Horserødlejren

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Horserød Statsfængsel)
Gå til: navigation, søg
Horserødlejren
Generelle informationer
Sted Esrumvej 367
3000 Helsingør
Indviet 1917 som krigsfangelejr
1946 som statsfængsel
Kapacitet 221 indsatte
Horserød (Sjælland)
Horserød
Horserød
Horserødlejrens beliggenhed

Statsfængslet ved Horserød, i lokal daglig tale stadig omtalt som Horserødlejren, ligger i Nordsjælland, ca. syv kilometer fra Helsingør.

Horserødlejren som krigsfangelejr[redigér | redigér wikikode]

Gruppebillede af russiske krigsfanger i Horserødlejren.

Danmark var under 1. Verdenskrig neutral, men engagerede sig i det humanitære arbejde. På dansk initiativ blev en aftale indgået mellem på den ene side Tyskland og Østrig-Ungarn og på den anden side Rusland om udveksling af syge krigsfanger. I Danmark opførtes til dette formål i 1917 lejre i henholdsvis Horserød og Hald.[1] Det blev besluttet, at Haldlejren skulle huse krigsfanger fra Tyskland og Østrig-Ungarn, mens de russiske skulle interneres i Horserødlejren. Den 1. maj 1917 ankom de første 150 russiske krigsfanger med det tyske hospitalsskib Imperator til Helsingør fra den tyske by Sassnitz. Fra Helsingør blev de stærkt afkræftede krigsfanger transporteret til Horserød med bil.[2] Lejren i Horserød var udstyret til at kunne behandle krigsfangerne, der ofte både led af fysiske såvel som psykiske problemer. Lejren var udover en almindelig medicinsk afdeling også indrettet med en isolationsafdeling for internerede med infektionssygdomme og med en afdeling for tuberkulosepatienter.[3]

Fra maj 1917 til sommeren 1918 var der samlet omkring 2.300 russere internerede i Horserød. Af disse døde 58. Disse blev begravet på Hornbæk Kirkegård, hvor der i dag står et mindesmærke, som rejstes i 1918.[4]

Horserødlejren blev dog allerede i efteråret 1918 igen taget i brug. Problemet var nu indkvartering af russiske flygtninge, der havde været udskrevet til tvangsarbejde i landbruget i Nordtyskland, og var flygtede over grænsen til det neutrale Danmark. Da man i grænseregionen havde problemer med indkvarteringen af de russiske flygtninge, blev det besluttet at internere dem midlertidigt i Horserød. Her interneredes omkring 650 russere, som det i oktober 1918 lykkedes de danske myndigheder at få sendt til Rusland med skib.[5]

Efter afslutningen på 1. Verdenskrig blev Danmark mellemstation for en anselig mængde engelske og franske soldater, der havde været i krigsfangenskab. For at huse dem indtil de kunne repatrieres, genåbnede man Horserødlejren. Først i 1920 ophørte Horserødlejren med at fungere som lejr for internerede krigsfanger.[6] Herefter fungerede Horserødlejren som svagbørnskoloni frem til Tysklands besættelse af Danmark i 1940.

Horserødlejren under 2. Verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

19. april 1940 (altså ti dage inde i Besættelsen) blev de første af i alt 80 tyske emigranter interneret her. Senere blev de sendt til Tyskland. Den 2. august 1941 blev de sidste 41 internerede sendt til Tyskland. En krigsret i Hamburg idømte 14 dødsstraf, mens resten blev sendt i tyske koncentrationslejre.

I 1941 blev de arresterede danske kommunister først indsat i Vestre Fængsel i København og allerede fra den 22. juni 1941 interneret i Horserødlejren, selv om Kommunistloven først blev vedtaget af Rigsdagen den 22. august 1941 (dog med tilbagevirkende kraft).

Først internerede danske myndigheder og fra september 1943 tyskerne forskellige modstandsfolk og jøder i Horserødlejren. Fem procent af de danske jøder nåede ikke at flygte til Sverige og blev bl.a. interneret i Horserødlejren i påvente af transport til lejre i Tyskland. Selvom Horserødlejren ikke betegnedes som koncentrationslejr, havde den den samme funktion; dog var den i modsætning til de tyske koncentrationslejre ikke underlagt SS.

12. oktober 1943 besøgte journalisten Paul Hennig fra det antisemitiske tidsskrift Kamptegnet Horserødlejren og filmede de indsatte jøder. Paul Hennigs film kom dog aldrig i omløb, da han den følgende tid fik meget travlt, blandt andet som medpassager på troppeskibet Wartheland, der fragtede danske jøder til tyske koncentrationslejre. [7] Hennigs film eksisterer fortsat. [8]

Da den danske regering i 1944 oprettede Frøslevlejren, blev Horserødslejrens indsatte flyttet dertil. Fra april 1945 brugte tyskerne lejren til lazaretlejr for sårede tyske soldater.

Fra 15. august 1945 blev lejren brugt til internering af landssvigere, hvoraf de sidste blev løsladt i 1956.

Statsfængsel[redigér | redigér wikikode]

Horserød blev i 1945-1946 taget i brug som et åbent fængsel der i dag har 251 pladser, hvoraf 31 er lukkede pladser. På tre afdelinger er der både mænd og kvinder. Der er en familieafdeling, hvor de indsatte kan have børn op til tre år med. Der er endvidere en kontraktafdeling, samt en halvåben afdeling for kvindelige misbrugere. Fængslet modtager generelt kvindelige dømte fra Fyn og Sjælland og mandlige dømte fra Sjælland uden for Storkøbenhavn. Hvis særlige hensyn taler for det, kan mandlige dømte fra København også afsone her.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Jensen, Bent De fremmede i dansk avisdebat fra 1870’erne til 1990’erne (Spektrum, København, 2000) ISBN 87-7763-222-2 p. 233f.
  2. ^ Koop, Burkhard Interneret i Danmark under første verdenskrig (Forlaget Skilling, København, 2007) ISBN 87-91932-04-1
  3. ^ Blüdnikow, Bent Krigsfanger – et billeddrama om krigsfanger i Danmark under 1. verdenskrig (Odense Universitetsforlag, 1988) ISBN 87-7492-670-5
  4. ^ Hornbæk Kirke - KIRKEN I HORNBÆK
  5. ^ Blüdnikow, Bent Krigsfanger – et billeddrama om krigsfanger i Danmark under 1. verdenskrig (Odense Universitetsforlag, 1988) ISBN 87-7492-670-5 p. 96ff.
  6. ^ Blüdnikow, Bent Krigsfanger – et billeddrama om krigsfanger i Danmark under 1. verdenskrig (Odense Universitetsforlag, 1988) ISBN 87-7492-670-5 p. 128ff.
  7. ^ Smalfilmfotograf deltog i flere forbrydelser | Videnskab.dk
  8. ^ Dansk scoop i Holocaust-forskning | Videnskab.dk

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Jan Bruegel d. Ä. 008.jpg Denne artikel om lokaliteten Horserødlejren kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede.
Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller lægge et op på Wikimedia Commons med en af de tilladte licenser og indsætte det i artiklen.

Koordinater: 56°2′45″N 12°29′40″E / 56.04583°N 12.49444°Ø / 56.04583; 12.49444