Knud den Store

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Knud den store)
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Knud den Store (Knud 2.) (dansk)
Canute the Great (engelsk)
Knut den mektige (norsk)
Knud den Store er den første danske konge, der findes et samtidigt portræt af.[1]
Her gengivet et udsnit af en illustration fra Liber vitae, 1031.
Konge af England
Kroning 6. januar 1017
London
Regerede ultimo oktober 1016/30. november 1016 – 12. november 1035
Forgænger Edmund Jernside
Regent Knud den Store
Efterfølger Hardeknud og Harald Harefod
Ægtefæller Ælfgifu
Emma af Normandiet
Børn

Med Ælgifu:

Med Emma:

Fulde navn Knud Svendsen
Hus Jellingdynastiet
Far Svend Tveskæg
Mor Gunhild af Polen
Født Ca. 995
Død 12. november 1035
Shaftesbury
Hvilested Winchester Cathedral

Knud den Store[2] (oldengelsk: Cnut se Micela, oldnordisk: Knútr inn ríki (født ca. 995, død 12. november 1035 i Shaftesbury[3]) også omtalt som Knud 2.,[4] men egentlig nok snarere Knud 4.,[5] var konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-1035, der tilsammen ofte bliver omtalt som Nordsøimperiet. Han var søn af Svend Tveskæg, hvilket også gav ham patronymet Sveinsson (oldnordisk) Sweynsson (engelsk). Trods hans store samtidige betydning svandt arven efter Knud den Store hurtigt, først med hans børns død mindre end et tiår efter hans egen og endeligt med den normanniske erobring af England i 1066. Han bliver populært omtalt i legenden om Kong Knud og tidevandet, der bygger på en fortælling om, hvordan Knud som en vis konge irettesatte sine hoffolk for deres sleske adfærd.

Som dansk prins vandt Knud tronen i England i 1016 i kølvandet på flere hundrede års vikingeaktivitet i det nordvestlige Europa. Da han senere besteg den danske trone i 1018 bragte han den engelske og danske krone sammen. Knud forsøgte at bevare sin magtbase ved at forene danerne og englænderne igennem fælles kulturelle bånd af rigdom og tradition samt via ren brutalitet. Efter et årti i konflikt med modstandere i Skandinavien tog Knud Norges krone i Trondheim i 1028. Knud kontrollerede den svenske by Sigtuna (der er slået mønter her, som kalder ham konge, men der er andre nedskrevne kilder om hans erobring eller okkupation af byen).[6]

Herredømmet over England gav danerne en vigtig forbindelse til havområdet mellem Storbritannien og Irland, hvor Knud, ligesom hans fader før ham, havde store interesser og udøvede stor indflydelse blandt norrøn-gælerne.[7] Knuds besiddelser i form af Englands bispedømmer og de kontinentale bispedømmer i Danmark, som den tysk-romerske ærkebiskop af Bremen ellers havde højhedsretten over, var en kilde til stor prestige og en løftestang i forhold til den katolske kirke og blandt mange magnater i kristendommen (han modtog store indrømmelser, som bl.a. prisen på pallium til hans biskopper, selvom de stadig måtte rejse for at få den, samt de afgifter hans folk måtte betale på vej til Rom). Efter hans sejr i 1026 over Norge og Sverige, på vej tilbage fra Rom, hvor han deltog i kroningen af den tysk-romerske kejser Konrad 2., udnævnte han sig selv som "Konge over hele England og Danmark og nordmændene og nogle af svenskerne".[8] De angelsaksiske konger brugte titlen "king of the English". Knuds titel var ealles Engla landes cyning - Konge over hele England ("king of all England"). Middelalderhistorikeren Norman Cantor har kaldt ham for "den mest effektive konge i angelsaksisk historie".[9]

Fødsel og kongerige[redigér | rediger kildetekst]

Knud var søn af Svend Tveskæg, der var søn eller stedsøn og arving til kong Harald Blåtand, og han kom således fra en slægt af skandinaviske herskere, der var centrale for foreningen af Danmark.[10] Hverken hans fødselsdag eller fødselssted er kendt. Hardeknud anses som en semi-legendarisk grundlægger af det nuværende danske kongehus i begyndelsen af 900-tallet, og hans søn, Gorm den Gamle, refereres ofte som den første konge i den danske kongerække. Harald Blåtand, Gorms søn og Knuds farfar, var dansk konge da kristendommen blev indført i Danmark, og han blev den første skandinaviske konge til at bestemme, at hele hans hjemlige kongerige skulle være kristent tillige.

