Erik Ejegod

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Erik Ejegod
Eric I of Denmark.JPG
Erik Ejegods grav på Cypern
Konge af Danmark
Regerede 109510. juli 1103
Forgænger Oluf 1. Hunger
Regent Erik 1. Ejegod
Efterfølger Niels
Ægtefælle Dronning Bodil
Børn

Med Bodil:

Udenfor ægteskab:

Fulde navn Erik Svendsøn
Hus Jellingdynastiet
Far Svend Estridsen
Mor Ukendt frille
Født Ca. 1055
Slangerup
Død 10. juli 1103
Pafos, Cypern
Hvilested Cypern
Religion Kristen

Erik Ejegod (ca. 1055 i Slangerup10. juli 1103 i PafosCypern) var Danmarks konge 1095-1103. Han oprettede et ærkebispesæde i Lund og fik sin bror Knud den Hellige helgenkåret.

Erik Ejegod var den fjerde af Svend Estridsens sønner, som opnåede at blive konge i Danmark. Han blev valgt som konge i 1095 efter broderen Oluf 1. Hungers død. Erik Ejegod var ved sin broder Knuds side, da denne blev dræbt i Odense. I begyndelsen af sin regeringstid var han ifølge et skjaldekvad engageret i at bekæmpe venderne i Nordtyskland.[1] Dette folkeslag var trængt af germanerne, der var i færd med at kolonisere den østlige del af Tyskland, og venderne slog sig derfor på plyndringer i den sydlige del af Danmark. Det lykkedes Erik at erobre vendernes vigtigste base, Rügen, og han indsatte sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste.[kilde mangler]

Erik Ejegod genoptog de tidligere kongers indsats for at løsrive den danske kirke fra ærkebispedømmet Hamborg-Bremen, og i 1103 lykkedes det ham med pavens velsignelse at oprette et selvstændigt dansk ærkebispesæde i Lund. Asser, som Oluf havde udnævnt til biskop i Lund, blev nu Nordens første ærkebiskop. Ved samme lejlighed udvirkede Erik, at broderen Knud blev helgenkåret.[2]

Erik besluttede i 1103 at drage på pilgrimsfærd til Jerusalem, som i 1099 under det første korstog var blevet tilbageerobret fra muslimernes besættelse. Erik rejste med sit store følge over Novgorod i Rusland, og han besøgte kejseren af det byzantinske rige i Konstantinopel (Miklagård) med sin garde af nordiske 'væringer'.[kilde mangler] Han nåede dog aldrig frem til Jerusalem, men døde på Cypern – vistnok ved Pafos, hvor han blev begravet.[kilde mangler] Hans dronning, Bodil, fortsatte rejsen til Det hellige Land, hvor hun skal være død på Oliebjerget som følge af sygdom.[1] Parret efterlod sønnerne Knud Lavard og Harald Kesja. Erik Ejegod nåede i løbet af sin rejse at sende forskellige relikvier til Roskilde, Lund og fødebyen Slangerup, blandt disse var efter overleveringen en splint af Kristi kors og en splint af den hellige Niels'(Nikolais) ben.[3] Saxo hævdede, at han også befalede, at der skulle opføres en vældig kirke på hans fødested i Slangerup. Da denne kirke blev opført var den blandt Nordens største stenkirker. Kirken blev nedrevet efter reformationen, men apsis blev stående til langt op i det 17. årh., da fortællingen jo siger, at netop her fødes denne vældige konge.[kilde mangler] Ruinerne af kirken er blevet udgravet flere gange. Efter undersøgelser i 1945 og 1973 udarbejdede arkæologerne en grundplan, som viser, at kirken var 51 meter lang og ca. 17 meter bred .[3]

I 1887 rejstes der en mindesten i Slangerup over Erik Ejegod og dronning Bodil (denne sten blev flyttet i 1922 ) og i 1915 rejstes på Borgvold i Viborg en mindesten for Erik Ejegod. Deres søn Harald Kesja, der havde styret riget under forældrenes rejse blev ikke valgt som konge efter sin far. I stedet valgtes Sven Estridsens søn Niels.[1]

Samtidige kilder[redigér | redigér wikikode]

Der er kun overleveret få skriftlige kilder om Erik Ejegod fra tiden kort efter hans død. Roskildekrøniken, som var stærkt kritisk i sin fremstilling af hans virke og Saxo, som hyldede ham som den "ejegode" konge.[1]


Foregående: Kongerækken Efterfølgende:
Oluf 1. Hunger
(10861095)
Niels
(11041134)

Kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d Fenger (2002-2005)
  2. ^ Den katolske kirke — Den hellige Knut av Danmark (~1043-1086)
  3. ^ a b [1] Erik Ejegods basilika titter atter frem i Slangerup, Kristeligt Dagblad, 7. januar 2009