Hird

Hird blev i middelalderen brugt som betegnelse på norske og danske kongers eller stormænds livvagt. Selv om ordet i sagaer benyttes om hændelser i vikingetiden, blev det sandsynligvis ikke taget i brug før efter denne periode – sagaerne er nedskrevet i middelalderen, og benytter sin tids ordforråd. I vikingetiden blev Knud den stores følge kaldt ting-hlíd, der antages at have en lignende betydning. Ordet kommer fra det norrøne hirð, som igen stammer fra det gammelengelske hir[e]d/heard/hird/hurd eller middelaldertysk heirat, som begge betyder «flok».

Hirden var stormænds og kongers hærfølge. En mann måtte frivilligt underkaste sig hirdherren, selv om sagaen i mange tilfælde indikerer at det skete under tvang (som et alternativ til døden). Optagelse i hirden blev markeret ved håndgang, sværdovertagelse og troskabseder. Hirdmændene blev derfor betegnet som "håndgangne mænd", enten sværdtagere eller edsvorne, og måtte sværge evig troskab til sin herre, og love at følge ham i både krig og fred, om nødvendigt at ofre sit liv for ham.

Hirdmænd havde krav på beskyttelse og støtte fra sin herre. Dette kaldtes traust. Hirdherren lønnede troskab og tjeneste med gaver som tøj, våben og guld. Hirdmænd fik også andele af krigsbyttet. Hvis en hirdmann blev dræbt, skulle der betales en højere mandebod end for almindelige folk.

Hirdmænd i aktiv tjeneste sagdes at være "bordfaste" (bordfastir). De udgjorde kongens livgarde (hofudvordr), og var et bevæbnet følge (fylgd). Hirdmænd gjorde skiftevis tjeneste, ofte 6-12 om gangen, og boede på kongsgården, hvor mange af dem spiste ved herrens bord. Hvis herren var ude på rejse, fulgte de altid med. Hirdmænd fik udbetalt løn (máli), og blev derfor også kaldt málamenn. Hirdmænd deltes ind efter rangorden i hirden, hvor herrens stallare var hans vigtigste og mest betroede mand.

Hirden blev tidligt opfattet som en egen stand. Da man på Island indførte Jónsbok på Altinget i 1281, fandtes der tre stænder i landet: Gejstlighed, kongens håndgangne mænd og bønderne. I 1281 blev det også lovfæstet, at alle mænd skulle klæde sig efter sin stand og formue. For at kunne gå i alle typer antræk, måtte man være enten en velstående landmand eller en hirdmand, der ejede de lovbestemte våben for sin hirdrang. Hirdmændene var også de eneste på Island, der kunne bære standskarakteriserende symboler som skjold og hjelm.