Både Thietmar af Merseburgs Kronikon og Encomium Emmae Reginae angiver at Knuds mor var datter af Mieszko 1. af Polen. Oldnordisk litteratur fra højmiddelalderen, særligt Heimskringla af Snorri Sturluson, angiver også en polsk prinsesse som Knuds mor, som de kalder Gunhild og en datter af Burislav, konge over Vindland.[11] Da konge af Vindland i de nordiske sagaer altid er Burislav er dette foreneligt med antagelse om, at hendes fader var Mieszko (ikke hans søn Boleslav). Adam af Bremens udlægning i Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum er unik, idet han sætter lighedstegn mellem Knuds mor (som han ikke angiver med navn) og den tidligere dronning af Sverige, Erik Sejrsæls hustru, der via dette ægteskab også er mor til Oluf Skotkonung.[12] Heimskringla og andre sagaer beskriver også, at Svend ægtede Eriks enke, men i disse tekster fremstilles hun i øvrigt som en anden person og angives som værende Sigrid Storråde, som Svend gifter sig med efter at Gunhild, en slavisk prinsesse som fødte Knud, er død.[13] Andre teorier angående ophavet til Svends koner (eller kone) er også blevet foreslået (se Sigrid Storråde og Gunnhild), men siden Adam er den eneste kilde, der opgiver identiteten på Knuds og Olufs mødre som samme person, så bliver dette ofte set som en fejl fra Adams side, og det antages normalt at Svend havde to koner, hvoraf den første var Knuds mor og den anden var den tidligere dronning af Sverige. Knuds bror, Harald, var den yngste af de to brødre ifølge Encomium Emmae.

Sølvpenning med Knud den Store.

Der kan findes spor af Knuds barndom i Flateyjarbók, der er en kilde fra 1200-tallet, der beskriver at han blev udlært som soldat af høvding Thorkild den Høje,[14] bror til Sigvalde, jarl over den mytiske Jomsborg og de legendariske jomsvikinger på deres fæstning på Wolin ud for Pommerns kyst. Hans fødselsdato er, ligesom hans moders navn, ukendt. Samtidige værker, som Kronikon og Encomium Emmae, omtaler ikke dette. I Knútsdrápa af skjalden Óttarr svarti, er der et udsagn om at Knud var "af ingen stor alder", da han først drog i krig.[15] Den nævner også en kamp, som kan identificeres som Svend Tveskægs invasion af England og angreb på byen Norwich, i 1003/04, efter danemordet i 1002. Hvis knud virkelig deltog på dette togt, så kan hans fødselsår være nærmere 990 eller sågar 980. Hvis ikke det er tilfældet, og hvis skjaldens poetiske vers omtaler et andet angreb, som Tveskægs erobring af England i 1013/14, kan det indikere et fødselsår væsentligt nærmere år 1000.[16] I forbindelse med Knuds død bliver hans alder angivet som enten 40 år eller knap 40 år, hvilket således kunne tyde på et fødselsår mellem ca. 995 og ca. 997.[17][18] Der er en passage i Encomiast (som forfatteren til Encomium Emmae kendes som), der refererer til de tropper som Knud ledede under den engelske erobring i 1015/16. Her står at vikingerne var af "moden alder" under "kongen" Knud.

En beskrivelse af Knud optræder i Knýtlinga saga fra 1200-tallet:

Knud var exceptionelt høj og stærk, og den smukkeste blandt mænd, bortset fra hans næse, der var tynd og sad høj og temmelig kroget. Han havde en pæn teint, og et fint hoved med tykt hår. Hans øjne var bedre end dem på andre andre mænd, både smukkere og skarpere i deres syn.

— Knytlinga Saga[19][20]

Der vides stort set ingenting sikkert om Knuds liv indtil han blev en del af de skandinaviske tropper hørende under faderen, kong Svend, under invasionen af England i sommeren 1013. Dette var klimakset af vikingernes togter, der havde stået på gennem flere årtier. Efter deres landgang ved Humber[21] faldt kongeriget hurtigt til vikingerne, og mod slutningen af året flygtede kong Ethelred til Normandiet, og efterlod Svend Tveskæg med England. I løbet af vinteren, hvor Tveskæg var i gang med at konsolidere sin magt i det nye kongerige, fik Knud ansvaret for flåden og basen med hæren i Gainsborough.

