af danskere og nordmænd i en storstilet invasion af England. Sammen med ham var Eirik Håkonsson fra Norge.

Konge af England[redigér | redigér wikikode]

Den samtidige Laud-krøniken slår fast at "før august måned kom kong Sven med hans flåde til Sandwich. Han drog ret hurtig til mundingen af Humber i East Anglia og derefter op ad Trent til han kom til Gainsborough. Uhtred jarl og alle northumbrianere bøjede sig hurtigt for ham, hvilket alt folk i Lindsey gjorde, derefter alt folk i de fem Boroughs. Han tog gidsler i hvert shire (område). Da han forstod, at alt folk havde underkastet sig for ham, krævede han, at hans styrker skulle blive givet proviant og heste. Han drog derefter sydover med størstedelen af invasionsstyrken, mens nogen af dem, sammen med gislerne, blev sammen med hans søn Knud. Efter, at han drog over Watling Street, drog de op til Oxford, og byborgerne bøjede sig for ham og gav ham gisler. Derfra red de mod Winchester, og folket der gjorde det samme, derefter østover til London."

I London synes Sven at være blevet mødt med modstand. Indbyggerne havde brændt alle broer over floden Thames. Sven led store tab, da han forsøgte at komme over floden, og han måtte trække sig tilbage. Krøniken fortæller, at "kong Sven drog derfra til Wallingford, over Thames til Bath, og blev der med hærstyrken." Ealdorman Aethelmaer kom og de vestlige thegnene (høvdinger) med ham. De bøjede sig alle for Sven og gav ham gisler.

London havde formået at stå imod Svens angreb, men byen var nu alene, isoleret i en nation som havde overgivet sig. Sven Tveskæg blev accepteret som konge over England efter, at Ethelred II flygtede til Normandiet i slutningen af 1013. Med tilladelse fra Witenagemot, "rådet af de vise mænd", underkastede London sig og overgav byen til Sven, og han blev erklæret som konge på første juledag.

Sven havde sit hovedkvarter i Gainsborough i Lincolnshire og begyndte at organisere sit store kongedømme. Han nåede at gøre Eirik Håkonsson til jarl over Northumbria, før han døde den 3. februar 1014 i grevskabet Lincoln efter at have styret England i kun fem uger, angivelig af slag. Man ved ikke, hvonår han blev født, men antager, at han var i halvtedserne, da han døde. Sven Tveskægs lig blev balsameret i et kloster i England i 1014.[6] Han skal være blevet begravet i York Minster, men senere fragtet til Danmark og gravlagt i Roskilde Domkirke.[7] Det er også muligt, at Sven blev begravet i Lund domkirke. Her blev der foretaget arkæologiske udgravinger i 1980-erne, og man fandt spor efter en ældre trækirke fra omkring 990. I denne blev der fundet en tom grav, og det er muligt, at Svens lig blev begravet i denne kirke, for så at blive videreført til den senere stenkirke, som blev bygget omkring 1030.[8]

I Danmark blev han efterfulgt af sin ældste søn Harald Svenssøn. Den danske hær erklærede, at hans yngre søn Knud var den nye konge af England, men både flåden og Knud selv drog tilbage til Danmark, og Ethelred kom tilbage fra Normandiet og genoptog ledelsen ved at erklære for sine landsmænd, at "alt var tilgivet".

Svens søn blev nødt til at generobre England for at kunne fortsætte faderens værk.

Moderne forskere har spekuleret i, om Sven kan være død af Brugadas syndrom, en arvelig hjertefejl,[9] se Teorien om hjertefejl hos danske konger.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Sturlasson, Snorre (2003): Snorres kongesagaer, Gyldendal 2003
  • Lund, Niels (1997): Harald Blåtands Død, Roskilde Museums Forlag, 1997.
  • Ashley, Mike (1998): British Monarchs, Robinson Publishing, 1998.
  • Sandqvist, Sven (1985): La mort du roi Souvain : le dix-neuvième conte du recueil intitulé Le Tombel de chartrose. Almqvist & Wiksell ISBN 91-7402-156-7
  • Howard, Ian (2003): Swein Forkbeard's invasions and the Danish conquest of England 991-1017. Boydell. ISBN 0-85115-928-1
  • Liljensøe, Jørgen (1989): Svend Tveskæg. Branner og Korch. ISBN 87-411-5580-7 (egnet for barn)
  • Sangen om slaget ved Maldon : og andre kilder til Sven Tveskægs og Olav Tryggvessons kampe i England i 990erne. Oversat med indledning og noter af Niels Lund. København: Museum Tusculanum / Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse, 1991 ISBN 87-7289-157-2

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Olav Tryggvasons saga, kap. 61
  2. ^ Olav Tryggvasons saga, kap. 98
  3. ^ Olav Tryggvasons saga, kap. 92
  4. ^ Olav Tryggvasons saga, kap. 91
  5. ^ Gustav Storm (1900), fotnote 126 til 1900-utg av Olav Tryggvasons saga.
  6. ^ Morten Øystein, Jakten på Olav den hellige, Spartacus forlag, Oslo, 2013. ISBN 978-82-430-0565-5, side 74.
  7. ^ Svend 1 Tveskæg. Dansk biografisk leksikon, hentet 02.10.16. http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Monarki_og_adel/Konge/Sven_1._Tvesk%C3%A6g
  8. ^ Sweyn Forkbeard. Hentet 02.10.16. http://www.medievalhistories.com/sweyn-forkbeard/
  9. ^ Aftenposten 01.11.15. Hentet 02.10.16. http://www.aftenposten.no/norge/Dansk-lege-Hjertefeil-tok-livet-av-mange-generasjoner-konger-22332b.html
Foregående: Konge af Danmark
986/87-1014

Konge af England
1013 - 1014
Efterfølgende:
Harald Blåtand
(958986/87)
Ethelred 2. den Rådvilde
(9781013)
Harald 2.
(10141018
Ethelred 2. den Rådvilde
(10141016)