Krig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Glimt fra en moderne krig (Golfkrigen 1991).
Morgen efter Slaget ved Waterloo, maleri af John Heaviside Clarke.
Udvalg af våben brugt i Centralasien i 1400-tallet.
Relief fra Ramses 3's gravkammer i Kongernes Dal, som viser egypternes søslag mod havfolkene ca. 1175 f. Kr.

Krig er en tilstand af væbnet konflikt mellem samfund eller stater, en tilstand normalt kendetegnet ved ekstremt agressive og voldelige handlinger, ødelæggelse og død. Krigsførelse er betegnelsen for de måder som krigshandlinger udføres på, hvadenten de udføres af regulære militære styrker eller mere irregulære militser. I total krig er krigsførelsen ikke begrænset til militære mål, men fører oftest til omfattende ødelæggelse og tab blandt civile. Det modsatte af krig er fred.[1] Årsagerne til krig kan være et ønske om at erobre landområder, opnå adgang til råstoffer, historiske nationale stridigheder eller uoverensstemmelser om religion.

Krigsteoretikeren Carl von Clausewitz definerede i sit værk Vom Kriege krig som "en voldshandling for at påtvinge modstanderen vor vilje".[2] For Clausewitz var denne modstander en anden stat, men senere i 1800-tallet anså man ud fra marxistisk-leninistisk krigsteori krigen som et instrument, der kan anvendes i klassekampen, dvs mellem befolkningsgrupper inden for samme stat. I dag defineres krig mere generelt som et væbnet opgør mellem to eller flere parter.[3] Visse forskere anser krig som et universelt og iboende træk ved den menneskelige natur,[4] mens andre hælder til, at krig fremkaldes af særlige socio-kulturelle eller miljømæssige omstændigheder.[5]

Verdenshistoriens mest dødelige krig er Anden Verdenskrig i midten af 1900-tallet med 60-85 mio døde, fulgt af de mongolske erobringer i 1200-tallet med op til 60 mio døde.[6] Hvis tabet af menneskeliv opgøres som procent af indbyggertallet før krigen er Tripelalliancekrigen i Paraguay i 1860-erne den mest dødelige, idet mere end halvdelen, og nogle mener endda helt op til 90 % af Paraguays befolkning omkom i denne krig. Ud af den hviderussiske sovjetrepubliks 9 mio indbyggere i 1941 blev 1,6 mio dræbt under Anden Verdenskrig. Udover tab på slagmarken døde 700.000 i krigsfangenskab, foruden 500.000 jøder og 320.000 såkaldte partisaner, af hvilke langt de fleste var ubevæbnede civile.[7]

I 2013 døde 31.000 mennesker i krig, mens det i 1990 drejede sig om 72.000,[8] og krig anses i begyndelsen af 2000-tallet for menneskehedens sjettestørste problem.[9] Udover tab af menneskeliv medfører krig sædvanligvis ødelæggelse af infrastrukturer og økosystemer, fald i social velfærd, sult, omfattende flygtningestrømme væk fra krigsområdet og mishandling af krigsfanger og civile.[10][11][12] I krigens kølvand følger ofte udstrakt brug af propaganda og gyldne tider for våbenproducenter og -handlere.[13]

Typer af krigsførelse[redigér | redigér wikikode]

Gasset, maleri af John Singer Sargent.
Atombomben over Nagasaki 9. august 1945.
Luftfotos af Nagasaki før og efter atombomben.

Her er en alfabetisk liste over forskellige former for krig:

  • I asymmetrisk krigsførelse har de stridende parter meget forskellig militær slagkraft, som det fx ses hvor interimistiske oprørshære kæmper mod veltrænede og veludrustede regeringsoldater.
  • I biologisk krigsførelse anvendes våben som spreder død og sygdom vha bakterier, vira og svampe.
  • I borgerkrig foregår kampene mellem forskellige befolkningsgrupper inden for samme land.
  • I cyberkrig angriber en stat eller organisation en (anden) stat med henblik på at ødelægge dennes informationsteknologi og it-infrastruktur, fx strømforsyning, internet, tv-signaler, finans-infrastruktur og transportsystem.[14]
  • I kemisk krigsførelse anvendes kemiske våben i kampene, som det fx sås under Første Verdenskrig, hvor mere end en million mand døde efter giftgasangreb, heraf mere end 100.000 civile.[15]
  • Konventionel krigsførelse begynder med krigserklæringer mellem lande, som dernæst bekæmper hinanden uden eller med meget begrænset brug af masseødelæggelsesvåben.
  • I total krig benyttes alle former for våben og taktik, uden hensyn til regler for krigsførelse eller legitime militære mål, normalt med store civile tab og opofrelse til følge.
  • I en verdenskrig deltager størstedelen af verdens lande, kampene foregår på flere kontinenter og er meget destruktive og blodige.

Krigsførelsens planer[redigér | redigér wikikode]

Krig er en politisk metode, hvor man med militære magtmidler søger at passivisere eller tilintetgøre sin modstander. Hertil behøves en strategi, en plan for hvordan man i det givne internationale politiske miljø anvender sin militære såvelsom civile magt til at sikre egne mål imod modstanderen. Strategien gennemføres ved, at man indsættes styrker fra alle værn i operationer rettet mod modstanderen. Under operationerne følger de militære styrker en taktik for at bringe sig i stilling, gennemføre kampen og tilintetgøre, tilfangetage eller fordrive fjenden.[3] Krige foregår således normalt på tre forskellige niveauer eller planer, som nærmere kan beskrives således:

  • Det strategiske plan er efter vestlig opfattelse underlagt politikken. Når man står i en interessekonflikt med en modstander, vil man formulere en politisk målsætning, som fastlægger en grundlæggende tilgang til konflikten, som søges løst ved brug af alle til rådighed stående midler, det være sig diplomatiske, økonomiske, efterretningsmæssige og militære. Der skelnes her mellem direkte og indirekte strategi. Den direkte strategi går ud på at påtvinge modstanderen sin vilje vha brug eller trusler om brug af militær magt, mens indirekte strategi omfatter andre magtmidler end de militære. Direkte og indirekte strategi udelukker ikke hinanden, men supplerer tværtimod ofte hinanden i et indbyrdes afstemt samspil. Valget af magtmidler og fremgangsmåder for at nå målet, herunder vægtningen af indirekte og direkte strategi, afhænger både af modstanderens sårbarhed og ens egne muligheder og råderum.
  • På det operative plan omsættes de politiske intentioner og militærstrategiske retningslinjer til befalinger til brug i den taktiske krigsførelse. Der defineres operative mål, som dele af en overordnet plan, hvor der tages hensyn til alle nødvendige taktiske og logistiske foranstaltninger.
  • På det taktiske plan afstemmes og koordineres alle de ting, som skal indgå i selve kamphandlingen. Her sættes målsætningerne fra det operative plan i værk, idet man søger at optimere udfaldet ved at lade de tilgængelige ressourcer samarbejde bedst muligt på slagmarken.[Kilde mangler]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Krigens historie kan følges lige så langt tilbage i tiden som menneskets historie.

Fra de tidligste mennesker til stenalderen og den neolitiske revolution[redigér | redigér wikikode]

Menneskeknogler med spor efter krig, dels kranium knust af økse, dels overarmsknogle med indlejret pilespids.
Spydspidser fra Illerup Ådal.