Efter Svend Tveskægs død efter få måneder som konge ved Kyndelmisse (søndag den 3. februar 1014),[22] efterfulgte sønnen Harald ham som konge over Danmark, mens vikingerne og indbyggerne i Danelagen strakts efter valgte Knud som konge i England.[23] Den engelske adel havde dog en anden mening, og Witenagemot (no) sendte bud efter Ethelred fra Normandiet. Den genindsatte konge ledte hurtigt en hær mod Knud, der måtte flygte med sin hær til Danmark, og på deres vej lemlæstede de gidsler, som de havde taget, og efterlod dem på stranden ved Sandwich.[24] Knud drog tilbage til Danmark til sin bror Harald og foreslog antagelig vis, at de delte kongemagten, men det vandt ikke indpas hos hans bror.[23] Harald antages at have tilbudt Knud at udruste en ny ledingsflåde og lede hans tropper til en ny invasion af England på betingelse af, at han ikke fortsatte med at gøre krav på tronen.[23] Under alle omstændigheder formåede Knud (og Harald) at samle en stor flåde, som kunne bruges til en ny invasion.[24]

England[redigér | rediger kildetekst]

Tvekamp mellem Edmund Jernside (venstre) og Knud (højre).
Mønt slået for Knud i London. CNUT REX ANGLORU[M] = "Knud, konge af England".

Harald Svendssøn skal have lovet ham hjælp og støtte til at generobre England, og i august 1015 sejlede Knud vestpå med en større flåde. Nogle områder, især i det gamle Danelagen, kongehyldede ham; men da Ethelred døde i foråret 1016, gjorde Ethelreds søn Edmund Jernside krav på kongemagten. Selv om Edmund tappert forsvarede London mod danskerne, forlod han ofte byen for at aflede danskerne fra deres belejring. Det forlød, at han samlede fem hærstyrker det år, en for hvert slag. Under slaget ved Brentford sejrede han over danskerne, men det sidste og afgørende, slaget ved Assandun, fandt sted 18. oktober og endte i katastrofe for angelsakserne på grund af Eadric Streonas forræderi, da han flygtede med sine tropper. Denne gang ville Knud få en ende på kampene. Angelsakserne trak sig tilbage, men danskerne fulgte dem op ad floden Severn ind i Gloucestershire, hvor de to konger mødtes på øen Olney (eller Alney).[25] De aftalte her at dele riget sig imellem.

Sejrherren Knud fik hele landet nord for Themsen, mens Edmund skulle regere syd for London. Edmund døde imidlertid allerede i november, og i januar 1017 tog stormændene Knud til konge over hele England. Han giftede sig senere samme år med Ethelreds enke Emma, formentlig for at undgå ubehageligheder fra Ethelreds overlevende sønner i Normandiet.

Ligeledes dette år lod Knud England inddele i fire store jarledømmer, East Anglia, Northumbria, Mercia og Wessex. I 1018 sendte han ledingsflåden hjem til Danmark efter at have opkrævet den sidste danegæld i England, en uhyre sum af £ 82.500. Samme år døde hans bror Harald. Knud rejste til Danmark året efter og modtog den danske krone.

Rom[redigér | rediger kildetekst]

Påskedag 1027 tilbragte Knud i Rom, hvor Europas mægtigste herskere var samlet for at overvære pave Johannes 19.s kroning af den tysk-romerske kejser Konrad 2. Udadtil var det en valfart, men Knud var i Rom med tanke på alliancer, der skulle sikre og udbygge hans magt som hersker over Nordsøimperiet - Danmark, England, Norge - og dele af Sverige. "...om hele mit folks velfærd, danskes som angelsakseres," sagde Knud selv. Han var da også heldig med at opnå aftaler om lavere afgifter til kirken, samt vedtagelser om sikrere og afgiftsfri rejser for pilgrimme undervejs til og fra Rom. Han opnåede også, at kejser Konrad anerkendte Ejdergrænsen mellem Danmark og Det Tysk-romerske Rige.[26]

Ifølge den angelsaksiske krønike førte Knud derefter en hær ind i Skotland og tvang kong Malcolm 2. til underkastelse.[27]

Norge[redigér | rediger kildetekst]

Knuds hær og flåde forbereder sig i 1028 til krig mod Norge.

I Norge regerede på Knuds tid kong Olav den Hellige, der virkede så brutalt for kristendommens udbredelse i det stadig hedenske Norge, at det gav ham mange fjender. De norske stormænd kontaktede derfor kong Knud, som imidlertid opholdt sig i England. Olav indgik et militært forbund med den svenske konge Anund Jakob, som også frygtede Knud, og angreb i 1027 Danmark for at svække Knuds magt.

