Vikinger

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Viking)
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Viking (flertydig).
Vikingeskibene var en af de ting, der definerede vikingerne. Osebergskibet udstillet på Vikingeskibsmuseet i Oslo.

Vikinger, fra norrønt víkingar, var nordiske søfarere, der rejste, plyndrede og handlede fra deres hjemlande i Nordeuropa, primært Skandinavien, over et stort område i Nord-, Central- og Østeuropa, fra slutningen af 700-tallet og frem til sent i 1000-tallet.[1][2] Termen bruges også i folkemunde på mange sprog om de indbyggere i de samfund, som fandtes i vikingernes hjemland, der eksisterede i den periode, som senere blev kendt som vikingetiden. Denne periode med stor nordisk militær, merkantil og demografisk ekspansion er et vigtigt element i den tidlige middelalder i Skandinaviens historie samt i Estland, Storbritannien, Frankrig, Kijevriget og Sicilien.[3]

Tiden blev faciliteret af en udvikling inden for søfart, og karakteriseret af langskibe. Vikingernes aktiviteter strakte sig helt ned til Middelhavet, Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien. Efter en fase med opdagelse, udvikling og bosættelser, primært via vandvejen på have og floder, begyndte vikingerne at etablere samfund og politikker i forskellige områder i Nordvesteuropa, Rusland, nordatlantiske øer og sågar på Nordamerikas nordøstkyst. Den nordiske kultur blev på dette tidspunkt udbredt og spredt i de områder, hvor vikingerne kom frem, og samtidig tog de fremmede kulturer og skikke med tilbage til Skandinavien.

Den moderne opfattelser af vikingerne - der ofte bruges løst om moderne efterkommere og indbyggere i nutidens Skandinavien - afviger typisk kraftigt fra det komplekse billede som tegnes af arkæologiske fund og historiske kilder. I 1700-tallet begyndte man at opfatte vikingerne som ædle vilde, og dette udviklede sig og blev styrket i 1800-tallets viking revival.[4][5] En opfattelse af vikingerne som voldelige, hedenske pirater eller som frygtløse eventyrere stammer i høj grad fra forskellige vikingemyter, der kommer fra begyndelsen af 1900-tallet. I moderne tid er mange populære repræsentationer af vikingerne baseret på kulturelle klicheer og stereotyper, hvilket komplicerer den moderne forståelse af vikingerne og deres bedrifter.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

En norsk fjord.

Der er flere etymologiske teorier om oprindelsen af ordet viking.

En teori går på, at víking stammer fra ordet vík, der betyder "vig", altså en lille, smal bugt.[6] Der er blevet fremsat forskellige teorier om at ordet viking kan være afledt af det historiske område Viken i Norge (eller Víkinoldnorsk), der betyder "en person fra Viken". Ifølge denne teori beskriver ordet således blot en person fra området, og det er først i løbet af de seneste århundreder, at det har fået en bredere mening, der dækker skandinavere fra den tidlige middelalder. Der er dog flere problemer med denne teori. Folk fra Viken-området kaldes ikke 'Viking' i gamle norske manuskripter, men i stedet víkverir (moderne norsk: vikvær), "Vík beboere". Derudover gælder denne forklaring kun for víkingr, der er hankøn, men ikke for víking som er hunkøn.[7][8][9] Denne form findes også som et personnavn på nogle svenske runesten. Der er kun få indikationer at termen har haft en negativ betydning før slutningen af vikingetiden.

En anden etymologisk teori, som bl.a. støttes af etymologen Anatoly Liberman[10] går på, at viking er afledt af den samme rod som den gamle nordisk ord vika, som er en ‘hav-mil’, som oprindeligt var "afstanden mellem to hold roere", fra roden *weik eller *wîk, som er fra samme protogermanske verbum *wîkan, som betyder "at trække sig tilbage". Dette findes også i det protonordiske verbum *wikan, ‘at vende’, som minder om det oldislandske víkja (ýkva, víkva) ‘at flytte, at vende’, der har været brugt i flere maritime sammenhæng.[11] Lingvistisk er denne teori bedre underbygget,[11] og termen stammer sandsynligvis fra før germannerne i Vesteuropa begyndte at bruge sejl, da den gammelfrisiske stavemåde viser, at ordet blev udtalt med et blødt k og derfor sandsynligvis eksisterede i de nordvestgermanniske områder inden ændringen i udtale skete i 400-tallet eller før.[7][12] I dette tilfælde er ideen bag tilsyneladende, at den trætte roer flytter sig til siden for at gøre plads til en udvilet roer. Det norrøne hunkønsord víking (som i frasen fara í víking) kan oprindeligt have været en sørejse karakteriseret af skiftende roere, altså en lang rejse til havs inden sejlet for alvor blev udviklet. Hankønsordet víkingr ville i så fald have været en af deltagere på disse lange rejser med de skiftende roere. Ordet viking har således ikke være forbundet specfikt på skandinavisk sømænd, men endte med at være synonymt med disse, da skandinaverne begyndte at dominere havene.[13]

oldengelsk optræder ordet wicing første gang i det angelsaksiske digt Widsith, der sandsynligvis stammer fra 800-tallet. På oldenglesk og i ærkebiskoppernes fra Hamburg-Bremen historie, der blev skrevet af Adam af Bremen omkring år 1070, referer ordet generelt til skandinaviske pirater eller plyndringsmænd. Som på norrønt bliver det ikke brugt til en specifik befolkning eller kultur. Det optræder ikke i nogle bevarede tekster på middelengelsk. En teori, der er fremsat af den islandske Örnolfur Kristjansson, går på at ordets oprindelse kommer af "wicinga cynn" i Widsith, som referer til de folk eller den race, som levede i Jórvík (York, i 800-tallet under nordboerne), Jór-Wicings. Ordet viking blev introduceret i moderne egnelsk i 1700-tallet under viking revival, hvor det fik en romantiseret heroisk undertone af "barbarisk kriger" eller ædel plyndringsmand. I 1900-tallet blev termen udvidet til ikke kun at referere til plyndringsmænd til havs fra Skandinavien, men også fra andre steder, hvor de havde bosat sig (som Island og Færøerne), og derigennem sekundært til ethvert medlem af deres kultur, hvorfor plyndringsfolk kom fra slutningen af 700-tallet og frem til midten af 1000-tallet, eller mere løst fra 700-tallet til omkring 1100-tallet Som adjektiv referer ordet til ideer, fænomener eller genstande er forbundet med disse mennesker og deres kultur, og det har affødt ord som vikingetid, vikingekultur, vikingekunst, vikingereligion, vikingeskib osv.[14]

Andre navne[redigér | redigér wikikode]

Europa i 814. Roslagen ligger langs kysten af den nordlige spids markeret med lyserød "Swedes and Goths".

Vikingerne var kendt som Ascomanni ("askemænd") af germanerne efter asketræet i deres skibe,[15] Lochlannach ("søperson") af gælerne[16] og Dene af angelsakserne.[17]

Slaverne, araberne og byzantinerne kaldte dem Rus eller Rhos,[18] hvilket sandsynligvis er afledt af forskellig brug af roþs-, "relateret til roning", eller afledt af området Roslagen i det østlige Sverige, hvor de fleste af de vikinger, som besøgte de slaviske lande, kom fra. Nogle arkæologer og historikere mener, at disse skandinaviske bosættelser i de slaviske lande spillede en betydelige rolle i dannelsen af Kijevriget, og at Rusland og Belarus (Hviderusland) er afledt af rus-folket.[19][20][21] Det moderne navn for Sverige i flere af nabolandene er muligvis afledt af roþs-, Ruotsifinsk og Rootsiestisk.

Slavere og folk fra det Byzantinske rige kaldet dem væringer (russisk варяги, fra norrønt Væringjar, der betyder "sværgne mænd", fra vàr- "tillid, løfte", relateret til oldengelsk wær "aftale, traktakt, løfte", old højtysk wara "trofasthed"[18]). Skandinaviske soldater i de byzantinskee kejseres livgarde blev kaldt Væringergarden.

Frankerne kaldte dem normalt for nordboere eller danere, men englænderne normalt kaldte dem danere eller hedning, og irerne kaldte dem forskellige ord for hedning.[22]

Angelskandinavisk er et akademisk term, der referer til de folk, og de arkæologiske og historiske perioder fra 700- til 1200-tallet, hvor der var migration til - og besættelse af - De Britiske Øer af skandinavere, som generelt kendes af englænderne som vikinger. Det bruges til at skelne mellem disse og angelsaksere. Der eksisterer lignende termer for andre områder, som eksempelvis norrøn-gælere for Irland og Skotland.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Vikingetiden[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Vikingetiden
Søfarende danere der invaderer England. Illumineret illustration fra 1100-tallet Miscellany on the Life of St. Edmund (Pierpont Morgan Library).

Perioden fra de tidligst kendte vikingetogter i 790'er og frem til den normanniske erobring af England i 1066 bliver normalt betegnet som vikingetiden i Skandinaviens historie.[23] Vikingerne brugte Norskehavet og Østersøen til at finde ruter mod syd. Normannerne afstammer fra vikinger, som havde bosat sig i området, og havde modtaget overherredømmet of Hertugdømmet Normandiet i 900-tallet. Ud fra dette synspunkt kan man sige, at vikingerne fortsatte med at have indflydelse i Nordeuropa i flere hundrede år. Ligeledes havde kong Harold Godwinson, der var den sidste angelsaksiske konge i England, også danske forfædre. To vikinger satte sig endda på tronen i England med Svend Tveskæg, der sad i 1013-1014 og hans søn Knud den Store, der var konge af England fra 1016-1035.[24][25][26][27][28]

Geografisk kan vikingetidens tilskrives ikke bare de skandinavniske lande Danmark, Norge og Sverige, men også områder under nordgermanisk kontrol, hovedsageligt danelagen, inklusive skandinavisk York, det administrative centrum for resterne af Kongeriget Northumbria,[29] dele af Mercia og East Anglia.[30] Opdagelsesrejsende vikinger åbnede vejene til nye lande mod nord, vest og øst, hvilket resulterede i selvstændige bosættelser på Shetlandsøerne, Orkneyøerne, Færøerne, Island, Grønland;[31] og L'Anse aux Meadows, der var en kortlivet bosættelse på Newfoundland, omkring år 1000.[32] De har muligvis søgt ud med vilje, på baggrund af beretninger fra sømænd, der har set land i horisonten. Bosættelsen på Grønland uddøde sidenhen som følge af klimaændringer.[33] Rurikslægten, der var vikinger, tog kontrol over slaviske og finsk-ugriske områder i Østeuropa. De annekterede Kiev i 882, så byen kunne fungere som hovedstad for Kijevriget.[34]

Allerede i 839, da svenske udsendinge første gang besøgte Byzans, tjente skandinavere som lejesoldater i det Det Byzantinske Rige.[35] I slutningen fa 900-tallet blev der dannet en ny enhed af kejserens livvagt. Traditionelt havde den haft et stort antal skandinavere tilknyttet, og den havde været kendt som væringergarden. Ordet væringer stammer muligvis fra norrønt, men på slavisk og græsk kan det enten refere til skandinavere eller frankere. Den mest kendte skandinaver, der har tjent i væringergarden, var Harald Hårderåde, som senere blev konge af Norge fra 1047-1066. Der er arkæologiske fund, der viser, at vikingerne nåede helt ned til Bagdad, som var hovedsæde for det islamiske imperium.[36] Nordboerne sejlede ofte på Volga med deres varer: skind, hvalrostænder, sælfedt til at tætne både med, samt slaver. Vigtige handelshavne i denne periode inkluderer Birka, Hedeby, Skiringsal-Kaupang, Jorvik, Staraya Ladoga, Novgorod og Kiev.

Generelt ekspanderede normændende mod nord og vest til steder som Irland, Skotland, Island og Grønland, Danerne tog til England og Frankrig, og etablerede Danelagen (i Nord- og Østengland) og Normandiet, og svenskerne tog mod øst, hvor de grundlagde Kijevriget. Blandt de svenske runestene, der nævner rejser til fremmede lande, fortæller næsten halvdelen om togter og rejser til Vesteuropa. Ifølge de islandske sagaer tog mange norske vikinger også til Østeuropa. I vikingetiden eksisterede de nuværende lande Danmark, Norge og Sverige, men områderne var meget homogene med nært beslægtede kulturer og sprog, selvom de dog havde deres regionale særpræg. Navnene på de skandinaviske konger kendes først fra den sidste del af vikingetiden fra troværdige kilder. Efter vikingetidens ophør opbyggede de separate kongeriger gradvist deres egen særegne identiteter som nation, der gik hånd i hånd med kristendommens indførelse i Norden. Således markerer dette afslutningen på vikingetiden i Skandinavien og starten på den, i forhold til resten af Europa, forholdsvis kort periode kaldet middelalderen.

Vikingernes ekspansion[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Vikingernes ekspansion
Vikingernes rejser.