Almindeligvis anses krig som et oprindeligt naturhistorisk fænomen, med rødder tilbage til de tidligste mennesker, som beskrevet af først Sigmund Freud og senere Konrad Lorenz og Irenäus Eibl-Eibesfeldt. Adfærdsforskningen arbejder endog med begrebet krig blandt dyr, især primater.[16] Hos chimpanser, dog ikke den særlige bonobo-chimpanse, ses både koordineret jagt på føde og koordinerede overfald på medlemmer af andre chimpanseflokke, eller ligefrem udryddelse af hele flokke. Det tætte slægtskab mellem chimpanser og de tidlige mennesker gør det naturligt at søge oprindelsen til krig i disse dyrekampe.[17] Arkæologer har dog aldrig kunnet påvise spor af krig blandt fx Australopithecus-mennesker, ligesom kampe mellem chimpanser heller ikke kendes fra arkæologien, men kun gennem observationer af dyrenes adfærd.[18] Menneskets tilbøjelighed til voldelig adfærd kan dog også være udviklet pga rovdyr. Da mennesket i sin jagt på føde lærte sig at bruge primitive våben og ild, kunne denne teknik også bruges til at afværge rovdyrangreb, sådan at mennesket kunne befri sig for denne fare. Men teknikken kunne også bruges i kamp mod trusler fra andre mennesker.[19] Homo erectus kendte til brugen af ild og rådede over veludviklede våben, men om de blev brugt til andet end jagt vides ikke. Man ved heller ikke, om der var krigslignende konflikter mellem det moderne menneske og neandertalerne, eller om det var sådanne krige som medvirkede til, at neandertalerne uddøde.[20]

Antropologer har i vor tid observeret væbnede konflikter hos primitive folk, såsom Yanomami-stammen i regnskoven på grænsen mellem Venezuela og Brasilien eller Maring-stammen i Papua Ny Guinea.[21] I forbindelse med en undersøgelse af spiladfærd hos primitive folk udviklede en høvdingeboldkamp mellem to stammer i højlandet i Papua Ny Guinea sig til en blodig stammekrig, hvor der brugtes plejle, forke og leer som våben.[22]

Mange arkæologiske fund, i Danmark fx de store jernalderfund af våben i Illerup Ådal, viser at krigslignende væbnede sammenstød ofte er forekommet i tidlige samfund.[23][24] Nogle forskere mener dog, at egentlig krig foruden den fysiske kamp også indbefatter en offentlig meningsudveksling mellem parterne.[25] Defineret på denne måde forudsætter krig tilstedeværelsen af civiliserede byområder, hvor en sådan offentlig kommunikation kan finde sted, mens de førnævnte former for organiseret vold skal henføres til krigens forhistorie.

Fra tiden før egentlige civilisationer opstod er der dog mange arkæologiske vidnesbyrd om voldelige og dødelige sammenstød, krige, som har haft stor betydning for de involverede samfund, familjer eller klaner.[23] I disse tidlige samfund praktiseredes tilsyneladende en form for krig, som mest havde karakter af overfald eller parforcejagt. Egentlige slag gennemførtes i en ritualiseret form, med begrænsede tab til følge, men dog formentlig stadig større relative tab end i moderne krig.[26] I mange arkæologiske fund af mennesker der har lidt en voldsom død er det dog svært at afgøre, om døden skyldtes krig eller dagligdags voldelige tildragelser som drab, manddrab eller ulykke.[27]

Allerede jæger- og samlersamfundene kendte til krigeriske sammenstød, men disse øgedes i antal og omfang i løbet af den neolitiske revolution, hvor bønder begyndte at dyrke jorden og holde husdyr. Både jord og bygninger, husdyr og forråd af afgrøder var eftertragtede - måske også blandt nabobønderne - og bonden, der ikke som en jæger/samler kunne flygte fra en angriber, begyndte at forskanse sig i sin gård.[28] I Jeriko har man fundet rester af en neolitisk stenmur, som er tolket som et forsvarsværk beregnet på at holde angribere ude. Lignende neolitiske forsvarsværker er påvist mange andre steder i verden, fx Kina.[29]

Fra antikken til den europæiske middelalder[redigér | redigér wikikode]

Hittitisk stridsvogn med eger (fra egyptisk relief).

I bronzealderen begyndte der at opstå statslignende samfund ledet af konger, som jævnligt bekrigede hinanden med dertil oprettede hære. Krigene drejede sig ofte om adgang til ressourcer eller landområder og udkæmpedes mod nabostater eller indtrængende nomadiske stammer, fx havfolkene i Egypten. Det tidligste slag som kendes fra samtidige beskrivelser var slaget ved Megiddo 1457 f.Kr., hvor en egyptisk hær under farao Thutmose 4. besejrede en koalition af syriske fyrster.

I bronze- og jernalderen førte fremskridt inden for metallurgi til udvikling af forbedrede våben, ligesom hjul med eger fra omkring 2000 f.Kr. brugtes til de lette og hurtige hestetrukne stridsvogne, som bl.a. blev brugt af bueskytter. Fremkomsten af antikke riger, som fx det assyriske, grundede sig ofte på hære med forbedrede våben, som drog på velorganiserede røvertog. Erobrede områder pålagdes at betale tribut, og dele af befolkningen blev deporteret eller gjort til slaver.

Model af græsk triere, krigsskib med 170 roere placeret i tre niveauer, udviklet i 500-tallet f.Kr.

I krigene mellem antikkens græske bystater brugtes bueskytter og ryttere sjældent, kampene var i stedet kendetegnet ved korte, hårde og blodige slag, hvor fodfolk, hopliter, bevæbnet med lanser, sværd og skjolde kæmpede mod hinanden i tætte formationer, falankser. For den enkelte soldat var dette en meget risikabel krigsform, som krævede høj kampgejst og godt samarbejde. Man har diskuteret, om denne form for krig har været kimen til en særlig europæisk eller vestlig form for krigsførelse, som ikke så meget har til formål at udmatte modstanderen, men derimod helt underkaste eller udslette ham, vha kampberedte og disciplinerede styrker med den rette borgerånd.[30][31][32]

Gid al Kiv udryddes af Guders og Menneskers Samfund,
Samt al Harm, thi den driver endog den Vise til Grumhed;

Homer, Iliaden, 18. sang, 107-108 (Wilsters oversættelse)[33]

I den ældre del af antikken ansås krig for en uundgåelig og jævnligt tilbagevendende tilstand, og først senere som undtagelsen fra det normale. Homer tager i sin Iliade fra 8. århundrede f.Kr. afstand fra krigen (se tekstbox), mens omvendt den førsokratiske filosof Heraklit nogle århundreder senere betragtede krig som en nødvendig og stedsevarende del af udviklingen: ”Krig er alle tings fader og konge. Krig gør nogle til guder, andre til mennesker, nogle til slaver, andre til frie.”[34] Efter den Peloponnesiske Krig gjorde man flere, de fleste dog forgæves, forsøg på at etablere en samfundsorden med almen fred, hvor de forskellige små bystater kunne leve fredeligt og uafhængigt side om side ud i al fremtid. Man forsøgte hermed at indføre en ny type fred, til afløsning for den hidtidige, hvor de to stridende parter enedes om en fredsaftale, som udløb efter en årrække, hvorefter krigen gerne blev genoptaget.[35]

Forsøg på rekonstruktion af romersk militærforlægning langs Romerrigets grænse mod de germanske stammer i Bayern.

