Hepatitis B

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Hepatitis B
Klassifikation
Hepatitis-B virions.jpg
Hepatitis B-virus under et mikroskop
Information
Navn Hepatitis B
Medicinsk fagområde infektionsmedicinRediger på Wikidata
Genetisk association GRIN2A, HLA-DPA1, HLA-DPB1, HLA-DQB2, UBE2L3Rediger på Wikidata
SKS DB15, DB16, DB17, DB18, DB19
ICD-10 B15, B16, B17, B18, B19
ICD-9 573.3
OMIM 610424Rediger på Wikidata
DiseasesDB 5765Rediger på Wikidata
MedlinePlus 000279Rediger på Wikidata
Patientplus hepatitis-b-proRediger på Wikidata
MeSH D006509,
D019694Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Hepatitis B er en smitsom sygdom forårsaget af hepatitis B-virusen (HBV), som påvirker leveren. Det kan forårsage både akutte og kroniske infektioner. Mange mennesker har ingen symptomer i den første tid efter en infektion. Nogle udvikler en hurtigt udviklende sygdom med opkast, Gulsot, træthed, mørk urin og mavesmerter.[1] Disse symptomer kan ofte vare et par uger, og sjældent har den oprindelige infektion resulteret i dødsfald.[1][2] Det kan tage 30 til 180 dage før symptomerne begynder.[1] I mennesker der bliver smittet i tiden omkring fødslen, udvikler 90% kronisk hepatitis B, mens mindre end 10% af de smittede, efter at de er fyldt fem gør det samme.[3] De fleste med kronisk sygdom har ingen symptomer, men skrumpelever og leverkræft kan udvikle sig over tid.[4] Disse komplikationer, resulterer i døden i 15 til 25% af patienter med kronisk sygdom.[1]

Smitteveje[redigér | redigér wikikode]

Virusen overføres ved udsættelse for smitsomme blod eller kropsvæsker. Infektion omkring tidspunktet for fødslen eller fra kontakt med andre mennesker i barndommen, er den mest almindelige metode at få hepatitis B  i områder, hvor sygdommen er almindelig. I områder, hvor sygdommen er sjælden er intravenøs stofbrug og seksuel samleje de mest hyppige årsager til infektion.[1] Andre risikofaktorer omfatter: arbejde i sundhedssektoren, blodtransfusioner, dialyse, folk der lever med en inficeret person, rejse til lande hvor infektionen er udbredt, og folk der bor på  institution.[1][3] Tatovering og akupunktur førte til et betydeligt antal tilfælde i 1980'erne, men det er blevet mindre almindeligt med forbedret sterilitet.[5] Hepatitits B-virusen kan spredes ved at holde hænder, dele bestik, kysse, kramme, hoste, nysen, eller amme.[3] Infektionen kan diagnosticeres fra 30 til 60 dage efter eksponering. Diagnosen er typisk gjort ved at teste blod for virusen og antistoffer mod virus.[1] Det er et af fem kendt hepatitis vira: A, B, C, D, og E.

Bekæmpelse[redigér | redigér wikikode]

Infektionen har været forebygget ved vaccination siden 1982.[6][1] Vaccination anbefales af verdenssundhedsorganisationen i den første dag af nyfødtes liv, hvis det er muligt. To eller tre doser, er nødvendige på et senere tidspunkt for fuld effekt. Denne vaccine virker i 95% af tilfældene.[1] Cirka 180 lande giver vaccinen som en del af deres nationale vaccinationsprogram i 2006.[7] Det anbefales også, at alt blod bliver testet for hepatitis B før transfusion og kondomer bruges til at forebygge infektion. Under den indledende infektion er plejen baseret på symptomerne. I dem der udvikler kronisk sygdom kan antiviral medicin såsom tenofovir eller interferon være nyttige, men denne medicin kan være dyr. Levertransplantation kan undertiden være nødvendig i tilfælde af skrumpelever.[1]

Omkring en tredjedel af verdens befolkning har været inficeret på et tidspunkt i deres liv, herunder 240 millioner til 350 millioner der har kroniske infektioner.[8][1] Over 750.000 mennesker dør af hepatitis B hvert år.[1] Sygdommen er i dag udbredt i Øst-Asien og Afrika syd for Sahara, hvor mellem 5 og 10% af den voksne befolkning har kronisk Hepatitis B. Antallet af syge i Europa og Nordamerika er mindre end 1%.[1] Hepatitis B var oprindeligt kendt som "serum-hepatitis".[9] Der foregår forsøg der prøver at skabe fødevarer der indeholder HBV-vaccine.[10] Sygdommen kan også påvirke andre store aber på samme måde.[11]

References[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d e f g h i j k l m Hepatitis B Fact sheet N°204. July 2014. Hentet 4. november 2014. 
  2. ^ Raphael Rubin; David S. Strayer (2008). Rubin's Pathology : clinicopathologic foundations of medicine ; [includes access to online text, cases, images, and audio review questions!] (5. ed. udg.). Philadelphia [u.a.]: Wolters Kluwer/Lippincott Williams & Wilkins. s. 638. ISBN 9780781795166. 
  3. ^ a b c Hepatitis B FAQs for the Public — Transmission. U.S. Centers for Disease Control and Prevention (CDC). Hentet 2011-11-29. 
  4. ^ Chang MH (June 2007). "Hepatitis B virus infection". Semin Fetal Neonatal Med 12 (3): 160–167. doi:10.1016/j.siny.2007.01.013. PMID 17336170. 
  5. ^ Thomas HC (2013). Viral Hepatitis (4th ed. udg.). Hoboken: Wiley. s. 83. ISBN 9781118637302. 
  6. ^ Pungpapong S, Kim WR, Poterucha JJ (2007). "Natural History of Hepatitis B Virus Infection: an Update for Clinicians". Mayo Clinic Proceedings 82 (8): 967–975. doi:10.4065/82.8.967. PMID 17673066. 
  7. ^ Williams R (2006). "Global challenges in liver disease". Hepatology (Baltimore, Md.) 44 (3): 521–526. doi:10.1002/hep.21347. PMID 16941687. 
  8. ^ Schilsky ML (2013). "Hepatitis B "360"". Transplantation Proceedings 45 (3): 982–985. doi:10.1016/j.transproceed.2013.02.099. PMID 23622604. 
  9. ^ Barker LF, Shulman NR, Murray R, Hirschman RJ, Ratner F, Diefenbach WC, Geller HM (1996). "Transmission of serum hepatitis. 1970". Journal of the American Medical Association 276 (10): 841–844. doi:10.1001/jama.276.10.841. PMID 8769597. 
  10. ^ Thomas, Bruce (2002). Production of Therapeutic Proteins in Plants. s. 4. ISBN 9781601072542. Hentet 25. november 2014. 
  11. ^ Plotkin, [edited by] Stanley A.; Orenstein,, Walter A.; Offit, Paul A. (2013). Vaccines (6th ed. udg.). [Edinburgh]: Elsevier/Saunders. s. 208. ISBN 9781455700905.