Vikingerne drog på opdagelse over Nordatlanten primært med fokus på bosættelser, hvilket skete med Island som den vigtigste koloni. Det antages, at Island blev koloniseret mellem 870-930, men de første bosættere i Landnamark er ikke nedskrevet før 1100.[37] Vikingerne udforskerede de nordlige øer og kyster i Nordatlanten, og mod syd til Nordafrika og øst til Rusland, Konstantinopel og Mellemøsten.[20][21][38] De plyndrede, men var også handelsmænd og bosættere med vidstrakte kolonier, og de fungerede som lejesoldater.[39] Oprindeligt har de tidlige vikinger vendt tilbage til deres hjemstavn efter deres plyndringstogter, og det var ikke før længere op i vikingetiden, at de begyndte at bosætte sig.[40] Vikinger under Leif den Lykkelige, der var Erik den Rødes søn, nåede til Nordamerika, hvor de etablerede kortlivede bosættelser i det nuværende L'Anse aux Meadows på Newfoundland og Labrador i Canada. Denne ekspansion skete under den middelalderlige varmeperiode.[41]

Vikingerne ekspansion ind i det kontinentale Europa var begrænset. Deres rige delte grænser med magtfulde kulturer mod syd. I begyndelsen var det saksere, der herskede over sachsen, i det der nu er Nordtyskland. Sakserne var voldsomme og magtfulde, og de lå ofte i konflikt med vikingerne. For at imødegå saksernes aggression og konsolidere deres tilstedeværelse konstruerede danerne det store forsvarsværk Danevirke i og omkring Hedeby.[42] Vikingerne oplevede snart efter Karl den Store, der underlagde sig sakserne i den over 30 år lange saksiske krig fra 772-804. Saksernes nederlag resulterede i, at de blev tvangskristnet, og Sachsen blev en del af Carolingia-riget. Af frygt for frankerne udvidede vikingerne Danevirker yderligere, og forsvarsværket blev brugt igennem hele vikingetiden og helt op til 1864 under slaget ved Dybbøl.[43] Sydkysten af Østersøen blev styret af obotritter, der var en slavisk stamme, som var loyale overfor Karl den Store, hans rige og det senere Frankerrige. Vikinger, der blev ledet af kong Godfred, ødelagde obotritterbyen Reric på Østersøens sydkyst i 808, og flyttede herefter købmænd og handlende herfra til Hedeby.[44] Dette sikrede deres overherredømme over Østersøen igennem hele vikingetiden.

Motiver[redigér | redigér wikikode]

De motiver, der drev vikingernes ekspansion, er genstand for en del debat i den nordiske historie. En udbredt teori er, at Karl den Store "brugte magt og terror til at kristne alle hedninge", hvilket betød dåb, omvendelse eller henrettelse, og som et resultat heraf ønskede vikingerne og andre hedninge hævn.[45][46][47][48][49] Professor Rudolf Simek skriver, at "det ikke er et tilfælde, at den tidligste vikingeaktivitet skete under Karl den Store regeringstid".[45][50] Kristendommens udbredelse i Skandinavien ledte til stor konflikt i Norge, som delte kongeriget i næsten 100 år.[51]

Vikingerne bosættelser og rejser.

En anden forklaring er, at vikingerne udnyttede de omkringliggende områders svaghed. England led under store interne konflikter, og var et relativt nemt bytte, da mange byer lå tæt på havet eller store floder, som vikingerne kunne sange på. Manglen på en organiseret flåde, der kunne yde modstand, gjorde også, at vikingerne kunne rejse frit omkring og plyndre eller handler alt efter hvad de ønskede. Nedgange i de gamle profitable handelsruter kan også have spillet en rolle. handel mellem Vesteuropa og resten af Eurasien led et stort slag da Romerriget faldt i 500-tallet.[52] Udbredelsen af islam i 600-tallet havde også påvirket handelsruterne med Vesteuropa.[53]

Plyndringer i Europa, inklusive plyndringer og bosættelser fra Skandinavien, havde eksisteret før vikingerne ankom. Jyderne havde invaderet De Britiske Øer tre århundreder tidligere, hvor de kom fra Jylland under folkevandringstiden, inden danerne bosatte sig her. Sakserne og anglerne gjorde det samme, og tog afsted fra det kontinentale Europa. vikingetogterne var dog de første, der blev dokumenteret med nedskrevne kilder af øjenvidner, og de var i langt større skala og højere frekvens end tidligere.[54]

Enden på vikingetiden[redigér | redigér wikikode]

Under vikingetiden rejste mænd og kvinder fra Skandinavien til mange steder i Europa og længere væk, hvilket har givet kulturelle spor fra Newfoundland til Byzans. Denne periode med aktivitet havde også en stor effekt på de skandinaviske lande, der var under indflydelse fra mange kulturer.[55] I de 300 år fra slutningen af 700-tallet, hvor krønikører nedskrev de første beretninger om vikingerne, til slutningen af 1000-tallet, undergik Skandinavisk en stor kulturel forandring.

Blar a' Bhuailte, stedet for vikingernes sidste kamp på Skye.

Mod slutningen af 1000-tallet var de kongelige dynastier blevet legitimeret af den katolske kirke, der 300 år forinden ikke havde haft meget indflydelse i Skandinavien, og de begyndte at udøve deres magt med større autoritet og ambition, og de tre kongeriger Danmark, Norge og Sverige var blevet dannet. Byer var opstået og de fungerede som sekulære og eklastiske centre og monetære økonomier begyndte at blive dannet baseret på engelske og tyske forbilleder.[56] På dette tidspunkt havde tilstrømningen af islamisk sølv fra øst været fraværende i mere end et århundrede, og mængden af engelsk sølv var også faldet drastisk i midten af 1000-tallet.[57] Kristendommen havde slået an i både Danmark og Norge, hvor der var blevet etableret bispesæder i 1000-tallet, og den nye religion var begyndt at bliver organiseret og udøvet mere effektivt i Sverige. Fremmede folk fra kirken og indfødte fra eliten havde stor interesse i kristendommen, som ikke længere blot fungerede på missionær-basis. De gamle ideologier og livsstile ændrede sig. I 1103 blev det første skandinaviske ærkebispedømme etableret i byen Lund, der på dette tidspunkt var en del af Danmark.

Assimileringen af de spirende skandinaviske kongerige ind i den brede kultur i den europæiske kristendom ændrede de skandinaviske herskere og skandinaverne blev i stand til at rejse ud i verden, hvilket ændrede deres relationerne til nabolandene. En af de primære kilder til vikingernes profit var slavehandel. Middelalderen kirke bestemte, at en kristen ikke skulle eje andre kristne som slaver, så brugen af trælle i Nordeuropa ophørte efterhånden. Dette fjernede meget af incitamentet for vikingernes plyndringstogter, selvom sporadisk handel med slaver stadig foregik ind i 1000-tallet. Den skandinaviske tilstedeværelse i de kristne lande omkring Det Irske Hav forsvandt stort set også.

Kongerne over Norge fortsatte med at udøve deres magt i de nordlige Storbritannien og Irland, og der var plyndringstogter ind i 1100-tallet, men den militære ambition fra de skandinaviske herskere var nu en anden. I 1107 sejlede den norske Sigurd Jorsalfar til det østlige Middelhav med norske korsfarere for at kæmpe for det nyetablerede kongerige i Jerusalem. Både danere og svenskere deltog i de baltiske korstog i 1100- og 1200-tallet.[58]

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Forskelligt kildemateriale giver et billede af vikingernes kultur, tro og aktiviteter. Selvom de generelt ikke var en litterær kultur, der selv producerede nogen nedskreven arv, så havde de alligevel et alfabet, runealfabetet, og de beskrev dem selv og deres verden på runesten. De fleste samtidige litterære og nedskrevne kilder om vikingerne kommer fra andre kulturer, som har været i kontakt med dem, hvoraf mange var kristne, som havde et negativt syn på de hedenske vikinger.[59] Siden midten af 1900-tallet har arkæologiske fund givet et større og mere afbalanceret og nuanceret billede af vikingernes liv.[60][61] Det arkæologiske materiale er rigt og varieret, og det giver viden om både deres bosættelser på landet og i byerne, om deres håndværk, produktion, deres skibe og militærudstyr, handelsnetværk og deres tro og religion.

Litteratur og sprog[redigér | redigér wikikode]

Se også Se også: Oldnordisk og Saga.
Et af de få bevarede blade fra manuskriptet Heimskringla Saga, skrevet af Snorri Sturluson omkring år 1260. Bladet fortæller om Kong Ólafur.

De vigtigste primærkilder til vikingerne er samtidige tekster fra Skandinavien og de områder, hvor vikingerne var aktive.[62] Latin og konceptet med at skrive breve blev introduceret til Skandinavien sammen med kristendommen, så der findes kun ganske få samtidige dokumenter fra Skandinavien før slutningen af 1000-tallet og begyndelsen af 1100-tallet.[63] Skandinaverne skrev dog med runer, normalt ganske korte beskeder. De fleste samtidige kilder er skrevet af kristne eller islamiske samfund uden for Skandinavien, og ofte havde forfatterne et negativt syn på vikingerne, da de har truffet dem i forbindelse med plyndringstogter.

Senere nedskrevne kilder om vikingerne og vikingetiden kan også være vigtige for forståelse af dem og deres kultur, selvom de skal behandle varsomt. Efter kirken var blevet konsolideret og Skandinavien og de øvrige områder, som vikingerne kontrollerede, var blevet assimileret af den kristne kultur i 1000- og 1100-tallet, begyndte der også at blive nedskrevet materiale i vikingernes hjemlande på både latin og norrønt. I vikingekolonien på Island blomstrede en ekstraordinær folkelig litteratur fra 1100-tallet og et godt stykke ind i 1300-tallet, og mange af de traditioner, som knyttes til vikingerne og vikingetiden, blev skrevet ned for første gang i de islandske sagaer. En litterær fortolkning af disse middelalderlige prosa-fortællinger om vikingerne og Skandinaviens fortid er selvfølgelig tvivlsom som kilde, men mange specifikke elementer har dog stadig givet brubare input til forståelse af vikingerne. Ligeledes har en stor mængde skjaldedigte, der tilskrives hofskjalde fra 900- og 1000-tallet, bidraget til at give viden om familieforhold, etiske værdier og selvforståelse.

Indirekte har vikingerne givet indblik i deres sprog, kultur og aktiviteter igennem de mange oldnordiske stednavne og ord, som findes i de områder, hvor vikingerne var aktive. Mange af disse stednavne og ord bruges stadig i dag, stort set uden at være ændret, og de viser, hvor de har bosat sig, og hvad de specifikke steder har betydet for dem. Disse tæller blandt andet Egilsay (fra Eigils Ø), Ormskirk (fra Ormr kirkja der betyder Orms Kirke), Meols (fra merl, der betyder sandklitter), Snaefell ("snefald"), Ravenscar (Ravnens Klippe), Vinland (Landet med vin), Kaupanger (Markedhavn), Tórshavn (tordenguden Thors havn) og det religiøse center Odense, der betyder et sted, hvor Odin tilbedes. Vikingernes indflydelse kan også se i koncepter som det moderne parlamentariske organ TynwaldIsle of Man. Almindelige ord i moderne engelsk, og dansk for den sags skyld, som ugedagen torsdag og engelsk thursday, altså Thors dag. Desuden er der en lange række engelske ord af norrøn oprindelse, som bl.a. tæller axle, crook, raft, knife, plough, leather, berserk, bylaw, thorp, skerry, ombudsman, husband, heathen, Hell, Norman og ransack.[a]Northern Isles, som består af Shetlandsøerne og Orkneyøerne, erstattede norrønt fuldstændigt de lokale sprog, og over tid udviklede det sig til det nu uddøde sprog norn. Nogle moderne ord og navne fremkommer først efter intens forskning i lingvistiske kilder fra middelalderlige kilder som eksempelvis York (Hestebugt), Swansea (Svens Ø) eller nogle stednavne i Nordfrankrig som Tocqueville (Tokis gård).[b] Lingvistiske og etymologiske studier fortsætter med at give værdifuld information om vikingernes kultur, deres sociale struktur og historie, og hvordan de interagerede med mennesker og kulturer de mødte, handlede med, angreb eller levede sammen med.[64][65] Der er blevet spekuleret i om flere stednavne langs vestkysten af Sydfrankrig også kan stamme fra vikingernes aktiviteter.[66] Stednavne som Taillebourg (Trelleborg, der betyder trællenes by eller trællenes borg) eksisterer helt nede ved floden Charenter.[67] Gascogne og omegnen[68] er et område, hvor der udgraves vikingebosættelser.[69] Mange norrøne forbindelse er tydelige i moderne dansk, norsk, svensk, færøsk og særligt islandsk.[70] Norrønt fik ikke stor indflydelse på de slaviske sprog i vikingebosættelserne i Østeuropa. Det er blevet foreslået, at årsagen er den store forskel i de to sprog, kombineret med væringernes mere fredelige aktivitet i disse område, samt at de var i kraftigt undertal. Nordboerne gav navn til nogle af strømfaldene på floden Dnepr, men dette kan stort set ikke tydes i de moderne navne.[71]

En konsekvens af det tilgængelige kildemateriale, som muligvis har farvet opfattelsen af vikingetiden som en historisk periode, er at der vides langt mindre om vikingernes aktiviteter i Østeuropa end i Vesteuropa. En af årsagerne er, at kulturerne i Nordøsteuropa på dette tidspunkt ikke var litterære folkefærd, og de derfor ikke producerede nedskrevne kilder, som er bevaret til moderne tid. En anden årsag er, at langt størstedelen af de skrevne kilder om skandinavien i vikingetiden stammer fra Island, som er en nation, der primært blev bosat af norske kolonister. Som et resultat heraf handler dette materiale mere om Norge end om Sverige, der derfor stort set ikke har nogle nedskrevne kilder fra den tidlige middelalder bortset fra deres mange runestene.

Runesten[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Runesten
Jelling Stones
Runeinskriptioner på den store af Jellingstenen i Danmark.
To typer af nordiske runesten fra vikingetiden.

Nordboerne i vikingetiden kunne læse og skrive, og de brugte et ikke standardiseret alfabet kaldet futhark og bestående af runer, der bygger på lydværdier. Der findes kun få eksempler på runer skrevet på papir eller pergament fra vikingetiden, men der findes tusindvis af sten med runeindskriptioner, som er blevet fundet de steder, hvor vikingerne levede. De er normalt rejst til minde om døde, men de er ikke nødvendigvis placeret på deres grave. Brugen af runer fortsatte helt op i 1400-tallet, hvor det blev brugt parallelt med det latinske alfabet.