Længere fredsperioder var i antikken næsten altid forbundet med store velorganiserede rigers evne til at kontrollere sine landområder. Romerrigets Pax Romana, som begyndte under kejser Augustus og varede i mere end 200 år, byggede således på Roms militære tilstedeværelse i hele riget, i form af en stående hær af professionelle soldater, som var indkvarteret i militærforlægninger, kasteller, og som hurtigt kunne flyttes rundt ad veje bygget til formålet. I tiden omkring Kristi fødsel var romernes største fjender de germanske stammer, som beboede det nuværende Tyskland. Efter romernes store nederlag til germanerne i Varusslaget år 9 e.Kr. begyndte man anlæggelsen af et omfattende forsvarsværk, Limes, som strakte sig tværs gennem Europa. Senere, i 200- og 300-tallet, var romerne ofte i krig med sassaniderne, som med oprindelse i det nuværende Iran havde erobret det meste af Mellemøsten. Den traditionelle romerske kampform, fodfolk bevæbnet med sværd og skjolde, kom ofte til kort over for sassanidernes brynjeklædte kavaleri, eller katafrakt, og romerne måtte indføre deres eget pansrede kavaleri.

Den byzantinske flådes græske ild var et frygtet våben under søslag. Den brændende væske var svær at slukke og kunne brænde selv når den flød på vandet, i stil med nutidens napalm.
Amerikansk flodbåd sprøjter med brændende napalm under Vietnamkrigen.

Det skulle i sidste ende også blive krigere til hest, som bragte Romerriget til fald, nemlig da hunnernes angreb mod Centraleuropa i begyndelsen af 400-tallet indvarslede Folkevandringstiden, som snart fik det vestromerske rige til at gå i opløsning.[36] Det østromerske rige overlevede helt til 1400-tallet, men mærkede i 600- og 700-tallet det voksende pres fra den islamiske ekspansion, der udgik fra det muslimske kalifat på den arabiske halvø. I det vesteuropæiske tomrum efter Romerriget udkæmpedes mange krige om territorier, og man begyndte også her i stigende grad at benytte pansret kavaleri, forløberen for den middelalderlige ridder med rustning og harnisk. Dette førte til fremvæksten af adelen, der som særlig privilegeret samfundsklasse, ofte fritaget for skat, til gengæld var forpligtet til at gå i krig for kongen. Man havde ikke længere som romerne stående hære, men adelen og kongen udrustede hære til lejligheden, når man skulle på felttog eller forsvare sig mod fjender. Både kongemagten og den kristne kirke arbejdede for at opretholde fred, og i løbet af middelalderen begyndte også de stadigt mere betydningsfulde byer at opbygge deres eget militær, fx Hanseforbundet i Nordeuropa. Indførelsen af kristendommen i Europa gik ofte hårdhændet for sig i religionskrige, hvor de religiøse motiver dog ofte blev sammenblandet med etniske, magtpolitiske og økonomiske. En særlig slags religionskrige var korstogene, dels rettet mod muslimerne i Palæstina og Jerusalem, dels mod hedenske folk i europæiske udkantsområder, fx den danske kong Valdemars felttog mod venderneØstersøens sydkyst.

Mustafa Kemal, senere kendt som Atatürk, grundlægger af det moderne Tyrkiet, i janitshar-uniform i sine unge år.

Hundredeårskrigen drejede sig om herredømmet over Frankrig, og her kæmpede den franske konge med sin ridderhær mod en engelsk hær domineret af bueskytter med langbuer, bl.a. i slagene ved Crecy og Agincourt. På denne tid fremkom hære med lejesoldater, som markerede et brud med adelens eneret til at bære våben, og som pga manglende eller forsinket betaling ofte afstedkom problemer med plyndringer og overgreb på civilbefolkninger. Som modtræk begyndte de europæiske kongemagter i 1400-tallet at oprette såkaldte ordonnanskompagnier, som i kraft af en tættere tilknytning til kongen kunne bistå det adelige militær og udgøre begyndelsen til de stående hære, som snart blev et kendetegn for de fleste europæiske lande. Samtidig indførtes regelmæssig beskatning til opretholdelse af militæret, til erstatning for tidligere tiders ekstraordinære opkrævning af skatter, når en hær skulle mobiliseres.[37]

Samtidig med de mange middelalderlige krige mellem europæiske lande fremkom med Osmannerriget mod øst en langvarig og alvorlig trussel mod Europa. De osmanniske janitsharer var specialuddannede elitesoldater, som i mange tilfælde blev afgørende for europæernes nederlag, fx da det byzantinske Konstantinopel i 1453 faldt til osmannerne.

Asien: inderne, kineserne og mongolerne[redigér | redigér wikikode]

På det eurasiske kontinent har udviklingen inden for både krigsførelse og militær ofte fulgtes ad, hele vejen fra Europa over Mellemøsten og til Fjernøsten. Perserne i det achæmenidiske rige påvirkede under perserkrigene forholdene i et stort område helt fra antikkens Grækenland i vest til det nordlige Indien i øst.[38] Senere underlagde den makedonske Alexander den Store sig et tilsvarende område, hvor hellenismen trivedes.

Fra tiden omkring 300-tallet f.Kr. har man i Indien brugt elefanter i krig, og krigselefanter kom senere til at indgå i Alexanders hære, hvorfra de blev indført i Middelhavnsområdet. Her brugte både grækerne og fønikerne krigselefanter, såvel indiske som afrikanske elefanter, bl.a. da Hannibal førte elefanter over Alperne i sit felttog mod romerne i 218 f.Kr.

Hunnernes angreb på alanerne blev starten på en kædereaktion af angreb fra øst mod vest.
Japanske samuraier angriber et mongolsk skib engang i 1200-tallet.

I Kina udkæmpede syv småstater i tiden mellem 475 og 221 f.Kr. en lang række krige, som til sidst førte til Kinas samling under Qin-dynastiet. Under krigene udviklede staternes militær sig voldsomt, idet man begyndte at benytte avancerede våben af jern, samt stridsvogne, kavaleri og armbrøster, foruden daggert-økser, forgængere for de langt senere europæiske hellebarder. Qin-dynastiet var et centraliseret og bureaukratiseret samfund, som med en veludrustet og disciplineret hær gennemførte adskillige erobringsfelttog. Hærens styrke baseredes dels på en meget udstrakt og hårdhændet brug af værnepligt, som gjorde den overlegen m.h.t. fodfolk, dels på mange professionelle enheder.[39] Det var også under Qin-dynastiet, man påbegyndte bygningen af den kinesiske mur, som skulle holde krigeriske nomader fra de centralasiatiske stepper på afstand.

Den kinesiske murs tilstedeværelse har muligvis været medvirkende årsag til, at hunnerne i 300-tallet e.Kr. begyndte at bevæge sig fra Centralasien mod Europa, hvor de startede en kædereaktion af krige mellem centraleuropæiske folk, foruden Romerriget.