Ulf jarl, der var gift med Knuds søster Estrid, havde styret Danmark som rigsforstander siden 1019. Efter angrebet mente han, at det ville være bedst, hvis danskerne fik én konge at samles om, og udråbte straks Knuds og Emmas søn Hardeknud til konge. Så snart Knud den Store fik det at vide, skyndte han sig til Danmark med en stor flåde. Knud var meget vred over det kongevalg, Ulf jarl havde foretaget, og fik hurtigt fordrevet Olav fra Sjælland og over til Skåne. Det kom til et søslag ved Helgeåens udløb i Østersøen. I starten gik det dårligt for danskerne, men så fik kongen hjælp af Ulf, der kom med den del af flåden, der lå i Danmark. Der kom ikke nogen egentlig sejrherre fra slaget, men danskernes fjender var drevet på flugt.

Kong Knud og Ulf jarl var herefter ikke særlig gode venner. Efter søslaget overvintrede de i Roskilde, hvor de kom op og skændes over et skakspil. Efter at Ulf havde væltet brættet og gik mod døren, råbte kongen efter ham: "Flygter du nu, du rædde ulv?" Ulf vendte sig om i døren og svarede: "Længere var du flygtet ved Helgeå, om du havde kunnet. Dengang kaldte du mig ikke den rædde ulv, da jeg kom dig til hjælp, fordi svenskerne havde banket jer som hunde!" Det svar gjorde ikke kongen mildere stemt, og næste morgen bad han en skosvend om at dræbe Ulf; men svenden kom tilbage med uforrettet sag, da jarlen var gået i kirke. Det anfægtede ikke Knud, som i stedet befalede nordmanden Ivar Hvite at dræbe Ulf, og han gik hen i Trefoldighedskirken, hvor han ved koret fandt Ulf og dræbte ham. Knud måtte sone mordet med mandebod til sin søster og selvfølgelig også til kirken, der var blevet vanhelliget ved denne udåd. Enken skænkede den bod, hun fik, til kirken, hvor hun lod Ulf begrave. Kirken fik så mange penge ind, at der blev råd til at opføre en stenkirke i stedet for trækirken. Det var i så fald Danmarks første kirke af sten.[28]

Knud 2. Stores erobringer, 1014-1035      Knud den Stores rige.      Knud den Stores vasalstater.      Knud den Stores allierede.

Knud var også stadig vred på den norske kong Olav for angrebet på Danmark. Med 1.500 skibe sejlede han derfor til Norge i 1028 for at erobre landet, men slap for at måtte kæmpe, da han ved ankomst blev hyldet som norsk konge af folket. Olav flygtede til Rusland, men døde i 1030 i slaget ved Stiklestad. Knud dannede en alliance med sin søstersøn Håkon Eriksson jarl som vicekonge, og indsatte sin tidligere frille Ælfgifu og deres søn, den mindreårige Svend, som regenter. Et oprør umiddelbart efter Knuds død førte til fornyet norsk selvstændighed.

Historien om kong Knud i strandkanten[redigér | rediger kildetekst]

Knud i strandkanten med sit følge. Fra før 1885 og gengivet i Famous Men of the Middle Ages (1904).

Ifølge Historia Anglorum af Henry af Huntingdon, en krønike om Englands historie fra oldtiden frem til samtiden (1154), befandt kong Knud sig en gang ved stranden, hvor han forbød tidevandet at stige op og gøre hans fødder våde. Det gjorde tidevandet nu alligevel, og derefter, siger sagnet, "tog kong Knud aldrig igen sin guldkrone på, men satte den på et billede af den korsfæstede Herre, i evig lovprisning af Gud, den store konge." Historien genfortælles i The History of England af David Hume. Her er kongens hensigt at sætte sine hoffolk på plads, for deres overdrevne smiger hørte ingen steder hjemme.[29]

Død[redigér | rediger kildetekst]

Da Knud døde i Shaftesbury i Dorset, var han ifølge samtidige kilder "fyrre år", alternativt "næppe fyldt fyrre år". Ud fra det må han være født i 995 eller 996. Sit tilnavn, som han givetvis aldrig selv har hørt, fik han da han ved sin død var konge over de tre riger Norge, Danmark og England.