Størstedelen af runeinskriptionerne fra vikingetiden er fundet i Sverige og stammer fra 1000-tallet. De ældste sten med runeinskriptioner er fundet i Norge og er dateret til 300-tallet, hvilket indikerer at runeinskriptioner eksisterede før vikingetiden. Mange runesten i Skandinavien refererer navnene på personer som deltog i vikingetogter. Disse tæller bl.a. Kjularunestenen, som fortæller om omfattende krigsførsel i Vesteuropa, og Turinerunestenen, som fortæller om en krig i Østeuropa. Andre runestene nævner vikinger, der døde under deres rejser. Blandt dem er de omkring 25 Ingvarrunesten i Mälardalen-området i Sverige, der er rejst for at mindes medlemmer af en katastrofal ekspedition til det nuværende Rusland i begyndelsen af 1000-tallet. Runesten er en vigtig kilde i studiet af nordiske samfund og det tidlige middelalderlige Skandinavien, og kan bruges på andre end blot vikingerne i befolkningen.[72]

Jellingstenene er dateret til mellem 960 og 985. Den mindste og ældste sten er rejst af Gorm den Gamle, der var den sidste hedenske konge af Danmark, til minde om hans hustru, dronning Thyra.[73] Den store jellingsten blev rejst af Gorms søn, Harald Blåtand, for at fejre at han samlede Danmark og Norge og kristnede befolkningen. Den har tre sider: én med et stort dyrebillede, én med et billede af den korsfæstede Jesus og den tredje har følgende inskription:

Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder – den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.[74]

Runesten beskriver rejser til bl.a. Batch,[75] Grækenland,[76] Khwaresm,[77] Jerusalem,[78] Italien (som Langobardland),[79] Serkland (dvs. muslimernes verden),[80] England[81] (inklusive London[82]) og flere steder i Østeuropa. Vikingetidens indskriptioner er også blevet opdaget på ManxrunesteneneIsle of Man.

Gravpladser[redigér | redigér wikikode]

Gravhøje ved Gamle Uppsala.
Gravhøje ved Gamla Uppsala.
Lindholm Høje
Gravpladser ved Lindholm Høje.
Eksempler på vikingernes gravhøje og stensatte grave.
Udskåret hoved fra Osebergskibet.
Skibets stævn.
Detaljer af begravelsesstibet Osebergskibet, udstillet på Vikingeskibsmuseet i Oslo.

Rundt om i Europa findes der adskillige gravpladser, som associeres med vikingerne, og som ligger de steder, hvor de var talrige. Dette inkluderede De Britiske Øer, Irland, Grønland, Færøerne, Tyskland, langs Østersøen og Rusland. Vikingernes begravelsesritualer var relativt varierede, og går fra nedgravede grave i jorden til gravhøj og nogle gange såkaldte skibsbegravelser.

Ifølge nedskrevne kilder foregik de fleste begravelser til søs. Begravelser involverede enten, at de blev begravet eller kremeret, afhængig af de lokale skikke. I det område, som i dag kaldes Sverige, var kremering dominerende, almindelig begravelse var mest almindeligt i Danmark, mens man praktiserede begge dele i Norge.[83] Vikingegravhøje er en af de primære kilder til denne type begravelse fra vikingetiden, da der ikke findes skriftlig omtale.[84] De genstande, som blev begravet med den døde, giver en indikation af, hvad der ifølge vikingerne var vigtige at have med sig i livet efter døden.[85] Det er uvist, hvordan man behandlede døde børn i vikingetiden.[86] Nogle af de vigtigste gravpladser for forståelse af vikingerne og deres begravelsesritualer er:

Skibe[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Vikingeskib

Der er gjort adskillige arkæologiske fund af vikingeskibe i mange forskellige størrelser, hvilket har givet viden om de håndværksmæssige teknikker, der er anvendt til fremstilling af dem. Der er mange typer vikingeskibe, som blev bygget til forskellig brug; den bedst kendte type er sandsynligvis langskibet.[93] Langskibe blev anvendt til krig og opdagelsesrejser. De var designet så de var hurtige og manøvredygtige. Langskibene havde et langt, smalt skrog med en lav køl, og de var udstyret med åre til at supplere sejlet, hvilket gjorde det muligt at sejle uafhængig af vinden. Langskibe var meget anvendt af ledingsflåden, der var den skandinaviske forsvarsflåde. Langskibene gjorde det muligt for nordboerne at drage i viking, hvilket kan forklare, hvorfor netop denne type skib stort set at blevet synonym med vikingerne.[94][95]

Skibstypen snekke var et let ro- og sejlskib, der ligesom de store langskibe kunne bruges på vikingetogter. Da de er væsentligt mindre kunne de ikke sejles på tværs af store have, men var derimod velegnede til sejlads i kystnært farvand samt på Europas floder. Da skibene var mindre og derfor lettere var det også muligt, at transportere dem over land, fra flod til flod, på bl.a. det russiske flodnet.

Havhingsten
Det rekonstruerede langskib Havhingsten fra Glendalough.
Knarr Haithabu
En model af skibstypen knarr.
Langskibet gjorde det muligt at rejse på langfart, men vikingerne producerede også adskillige andre typer skibe.

Vikingerne byggede også andre typer skibe, der blev brugt til mere fredelige formål. Skibstypen knarr var dedikeret til handel og transport, og det var designet, så det kunne have en stor last. Det havde et bredere skrog med dybere køl end langskibene, og der var kun få årer, som primært blev anvendt til at manøvrere i havne eller i lignende situationer. En af vikingernes innovationer var en såkaldt betass, der var en rundholt, som gjorde at skibene kunne sejle mere effektivt mod vinden.[96] Det var almindeligt for søfarene vikinger at have mindre både på slæb, som kunne bruges til at ro besætning eller last fra skibet til og fra land.

Skibe var en integreret del af vikingekulturen. De gav vikingerne mulighed for transportere sig over havene og på floder, og de gjorde, at de kunne udforske nye landeområder, plyndre og erobre samt at handle med andre kulturer. De havde også en stor religiøs betydning, idet personer med høj status nogle gange blev begravet i skibe sammen med dyreoffringer, våben, forsyninger og andre genstande, som det ses med Gokstad- og Osebergskibet i Norge.[97] og skibsbegravelsen Ladbyskibet i Danmark. Skibsbegravelser blev også praktiseret af vikinger uden for Skandinavien, hvilket kan ses på Salmeskibene på den estiske ø Saaremaa.[98]

Velbevarede rester fra fem vikingeskibe i Roskilde Fjord blev udgravet i slutningen af 1960'erne, hvor man fandt både langskibe og knarr-skibe. De var placeret i fjorden i 1000-tallet for at lave en blokade i kanalen for at beskytte Roskilde, som var den danske hovedstad, for angreb fra vandet. Fundet af disse skibe er udstillet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Religion[redigér | redigér wikikode]

Visse forestillinger i relation til den nordiske religion var med til at gøre dem til dedikerede krigere. Asetroen, der er beskrevet i den nordiske mytologi, fremhæver, at en rigtig mand skal dø i kamp. Derved ender han sine dage som kriger i Asgård blandt guderne. En vikingekriger, der dør af alderdom eller sygdom i sin seng, (lider strådøden) og ender i Hel, et trøstesløst sted under Asgård, hvor Hel hersker over de ulykkelige sjæle. En rigtig viking frygtede denne død og var derfor ikke bange for krig og kamp.

Vikingerne praktiserede deres ritualer i hjemmet, og der var intet præsteskab forbundet med de rituelle praksisser. Husstandens overhoveder, altså husbond og hustru, forestod de rituelle begivenheder. I modsætning til kristendommen var vikingernes tro baseret mere på sædvane, eller sidr end ideen om en universel lovreligion (såsom de tre store monoteistiske religioner). Som det er tilfældet med de andre "hedenske" samfund i vikingetiden, var vikingerne tolerante overfor fremmede religioner. Man missionerede med andre ord ikke. Dette skyldes netop, at troen var baseret på sædvane, og at man mente, at alle folk havde deres egne guder som man respekterer. Vikingernes tro var altså tolerant overfor andre trosretninger, men samtidig eksklusiv for vikingerne.

Hverdagsliv[redigér | redigér wikikode]

Social struktur[redigér | redigér wikikode]

Et rekonstrueret vikingehus på Island.
Et rekonstrueret langhusFyrkat, Danmark.
Et stort rekonstrueret høvdingehus på Lofotr Vikingmuseum, Norge.
Rekonstrueret byhus fra Hedeby i det nuværende Tyskland.

Vikingesamfundet ved delt op i tre socieøkonomiske klasser; trælle, karle (bønder) og jarler. Dette bliver beskrevet i eddadigtet Rigs vandring, som også forklarer, at det var Guden Ríg - far til menneskene også kendt som Heimdal - som skabte de tre samfundsklasser. Arkæologiske fund bekræfter denne social struktur.[99]

Trællene var den laveste klasse i samfundet, idet de var slaver. Slaveri var en vigtig del af samfundet til at udføre hverdagsopgaver og udføre store byggeprojekter, men de var også engageret i handel og økonomi. Trællene blev også brugt som tjenere og arbejder på gårde og større hushold hos karle og jarler, og de blev brugt til at opføre fæstninger, forsvarsværker, ramper, kanaler, gravhøje, veje og lignende hårdt arbejde. Ifølge beretningen i Rigs vandring var trælle foragtet og blev set ned på. Der blev skaffet nye trælle enten ved sønner og døtre af eksisterende trælle, eller ved plyndringer i andre lande. Vikingerne tog med vilje mange mennesker til fange under deres vikingetogter og gjorde dem til trælle. De nye trælle blev bragt tilbage til vikingernes hjemland i Skandinavien i deres skibe. Herefter ville de blive sat i arbejde hos vikingerne selv, sat til at opføre nye bosættelser eller solgt videre, ofte til muslimer for arabisk sølv, som det kan ses i mange skattefund.

Karlene var frie bønder. De ejede deres egne gårde, land og kvæg, og de arbejdede til daglig med landbrug, hvor de pløjede markerne, malkede køer, byggede huse og vogne, men de havde ofte også trælle for at kunne det hele til at hænge sammen.

Jarlerne var aristokratiet i vikingesamfundet. De var rige og ejede store gårde med enorme langehuse, havde heste og mange trælle. Trællene eller tjenerne tog sig af de fleste daglige opgaver, mens jarlerne var engageret i administration, politik, jagt, sport, besøgte andre jarler eller var på ekspeditioner i udlandet. Når en jarl døde og blev begravet, blev hans personlige træl nogle gange dræbt og begravet sammen med ham, hvilket fleree arkæologiske udgravninger har vist.[100]

I dagliglivet har der muligvis været mange positioner imellem den overordnede samfundsstruktur, og det antages, at der har været en vis social mobilitet. Detaljerne er dog uklare, men titler og positioner som hauldr, thegn, landmand, viser at der har været mobilitet mellem karle og jarler.

Andre sociale strukturer inkluderede samfund med félag i både civile og militære sfærer, hvis medlemmer (kaldet félagi) var en del af. En félag kunne være centreret omkring handel, et fælles ejerskab af et skib eller en militær forpligtelse under en specifik leder. Medlemmer af sidstnævnte blev referet til som drenge, et af ordene for kriger. Der var også specifikke officielle samfund i byer og landsbyer i henhold til forsvar, religion og tinget.

Kvinder havde en relativ høj og fri status i de nordiske lander, hvilket illustreres i den islandske Grágás og norske Frostating-love og Gulating-love.[101] Faderens tante, niece eller barnebarn, referet til som odalkvinna, havde alle ret til at arve ejendom efter den afdøde mand.[101] I mangel på mandlige efterkommere kunne en ugift kvinde uden sønner arve ikke bare ejendommen men også positionen som familieoverhoved fra en afdød far eller bror. En sådan kvinde refereres til som Baugrygr, og hun havde alle de rettigheder som tilfaldt overhovedet for en familieklan - hvilket inkluderede retten til at kræve og modtage bøder eller mandebod for person i familien der blev dræbt - indtil hun blev gift, hvorved hendes rettigheder overgik til den nye mand.[101] Kvinder over 20 år, der endnu ikke var gift, blev omtalt som maer eller mey, og var herefter myndig og kunne selv bestemme, hvor hun ville bo, og hun blev betragtet som sin egen person i forhold til loven.[101] En undtagelse for denne uafhængighed var retten til at vælge en ægtefælde, da ægteskab normalt var arrangeret af familien.[102] Enker havde samme status som ugifte kvinder. En gift kvinde kunne blive skilt fra sin mand og kunne gifte sig igen.[103] Det var også socialt acceptabelt for en fri kvinde at bo sammen med en mand og få børn med ham, uden at de giftede sig, selv hvis manden var gift med en anden kvinde. En kvinde i en sådan position blev kaldt en frille eller frilla.[103] Der blev ikke gjort forskel på børn som var født inden for eller uden for ægteskabet; begge havde ret til at arve efter deres forældre, og der var ikke "ægte" og "uægte" børn.[103] Kvinder kunne have religiøs autoritet, og de var aktive som præstinder (gydja) og orakler (sejdkvinna).[104] Der er også eksempler på, at kvinder var aktive som skjalde[104] og runeristere, samt som købmænd og medicinkvinder.[104] Disse friheder forsvandt gradvist med introduktionen af kristendommen, og fra slutningen af 1200-tallet nævnes de ikke længere.[101]

Udseende[redigér | redigér wikikode]

Typiske smykker båret af kvinder i de højere samfundsklasser: ornamenterede sølvbrocher, farvede glasperler og amuletter.

De tre klasser i samfundet var genkendelige ud fra deres udseende. Mænd og kvinder i den højeste samfundsklasse var man velsoigneret med særegne firsurer, og de udtrykte deres velstand og status ved at bære dyrt tøj, ofte af silke, og smykker som brocher, bælter, bæltespænder, halskæder og armringe. Stort set alle deres smykker var fremstillet i specifikke designs, der var unikke i Skandinavien (se Kunst i vikingetiden). Fingeringe blev kun brugt sjældent, og der kendes ingen eksempler på øreringe, da de bliver set som et slavisk fænomen. De fleste karle udviste lignende tendenser og smag som jarlerne, men på en mere afslappet og billig måde.[99][105] Eksempler på fornemme smykker og genstande fra vikingetiden tæller bl.a. jellingebægeret, Odin fra Lejre, revninge-kvinden og tissøringen.