I begyndelsen af 1200-tallet begyndte mongolerne fra deres hjemstavn i det centrale Asien et erobringstog som førte til oprettelsen af det mongolske kejserdømme, som omkring 1300 strakte sig fra Stillehavet til Middelhavet og omfattede både Kina og Persien. Mongolernes felttog mod Europa førte dem helt til Schlesien i det nuværende Polen, hvor de i 1241 besejrede en tysk-polsk hær. Mongolernes ødelæggelser i Kina var muligvis medvirkende til, at den teknologiske udvikling her gik i stå, så at kineserne efterhånden sakkede afgørende bagud i forhold til europæerne.[40]

Krudtet blev opfundet i 1000-tallet i det kinesiske Song-dynasti, men blev til at begynde med kun brugt til fyrværkeri og ikke i krigsøjemed. Senere brugte kineserne krudt til fra bambusrør at kaste flammer og senere også projektiler af bly eller jern mod fjenden, de første skydevåben. Det er usikkert, om det var gennem mongolerne eller muslimerne at krudtet kom til Europa. Men her begyndte man i 1300-tallet at anvende skydevåben. Således brugte englænderne i slaget ved Crécy i 1346 for første gang primitive kanoner mod franskmændene.

Fra religionskrig til verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Religionskrig i Europa. Maleri af Francois Dubois som viser Bartholomæusnatten, massakre på tusindvis af parisiske huguenotter i 1572.

I Europa markerede Reformationen i begyndelsen af 1500-tallet afslutningen på den relativt rolige Middelalder, og gennem næsten 200 år hærgedes kontinentet nu af en række religionskrige. I Firsårskrigen lykkedes det efterhånden det oprindeligt underlegne nederlandske hær at få overtaget over de spanske besættere, idet man gennemførte en fuldstændig reform af det nederlandske militærvæsen. Denne oraniske hær-reform indebar afskaffelse af brugen af de ofte upålidelige lejesoldater ved indførelse af værnepligt, så at soldater i stedet rekrutteredes blandet landets egen befolkning. Ved at fokusere på disciplin, gennem eksersits og et konsekvent system af straffe og belønninger, søgte man at opbygge en hær af trofaste, pligtopfyldende soldater, som kunne samarbejde godt og udvise selvbeherskelse. Officerer udvalgtes og og forfremmedes ikke længere overvejende efter alder og gunst, men i langt højere grad efter fortjeneste.[41]

I slaget ved Otumba i 1520 vandt Cortes’ spanske kavaleri og infanteri en afgørende sejr over en talmæssigt overlegen aztekisk hær.

Columbus’ rejse i 1492 blev startskuddet til den europæiske kolonisering af Amerika. Her opstod utilsigtet en ny form for krigsførelse, som fik stor betydning, nemlig at påføre fjenden sygdomme. Grundet et anderledes immunforsvar viste den indfødte amerikanske befolkning sig meget lidt modstandsdygtig over for mange sygdomme, som i Europa ansås for banale eller relativt ufarlige. Så de europæiske kolonialister kunne ved deres blotte fysiske tilstedeværelse, eller ved indførsel af i Amerika ukendte husdyr som svin, kvæg og får, sprede sygdom og død blandt de indfødte. Det anslås, at mindst tre fjerdedele af den indfødte amerikanske befolkning bukkede under for sygdomme indført af europæerne.[42]

Den mellemeuropæiske Trediveårskrig i første halvdel af 1600-tallet var en krig med både religiøse og nationalistiske motiver, næret af spændinger inden for det tysk-romerske Rige, samt mellem habsburgerne og franskmændene. Man brugte mest hære med lejesoldater, som mellem de forholdsvis sjældne slag ernærede sig ved røveri, plyndring og massakrer på civile, i en grad så omkring en trediedel af befolkningen i de berørte områder omkom. Lejesoldat-hærene fulgtes rundt fra slagmark til slagmark af en broget flok civile, som skaffede forsyninger, samt soldaterhustruer og -familier, foruden prostituerede.

Den ødelæggende krig førte til en holdningsændring, som kom til udtryk i den Westfalske fred i 1648. Her nævtes for første gang princippet om ikke-indblanding i andre staters indre forhold, foruden at man begyndte at adskille religion og politik, idet krig ikke længere ansås som nogen god løsning på religiøse stridigheder. Samtidig erstattedes efterhånden de berygtede lejesoldat-hære med stående nationale hære, i stil med den ovenfor omtalte hær-reform i Nederlandene. Den herved opnåede forbedrede militære effektivitet viste sig udslagsgivende i Slaget ved Wien i 1683, hvor en osmannisk belejring blev brudt af en koalition af europæiske hære. [Kilde mangler]

Preussisk infanteri benytter linjetaktik i slaget ved Hohenfriedeberg i 1745.

I midten af 1700-tallet deltog alle Europas stormagter i Syvårskrigen, som nogle anser for at være den første verdenskrig, fordi den spredte sig til de europæiske kolonier i Amerika, Indien og Afrika. I krigene som fulgte den franske revolution, gik man på slagmarken efterhånden bort fra linjetaktik, hvor soldaterne gik frem på linje, og over til kolonne-taktik, hvor soldaterne bevægede sig i tættere enheder. Samtidig indførte franskmændene divisionen som en ny selvstændigt virkende hærenhed. Efter Freden i Wien i 1815 fulgte en ret fredelig periode i Europa, som bl.a. var kendetegnet ved, at militæret i stigende grad blev videnskabeliggjort, fx ved oprettelse af en preussisk generalstab i 1808, samt grundlæggelse af flere militærakademier, fx det amerikanske West Point fra 1802. [Kilde mangler] Clausewitz’ bøger om krig stammer også fra denne tid.[2]

119 år efter slaget ved Hohenfriedeberg går danske soldater stadig helt udækkede til modangreb under slaget ved Dybbøl (maleri af Vilhelm Rosenstand).

Både Krimkrigen og den amerikanske Borgerkrig i midten af 1800-tallet var kendetegnet ved at i langt højere grad end tidligere være stillingskrige, som udkæmpedes mellem store industrielt udrustede hære. Perioden var kendetegnet ved mange tekniske fremskridt, såsom røgsvagt krudt (meget kraftigere end sortkrudt), den franske mitrailleuse (forløber for maskingeværet) og Minié-projektilet (med større rækkevidde og træfsikkerhed), preussiske bagladegeværer med tændnål, foruden kraftige forbedringer inden for kanoners rækkevidde og træfsikkerhed (som danskerne oplevede det i 1864 ved Dybbøl). Disse krigstekniske landvindinger gjorde krige meget blodige med store tabstal.[43] Under den amerikanske borgerkrig medførte dette efterhånden en ændret taktik, fra åben kamp til kamp fra positioner i dækning, en udvikling som også kom til at kendetegne den langt senere 1. Verdenskrig. Krigenes blodighed førte også til øget fokus på behandling af sårede og lemlæstede, og i 1859 oprettedes hjælpeorganisationen Røde Kors, som første gang deltog i en krig under 2. Slesvigske Krig mellem Preussen og Danmark. Geneve-konventionen fra 1864 var det første internationale forsøg på regulering af krig mellem stater, især mht omsorg for krigsofre. Under fredskonferencerne i Haag vedtog man i 1907 den skelsættende regel om, at stater ikke har ubegrænset ret til at vælge måder at skade en fjende på. [Kilde mangler]

De to verdenskrige, FN og den kolde krig[redigér | redigér wikikode]

Stillingskrig. Britisk skyttegrav under Slaget ved Somme 1916.
Det fuldstændigt udbombede Köln i april 1945.

