Hugo Grotius

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Hugo Grotius
Michiel Jansz van Mierevelt - Hugo Grotius.jpg
Hugo Grotius, portrætteret af Michiel Jansz van Mierevelt, 1631
Personlig information
Født Hugo de GrootRediger på Wikidata
10. april 1583Rediger på Wikidata
DelftRediger på Wikidata
Død 28. august 1645 (62 år)Rediger på Wikidata
RostockRediger på Wikidata
Religion CalvinismeRediger på Wikidata
Ægtefælle Maria van ReigersberchRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Universiteit LeidenRediger på Wikidata
Beskæftigelse Teolog, jurist, diplomat, historiker, dramatiker, skribent, advokat, filosof, digter, politikerRediger på Wikidata
Arbejdssted Haag, ParisRediger på Wikidata
Signatur
Hugo Grotius signature 1634.svg
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Hugo Grotius var hollandsk jurist og retsfilosof, der levede 15831645.

Hovedværket: "De jure belli ac pacis libri tres" (Tre bøger om krigens og fredens ret) blev skrevet i Paris, hvor Grotius protegeredes af Ludvig 13..

Grotius retslære adskiller sig fra mange af tidens statsteorier ved at tage sit udgangspunkt i den menneskelige psyke (og ikke i religionen). Han mener at mennesker søger sammen – ikke kun fordi det kan være nyttigt – men af en social trang.

Selv om krig er en naturlig tilstand for menneskeligt samvær, finder de ved en slags social drift sammen om en lovgivning, der beskytter den enkelte, selv om det sker på frihedens bekostning.

Staten og ikke fyrsten/kejseren/kongen er suveræn. Den for lovenes overholdelse nødvendige magtudøvelse kan for en tid overdrages regenten, men vender altid tilbage til folket.

Grotius opfattelse af mennesket som en politisk skabning kan føres tilbage til Aristoteles.

Naturret[redigér | redigér wikikode]

Hugo Grotius værk er også indgået i litteraturen om naturret. Han skrev det under 30-årskrigen, og ville påvise at katolikker og protestanter, på trods af krigen, havde noget til fælles. Han argumenterede ved at sammenligne principper fra katolicismen og protestantismen med den gamle romerret. Romerretten var opstået som en sammenskrivning af sædvaneretten fra forskellige romerske provinser. Ved at sammenligne retten i henholdsvis protenstantismen, katolicismen og romerretten argumenterede han for, at der var en ret der var almenmenneskelig. Dermed indskrev han sig i naturrettens tradition. Grotius' naturret kan erkendes af alle mennesker, og er derfor ikke afhængig af at mennesket er kristent (jvf romerretten). Til gengæld er den givet af Gud og opretholdes af Gud.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Annotationes ad Vetus Testamentum, 1732
  • Olaf Carlsen, Hugo Grotius og Sorø Akademi. En kritisk studie, Taastrup, 1938
  • Salomon, Albert (1947). Hugo Grotius and the Social Sciences, Political Science Quarterly, Vol. 62, No. 1, pp. 62-81.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]