Landbrug og køkken[redigér | redigér wikikode]

Sagaerne beretter om vikingernes kostvaner og diet,[106] men arkæologiske fund, i bl.a. primitive kloakker, køkkenmøddinger og affaldsdynger har vist sig at være af stor værdi for forståelsen af deres kostvaner. Ufordøjede rester fra planter i affaldshuller i Coppergate i York har bl.a. været med til at give forskerne viden om, hvilke typer planter der indgik i vikingernes kost. Overordnet bliver arkæobotaniske studier anvendt i stigende grad de seneste årtier som et samarbejde mellem arkæologer og palæoetno-botanikere. Den nye tilgang har givet ny vide om vikingernes landbrug og hortikulturelle praksisser og derfor også deres madvaner og køkken.[107]

Viden fra forskellige studier har tilsammen givet et billede af et alsidigt køkken med mange forskellige ingredienser. Kødprodukter af alle slags som bl.a. saltet, røget og valle-konserveret kød,[c] pølser, og kogt eller stegt frisk kød blev tilberedt og indtaget.[108] Der indgik også store mængder fisk og skalddyr, brød, grød, mælkeprodukter, grønsager, frugt, bær og nødder i deres kost. Alkholiske drikke som øl, mjød, bjórr (en stærk frugtvin) og for de rige også importeret vin blev serveret og drukket, nogle mest ved festlige lejligheder.[109][110]

Hverdagsliv i vikingetiden.

Visse typer husdyr var typiske og unikke for vikingerne, inklusive islandske heste, islandsk kvæg, en stor mænge forskellige typer får,[d] danske landhøns og danske gæs.[111][112] Vikingerne i York spiste hovedsageligt oksekød, fårekød og svin samt små mængde hestekød. De fleste ben fra heste og okser blev fundet med knoglerne flækket på langs, for at få marven ud. Lammekød og svinekød blev skåret ved kugleled og skåret i stykke. De hyppige rester fra grisekranier og fodknogler indikerer, at sylte og grisetæer også var populært. Høns blev holdt både for deres kød og for æg, og knogler fra vildtfugle som urfugl, pluvialis, vilde ænder og gæst er blevet fundet.[113]

Fisk og skalddyr var en vigtig del af kosten, og nogle steder vigtigere end kød. Hvaler og hvalrosser blev jagtet for at få mad i Norge og de nordvestlige del af Nordatlanten, og sæler blev jagtet stort set overalt. Østers, muslinger og rejer blev spist i store mængder, og torsk og laks var populære fisk. I de sydlige områder var sild også vigtige.[114][115][116]

Mælk og kærnemælk var populære både som ingredienser i madlavning og til at drikke, men det var ikke altid tilgængeligt, ikke engang på gårde.[117] Mælk kom fra køer, geder og får, i mængder der varierede fra område til område,[118] og fermenterede mælkeprodukter som skyr eller surmælk blev produceret, ligesom man lavede smør og ost.[119]

Maden blev ofte saltet og smagen blev modificeret med krydderi, hvoraf nogle blev importeret, som eksempelvis peber, mens andre blev dyrket i urtehaver eller fundet vildt i naturen. Planter der blev dyrket på vikingernes hjemstavn inkluderer kommen, sennep og peberrod, som er blevet fundet på Osebergskibet[109] og dild, koriander og kvan, som er blevet fundet i affaldsdynger i Coppergate i York. Timian, enebær, porse, røllike, rude og karse blev også dyrket i urtehaver.[107][120]

Vikingerne plukkede og spiste frugt, bær og nødder. Æbler (vilde æbler af forskellig slags), blommer og kirsbær var en del af deres kost,[121] og det samme var hyben og hindbær, vilde jordbær, brombær, hyldebær, rønnebær, havtorn og forskellige vilde bær, afhængig af området.[120] Hasselnødder var en vigtig del af vikingernes kost, og store mængeder valnødder er også blevet fundet i byer som hedeby. Valnøddeskaller blev brugt til plantefarvning, og det antages at nødderne blev spist.[107][117]

Opfindelsen og introduktionen af ploven revolutionerede landbruget i Skandinavien i begyndelsen af vikingetiden, og gjorde det muligt at opdyrke selv dårlig jord. I Ribe er korn som rug, havre og hvede blevet fundet og dateret til 700-tallet, og man mener, at de er blevet dyrket lokalt.[122] Korn og mel blev brugt til at lave grød, nogle blev kogt med mælk, nogle blev kogt med frugt og sødet med honning, og man brugte det til forskellige typer brød. Rester fra brød, hovedsageligt fra Birka i Sverige, viser at de blev fremstillet af byg og hvede. Det er uvist om de syrnede deres brød, men deres ovne og bageredskaber indikerer, at det var tilfældet.[123] Hør var en meget vigtig afgrøde for vikingerne: det blev brugt til at ekstrahere olie, til at spise og mest alt til fremstilling af linned. Mere end 40 % af det tekstil, som er fundet fra vikingetiden, er linned. Dette tyder på, at det har været anvendt i endnu større mængder, da hør-linned typisk bevares langt dårligere end eksempelvis uld.[124]

Kvaliteten af den mad som den almindelige person fik var ikke altid særlig god. Studier af fundene fra Coppergate viser, at vikingerne i York fremstillet brød fra fuldkornsmel - sandsynligvis både hvede og rug - men også med frø fra forskellige ukrudtsplanter. Klinte kan være blevet brugt til at gøre brødet mørkere, men frøene er giftige, og folk som har spist dem kan være blevet syge. Frø fra gulerødder, pastinak og kål er også blevet fundet, men fra dårlige eksemplarer og de kommer typisk fra hvide gulerødder og bitter kål.[121] Roterende håndkværne blev typisk brugt til at male mel i vikingetiden, og de efterlod altid en lille smule stenfragmenter (ofte fra basalt) i melet, som sålede endte i brødet som folkene spiste. Dette har slidt tænderne, hvilket kan ses på skeletter fra perioden.[123]

Sport[redigér | redigér wikikode]

Vikingerne praktiserede og gik op i sport.[125][126] Sport som inkluderede våbentræning og udvikling i kampkunst var populære. Disse inkluderede kast med spyd og sten, opbygning af fysisk styrke gennem brydning, som glima, nævekamp og løft af sten. I områder med bjerge blev klatring også praktiseret som sport. Smidighed og balance blev trænet og testet ved løb og hop som sport, og der bliver nævnt en sport, som involvere at hoppe fra åre til åre på ydersiden af skibsræling, mens det blev roet frem. Svømning var en populær sport, og Snorri Sturluson beskriver tre typer: dykning, langdistancesvømning og en konkurrence, hvor to svømmere forsøgte skubbe hinanden ned under vandet. Børn deltog ofte i nogle af disse sportsdiscipliner, og de er også blevet nævnt som svømmere, selvom det er uklart, om de deltog i konkurrencen. Kong Olav Tryggvason blev hyldet som en dygtig mand til både bjergklatring og åre-hop, og det siges at han var meget dygtig til at jonglere med knive.

Ski- og skøjteløb var hovedsageligt vintersportsgrene for vikingerne, selvom ski var et almindeligt transportmiddel om vinteren i de koldere egne i det nordlige Skandinavien.

Hestekamp blev også praktiseret som sport, selvom reglerne er uklare. Det har tilsyneladende involveret to hingste der angreb hinanden inden for syns- og lugtvidde af en eller flere hopper som var indhegnet. Hvad end kampene har indholdt, så har de ofte resulteret i, at den ene af hestene døde.

Islandske kilder referer til en sport kaldet knattleikr. Det var et boldspil i familie med hockey, som involverede et bat og en lille hård bold, og det blev normalt spillet på en plan overflade. Reglerne er uklare, men det var en populær sport blandt både børn og voksne, og det resulterede ofte i skader.[e] Knattleikr er tilsyneladende kun blevet spillet på Island, hvor det tiltrak mange tilskuere, ligesom hestekamp gjorde.

Jagt som sport var begrænset til Danmark, hvor det ikke blev betragtet som en vigtig beskæftigelse. Fugle, råvildt, harer og ræve blev jagtet med bue og spyd, og senere armbrøst. Teknikkerne var almindelig jagt, hvor man sniger sig op på dyret, snare, fælder og parforcejagt med et koppel hunde.

Spil og underholdning[redigér | redigér wikikode]

Både arkæologiske og skrevne kilder viser, at vikingerne brugte tid på sociale og festlige sammenkomster.[125][126][127]

Brætspil og terningespil blev spillet og var et populært tidsfordiv i alle samfundslag. Bevarede spillebrikker og spillebrædder viser, at nogle spil blev fremstillet af let tilgængelige materialer såsom træ til brættet, og med spillebrikker fremstillet af sten, træ eller ben, mens andre inkluderer detaljeret udskårne spillebrædder med spillebrikker i glas, rav, gevir eller hvalrostand, samt med materialer udenlandsk oprindelse som elfenben. Vikingerne spillede flere typer tafl-spil; hnefatafl, nitavl (mølle) og den mindre udbredte kvatrutafl. Skak begynder også at optræde i slutningen af vikingetiden. Hnefatafl var et krigsspil, hvor opgaven er at slå kongebrikken - en overtallig fjendtlig hær truer og kongens mænd skal beskytte kongen. Det blev spillet på spillebrædder med firkanter og brugte sorte og hvide felter, der kunne flyttes i forhold til, hvad terningen gav.[128][129] Ockelborunestenen viser to mænd, der er i gang med et spil Hnefatafl, og sagaerne indikerer at penge eller andre værdigenstande kunne være involveret i nogle typer terningespil.[125][127]

Ved festlige lejligheder var historiefortælling, skjaldesang, musik og alkoholiske drikke som mjød en del af traditionerne.[127] Musik blev betragtet som en kunstform og musik var særligt vigtigt for kultuverede mænd. Vikingerne er kendt for at spillet på instrumenter som harper, violiner, lyrer og lut.[125]

Eksperimentelarkæologi[redigér | redigér wikikode]

Eksperimentel arkæologi af vikingetiden er en blomstrende gren af denne type forskning, og adskillige steder er kendt for at være dedikeret til denne type forskning. Disse inkludereder Jorvik Viking Centre i Storbritannien, Sagnlandet Lejre og Ribe Vikingecenter i Danmark, Foteviken i Sverige og Lofotr Vikingmuseum i Norge. Vikingereenactment er også populært, og reenactorer har udførte eksperimentelle aktiveter som udvinding og forarbejdning af jern med nordisk teknikker, som er foregået i Norstead i Newfoundland.[130]

Den 1. juli 2007 påbegyndte det rekonstruerede vikingeskib Havhingsten fra Glendalough, baseret på Skuldelev 2[131] en rejse fra Roskilde, hvor rekonstruktionen var fremstillet, til Dublin, hvor den oprindelige skib stammede fra. Vraget fra Skuldelev 2 var blevet fundet sammen med fire andre i 1962 under udgravninger i Roskilde Fjord. Dendrokronologi og analyser af årringene, havde vist, at skibet var fremstillet af egetræ, der var fældet i omegnen af Dublin i 1042. Med en besætning på omkring 70 mennesker, fra flere forskellige lande, sejlede skibet fra Danmark til Irland, og Havhingsten ankom til Dublin den 14. august 2007. Formålet med rejsen var at teste og dokumentere skibets sødygtighed, hastighed og manøvredygtighed på åbent hav samt i kystnære farvande med stærk strøm. Besætningen testede også, hvordan det lange, smalle og fleksible skrog klarede det i høj søgang med store bølger. Ekspeditionen gav værdifuld ny viden om vikingernes langskibe, sørejser og samfund. Skibet var fremstillet ved brug af vikingeværktøjer, materialer og stort set de samme metoder som det oprindelige skib.

Andre fartøjer, ofte rekonstruktioner af Gokstadskibet (enten i fuld eller halv skala) eller Skuldelev 1 er også blevet bygget og testet. Snorri (rekonstruktion af Skuldelev 1) er et knarrskib, og det blev sejlet fra Grønland til Newfoundland i 1998.[132]

Våben og krigsførsel[redigér | redigér wikikode]

Viden om vikingetidens rustning og våben er baseret på arkæologiske fund, illustrationer og i nogen grad skriftlige beretninger fra de nordiske sagaer og lovtekster fra 1200-tallet. Ifølge traditionen var alle frie nordboere pålagt at eje våben, og det var tilladt at bære dem alle steder. Disse våben var en indikation af vikingens social status; en rig viking ville have et fuldt sæt med hjelm, typisk en såkaldt jernhat, skjold, ringbrynjetrøje og et sværd. Sværd blev dog kun brugt i kamp i begrænset omfang, sandsynligvis fordi de ikke var solide nok til kamp, og nogle blev derfor udelukkende brugt som symbolske eller dekorative genstande.[133][134] Særligt fornemme sværd havde damaskerede klinger, hvilket betyder at de var smedet dels af kulstoffrit, dels af opkullet stål, hvilket giver et mønster af lyst og mørkt stål. Klinger fra Rhinlandet i Frankerriget var utroligt eftertragtede på grund af den høje kvalitet. Som regel stod smedens navn som varemærke i klingen, men vikingerne læste det som sværdets navn, og nogle mente at sværdet havde en personlighed.