Efterhånden betragtes perioden 1914-1989 blandt historikere som én lang krig, afbrudt af våbenhviler:[44]

I årtierne op til 1. Verdenskrig forsøgte de europæiske stormagter og USA, som alle kappedes om at bemægtige sig kolonier, ved forbund og traktater at undgå krig, gennem en dobbeltstrategi som dels omfattede storstilet oprustning, dels ihærdigt diplomati. Da det kom til stykket, var forholdet mellem stormagterne så spændt, at et indenrigspolitisk attentat, Mordet i Sarajevo, var nok til at udløse verdenskrigen. Moderne våben som maskingeværer, kampvogne, giftgas, ubåde og slagskibe førte, i kombination med en taktisk forståelse, der ikke var fulgt med den tekniske udvikling, til at denne krig blev uhørt blodig, med titals millioner af døde, hårdt sårede og invaliderede. Den manglende taktiske forståelse kom bl.a. til udtryk ved, at tyskerne bragte 40.000 kavaleriheste til en front præget af pigtråd og maskingeværer.[44]

Dette er ikke en fred. Det er en 20 års våbenhvile!

– (meget profetisk, skulle det vise sig) udtalelse i sommeren 1919 af den franske øverstkommanderende marskal Foch, som kommentar til Versaillestraktaten[45]

Efter krigen oprettedes på initiativ af den amerikanske præsident Wilson den internationale organisation Folkeforbundet, som skulle arbejde for fred og samarbejde. På trods af succes med at mægle i en række mindre konflikter lykkedes det hverken forbundet at forhindre den spanske borgerkrig eller 2. Verdenskrig. Heller ikke Briand-Kellogg-pagten fra 1928, som forbød de medunderskrivende lande at angribe hinanden, forhindrede en ny verdenskrig. Allerede i 1931 invaderede Japan Manchuriet og senere i 1937 Kina, hvormed Stillehavskrigen var i gang. I Tyskland kom nazisterne under ledelse af Adolf Hitler til magten i 1933, og frem til krigsudbruddet i 1939 ignorerede Nazi-Tyskland i stigende grad sine internationale folkeretlige forpligtelser, som forberedelse til en erobrings- og tilintetgørelseskrig.

2. Verdenskrig begyndte som en konventionel krig, men udviklede sig for især Tysklands og Japans vedkommende til total krig, hvor statsstyret krigsproduktion og økonomi støttet af en aggressiv propaganda inddrog meget store dele af befolkningen direkte eller indirekte i krigshandlingerne. Herved blev grænsen mellem civilbefolkning og militær udvisket, hvilket kun var én blandt mange tilsidesættelser af de folkeretslige regler for krig.

Vi, de Forenede Nationers folk, ønsker

  • at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden,
  • paany at bekræfte troen paa fundamentale menneskerettigheder, paa menneskets personlige værdighed og værd, paa mænds og kvinders saavel som store og smaa nationers lige rettigheder,
  • at skabe vilkaar, hvorunder retfærdighed og respekt for de forpligtelser, der opstaar ved traktater og andre kilder til mellemfolkelig ret, kan opretholdes, og
  • at fremme sociale fremskridt og højne levevilkaarene under større frihed,
  • at udvise fordragelighed og leve sammen i fred med hverandre som gode naboer,
  • at forene vore kræfter til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed,
  • at sikre, ved anerkendelse af grundsætninger og fastlæggelse af fremgangsmaader,
  • at væbnet magt ikke vil blive anvendt undtagen i fælles interesse,og
  • at anvende mellemfolkelig organisation til befordring af økonomiske og sociale fremskridt for alle folkeslag,
– uddrag af FN-pagten [46]
Sovjetisk mindesmærke over 2. verdenskrig i Treptower Park i Berlin.

Ligesom efter 1. Verdenskrig bredte der sig også efter 2. Verdenskrig et stærkt ønske om at forhindre fremtidige krige, og allerede i oktober 1945 blev den verdensomspændende organisation Forenede Nationer grundlagt. Medlemmerne forpligtede sig til at afstå fra enhver form for trussel om eller anvendelse af magt overfor andre stater, det være sig angrebskrig eller militær pression, og man knæsatte principperne om ikke-indblanding i andre staters anliggender samt retten til at forsvare sig mod fjendtlige angreb. I disse år gik mange stater desuden fra at have et krigsministerium over til at kalde det et forsvarsministerium, således Danmark i 1950.

Man bestræbte sig på at bandlyse de såkaldte ABC-våben, men kunne kun enes om forbud mod biologiske og kemiske våben, ikke atomvåben. Netop her begyndte mellem USA og Sovjetunionen et atomart våbenkapløb, som markerede begyndelsen på den kolde krig mellem de nye forsvarsalliancer NATO i vest og Warszawa-pagten i øst. Ned gennem Europa skilte Jerntæppet de to parter ad, og langs tæppet opbyggedes militære anlæg i stor stil, beregnet til både forsvar og angreb, således i Danmark søbefæstningerne Stevnsfortet, Langelandsfortet og Bangsbo Fort. Især i Tyskland, som under den kolde krig var delt i to, opstilledes et stort antal atombevæbnede missiler.

Det kom ikke under den kolde krig til kamphandlinger i Europa, men i stedet udkæmpedes i den tredje verden en række krige, primært som stedfortræderkrige, hvoraf de blodigste var Koreakrigen 1950-53 og Vietnamkrigen 1955-75, foruden mange mindre konflikter især i Afrika og Latinamerika. Under Cubakrisen i 1962 var man meget tæt på en direkte militær konfrontation mellem USA og Sovjetunionen, og i de følgende år påbegyndtes bestræbelser hen mod begrænsning af udbredelse og brug af atomvåben.[Kilde mangler]

Tendenser siden 1991[redigér | redigér wikikode]

Nederlandsk fregat affyrer Harpoon-missil under øvelse i kampen mod pirater ved Afrikas Horn.

I slutningen af 1991 opløstes Sovjetunionen og et halvt år senere Jugoslavien, og dette førte snart til en række borgerkrige om nationalistiske og etniske spørgsmål. Europas blev således igen skueplads for krige, især i det tidligere Jugoslavien, hvor danske styrker for første gang siden 9. april 1940 kom i kamp.

Efter terrorangrebet 9/11 udråbte den amerikanske præsident George W. Bush krigen mod terrorisme, hvor mange vestlige lande, heriblandt Danmark, har støttet den amerikanske krigsindsats, både i Afghanistan og Irak.

I det 21. århundrede er krige hovedsagelig interne konflikter, som sjældent udkæmpes hen over landegrænser. I 2013 var der 20 krige i gang, heraf ingen mellem suveræne stater.[47]

I disse år kan mange krige, især i det tidligere Sovjetunionen, betegnes som glemte eller frosne, idet parterne enten ikke ønsker eller magter at bringe dem til ophør.[48]

Siden internettets fremkomst i 1995 er der opståen en ny digital form for krig, cyberkrig, som udkæmpes uden våben eller slagmark, men som har til formål at skade fjendens digitale infrastruktur, som det fx skete da mange ukrainske institutioner, samt mange andre institutioner og firmaer verden over, i juni 2017 blev angrebet, muligvis af Rusland.[49]

Under præsident Obama begyndte det amerikanske militær, og senere mange andre landes militær, at bruge droner til ikke blot overvågningsopgaver, men også direkte angreb, hvilket har rejst en etisk debat.[25]

Grunde til krig[redigér | redigér wikikode]

Forskerne er ikke enige om, hvilke grunde til krig er de fremherskende. I sin bog Om krig skriver Clausewitz, at ”hver epoke har haft sin egen slags krig, sine egne begrænsninger og sine egne forudfattede meninger”.[50]

Psykologiske[redigér | redigér wikikode]

Det er blevet hævdet, at ”krig ofte er en voldsom udladning af indre vrede, [hvor] menneskenes indre frygt udskilles som massiv ødelæggelse.”[51] Krig kan således anses som en måde, et menneskes frustration over ikke at være herre over sig selv midlertidigt bliver afhjulpet ved, at vedkommende slipper sin destruktive side løs på andre. På denne måde bliver disse andre gjort til syndebuk for ens egen uudtalte og underbevidste frustration og frygt.