Knud blev fulgt af sin søn Hardeknud i Danmark, mens hans søn med Ælfgifu, Harald Harefod, tog magten i England. Hans datter Gunhild blev gift med den tyske kejsersøn Henrik (den senere kejser Henrik 3.).

I 2015 blev det foreslået, at Knud muligvis kan være død af Brugadas syndrom.[30]

Ægteskab og børn[redigér | rediger kildetekst]

Anetavle[redigér | rediger kildetekst]

Knud den Stores anetavle
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Hardeknud[31]
 
 
 
 
 
 
 
Gorm den Gamle
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Harald Blåtand (stedfar) - Knud Danaást (biologisk far)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
(Harald ?)
 
 
 
 
 
 
 
Thyra Danebod
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Svend Tveskæg
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Nakon (de) ?
 
 
 
 
 
 
 
Mistivoj
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Gunhild?[31] eller Tove af Danmark?[32][fn 1]
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Knud d. Store
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
(Lestek (en))
 
 
 
 
 
 
 
Siemomysł (sv)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Mieszko 1. af Polen?[33]
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Gunhild af Polen[fn 2]
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Fodnoter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Adam af Bremen angiver Gunhild som Svend Tveskægs mor, mens Saxo angiver Gyritha som moderen (hvilket vist er en kronologisk umulighed). Tove kan teoretisk være såvel mor til Svend Tveskæg, som at hun kan være identisk med Gunhild (og at der således kan have været tale om, at den samme dronning kendtes under flere forskellige navne), men ingen kildemæssige beviser foreligger til at understøtte den ene eller anden af disse teoretiske formodninger (med mindre den nyopdagede, men endnu ikke udgivne, Gesta Wulinensis ecclesiae pontificum kaster nogen form for nyt lys over dette spørgsmål? De angivne (mulige) forfædre bagud skal således læses ud fra den forudsætning, at det er Tove, der er mor til Svend Tveskæg, men de giver derimod ingen mening, hvis hun ikke er det.).
  2. ^ Vi har ingen dokumentation for, hvem der kunne have været Knuds mormor.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Elisabeth Munksgaard: "Vort ældste kongeportræt? Knud den Store i Liber vitae". I Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1989, København, 1989. (ss. 171-177)
  2. ^ Bolton, The Empire of Cnut the Great: Conquest and the Consolidation of Power in Northern Europe in the Early Eleventh Century (Leiden, 2009)
  3. ^ "Britannia: The AngloSaxon Chronicle". Arkiveret fra originalen 9. marts 2015. Hentet 28. juli 2015.
  4. ^ Den Store Danske/Lex.dk: "Knud 2. den Store"
  5. ^ Sven Rosborn & Tomas Sielski: Vikingekongens guldskat. Om opdagelserne af et mistet manuskript, Harald Blåtands grav og fæstningen Jomsborgs beliggenhed, Malmø, 2021. ISBN 978-91-986780-2-4
  6. ^ Graslund, B.,'Knut den store och sveariket: Slaget vid Helgea i ny belysning', Scandia, vol. 52 (1986), ss. 211–38.
  7. ^ Forte, et al., Viking Empires, s. 196.
  8. ^ Lawson, Cnut, s. 97.
  9. ^ Cantor, The Civilisation of the Middle Ages, 1995: 166.
  10. ^ Trow, Cnut, ss. 30–31.
  11. ^ Snorri, Heimskringla, The History of Olav Trygvason, 1990, kap. 34, s. 141
  12. ^ Adam af Bremen, History of the Archbishops of Hamburg-Bremen, Anden bog, kap. 37; se også Anden bog, kap. 33, scholion 25
  13. ^ Snorri, Heimskringla, The History of Olav Trygvason, 1990, kap. 91, s. 184
  14. ^ Trow, Cnut, s. 44.
  15. ^ Douglas, English Historical Documents, ss. 335–36
  16. ^ Lawson, Cnut, s. 160.
  17. ^ Poul Skaaning: Knud den Store. Drømmen om Nordsøimperiet 1014-1066, Skive, 2010. (s. 193)
  18. ^ Viggo Starcke: "Knud den Store". I Aage Bertelsen (red.): Store danske personligheder I - Fra Knud den Store til Christian X, København, 1949. (s. 29)
  19. ^ Trow, Cnut, s. 92.
  20. ^ John, H., The Penguin Historical Atlas of the Vikings, Penguin (1995), s. 122.
  21. ^ Ellis, Celt & Saxon, s. 182.
  22. ^ William of Malms., Gesta Regnum Anglorum, ss. 308–10
  23. ^ a b c Sawyer, History of the Vikings, s. 171
  24. ^ a b Lawson, Cnut, s. 27
  25. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 22. marts 2018. Hentet 22. marts 2018.
  26. ^ http://www.historie-online.dk/nyheder-og-aktiviteter-2-2/paaske-med-knud-den-store
  27. ^ http://www.englishmonarchs.co.uk/macalpin_15.htm
  28. ^ http://www.roskildehistorie.dk/1000/billeder/stormaend/Ulf/Ulf_Jarl1.htm
  29. ^ http://www.medievalists.net/2015/05/the-changing-story-of-cnut-and-the-waves/
  30. ^ Retsmediciner: Svend Tveskæg gav dødelig sygdom videre til en række danske konger | Videnskab.dk
  31. ^ a b Adam af Bremen: Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum (Gunhild var muligvis blot et lokalt navn anvendt for Tove).
  32. ^ Runestenen Sdr. Vissing 1
  33. ^ Thietmar af Merseburg: Thietmari Merseburgensis episcopi Chronicon.