En bóndi (fri mand) kæmpede mere sandsynligt med spyd og skjold, og har båret en sax som brugskniv og sidevåben. Buer blev også brugt i begyndelsen af slag både til lands og til vands, men de er blevet betragtet som mindre "ærefulde" end nærkampsvåben. Vikingerne brugte også økser som det primære våben i kamp, hvilket var relativt usædvanligt for tiden. Særligt den store daneøkse er kendt fra denne periode. Kong Knuds personlige garde af huskarle, og senere også Kong Harold 2., var bevæbnet med tohåndsøkser, der kunne bryde igennem både skjolde og metalhjelme.

Vikingernes krig og vold blev ofte motiveret og forstærket af deres tro på den nordiske mytologi, hvor Thor og Odin var guder for krig og død.[135][136] I kamp mener man, at vikingerne nogle gange startede en uorganiseret, sanseløs og vild kampstil kaldet bersærkergang, uden hensyntagen til eget helbred, hvilket ledte til at de blev kaldt besærker. Disse taktikker kan være anvendt med overlæg af choktropper, og besærkergangen kan være igangsat ved indtagelse af ting med psykoaktive stoffer, så som hallucinogene svampe, Amanita muscaria,[137] eller store mængder alkohol.[138]

Bygningsværker og byer[redigér | redigér wikikode]

De store trelleborge, her Aggersborg, er et af de nok mest berømte anlæg fra vikingetiden.

Vikingerne har primært levet i små landsbyer, men steder som Hedeby og Birka har fungeret som egentlige byer, der begge er blevet grundlagt i 700-tallet som handelspladser.

Der er dog kun få fysiske rester af vikingernes bygninger og andre anlæg. De fleste bygninger blev opført i træ og er derfor gået til i de efterfølgende århundreder. På Island, Grønland, Færøerne og i det nordlige Norge har man dog også opført huse i tørv. Tørvebygning har formegentlig også været brugt i Danmark og Sverige og de sydlige egne i Norge, hvor de har fungeret som grubehuse til opbevaring af fødevarer og lignende. Ellers har man opført langhuse.

Blandt de fysisk tegn på vikingernes tilstedeværelse i Norden findes trelleborgene, der tæller Trelleborg ved Slagelse, Aggersborg ved Aggersund i Nordjylland, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken ved Odense, der dog stort set er væk og Trelleborg ved byen Trelleborg i Skåne. Desuden viser den nyfundne trelleborg Borgring ved Køge, at der har eksisteret endnu en på Sjælland. De er bygget i slutningen af 900-tallet, sandsynligvis omkring 980 inden for relativt kort tid, og tilskrives traditionelt Svend Tveskæg eller Harald Blåtand. Sidstnævnte tilskrives også Ravningbroen, som også er dateret til omkring 980. I dag er det dog en moderne trækonstruktion, der viser, hvor den har været. Den ligger syd for Jelling, hvor Jellingmonumenterne står. Disse tæller udover Jellingstenene også de to store gravhøje, som Gorm den Gamle og hans hustru Thyra er begravet i. Man har desuden fundet rester af en omfattende palisade, som har omkranset hele området, hvilket gør det til det største anlæg i Danmark fra vikingetiden.[139][140][141]

KanhavekanalenSamsø er egentlig etableret allerede i jernalderen, og der er fundet tømmer, som er dateret til år 728, men vikingerne benyttede og udvidede den også, da den gav mulighed for at spare en omvej omkring øen, når ledingsflåden skulle fra naturhavnen i Stavns Fjord.

Dannevirke eksisterede efter al sandsynlighed allerede i vikingetiden, men vikingerne udvidede forsvarsværket for at beskytte mod Franken mod syd. På Gotland findes resterne af den 3,5 km lange jordvold Götavirke, der ligeledes har fungeret som forsvarsværk.

Handel[redigér | redigér wikikode]

Vægt og lodder fra vikingetiden. De blev brugt til at afveje sølv og somme tider guld. (Fra Sigtunadåsen).
Uddybende Uddybende artikel: Vikingerne som handelsfolk

Vikingerne etablerede og opretholdt et stort handelsnetværk over hele den kendte verden, og de havde stor indflydelse på den økonomiske udvikling i Europa og særligt Skandinavien.[142][143]

Bortset fra i store handelscentre som Ribe, Hedeby, Fysing og lignende, så brugt vikingerne ikke mønter til handel, men afvejede i stedet en mængde ædelmetal til betaling af varer. Sølv var det mest almindelige metal, men guld blev også brugt i en vis udstrækning. Sølv cirkulerede i barrer eller som brudsølv, samt i form af smykker og ornamenter. Handelsfolk havde små vægte, som gjorde at de meget nøjagtigt kunne afveje mængder, så det var muligt at have et meget præcist system til handel og værdiudveksling, selv uden at være en monetær økonomi (brugen af mønter som betalingsmiddel).[142]

Varer[redigér | redigér wikikode]

Den organiserede handel dækkede alt fra almindelige dagligdagsvarer i store mængder, til eksotisk luksusprodukter i meget små mængder. Vikingernes skibe, som eksempelvis af typen knarr, var en vigtig faktor i deres succes som handelsfolk.[144] Importerede varer fra andre kulturer inkluderede:[145]

  • Krydderier blev købt fra kinesiske og persiske købmænd, som mødtes med vikingerne i Rusland. Vikingerne brugte hjemmedyrkede krydderier og urter som kommen, timian, peberrod og sennep,[146] men importerede kanel.
  • Glas var højt værdsat af nordboerne. Importeret glas blev ofte lavet til perler, og de er blevet fundet i tusindvis. Åhus i Skåne og den gamle købstad Ribe havde en stor produktion af glasperler.[147][148][149]
  • Silke var en vigtig vare, som kom fra Byzans (nutidens Istanbul) og Kina. Det var en efterspurgt vare blandt mange europæiske kulturer på dette tidspunkt, og vikingerne brugte det til at vise deres status som rigdom og adelighed. Der findes mange arkæologiske fund af silke i Skandinavien.[150][151][152]
  • Vin blev importeret fra Frankrig og Tyskland som en drik til de rige.

Som modsvar til denne import havde vikingerne en eksport af en lang række varer. Disse inkluderede:[145]

  • Rav blev ofte fundet langs Nordsøens og Østersøens kyster. Det blev formet til perler og andre æstetiske genstande inden det blev handlet (se også ravvejen).
  • Skind blev eksporteret, da det kunne give varme. Det inkluderede skind fra skovmåre, ræve, bjørne, oddere og bævere.
  • Klæde og uld. Vikingerne var dygtige til at spinne og væve, og de eksporterede klæde af høj kvalitet.
  • Dun blev indsamlet og eksporteret. Norges vestkyst havde edderdun og nogle blev de købt af samere. Dun blev brugt til senge og quiltet klæde. Fuglefangst på de stejle klippeskråninger var ofte farligt arbejder, der kunne være dødeligt.[153]
  • Slaver, kendt som trælle på norrønt. På deres plyndringstogter fangede vikingerne mange mennesker, heriblandt præster. De blev nogle gange solgt til arabiske købmænd for arabisk sølv.

Anden eksport inkluderede våben, hvalrostænder, voks, salt og torsk. Som en af de mere eksotiske eksporter havde de jagtfugle som kom fra Norge til det europæiske aristokrati i 900-tallet.[153]

Mange af deres varer blev også handlet indbyrdes blandt vikingerne selv, samt ting som fedtsten og slibestene. Fedtsten blev med nordboerne på Island og i Jylland, som brugte dem til keramik. Slibesten blev handlet og brugt til at slibe våben, værktøj og knive.[145] Der er indikationer på den omfattende handel, som foregik fra Ribe og de omkringliggende områder, med okser og kvæg fra Jylland (se oksevejen), går helt tilbage til omkring år 720. Denne handel har også kunne bruges af vikingerne, som havde brug for læder og kød, og muligvis skindet til pergamentproduktion i Europa. Uld var også et meget vigtigt produkt, da det blev brugt til at fremstille varmt tøj til nordboerne i det kolde, nordiske klima i Skandinavien, og til sejl til vikingernes skibe. Sejlene krævede store mængder uld, hvilket er blevet påvist ved eksperimentel arkæologi. Der er også arkæologisk tegn på, at der har været en organiseret tekstilproduktion i Skandinavien, der muligvis er gået helt tilbage til jernalderen. Kunstnere og håndværkere i de større byer fik gevirer fra organiserede jægere, og de lavede store rensdyrfælder højt mod nord. De blev brugt som materiale til hverdagsgenstande som kamme.[153]

Arv[redigér | redigér wikikode]

Middelalderlig opfattelse[redigér | redigér wikikode]

Byer og klostre plyndret af vikinger.

I England begyndte vikingetiden dramatisk den 8. juni 793, da nordboere angreb og ødelagde klostret på øen Lindisfarne. Ødelæggelsen af Northumbrias Holy Island chokerede kongehusene i Europa, og gjorde dem bekendte med vikingernes tilstedeværelse. "Aldrig før er en sådan grusomhed sket" erklærede den lærde Alcuin af York.[154] Middelalderens kristne i Europa, var fuldstændig uforberedte på vikingernes angreb, og de kunne ikke finde nogen forklaring på deres ankomst og de medfølgende lidelser, som de led, bortset fra "guds vrede".[155] Mere end nogen anden begivenhed har angrebet på Lindisfarne gjort, at man havde en dæmoniseret opfattelse af vikingerne i de næste 12 århundreder. Ikke før i 1890'erne begyndte forskere uden for Skandinavien for alvor at revurderede vikingernes bedrifter og anerkende deres kunstneriske og teknologiske præstationer samt deres evner til søs.[156]

Den nordiske mytologi, sagaer og den norrøne litteratur fortæller om den skandinaviske kultur og religion via fortællinger om helte og mytologiske helte. Tidlige overleveringer af denne information var hovedsagelig mundtlige og senere tekster baserer sig i høj grad på, hvad kristne lærde har nedskrevet eller transkriberet, inklusive de islandske forfattere Snorri Sturluson og Sæmundur fróði. Mange af disse sagaer blev skrevet på islandsk, og de fleste af dem blev bevaret her efter middelalderen, fordi islændingene fortsat havde en interesse i norrøn litteratur og lovskrifter, også selvom de ikke nødvendigvis havde en islandsk proveniens.

De omkring 200 år, hvor vikingerne havde stor indflydelse på Europas historie, er fyldt med fortællinger om plyndringer og kolonisering, og størstedelen af disse krøniker kom fra vestlige vidner og deres efterkommere. Mindre almindeligt, men lige så relevant, er krøniker om vikingerne nedskrevet i østen, inklusive Nestors krøniker, Novgorod krønikerne, Ibn Fadlans krøniker, Ibn Rustas krøniker og korte bemærkninger af Photius, patriark Konstantinopel, om deres første angreb på det Byzantinske Rige. Andre krøniker som inkluderer vikingernes historie tæller Adam af Bremen, som i fjerde bind af sin Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum skrev "der er meget guld her (på Sjælland), akkumuleret ved pirateri. Disse pirater, som blev kaldt wichingi af deres egne folk, og Ascomanni af vort folk, hylder den danske konge." I 991 blev slaget ved Maldon, der stod mellem angribende vikinger og indbyggerne i Maldon i Essex, mindet i et digt af samme navn.

Post-middelalderlig opfattelse[redigér | redigér wikikode]

Moderne reenactment af vikingekamp.

Tidlige moderne udgivelser, der omhandler det, som i dag betragtes som vikingekultur, begyndte at optræde i 1500-tallet eksempelvis Historia de gentibus septentrionalibus (Olaus Magnus, 1555), og Saxo Grammaticus' Gesta Danorum fra 1200-tallet, da den blev udgivet i første udgave i 1514. Hastigheden hvormed disse publikationer udkom øgedes i 1600-tallet, med den latinske oversættelser af Eddaen (særligt Peder Resens Edda Islandorum fra 1665).

I Skandinavien brugte danske forskere som Thomas Bartholin og Ole Worm samt svenskeren Olaus Rudbeck runeinskriptioner og islandske sagaer som historiske kilder. Et vigtigt tidligt bidrag fra Storbritannien var George Hicke, der udgav Linguarum vett. septentrionalium thesaurus i 1703–05. I 1700-tallet begyndte den britiske interesse og entusiasme for Island og tidlig skandinavisk kultur at vokse kraftigt, hvilket blev udtrykt ved engelske oversættelse af norrøne tekster og i originale digte, der priste de antagne vikingedyder.

Ordet "viking" blev først populariseret i begyndelsen af 1800-tallet af Erik Gustaf Geijer i hans digt Vikingen. Geijers digt gjorde meget for at udbrede det nye romantiserede ideal om vikinger, der ikke havde meget basis i historiske fakta. Den fornyede interesse i romanticisme i fortidens Skandinavien havde en samtidig politisk indvirken. Götiska förbundet, som Geijer var medlem af, populariserede myten i stor grad. En anden svensk forfatter, der havde stor indflydelse på opfattelsen af vikingerne, var Esaias Tegnér, som ligeledes var medlem af Götiska förbundet. Han skrev en moderne version af Friðþjófs saga hins frœkna, der blev meget populær i de nordiske lande, Storbritannien og Tyskland.

Vikingeskibe der belejrer Paris i 845, afbildet i 1800-tallet.