Andre psykoanalytikere har fremført, at mennesket har en medfødt lyst til at være voldelig.[52] Personens aggressioner næres af psykologiske forskydninger og projektioner, hvor en person overfører sin forudindtagethed og sit had på andre racer, religioner, stater eller ideologier. En nationalstat inddæmmer denne individuelle vold ved at sørge for lov og orden i lokalsamfundet, mens personen kan slippe volden løs i krigstjeneste.

Selvfølgelig ønsker almindelige mennesker ikke krig; hverken i Rusland eller i England eller i Amerika, eller i Tyskland for den sags skyld. Det er klart. Men når alt kommer til alt er det et lands ledere som fastlægger politikken, og det er altid nemt at få befolkningen med sig, hvadenten det er et demokrati eller et fascistisk diktatur eller et parlament eller et kommunistisk diktatur … man kan altid få folk til at gøre som man siger. Det er nemt. Alt man behøver er at fortælle dem, de bliver angrebet, fordømme pacifisternes mangel på fædrelandskærlighed og sige at de udsætter landet for fare. Det virker lige godt i alle lande.

Hermann Göring under Nürnbergprocessen, 18. april 1946 [53]

Den italienske psykoanalytiker Franco Fornari (1921-1985) har forbundet krig med sorg, idet han mente krig skal opfattes som en paranoid eller projiceret uddybning af sorgen.[54] Han mente, at både vold og krig opstår ud af menneskets behov for kærlighed: vores ønske om at bevare og forsvare den ukrænkelige genstand, vi oprindeligt er knyttet til, nemlig vores mor og vores sammensmeltning med hende. For den voksne er nationen den ukrænkelige genstand, som får os til at gå i krig. Fornari mente, opofrelsen var central i forståelsen af krig: menneskers forbavsende villighed til at dø for deres fædreland, til at overgive deres krop til nationen.

Selvom menneskets altruistiske behov for at ofre sig selv for en ædel sag ifølge Fornari er en medvirkende drivkraft hen mod krig, er det dog kun et fåtal af krige som er startet ud fra en sådan lyst til krig blandt den brede befolkning.[55] Langt oftere er det sket, at en befolkning modvilligt er blevet trukket ind i krigen af sine herskere. Det er således blevet fremført, at den brede befolkning stiller sig mindre afvisende over for krig, når herskere som viser ligegyldighed over for menneskeliv kommer til magten.[56] Krig opstår når herskerne opsøger krigen, som tilfældet var med Napoleon og Hitler. Sådanne herskere kommer ofte til magten i krisetider, når befolkningen vælger beslutsomme ledere, som så fører nationen ind i krigen.

Udviklingsmæssige[redigér | redigér wikikode]

Der er fremsat flere teorier om udviklingsmæssige grunde til krig, og teorierne grupperer sig omkring to skoler. Dels anses krig som opstået i løbet af den ældre stenalder som følge af, der fremkom mere komplekse og folkerige samfund, som oplevede knaphed på ressourcer; dels anses krig som en langt ældre adfærd nedarvet fra eller inspireret af dyrene, som kæmper om territorier og mager.[57]

Sidstnævnte skole hævder, at i og med at krigslignende adfærdsmønstre ses hos mange primater, fx chimpanser,[58] foruden hos mange myrearter,[59] kan gruppekonflikter være et gennemgående træk ved dyrs sociale adfærd. Visse af skolens tilhængere hævder videre, at skønt tilbøjeligheden til krigsadfærd er medfødt, er den blevet styrket af udviklingen inden for våbenteknik og statsdannelse.[60]

Psykologen Steven Pinker har fremført, at krigerisk adfærd kan være blevet fremelsket ved naturlig udvælgelse pga de fordele, der er forbundet med sejr.[61] Han mener desuden, at hvis et samfund skal kunne afskrække nabosamfundene på troværdig vis (eller den ene person skal kunne afskrække den anden), må man være kendt for at ty til gengældelse, hvilket har udviklet menneskets instinkter både for hævn og for ære, dvs at beskytte et samfunds (eller individs) omdømme.

Krig defineret som handlinger hvor grupper ”søger med magt at undertvinge eller dræbe medlemmer af andre grupper” kendetegner de fleste menneske-samfund. Samfund som ikke har kendt til denne magtudøvelse er ”tilbøjelige til politisk at være underlagt sine naboer”.[62]

Antropologen Ashley Montagu var arg modstander af forestillingen om et medfødt krigsinstinkt hos mennesket, hvis tilbøjelighed til krigerisk adfærd han i stedet mente styres af sociale forhold og opdragelse. Han mente ikke, krigsførelse er en del af almenmenneskelig adfærd, men i stedet et historisk påfund opstået i en særlig slags samfund.[63] Hans påstand støttes af etnografiske undersøgelser af samfund, som slet ikke kender til aggressiv adfærd, fx Chewong- og Semai-folkene på Malayahalvøen.[64] Man har også bemærket en sammenhæng mellem uddannelse og indstilling til krig, idet man i samfund hvor krigsførelse er almindelig tilskynder børn til at være mere aggressive.[65]

Økonomiske[redigér | redigér wikikode]

Krig kan anses for at være en form for øget økonomisk konkurrence i et konkurrencestyret internationalt system. Anskuet på denne måde startes krige i jagten på naturressourcer og rigdom. Historikere og økonomer har også kædet krig sammen med statsdannelse, skatteopkrævning og økonomisk udvikling.[66] I nyere tid spiller også aspekter af globalisering ind, såsom øget bevægelighed for kapital og information. På den politiske højrefløj hersker der, især blandt fascister, den opfattelse, at en stærkt nation har ret til at tage det som en svag nation ikke kan forsvare.[67][68]

Marxistiske[redigér | redigér wikikode]

Også marxismen anser krige for dybest set at være økonomisk begrundede og mener, alle krige i nyere tid har skyldtes konkurrence mellem store imperialistiske stater om adgang til ressourcer og markeder, som et naturligt resultat af, disse stater var klassesamfund med frie markedsmekanismer. Vejen væk fra krige går over en verdensomspændende revolution, som afskaffer det klassedelte samfund og de frie markedsmekanismer. Rosa Luxemburg opfattede imperialismen som et direkte resultat af kapitalistiske staters behov for nye markeder. Produktionsmidlerne, og dermed indtjeningen, kan kun forøges, hvis den modsvares af en øget efterspørgsel blandt forbrugere. Da arbejderne i et kapitalistisk samfund ikke har nok penge til at imødekomme denne efterspørgsel, må producenterne opdyrke nye markeder, hvor de kan afsætte varerne, hvilket driver imperialismen.[69]

Demografiske[redigér | redigér wikikode]

Ifølge Thomas Malthus’ teorier er det misforholdet i en stat mellem befolkningsforøgelsen og mængden af tilgængelige ressourcer der fremkalder krige.