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Adam of Bremen (1917), Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontifificum, or History of the Archbishops of Hamburg-Bremen. English translation by F. J. Tschan., Hamburg: Hahnuni
  • Campbell, Alistair, red. (1998), Encomium Emmae Reginae, London: Cambridge University
  • Ellis, P. B. (1993), Celt & Saxon, Suffolk: St. Edmundsbury Press
  • Forte, A.,; et al. (2005), Viking Empires (1. udgave), Cambridge: Cambridge University Press, ISBN 0-521-82992-5{{citation}}: CS1-vedligeholdelse: Ekstra punktum (link)
  • Frank, R. (1999), King Cnut in the verse of his skalds. In The Reign of Cnut, London: Leicester University Press, ISBN 0-7185-0205-1
  • Henry of Huntingdon (1853), The Chronicle of Henry of Huntingdon, comprising The History of England, From the Invasion of Julius Caesar to the accession of Henry II. English translation by T.A.M. Forester, London: Henry, G. Bohn
  • Hudson, B. T. (1994), Knutr & Viking Dublin, Scandinavian Studies
  • Jones, Gwyn (1984), A History of the Vikings (2. udgave), Oxford: Oxford University Press, ISBN 0-19-285139-X
  • Lawson, M. K. (2004), Cnut – England's Viking King (2. udgave), Stroud: Tempus, ISBN 0-7524-2964-7
  • Lawson, M. K. (2011). Cnut, England's Viking King 1016-35 (2011 udgave). Stroud, UK: The History Press. ISBN 978-0-7524 6069 7.
  • Olsen, O. (1992), Christianity & Churches. In From Viking to Crusader – The Scandinavians & Europe 800–1200, Copenhagen: Nordic Council Of Ministers
  • Ranelagh, John O'Bernie (2001), A Short History of Ireland, Cambridge: Cambridge University Press, ISBN 0-521-46944-9
  • Sawyer, P. (1997), The Oxford Illustrated History of the Vikings (1. udgave), Oxford: Oxford University Press, ISBN 0-19-820526-0
  • Scocozza, Benito (1998). Politikens bog om danske monarker (2011 udgave). Danmark: Politikens Forlag. ISBN 87-567-5772-7.
  • Snorri Sturluson (1990), Heimskringla, or The Lives of the Norse Kings. English translation by Erling Monsen & A. H. Smith., Mineola, New York: Dover Publications, Inc., ISBN 0-486-26366-5
  • Swanton, Michael, red. (1996), The Anglo-Saxon Chronicle, New York: Routledge, ISBN 0-415-92129-5
  • Thietmar (1962) Chronik: Chronicon; Neu übertragen und erläutert von Werner Trillmich. Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft
  • Trow, M. J. (2005), Cnut – Emperor of the North, Stroud: Sutton, ISBN 0-7509-3387-9
  • William of Malmesbury (1998), Gesta Regnum Anglorum. English translation by R.A.B. Mynors, Oxford: Clarendon Press

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Foregående: Konge af England
1016-1035

Konge af Danmark
1019-1035

Konge af Norge
1028–1035 		Efterfølgende:
Edmund Jernside
(1016)
Harald 2.
(1014-1018(?))
Olav den Hellige
(1015–1028) 		Harald Harefod
(1035-1040)
Knud 3. Hardeknud
(1035-1042)
Svend Knutsson (dansk styre)
(1030–1035)
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Knud_den_Store&oldid=11650614"