Fascinationen af vikingerne nåede sit højdepunkt under den såkaldte Viking revival i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet som en del af nationalromantikken. I 1800-tallet begyndte der at blive udgivet bøger med nye tolkninger af vikingerne, og de nåede en mindre læserskare i Storbritannien, hvor arkæologer begyndte at kigge på landets fortid. Lingvistikentusiaster begyndte på at identificere idiomer og ordsprog rundt omkring i landet. Nye ordbøger på norrønt gjorde det muligt for viktoriatidens mennesker læse og oversætte de islandske sagaer.[157]

Indtil for nylig var vikingerne historie hovedsageligt baseret på de islandske sagaer, Saxos Danmarkshistorie, de russiske primærkrønike og Cogad Gáedel re Gallaib. Få moderne historikere betragter i dag disse tekster som troværdige kilder, da man i højerede grad baserer sig på arkæologiske fund og numismatik, som begge er discipliner som har givet værdifulde viden om perioden.[158]

I 1900-tallets politik[redigér | redigér wikikode]

Den romantiserede ide om vikingerne, der var etableret i forskningskredse i Nordvesteuropa i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var potent, og vikingen som figur blev et velkendt og formbart symbol i forskellige kontekster i politik og politiske ideologier i 1900-tallets Europa.[159] I Normandiet, hvor vikinger havde bosat sig, blev vikingeskibet et ukontroversielt regionalt symbol. I Tyskland var kendskab til vikingernes historie blevet stimuleret af grænsestridigheder med Danmark over Slesvig-Holstein i 1800-tallet, og brugen af skandinavisk mytologi af Richard Wagner. Den idealiserede opfattelse af vikingerne appellerede til den tyske højrefløj, der omdannede vikingefiguren i overenstemmelse med ideologien om en germansk overrace.[160] Nazityskland byggede videre på lingvistiske og kulturelle forbindelser mellem de nordisk-talende skandinavere og andre germanske grupper i en fjern fortid, og de skandinaviske vikinger blev fremstillet som en ren germansk befolkning. Det kulturelle fænomen med vikingernes ekspansion blev genfortolket og brugt til propaganda for at støtte den ekstreme militante nationalisme i Det Tredje Rige. Samtidig blev ideologiske orienterede fortolkninger af vikingernes tro, og den skandinaviske brug af runer brugt til at konstruere nazimysticisme. Andre politiske organisationer i samme boldgade, som det tidlige norske fascistparti Nasjonal Samling, brugte lignende elementer af den moderne myte om vikingekultur i deres symbolisme og propaganda. I det kommunistiske Rusland ledte ideologien om en raceren slavisk befolkning til en fuldstændig afvisning af, at skandinavere havde påvirket opbygningen af Rus-folket, der skulle være grundlagt af slavere. Beviser på det modsatte blev undtrykt indtil 1990'erne. Novgorod enerkender i dag deres vikingehistorie, og man har inkluderet et vikingeskib i byens logo.[161]

I moderne populærkultur[redigér | redigér wikikode]

Vikingereenactment.

Under ledelse af operaer fra den tyske komponist Richard Wagner, som Der Ring des Nibelungen, har vikingerne og romantiserede vikinger inspireret mange kreative værker. Disse inkluderer bøger baseret direkte på historiske begivenhadersom Frans Gunnar Bengtssons Røde Orm (som også blev filmatiseret i 1963), og historiske fantasier som filmene The Vikings, Michael Crichtons Eaters of the Dead (filmversionen Den 13. Kriger) og komediefilmen Erik the Viking. Vampyren Eric Northman i HBO tv-serien True Blood var vikingeprins inden han blev vampyr. I 2013 lancerede HBO serien Vikings som omhandler Regnar Lodbrog (i en noget anden udgave end sagaerne) og en fiktiv gruppe vikinger. Serien har fået en god modtagelse af anmeldere og publikum, den har vundet mange priser, og har øget interessen for vikinger og vikingetiden.[162][163]

Vikinger optræder i adskillige bøger af den dansk-amerikanske forfatter Poul Anderson, mens den britiske opdagelsesrejsende, historiker og forfatter Tim Severin i 2005 skrev en trilogi af romaner, om en ung viking ved navn Thorgils Leifsson, som sejler verden rundt. Den britiske forfatter Bernard Cornwell beretter også om vikingerne i romanserien Saksernes fortælling. Blandt danske forfattere, der har skrevet om vikingerne er Susanne Clod Pedersen, som skriver historiske romaner og Lars-Henrik Olsen. Den danske tegneserie Valhalla skabt af Peter Madsen, omhandler primært de nordiske guder, men har flere aspekter fra vikingetiden med.

I 1962 skabte den amerikansk tegneserieforfatter Stan Lee og hans bror Larry Lieber, sammen med Jack Kirby, Marvel Comics superhelten Thor, som de opfandt baseret på den nordiske gud af samme navn. Karakteren var hovedperson i Marvel Studios film Thor fra 2011 og efterfølgerne Thor: The Dark World og Thor: Ragnarok. Karakteren var også med i The Avengers fra 2012 og efterfølgerne Avengers: Age of Ultron og Avengers: Infinity War samt den animerede tv-serie.

Vikingeskib i den franske forlystelspark Puy de Fou.

Hvert år opføres Frederikssund Vikingespil, der tager udgangspunkt i vikingetiden. Jels Vikingespil er blevet sat op siden 1977 med forskellige forestillinger, og op mod 20.000 tilskuere.[164] I 2017 opførte Det Kongelige Teaters friluftsscene Røde Orm som skuespil på en scene opført ved Moesgaard Museum i Aarhus. Over 71.000 købte billetter til forestillingen.[165] Den franske forlystelsespark Puy de Fou i Vendée har også haft vikinger og vikingerskibe med i deres årlige teaterforestillinger.

Magnus Barelegs Viking Festival til vikingefestival.

Siden 1960'erne har der været en stigende interesse for reenactment. Mens de tidligste grupper kun sporadisk baserede deres levendegørelse på historiske kilder og anden forskningsmateriale, men i lige så høj grad på det romantiserede udtryk i populærkulturen, så er man i højere grad begyndt at bygge på kilder og fund, for at få et autentisk og mere korrekt udtryk. De største af disse grupper er The Vikings og Regia Anglorum, selvom der findes mange mindre grupper i Europa, særligt i Skandinavien, Nordamerika, New Zealand og Australien. Mange reenactmentgrupper deltager i genopførsler af vikingeslag, og nogle få har også både og skibe inspireret af vikingeskibe. I Danmark afholdes der hvert år Moesgård Vikingetræf, hvor op mod 1000 aktører deltager og omkring 20.000 gæster,[166][167] hvilket gør det til nordens største vikingemarked.[168] Ved Tissø afholdes vikingemarked i starten af oktober, og der kommer omkring 3.000-3.500 besøgende[169] På flere middelaldermarkeder, som bl.a. Københavns Middelaldermarked, er der også vikingegrupper som optræder.[170][171]

Minnesota Vikings fra National Football League er navngivet efter den store skandinaviske population i USA, som bor i Minnesota.[172]

Moderne rekonstruktioner af nordisk mytologi har vist en vedholdende indflydelse i populærkulturen i slutningen af 1990-tallet og begyndelsen af 2000-tallet i visse lande, hvor den har inspireret tegneserie, rollespil, computerspil, musik, inklusive vikingmetal, der er en undergenre af heavy metal.

Udbredte misforståelser[redigér | redigér wikikode]

Arketypen på en misforstået viking med hornhjelm, stort viltert skæg, bar mave og skind som lændeklæde.

Hjelme med horn[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Hornhjelm

Bortset fra to eller tre repræsentationer af rituelle hjelme med udstikkende former, der lige så godt kan være stiliserede ravne, slanger eller horn, findes der ingen afbildninger af vikingekrigeres hjelme med horn, og der er aldrig fundet hjelme med horn. Den voldsomme nærkamp, som vikingerne anvendte under slag (hvor begge sider lavede skjoldmure eller ombord på "skibsøer") vil have gjort hjelme med horn besværlig og farlige for krigerens egen side.

Historikere og arkæologer mener derfor, at vikingekrigere ikke bar hjelme med horn; om sådanne hjelme har været brugt i andre forbindelse i skandinavisk kultur er ikke fastslået. Den generelle misforståelse om at de bar hjelme med horn kan delvist tilskrives entusiaster fra Götiska Förbundet, der blev grundlagt i 1811 i Stockholm.[173] De fremstillede nordisk mytologi i kunst og andre etnologisk og moralske mål.

Vikingerne blev ofte afbildet med hjelme med vinger og andet tøj, som var taget fra antikken, særligt illustrationer af de nordiske guder. Det blev gjort for at legitimisere vikingerne og deres mytologi ved at associere den med antikken, der længe havde været idealiseret i europæisk kultur.

Sidstnævnte mythos blev skabt af nationalromantiske ideer blandt med vikingetiden og aspekter fra bronzealderen omkring 2.000 år tidligere. Hjelme med horn fra bronzealderen blev vist som helleristninger og optrådte i arkæologisk fund (se Bohuslän og Veksøhjelmene). De var sandsynligvis fremstillet til cerimonielle formål.[174]

Vikingehjelme.

Tegneserier som Hägar the Horrible og Vicky the Viking, og sportsudstyr som det med Minnesota Vikings' logo og Canberra Raiders har bevaret myten om hjelme med horn.[175]

Vikingernes hjelme var koniske, og de var fremstillet af hårdt læder med træ og metalforstærkninger til almindelige soldater. Hjelme i jern med maske og ringbrynje blev fremstillet til høvdingerne, baseret på de tidligere Vendel-tids hjelme fra det centrale Sverige. Der er kun fundet én vikingehjelm, som stammer fra Gjermundbu i Norge. Denne hjelm er fremstillet i jern, og er blevet dateret til 900-tallet.[176]

Barbaritet[redigér | redigér wikikode]

Billedet af langhårede, beskidte vilde folk, som nogle gange associeres med vikingerne i populærkultur, er et misvisende billede af virkeligheden.[2] Vikingernes tendenser blev ofte fejlfortolket og Adam af Bremen, blandt flere andre, fortæller om vikingernes vildskab og manglende renlighed, men hans værk er ikke en troværdig kilde til disse aspekter.[177] Vikingerne var meget renlige, og gik op i et velplejet ydre, hvilket bl.a. mange fund af kamme vidner om.

Brugen af kranier til at drikke af[redigér | redigér wikikode]

Der findes ingen tegn på, at vikingerne har brugt kraniet fra deres fjender til at drikke af. Misforståelsen er baseret på en passage i skjaldedigtet Krákumál, hvor helten drikker fra ór bjúgviðum hausa (grene af kranier). Dette var en reference til drikkehorn, men blev fejloversat i 1600-tallet[178] til at omhandle kranier fra deres slagne fjender.[179]

Genetisk arv[redigér | redigér wikikode]

Studier af genetisk spredning giver indikationer af oprindelsen og udvidelsen af vikingerne. Haplogruppe I-M253 (defineret af en specifik genetisk markørY-kromosomeet) mutationer optræder med største frekvens blandt skandinaviske mænd: 35 % i Norge, Danmark og Sverige, og omkring 40 % i det vestlige Finland.[180] Det er også en almindelig mutation i det sydlige kyster langs Østersøen og langs Nordsøens kyster, og optræder sjældnere jolængere syd på man kommer.

Studier af kvindlige efterkommere i områderne tættest på Skandinavien, som Shetlandsøerne og Orkneyøerne viser at mange er af nordisk oprindelser.[181] Indbyggere i lande længere væk viser flest nordiske aner i det mandlige Y-kromosoms linje.[182]

Et studie i gener og efternavn i Liverpool viste en nordisk arv.; op mod 50 % af mændene som tilhørte oprindelige familier, der boede der før industrialiseringen og den store befolkningstilvækst.[183] En høj andel af nordiske gener, som er identificeret via R-M420 haplotypen, ble vogså fundet blandt mænd i Wirral og West Lancashire.[184] Dette svarer til de andele nordiske gener, der findes blandt mænd på Orkneyøerne.[185]

Ny forskning indikerer, at den keltiske kriger Somerled, der drev vikingerne ud af det vestlige Skotland, grundlægger af Clan Donald, har været efterkommer af vikingerne og med i haplogruppe R-M420.[186]

Museer[redigér | redigér wikikode]

Grundet den store interesse for vikingerne og de fund der er gjort, findes der en lang række museer, der er dedikeret til formidling af netop vikingerne og deres periode. Flere af disse er etableret i forbindelse med fund fra vikingetiden, eller på steder, hvor man ved at vikingerne har boet. Disse tæller bl.a. Lofotr Vikingmuseum i Norge, Vikingeborgen Trelleborg og Vikingecenter Fyrkat der er etableret på de to trelleborge af samme navn, Vikingemuseet Ladby ved Ladbyskibet, Vikingemuseet i Aarhus, Lindholm Høje Museet i Danmark samt Vikingemuseum Hedeby i den gamle handelsby i delstaten Slesvig-Holsten i det nuværende Nordtyskland.

Nogle museer er frilandsmuseer eller arkæologiske frilandsmuseer, der inkluderer eksperimentel arkæologi i deres formidling om vikingerne. Ligeledes er der opført adskillige langhuse eller andre vikingebygninger i forbindelse med flere af museerne. Disse tæller Fotevikens Museum i Sverige, Bork Vikingehavn, Ribe Vikingecenter, Sagnlandet Lejre og Murton Park ved York.