Citat For dette land, som I nu bebor, omsluttet på alle sider af hav og bjergtinder, er for lille til jeres store befolkning; det kan knap nok brødføde sine bønder. Derfor er det at I myrder og opæder hinanden, at I går i krig mod hinanden, og at mange blandt jer går til i indbyrdes stridigheder. Læg derfor hadet blandt jer bort, gør ende på jeres uenighed. Betræd i stedet vejen til den hellige grav; vrist dette land fri fra en ugudelig race og gør det til jeres. Citat
– Pave Urban II, ved optakten til det første korstog i 1095 [70]

Dette citat fra korstogenes tid er et af de tidligste eksempler på Malthus’ teori, som postulerede at en befolkning vil vedblive med at øges, indtil krig, sygdom eller sult sætter grænser for væksten.[71]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Faglitteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Steven A. LeBlanc (2013): Constant Battles. Why we fight. St. Martin’s Press, 1 oplag (ebog)
  • Carl von Clausewitz (1986): Om Krig, Bind I-III. Oversat fra originalen Vom Kriege (1832-34) og redigeret af Nils Berg. Forlaget Rhodos, 1200 sider
  • Carl von Clausewitz (2010): Om Krig. Oversat fra originalen Vom Kriege (1832-34) af Mogens Chrom Jacobsen, Aarhus Universitetsforlag, 103 sider, ISBN 87-7934-517-4
  • Martin L. van Creveld (2003): Krig og krigsteori. Gyldendal, ISBN 87-02-01323-1
  • Giulio Douhet (1921): Il dominio dell'aria. Engelsk udgave 2009 med titlen The command of the air, som ebog, 394 sider, ISBN 9780817383251 (hovedværk om luftkrig)
  • Franco Fornari (1974): The Psychoanalysis of War. Doubleday Anchor Press, 284 sider. ISBN 9780385043472
  • Peter Heather (1996): The Goths. Blackwell. ISBN 0-631-16536-3
  • Peter Heather (2005): The Fall of the Roman Empire. Pan Books. ISBN 978-0-330-49136-5
  • Adam Hochschild (2011): To End All Wars – A Story of Loyalty and Rebellion 1914-18. Houghton Mifflin Harcourt, 448 sider. På dansk 2014 med titlen: Aldrig mere krig. Informations forlag, 464 sider
  • Lawrence H. Keely (1996): War before Civilization. Oxford University Press
  • Hans Kirchhoff, Henning Poulsen og Aage Trommer (1989): Den 2. Verdenskrig 1939-45. Gyldendal, 668 sider, ISBN 87-03-00106-7
  • A. T. Mahan (1890): The Influence of Sea Power Upon History, 1660-1783 (hovedværk om søkrig)

Skønlitteratur[redigér | redigér wikikode]

Krige har gennem tiden inspireret mange forfattere.

Dansk[redigér | redigér wikikode]

Engelsk[redigér | redigér wikikode]

  • Joseph Heller (1961): Catch-22, Simon & Schuster, 453 sider, ISBN 0-684-83339-5. På dansk 1994 med titlen Punkt 22, Gyldendal, 393 sider, ISBN 87-00-19958-3 (om en amerikansk bombe-eskadrilles absurde oplevelser i Italien under 2. Verdenskrig)
  • Norman Mailer (1948): The Naked and the Dead. På dansk samme år med titlen De nøgne og de døde. Gyldendal, to bind 685 sider (om en deling amerikanske soldaters oplevelser under Stillehavskrigen)

Tysk[redigér | redigér wikikode]

  • Günter Grass (1959): Die Blechtrommel. På dansk 1961 med titlen Bliktrommen, Gyldendal, udgave 2016, 576 sider, ISBN 978-87-02-19071-7 (samfundssatire over det borgerlige Tyskland før, under og efter 2. verdenskrig)

Se også[redigér | redigér wikikode]

Verdenskort over igangværende krige og konflikter.

     Større krige, med 10,000+ døde i år eller i fjor      Krige med 1,000–9,999 døde i år eller i fjor      Konflikter med 100–999 døde i år eller i fjor      Træfninger og sammenstød med færre end 100 døde

Internationale organisationer[redigér | redigér wikikode]

Krige[redigér | redigér wikikode]

Berømte slag[redigér | redigér wikikode]

Landslag[redigér | redigér wikikode]

Søslag[redigér | redigér wikikode]

Luftslag[redigér | redigér wikikode]

