Erik Ejegod

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Erik Ejegod
Eric I of Denmark.JPG
Erik Ejegods grav på Cypern
Konge af Danmark
Regerede 109510. juli 1103
Forgænger Oluf 1. Hunger
Regent Erik 1. Ejegod
Efterfølger Niels
Ægtefælle Dronning Bodil
Børn

Med Bodil:

Udenfor ægteskab:

Fulde navn Erik Svendsøn
Hus Jellingdynastiet
Far Svend Estridsen
Mor Ukendt frille
Født Ca. 1055
Slangerup
Død 10. juli 1103
Pafos, Cypern
Hvilested Cypern
Religion Kristen

Erik Ejegod (ca. 1055 i Slangerup10. juli 1103 i PafosCypern) var Danmarks konge 1095-1103. Han oprettede et ærkebispesæde i Lund og fik sin bror Knud den Hellige helgenkåret.

Regeringstid[redigér | redigér wikikode]

Erik Ejegod var den fjerde af Svend Estridsens sønner, som opnåede at blive konge i Danmark. Han blev valgt som konge i 1095 efter broderen Oluf 1. Hungers død. Erik Ejegod var ved sin broder Knuds side, da denne blev dræbt i Odense. I begyndelsen af sin regeringstid var han ifølge et skjaldekvad engageret i at bekæmpe venderne i Nordtyskland.[1] Dette folkeslag var trængt af germanerne, der var i færd med at kolonisere den østlige del af Tyskland, og venderne slog sig derfor på plyndringer i den sydlige del af Danmark. Det lykkedes Erik at erobre vendernes vigtigste base, Rügen, og han indsatte sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste. [2]

Erik Ejegod genoptog de tidligere kongers indsats for at løsrive den danske kirke fra ærkebispedømmet Hamborg-Bremen, og i 1103 lykkedes det ham med pavens velsignelse at oprette et selvstændigt dansk ærkebispesæde i Lund. Asser, som Oluf havde udnævnt til biskop i Lund, blev nu Nordens første ærkebiskop. Ved samme lejlighed udvirkede Erik at få sin bror Knud helgenkåret.[3]

Valfart[redigér | redigér wikikode]

Lucas Cranach den ældre: Relikviebeholder indeholdende splint af Kristi kors, som også i kong Eriks kirke i Slangerup.

Erik besluttede i 1103 at drage på pilgrimsfærd til Jerusalem, som i 1099 under det første korstog var blevet tilbageerobret fra muslimernes besættelse. Erik rejste med sit store følge over Novgorod i Rusland, og besøgte kejseren af det byzantinske rige i Konstantinopel (Miklagård) med sin garde af nordiske væringer.[kilde mangler] Han nåede dog aldrig frem til Jerusalem, men døde på Cypern – vistnok ved Pafos, hvor han blev begravet. Hans gravsted er i dag ikke kendt. [4]

Hans dronning, Bodil, fortsatte rejsen til Det hellige Land, hvor hun skal være død på Oliebjerget som følge af sygdom.[1] Erik Ejegod efterlod sig sønnerne Harald Kesja, Erik Emune og Knud Lavard. Førstnævnte havde styret riget under kongeparrets rejse til det hellige land, men han valgtes ikke som konge efter sin far. I stedet valgte man endnu en af Sven Estridsens sønner som konge, nemlig Eriks bror Niels.[1]

Kirken i Slangerup[redigér | redigér wikikode]

Saxo hævder, at Erik befalede en vældig kirke - den blev en af Nordens største stenkirker - opført på sit fødested i Slangerup. Som en særlig hæder fik han flere relikvier - en splint af Herrens kors, samt Skt. Nikolajs ben - sendt til Slangerup kirke, hvor alteret stod på det sted, hvor han hævdede at være kommet til verden. Saxos beretning samsvarede ikke med nogen kendt kirke; men i 1936 blev der foretaget en række mindre udgravninger i det ældste Slangerup, og her stødte arkæologerne på nordenden af en nedrevet stenkirke. I 1945 og 1973 blev vestpartiet og østpartiet af kirken undersøgt, og grundplanen kom for en dag. Der var tale om en treskibet kirke i frådsten, det foretrukne byggemateriale til kirker omkring 1100. Den målte hele 51 meter i længden og godt 17 meter i bredden, og mindede om Roskilde Domkirke. Ifølge kilderne lå her en kongsgård, hvor Svend Estridsen holdt til, og som hans søn altså skal have udpeget som sit fødested. [5]

Erik Ejegods vældige kirke indgik 1175 i Cistercienserordenens første (og største) nonnekloster i Danmark. Efter reformationen blev bygningerne nedrevet og materialerne solgt til genanvendelse ved opførelsen af Frederiksborg Slot i Hillerød. Selv er kong Erik beæret med en massiv granitstatue af sig på Slangerups rådhusplads. [6]

Mindesmærker[redigér | redigér wikikode]

I 1887 rejstes der en mindesten i Slangerup over Erik Ejegod og dronning Bodil (flyttet i 1922). I 1915 rejstes på Borgvold i Viborg en mindesten for Erik Ejegod. I 1995 blev der også rejst en granitstatue af kong Erik i fødebyen Slangerup. [7]

Samtidige kilder[redigér | redigér wikikode]

Der er kun overleveret få skriftlige kilder om Erik Ejegod fra tiden kort efter hans død: Roskildekrøniken, som var stærkt kritisk i sin fremstilling af hans virke; og Saxo, som hyldede ham som den "ejegode" konge.[1]

Foregående: Kongerækken Efterfølgende:
Oluf 1. Hunger
(10861095)
Niels
(11041134)

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne lænker[redigér | redigér wikikode]