Andre formidler primært fundene vikingetiden, som Moesgaard Museum, Museet Ribes Vikinger og Kongernes Jelling alle i Danmark, Jorvik Viking Centre i York og Víkingaheimar i ReykjavikIsland. Historiska museet i Stockholm og Nationalmuseet i København har begge store samlinger af genstande fra vikingetiden. Skuldelev-skibene fra Roskilde Fjord er udstillet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, mens Gokstadskibet og Osebergskibet befinder sig på Vikingeskibsmuseet i Oslo. Ladbyskibet er udstillet på Vikingemuseet Ladby, som er det eneste skibsfund, som stadig befinder sig på sin originale plads.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Se Liste over engelske ord af norrøn oprindelse for yderligere forklaring af de specifikke ord.
  2. ^ Se Normannisk toponymi
  3. ^ Det skaber lactatsyrefermentering
  4. ^ Se artiklen om ordiske korthalefår. I det sydlige Skandinavien (dvs. Danmark), opdrættede man hedefår af Lüneburger Heidschnucke-typen.
  5. ^ Den danske historiker Kåre Johannessen har omtalt det som "en slags ultravoldelig psykopat-version af rundbold", og andre har nævnt at det får "engelsk rugby og amerikansk fodbold til at ligne en sport for tøsedrenge i sammenligning"