Diverse[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Krig, artikel i Den Danske Ordbog
  2. ^ a b Carl von Clausewitz (2010)
  3. ^ a b Krig, artikel i DenStoreDanske
  4. ^ Šmihula, Daniel (2013): The Use of Force in International Relations, p. 67, ISBN 978-80-224-1341-1
  5. ^ Paul James og Jonathan Friedman (2006): Globalization and Violence, Vol. 3: Globalizing War and Intervention. London: Sage Publications
  6. ^ The Cambridge History of China: Alien regimes and border states, 907–1368, 1994, side 622 i: Matthew White (2011): The Great Big Book of Horrible Things: The Definitive Chronicle of History's 100 Worst Atrocities
  7. ^ Timothy Snyder (2010): Bloodlands: Europe Between Hitler and Stalin, Basic Books, 250 sider
  8. ^ GBD 2013 Mortality and Causes of Death, Collaborators (17 December 2014). "Global, regional, and national age-sex specific all-cause and cause-specific mortality for 240 causes of death, 1990-2013: a systematic analysis for the Global Burden of Disease Study 2013". Lancet. 385(9963): 117–71. PMC 4340604 . PMID 25530442. doi:10.1016/S0140-6736(14)61682-2
  9. ^ "Top Ten Problems of Humanity for Next 50 Years", Professor R. E. Smalley, Energy & NanoTechnology Conference, Rice University, May 3, 2003
  10. ^ Tanton, John (2002). The Social Contract, side 42
  11. ^ Moore, John (1992). The pursuit of happiness. side 304
  12. ^ Baxter, Richard (2013): Humanizing the Laws of War. side 344
  13. ^ Chew, Emry (2012): Arming the Periphery. side 49
  14. ^ Lewis, Brian C. "Information Warfare". Federation of American Scientist. Archived from the original 1997-06-17. Hentet 27 Feb 2017.
  15. ^ D. Hank Ellison (2007): Handbook of Chemical and Biological Warfare Agents, Second Edition. CRC Press. side 567–70. ISBN 0-8493-1434-8
  16. ^ Gerhard Neuweiler (2007): Kriege im Tierreich. I: Formen des Krieges. Von der Antike bis zur Gegenwart. Dietrich Beyrau m.fl., Paderborn, side 503–520
  17. ^ Dale Peterson, Richard Wrangham, Bruder Affe (2001): Menschenaffen und die Ursprünge menschlicher Gewalt, Hugendubel, München
  18. ^ LeBlanc (2013), s. 96
  19. ^ LeBlanc (2013), s. 91 ff
  20. ^ Yuval Noah HarariEine kurze Geschichte der Menschheit. DVA, München 2013, s. 23
  21. ^ John Keegan (1995): Die Kultur des Krieges. Rowohlt, Berlin, ISBN 3-87134-226-2, s. 149–155 om yanomani og s. 156–163 om maring
  22. ^ Siegbert A. Warwitz, A. Rudolf (2014): Völkerball. In: Dies.: Vom Sinn des Spielens. Reflexionen und Spielideen. 3. udg., Schneider, Baltmannsweiler s. 142 f
  23. ^ a b Keely (1996)
  24. ^ LeBlanc (2013)
  25. ^ a b Bernd Hüppauf (2013): Was ist Krieg? Zur Grundlegung einer Kulturgeschichte des Kriegs. transcript, Bielefeld
  26. ^ Keely (1996), s. 89 ff
  27. ^ Robert L. Kelly (2006): From the Peaceful to the Warlike. Ethnographic and Archaeological Insights into Hunter-Gatherer Warfare and Homicide, i: Douglas P. Fry (2006): War, Peace, and Human Nature: The Convergence of Evolutionary and Cultural Views, New York: Oxford University Press, s. 154
  28. ^ LeBlanc (2013), kap 5 og 6
  29. ^ Ralph D. Sawyer (2011): Ancient Chinese Warfare, Basic Books, New York, s. 19 ff
  30. ^ John Keegan (2012): Die Kultur des Krieges, Anaconda-Verlag, Köln, s. 353 ff
  31. ^ Victor Hanson (1989): The Western Way of War, New York
  32. ^ Harry Sidebottom (2008): Der Krieg in der antiken Welt, Philipp Reclam Verlag, Stuttgart, s. 8 ff og 177 ff
  33. ^ Homers Iliade på kalliope.org
  34. ^ Πόλεμος πάντων μὲν πατήρ ἐστί, πάντων δὲ βασιλεύς, καὶ τοὺς μὲν θεοὺς ἔδειξε τοὺς δὲ ἀνθρώπους, τοὺς μὲν δούλους ἐποίησε τοὺς δὲ ἐλευθέρους, Fragmente, B 53
  35. ^ John v. A. Fine (1983): The Ancient Greeks: A Critical History, Harvard University Press, 720 sider
  36. ^ Heather (2005)
  37. ^ Christopher Allmand (1989): The Hundred Years War: England and France at War c.1300-c.1450 (Cambridge Medieval Textbooks), Cambridge University Press, s. 102 ff
  38. ^ http://www.uni-goettingen.de/de/impressum/134698.html Seminar für Indologie und Tibetologie der Philosophischen Fakultät der Georg-August-Universität Göttingen
  39. ^ Mark Edward Lewis (2007): The Early Chinese Empires: Qin and Han (History of Imperial China), Harvard University Press, side 30 ff.
  40. ^  Ian Morris (2011): Wer regiert die Welt, Campus-Verlag, side 374 ff.
  41. ^ Werner Hahlweg (1941): Die Heeresreform der Oranier und die Antike. Studien zur Geschichte des Kriegswesens der Niederlande, Deutschlands, Frankreichs, Englands, Italiens, Spaniens und der Schweiz vom Jahre 1589 bis zum Dreissigjährigen Kriege. Historischen Seminar der Friedrich-Wilhelms-Universität Berlin, Heft 31, udg.: Walter Elze, Junker und Dünnhaupt, Berlin (senere genoptryk: Studien zur Militärgeschichte, Militärwissenschaft und Konfliktforschung, Band 35, Biblio-Verlag, Osnabrück 1987, ISBN 3-7648-1727-5)
  42. ^ Charles C. Mann (2005): 1491: New Revelations of the Americas Before Columbus. Knopf, ISBN 978-1-4000-4006-3
  43. ^ John Keegan (2010): The American Civil War: A Military History, New York, side. 53 og 328
  44. ^ a b Generalerne udkæmpede fortiden krige, artikel i Information af Georg Metz 18. januar 2014
  45. ^ Kirchhoff m.fl. (1989), s. 11
  46. ^ FN-pagten på unric.org
  47. ^ Konfliktbarometer 2013: Naher Osten wird zum dauerhaften Kriegsschauplatz, Spiegel Online, 25 feb. 2014
  48. ^ Moskau sammelt eingefrorene Konflikte, Zeit Online, 27. august 2014
  49. ^ Overblik: Her har omfattende cyberangreb ramt, DR-Nyheder, 27. juni 2017
  50. ^ Carl von Clausewitz (1976): On War. Princeton University Press, s. 593
  51. ^ A. M. Meerloo, M.D. (2009): The Rape of the Mind (2009) s. 134, Progressive Press, ISBN 978-1-61577-376-3
  52. ^ Durbin, E.F.L. og John Bowlby (1939): Personal Aggressiveness and War
  53. ^ Hermann Goering: War games
  54. ^ Fornari (1974)
  55. ^ Blanning, T.C.W. "The Origin of Great Wars." The Origins of the French Revolutionary Wars. s. 5
  56. ^ Maurice N. Walsh (1971):  War and the Human Race.
  57. ^ Peter Meyer (2004): Social Evolution. I: Franz M. Wuketits and Christoph Antweiler (eds.) Handbook of Evolution The Evolution of Human Societies and Cultures Wiley-VCH Verlag, ISBN: 978-3-527-62033-3 (bind 1)
  58. ^ O'Connell, Sanjida (7 January 2004): "Apes of war...is it in our genes?"The Daily Telegraph. London. Hentet 2010-02-06
  59. ^  "Warrior Ants: The Enduring Threat of the Small War and the Land-mine". 1996. Videnskabelig sammenligning af menneske- og myrekrige
  60. ^ Johan M.G. van der Dennen (1995): The Origin of War: Evolution of a Male-Coalitional Reproductive Strategy. Origin Press, Groningen, 1995 kapitel 1 & 2
  61. ^ Steven Pinker. "Steven Pinker - Books - The Blank Slate". Pinker.wjh.harvard.edu. Arkiveret fra the original den 2011-05-10. Hentet 2011-01-19
  62. ^ Peter M. Kappeler og Joan B. Silk (2009): Mind the Gap: Tracing the Origins of Human Universals. Kap 8 i "Intergroup Aggression in Primates and Humans; The Case for a Unified Theory", Margaret C. Crofoot and Richard W. Wrangham
  63. ^ Montagu, Ashley (1976): The Nature of Human Aggression. Oxford University Press
  64. ^ Signe Howell og Roy Willis (red., 1989): Societies at Peace: Anthropological Perspectives. London, Routledge
  65. ^ Bobbi S. Low: "An Evolutionary Perspective on War", I: Behavior, Culture, and Conflict in World Politics, The University of Michigan Press, s. 22
  66. ^ Johnson, Noel D. og Koyama, Mark (2015): "States and Economic Growth: Capacity and Constraints" (PDF). George Mason University WORKING PAPER
  67. ^ Hawkins, Mike (1997): Social Darwinism in European and American Thought, 1860–1945: Nature as Model and Nature as ThreatCambridge University Press
  68. ^ Roger Griffin og Matthew Feldman red., 2004): Fascism: Fascism and Culture, New York: Routledge
  69. ^ O'Callaghan, Einde (25 October 2007). "The Marxist Theory of Imperialism and its Critics"Marxists Internet Archive. Hentet 24 April 2011
  70. ^ Safire, William (2004). Lend me your ears: great speeches in history. W. W. Norton & Company. s. 94. ISBN 978-0-393-05931-1. 
  71. ^ Waugh, David (2000): Geography: an integrated approachNelson Thornes. p. 378. ISBN 978-0-17-444706-1

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]