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Viking (people), Encyclopædia Britannica.
  2. ^ a b Roesdahl, pp. 9–22.
  3. ^ Brink 2008
  4. ^ Wawn 2000
  5. ^ Johnni Langer, "The origins of the imaginary viking", Viking Heritage Magazine, Gotland University/Centre for Baltic Studies. Visby (Sweden), n. 4, 2002.
  6. ^ The Syntax of Old Norse by Jan Terje Faarlund; p 25 ISBN 0-19-927110-0; The Principles of English Etymology Af Walter W. Skeat, Udgivet 1892, definerede Viking: better Wiking, Icel. Viking-r, O. Icel. *Viking-r, a creek-dweller; from Icel. vik, O. Icel. *wik, a creek, bay, with suffix -uig-r, belonging to Principles of English Etymology By Walter W. Skeat; Clarendon press; Page 479
  7. ^ a b Eldar Heide (2005). "Víking - 'rower shifting'? An etymological contribution". Arkiv för nordisk filologi 120: 41–54. Hentet 20 April 2015. 
  8. ^ Walter W. Skeat: Principles of English Etymology Clarendon press, p. 479
  9. ^ Kvilhaug, Maria. The Tribe that Gave Vikings Their Name?. Freya. Hentet 17 March 2015. 
  10. ^ Anatoly Liberman (2009). What Did The Vikings Do Before They Began to Play Football?
  11. ^ a b Hans C. Boas (13 May 2014). Indo-European Lexicon - PIE Etymon and IE Reflexes. The University of Texas at Austin. Hentet 20 April 2015. 
  12. ^ Bernard Mees (2012). "Taking Turns: linguistic economy and the name of the Vikings". Arkiv för nordisk filologi (academia.edu) 127: 5–12. Hentet 20 April 2015. 
  13. ^ Eldar Heide (2008). "Viking, week, and Widsith. A reply to Harald Bjorvand". Arkiv för nordisk filologi (academia.edu) 123: 23–28. Hentet 20 April 2015. 
  14. ^ Beard, David. "The Term "Viking"". http://www.archeurope.com (Archaeology in Europe). Arkiveret fra originalen 7 April 2012. Hentet 23 April 2014.  Arkiveret 7 April 2012.
  15. ^ Wolf 2004, s. 2.
  16. ^ Educational Company of Ireland 2000, s. 472.
  17. ^ Brookes 2004, s. 297.
  18. ^ a b D'Amato 2010, s. 3.
  19. ^ Douglas Harper: Russia Online Etymology Dictionary. A private homepage project.
  20. ^ a b Land of the Rus - Viking explorations to the east. National Museum of Denmark. Hentet 20 April 2015. 
  21. ^ a b Dangerous journeys to Eastern Europe and Russia. Nationalmuseet. Hentet 20 April 2015. 
  22. ^ Sawyer, Peter. The Oxford Illustrated History of the Vikings. s. 2. ISBN 978-0-19-285434-6. 
  23. ^ Peter Sawyer, The Viking Expansion, The Cambridge History of Scandinavia, Issue 1 (Knut Helle, ed., 2003), p.105.
  24. ^ Lund, Niels (2001). "The Danish Empire and the End of the Viking Age", The Oxford Illustrated History of the Vikings. Ed. P. H. Sawyer. Oxford University Press, 2001, p. 167–181. ISBN 0-19-285434-8.
  25. ^ The Royal Household, "Sweyn", The official Website of The British Monarchy, 15 March 2015, accessed 15 March 2015
  26. ^ Lawson, M K (2004). "Cnut: England's Viking King 1016-35". The History Press Ltd, 2005, ISBN 978-0-582-05970-2.
  27. ^ The Royal Household, "Canute The Great", The official Website of The British Monarchy, 15 March 2015, accessed 15 March 2015
  28. ^ Badsey, S. Nicolle, D, Turnbull, S (1999). "The Timechart of Military History". Worth Press Ltd, 2000, ISBN 1-903025-00-1.
  29. ^ "History of Northumbria: Viking era 866 AD–1066 AD" www.englandnortheast.co.uk.
  30. ^ Toyne, Stanley Mease. The Scandinavians in history Pg.27. 1970.
  31. ^ The Fate of Greenland's Vikings, by Dale Mackenzie Brown, Archaeological Institute of America, 28 February 2000
  32. ^ Langmoen IA (4 April 2012). "The Norse discovery of America". Neurosurgery 57: 1076–87; discussion 1076–87. PMID 16331154. 
  33. ^ Ross, Valerie (31 May 2011). "Climate change froze Vikings out of Greenland". Discover (Kalmback Publishing). Hentet 6 April 2013. 
  34. ^ Rurik Dynasty (medieval Russian rulers) Britannica Online Encyclopedia
  35. ^ Hall, p. 98
  36. ^ Vikings' Barbaric Bad Rap Beginning to Fade. News.nationalgeographic.com. 28 October 2010. Hentet 21 May 2012. 
  37. ^ Jones, Gwyn, A history of the Vikings (Oxford 2001)
  38. ^ Los vikingos en Al-Andalus (abstract available in English). Jesús Riosalido. 1997. Hentet 11 May 2010. 
  39. ^ John Haywood: Penguin Historical Atlas of the Vikings, Penguin (1996). Detailed maps of Viking settlements in Scotland, Ireland, England, Iceland and Normandy.
  40. ^ Sawyer, P. H. (2013-04-15) (på en). Kings and Vikings: Scandinavia and Europe AD 700–1100. Routledge. ISBN 9781134947775. 
  41. ^ Haine, Thomas (2008-03-01). "What did the Viking discoverers of America know of the North Atlantic Environment?" (på en). Weather 63 (3): 60–65. doi:10.1002/wea.150. ISSN 1477-8696. 
  42. ^ Matthias Schulz (27 August 2010). 'Sensational' Discovery: Archeologists Find Gateway to the Viking Empire. Spiegel Online International. Hentet 27 February 2014. 
  43. ^ Lotte Flugt Kold (3 November 2014) (på danish). Dannevirke. Aarhus University. Hentet 20 December 2014. 
  44. ^ Näsman, Ulf (2000-11-01). "Raids, Migrations, and Kingdoms" (på en). Acta Archaeologica 71 (1): 1–7. doi:10.1034/j.1600-0390.2000.d01-1.x. ISSN 1600-0390. 
  45. ^ a b Rudolf Simek, "the emergence of the viking age: circumstances and conditions", "The vikings first Europeans VIII–XI century—the new discoveries of archaeology", other, 2005, pp. 24–25
  46. ^ Bruno Dumézil, master of Conference at Paris X-Nanterre, Normalien, aggregated history, author of conversion and freedom in the barbarian kingdoms. 5th–8th centuries (Fayard, 2005)
  47. ^ "Franques Royal Annals" cited in Peter Sawyer, "The Oxford Illustrated History of the Vikings", 2001, p. 20
  48. ^ Dictionnaire d'histoire de France, Perrin, Alain Decaux and André Castelot, 1981, pages 184/185. ISBN 2-7242-3080-9.
  49. ^ "the Vikings" R.Boyer history, myths, dictionary, Robert Laffont several 2008, p96 ISBN 978-2-221-10631-0
  50. ^ François-Xavier Dillmann, "Viking civilisation and culture. A bibliography of French-language ", Caen, Centre for research on the countries of the North and Northwest, University of Caen, 1975, p.19, and "Les Vikings: the Scandinavian and European 800–1200", 22nd exhibition of art from the Council of Europe, 1992, p. 26
  51. ^ "History of the Kings of Norway" af Snorri Sturlusson oversat af Professor i History François-Xavier Dillmann, Gallimard ISBN 2-07-073211-8 pp. 15–16, 18, 24, 33–34, 38
  52. ^ Macauley Richardson, Lloyd. "Books: Eurasian Exploration". Policy Review (Hoover Institution). Arkiveret fra originalen 2009-12-16.  Arkiveret 2009-12-16.
  53. ^ Crone, Patricia. Meccan trade and the rise of Islam First Georgias Press. 2004.
  54. ^ Viking expeditions and raids. Nationalmuseet. Hentet 20. april 2015. 
  55. ^ Roesdahl, pp. 295–7
  56. ^ Gareth Williams, 'Kingship, Christianity and coinage: monetary and political perspectives on silver economy in the Viking Age', i Silver Economy in the Viking Age, ed. James Graham-Campbell and Gareth Williams, pp. 177–214; ISBN 978-1-59874-222-0
  57. ^ Roesdahl, pp. 296
  58. ^ The Northern Crusades: Second Edition by Eric Christiansen; ISBN 0-14-026653-4
  59. ^ Written sources shed light on Viking travels. Nationalmuseet. Hentet 20 April 2015. 
  60. ^ Hall, 2010, p. 8 and passim.
  61. ^ Roesdahl, pp. 16–22.
  62. ^ Hall, pp. 8–11
  63. ^ Lindqvist, pp. 160–61
  64. ^ Henriksen, Louise Kæmpe: Nordic place names in Europe Viking Ship Museum Roskilde
  65. ^ Viking Words The British Library
  66. ^ Joel Supéry. Germanic Toponomy. Hentet 1 March 2014. 
  67. ^ Joel Supéry. A colony in Gascony?. Hentet 1 March 2014. 
  68. ^ De franske regioner Poitou-Charentes og Aquitaine.
  69. ^ Annie Dumont (2007). "Méthodes d'étude d'un site fluvial du haut Moyen Age: Taillebourg – Port d'Envaux, (Charente-Maritime)" (på French). Proceedings of the 4th International Congress of Medieval and Modern Archaeology (Medieval Europe, Paris 2007). Hentet 1 March 2014. 
  70. ^ Department of Scandinavian Research. Københavns Universitet
  71. ^ Else Roesdahl (professor i arkæologi og historie): The Vikings, Penguin Books (1999), ISBN 0-14-025282-7
  72. ^ Sawyer, P H: 1997
  73. ^ Jelling stones. Encyclopædia Britannica. 2008. 
  74. ^ Rundata, DR 42
  75. ^ baþum (Sm101), se Nordiskt runnamnslexikon PDF
  76. ^ I nominativ: krikiaR (G216). I genitiv: girkha (U922$), k—ika (U104). I dativ: girkium (U1087†), kirikium (SöFv1954;20, U73, U140), ki(r)k(i)(u)(m) (Ög94$), kirkum (U136), krikium (Sö163, U431), krikum (Ög81A, Ög81B, Sö85, Sö165, Vg178, U201, U518), kri(k)um (U792), krikum (Sm46†, U446†), krkum (U358), kr... (Sö345$A), kRkum (Sö82). In the accusative: kriki (Sö170). Uncertain case krik (U1016$Q). Grækenland optræder også som griklanti (U112B), kriklati (U540), kriklontr (U374$), se Nordiskt runnamnslexikon PDF
  77. ^ Karusm (Vs1), seNordiskt runnamnslexikon PDF
  78. ^ iaursaliR (G216), iursala (U605†), iursalir (U136G216, U605, U136), see Nordiskt runnamnslexikon PDF
  79. ^ lakbarþilanti (SöFv1954;22), se Nordiskt runnamnslexikon PDF
  80. ^ serklat (G216), se(r)kl... (Sö279), sirklanti (Sö131), sirk:lan:ti (Sö179), sirk*la(t)... (Sö281), srklant- (U785), skalat- (U439), see Nordiskt runnamnslexikon PDF
  81. ^ eklans (Vs18$), eklans (Sö83†), ekla-s (Vs5), enklans (Sö55), iklans (Sö207), iklanþs (U539C), ailati (Ög104), aklati (Sö166), akla-- (U616$), anklanti (U194), eg×loti (U812), eklanti (Sö46, Sm27), eklati (ÖgFv1950;341, Sm5C, Vs9), enklanti (DR6C), haklati (Sm101), iklanti (Vg20), iklati (Sm77), ikla-ti (Gs8), i...-ti (Sm104), ok*lanti (Vg187), oklati (Sö160), onklanti (U241), onklati (U344), -klanti (Sm29$), iklot (N184), seNordiskt runnamnslexikon PDF
  82. ^ luntunum (DR337$B), se Nordiskt runnamnslexikon PDF
  83. ^ a b Jasmine Idun Tova Lyman (2007), Viking Age graves in Iceland (PDF), University of Iceland, s. 4 
  84. ^ Medieval Archaeology: An Encyclopaedia (Pamela Crabtree, ed., 2001), "Vikings," p. 510.
  85. ^ Roesdahl, p. 20.
  86. ^ Roesdahl p. 70 (in Women, gender roles and children)
  87. ^ Gravpladsen Hemlanden ligger her, og det er den største gravplads i Skandinavien fra vikingetiden Medieval Scandinavia: An Encyclopedia (Illustrated udg.). United Kingdom: Taylor & Francis. 1993. s. 238–239. ISBN 978-0-8240-4787-0. 
  88. ^ A Viking-Age Valley in Iceland: The Mosfell Archaeological Project. 2005. Arkiveret fra originalen 19. april 2011.  Arkiveret 19. april 2011.
  89. ^ See also Jon M. Erlandson.
  90. ^ [I)ór Magnússon: Bátkumlió í Vatnsdal, Arbók hies íslenzka fornleifafélags (1966), 1-32
  91. ^ En omfattende liste over hedenske grave på Island kan findes i Eldjárn & Fridriksson (2000): Kuml og haugfé.
  92. ^ Dale Mackenzie Brown (28 February 2000). The Fate of Greenland's Vikings. the Archaeological Institute of America. Hentet 22 February 2014. 
  93. ^ Lanskibe kaldes nogle gange drakkar, der er en forvranskning af det norrøne ord for drage.
  94. ^ Hadingham, Evan: Secrets of Viking Ships (05.09.00) NOVA science media.
  95. ^ Durham, Keith: Viking Longship Osprey Publishing, Oxford, 2002.
  96. ^ Block, Leo, To Harness the Wind: A Short History of the Development of Sails, Naval Institute Press, 2002, ISBN 1-55750-209-9
  97. ^ Ian Heath, The Vikings, p. 4, Osprey Publishing, 1985.
  98. ^ Curry, Andrew (10 June 2013). The First Vikings. the Archaeological Institute of America. Hentet 22 February 2014. 
  99. ^ a b Roesdahl, pp. 38–48, pp.61-71.
  100. ^ Mari Kildah (5 December 2013). Double graves with headless slaves. University of Oslo. Hentet 23 June 2014. 
  101. ^ a b c d e Borgström Eva (Svensk): Makalösa kvinnor: könsöverskridare i myt och verklighet (Marvelous women : gender benders in myth and reality) Alfabeta/Anamma, Stockholm 2002. ISBN 91-501-0191-9 (inb.). Libris 8707902.
  102. ^ Borgström Eva(Svensk): Makalösa kvinnor: könsöverskridare i myt och verklighet. Alfabeta/Anamma, Stockholm 2002. ISBN 91-501-0191-9 (inb.). Libris 8707902.
  103. ^ a b c Ohlander, Ann-Sofie & Strömberg, Ulla-Britt, Tusen svenska kvinnoår: svensk kvinnohistoria från vikingatid till nutid, 3., [omarb. och utök.] uppl., Norstedts akademiska förlag, Stockholm, 2008
  104. ^ a b c Ingelman-Sundberg, Catharina, Forntida kvinnor: jägare, vikingahustru, prästinna [Ancient women: hunters, viking wife, priestess], Prisma, Stockholm, 2004
  105. ^ Appearance - What did the Vikings look like?. Nationalmuseet. Hentet 20 April 2015. 
  106. ^ Sk. V. Gudjonsson (1941): Folkekost og sundhedsforhold i gamle dage. Belyst igennem den oldnordiske Litteratur. (Dvs. først og fremmest de islandske sagaer). København..
  107. ^ a b c Pernille Rohde Sloth, Ulla Lund Hansen & Sabine Karg (2013). "Viking Age garden plants from southern Scandinavia – diversity, taphonomy and cultural aspect". Danish Journal of Archaeology. Hentet 19 June 2014. 
  108. ^ (på danish)Forråd til vinteren - Salte, syrne, røge og tørre. Hentet 20 April 2015. 
  109. ^ a b Roesdahl, p. 54
  110. ^ Viking Food. Nationalmuseet. Hentet 20 April 2015. 
  111. ^ The animals on the farm - Genetic connection. Hentet 19. april 2015. 
  112. ^ Poultry. Hentet 19. april 2015. 
  113. ^ O'Conner, Terry. 1999? "The Home- Food and Meat." Viking Age York. Jorvik Viking Centre.
  114. ^ Roesdahl p. 102-117
  115. ^ Nedkvitne, Arnved. "Fishing, Whaling and Seal Hunting." in Pulsiano, Phillip (1993). Medieval Scandinavia: An Encyclopedia. Garland Reference Library of the Humanities. 
  116. ^ Inge Bødker Enghoff (2013). Hunting, fishing and animal husbandry at The Farm Beneath The Sand, Western Greenland. 28. Hentet 23 June 2014. 
  117. ^ a b A Viking Feast - an abundance of foods. Arkiveret fra originalen 14 July 2014. Hentet 19. juni 2014.  Arkiveret 14 July 2014.
  118. ^ Roesdahl, p. 110-111
  119. ^ Fondén, R; Leporanta, K; Svensson, U (2007). "Chapter 7. Nordic/Scandinavian Fermented Milk Products". in Tamime, Adnan. Fermented Milks. Blackwell. doi:10.1002/9780470995501.ch7. ISBN 978-0632064588. 
  120. ^ a b The Seastallion from Glendalough. Vikingeskibsmuseet. Hentet 19 June 2014. 
  121. ^ a b Hall, A. R. 1999? "The Home: Food- Fruit, Grain and Vegetable." Viking Age York. The Jorvik Viking Centre.
  122. ^ The farm crops. Hentet 19. april 2015. 
  123. ^ a b (på danish)From grains to bread - coarse, heavy and filling. Arkiveret fra originalen 14 July 2014. Hentet 19 June 2014.  Arkiveret 14 July 2014.
  124. ^ Bo Ejstrud et.al. (2011). From Flax To Linen - experiments with flax at Ribe Viking Centre. Syddansk Universitet. ISBN 978-87-992214-6-2. Hentet 19. april 2015. 
  125. ^ a b c d Kirsten Wolf: Daily Life of the Vikings Greenwood Press "Daily life through history" series, 2004, ISBN 0-313-32269-4, Ch. 7
  126. ^ a b Isak Ladegaard (19 November 2012). How Vikings killed time. Hentet 1. marts 2014. 
  127. ^ a b c Games and entertainment in the Viking period. Nationalmuseet. Hentet 20 April 2015. 
  128. ^ VIKINGENES BRETTSPILL. arild-hauge.com. Hentet 20/6-2017
  129. ^ Game of Hnefatafl. mnh.si.edu. Hentet 20/6-2017
  130. ^ Darrell Markewitz 1998–2010. IRON SMELTING at the Norse Encampment -Daily Life in the Viking Age circa 1000 AD at Vinland. The Viking Encampment living history program at Parks Canada L'Anse aux Meadows NHSC in Newfoundland. Warehamforge.ca. Hentet 21. maj 2012. 
  131. ^ Return of Dublin's Viking Warship Archived 18 October 2008[Date mismatch] at the Wayback Machine.. Hentet 14. november 2007.
  132. ^ Beyond Lands' End: Viking Voyage 1000. Dougcabot.com. Hentet 21. maj 2012. 
  133. ^ "Scans of Viking Swords Reveal a Slice of Norse Culture". Live Science. 
  134. ^ Fedrigo, Anna; Grazzi, Francesco; Williams, Alan R.; Panzner, Tobias; Lefmann, Kim; Lindelof, Poul Erik; Jørgensen, Lars; Pentz, Peter; et al. (2017-04-01). "Extraction of archaeological information from metallic artefacts—A neutron diffraction study on Viking swords". Journal of Archaeological Science: Reports 12: 425–436. doi:10.1016/j.jasrep.2017.02.014. 
  135. ^ Shona Grimbly (16 August 2013). Encyclopedia of the Ancient World. Routledge. s. 121–. ISBN 978-1-136-78688-4. 
  136. ^ Dennis Howard Green; Frank Siegmund (2003). The Continental Saxons from the Migration Period to the Tenth Century: An Ethnographic Perspective. Boydell Press. s. 306–. ISBN 978-1-84383-026-9. 
  137. ^ Howard D. Fabing. "On Going Berserk: A Neurochemical Inquiry." Scientific Monthly. 83 [Nov. 1956] p. 232
  138. ^ Robert Wernick. The Vikings. Alexandria VA: Time-Life Books. 1979. p. 285
  139. ^ Palisadehegnet. fortidensjelling.dk. Hentet 20/6-2017
  140. ^ HARALD BLÅTANDS PALISADE I JELLING, CA. 968. danmarkshistorien.dk. Aarhus Universitet. Hentet 20/6-2017
  141. ^ Ny undersøgelse: Jelling-palisade ER fra Harald Blåtands tid. Nationalmuseet. Hentet 20/6-2017
  142. ^ a b Gareth Williams: Viking Money BBC History
  143. ^ Graham-Campbell, James: The Viking World, Frances Lincoln Ltd, London (2013). Maps of trade routes.
  144. ^ Andrew Curry (July 2008). Raiders or Traders?. Smithsonian Institution. Hentet 24 February 2014. 
  145. ^ a b c Vikings as traders Archived 28 February 2014 at the Wayback Machine., Teachers' notes 5. Royal Museums Greenwich
  146. ^ Herbs, spices and vegetables in the Viking period. Nationalmuseet. Hentet 20 April 2015. 
  147. ^ Heidi Michelle Sherman (2008). Barbarians come to Market: The Emporia of Western Eurasia from 500 BC to AD 1000.. ProQuest LLC. s. 250–5. Hentet 24. februar 2014. 
  148. ^ HL Renart of Berwick: Glass Beads of the Viking Age. An inquiry into the glass beads of the Vikings. Sourced information and pictures.
  149. ^ Glass and Amber Regia Anglorum. Sourced information and pictures.
  150. ^ Yngve Vogt (1 November 2013). Norwegian Vikings purchased silk from Persia. University of Oslo. Hentet 24 February 2014. 
  151. ^ Marianne Vedeler: Silk for The Vikings, Oxbow 2014.
  152. ^ Elizabeth Wincott Heckett (2002). "Irish Viking Age silks and their place in Hiberno-Norse society". Textile Society of America Symposium Proceedings (University of Nebraska - Lincoln (Digital Commons)). Hentet 28. februar 2014. 
  153. ^ a b c Jørgensen, Lise Bender; Jesch, Judith (2002). "Rural Economy: Ecology, Hunting, Pastoralism, Agricultural and Nutritional Aspects". The Scandinavians - from the Vendel Period to the Tenth Century. Center for Interdisciplinary Research on Social Stress. s. 131–7. 
  154. ^ English Historical Documents, c. 500–1042 by Dorothy Whitelock; p.776
  155. ^ Derry (2012). A History of Scandinavia: Norway, Sweden, Denmark, Finland, Iceland, p. 16.
  156. ^ Northern Shores by Alan Palmer; p.21; ISBN 0-7195-6299-6
  157. ^ The Viking Revival By Professor Andrew Wawn at bbc
  158. ^ The Oxford Illustrated History of the Vikings by Peter Hayes Sawyer ISBN 0-19-820526-0
  159. ^ Hall, pp. 220–1; Fitzhugh and Ward, pp. 362–64
  160. ^ Fitzhugh and Ward, p. 363
  161. ^ Hall, p. 221
  162. ^ Vikingemuseer jubler: Tv-serier om vikinger tiltrækker tusindvis af ekstra besøgende. DR. Hentet 20/6-2017
  163. ^ Vi er vilde med vikinger. mydailyspace.dk. Hentet 20/6-2017
  164. ^ Jubilæumssucces hos Jels Vikingerne. Jels Vikingespil. Hentet 21/6-2017
  165. ^ 71.000 skal se Røde Orm: Museum vil udnytte vikingefascinationen. DR. Hentet 20/6-2017
  166. ^ Moesgård Museum. "Program for vikingetræffet". Moesgård Museum website. Hentet 10. august 2015. 
  167. ^ Mathias Svold Maagaard. "Se billeder af det store Vikingetræf". Lokalavisen. Hentet 10. august 2015. 
  168. ^ Nordens største vikingemarked. vikingmagasin.dk. Hentet 21/6-2017
  169. ^ Om Tissø Vikingemarked. vikingemarked.dk. Henett 21/6-2017
  170. ^ Vikinge Program. Københavns Middelaldermarked. Hentet 21/6-2017
  171. ^ Københavns Middelaldermarked. havekommunikation.dk. Hentet 21/6-2017
  172. ^ Minnesota Vikings. Sports E-Cyclopedia. Hentet 24. april, 2007. 
  173. ^ Frank, Roberta (2000). International Scandinavian and Medieval Studies in Memory of Gerd Wolfgang Weber. Ed. Parnaso. s. 487. ISBN 978-88-86474-28-3. 
  174. ^ Did Vikings really wear horns on their helmets?, The Straight Dope, 7. december 2004. Hentet 14. november 2007.
  175. ^ "Did Vikings wear horned helmets?". The Economist (www.economist.com). Hentet 10 April 2014. 
  176. ^ The Gjermundbu Find - The Chieftain Warrior. Hentet 10. april 2014. 
  177. ^ Williams, G. (2001) How do we know about the Vikings? BBC.co.uk. Hentet 14. november 2007.
  178. ^ By Magnús Óláfsson, i Ole Worm, Runar seu Danica Litteratura antiquissima, vulgo Gothica dicta (København 1636).
  179. ^ E. W. Gordon, An Introduction to Old Norse (2nd edition, Oxford 1962) pp. lxix-lxx.
  180. ^ Lappalainen T; Laitinen V; Salmela E (May 2008). "Migration Waves to the Baltic Sea Region". Annals of Human Genetics 72: 337–348. doi:10.1111/j.1469-1809.2007.00429.x. PMID 18294359. Hentet 21 May 2012. 
  181. ^ Helgason, A.; Hickey, E.; Goodacre, S.; Bosnes, V.; Stefánsson, K. R.; Ward, R.; Sykes, B. (2001). "MtDNA and the Islands of the North Atlantic: Estimating the Proportions of Norse and Gaelic Ancestry". The American Journal of Human Genetics 68 (3): 723–37. doi:10.1086/318785. PMID 11179019. 
  182. ^ Roger Highfield, "Vikings who chose a home in Shetland before a life of pillage", Telegraph, 7. april 2005, accessed 16 November 2008
  183. ^ Excavating Past Population Structures by Surname-Based Sampling; The Genetic Legacy of the Vikings in Northwest England, Georgina R. Bowden, Molecular Biology and Evolution, 20 November 2007. Mbe.oxfordjournals.org. 20. november 2007. Hentet 21 May 2012. 
  184. ^ (PDF)A Y Chromosome Census of the British Isles, Capelli, Current Biology, Vol. 13. maj 27, 2003. Hentet 21 May 2012. 
  185. ^ James Randerson, "Proof of Liverpool's Viking past", The Guardian, 3. december 2007, Hentet 16. november 2008
  186. ^ "DNA shows Celtic hero Somerled's Viking roots". Scotsman. 26 April 2005. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Yderligere læsning[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wiktionary-logo.svg Se Wiktionarys definition på ordet:
Wikivoyage har rejseinformationer relateret til:


Wikisource-logo.svg
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel: