Ingeborg Skeel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Ingeborg Skeel (ca. 1545 – 17.10.1604) til Voergaard Slot, Ullerup, Drastrup, Gårdbogård, Rævkærgård, Bangsbo, Knivholt og Dybvad. GodsejerVoergaard, Voer Sogn, Hjørring amt af slægten Skeel.

Voergaard slot.

Hun havde fra 1580 Sejlstrup Len og fra 1586 Amtofte Len og Strekhals Len. Hun opførte den prægtige hovedbygning på Voergaard og skal omkring 1560 have bekostet kalkmalerierne i Skæve Kirke.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Hendes forældre var godsejer Niels Skeel (1480-1561) og Karen Globsdatter Krabbe (-1586) til Nygård ved Vejle og Vinderslevgård. Hun havde to søskende: [1]

  • Hans Skeel (1530 - 1565) faldt ved Svarterå i 1565 og blev begravet i Viborg Domkirke.
  • Dorthe Skeel (1547 - 1578) døde i barselsseng, hun blev gift i 1576 i Nyborg med Glob (Lucas) Krabbe til Åstrup.

Ingeborg Skeel blev i kongens nærværelse gift 31. august 1560 hjemme på Nygård med godsejer Otte Eriksen Banner til Asdal og Bangsbo, søn af rigsmarsk Erik Eriksen Banner og Mette Rosenkrantz.

Hun blev dermed beboer i Vendsyssel. Her udfoldede hun sine mange aktiviteter, især efter at hun og hendes mor Karen Krabbe 1578 erhvervede det tidligere bispegods Voergaard med ikke mindre end 157 fæstegårde fra kronen, mod at afstå Nygård med tilliggende gods. Hertil kom yderligere 125 gårde ved et nyt mageskifte med kronen året efter, altså et samlet godskompleks på knap 300 gårde. Hovedparten af godset lå i Voergaards nærmeste omegn, hvilket var baggrunden for, at mor og datter allerede samme år som det første mageskifte fik birkeret til godset i Voer, Albæk og Skæve sogne, dvs. at de tre sogne udskiltes som en selvstændig retskreds. [2]

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Selv om Ingeborg Skeel var en godgørende frue, blev hun som så mange andre stærke renæssancekvinder i danmarkshistorien, af sin samtid kædet sammen med rygter om hekseri, ondskabsfuldhed og ledtog med djævelen. Fakta er imidlertid, at Ingeborg Skeel var en yderst dygtig og fortagsom forretningskvinde, og at hun tilmed var hjælpsom og godgørende over for egnens fattige folk.  Hun stiftede bl.a. et hospital i Sæby. Hun ydede løbende økonomisk hjælp til hospitalet og afholdt bryllupper for flere unge kvinder i sin tid på Voergaard Slot. Den initiativrige Ingeborg Skeel virkede højst sandsynligt en anelse for driftig på den almene bondebefolkning, og derfor har vi i dag de ondsindede vandrehistorier, der ikke har bund i virkelighedens Ingeborg Skeel.

Skeel skulle iflg. disse falske rygter bl.a. have pisket sin og Otte Banners første søn til døde. Bygmesteren på Voergaard skulle hun have skubbet i voldgraven, hvori han druknede. Flere tjenestepiger skulle være mishandlet, og en karl på slottet, som blev taget i at stjæle brænde i Skeels skove, fik angiveligt hugget sine arme af. Børn der samlede korn på markerne, fik ifølge rygterne fingrene klippet af.

Rygterne fortæller ligeledes, at det berømte hundehul på Voergaard blev flittigt brugt i Ingeborg Skeels tid. Hundehullet er et mørkt, vådt og meget lille fangehul i slottets kælder. Det er for lavt til, at man kan stå op og samtidig for kort til at strække benene ud i, altså kan man hverken stå eller ligge deri, og man kan knapt nok sidde.

Under rundvisningen på Voergaard Slot kan man ved selvsyn besigtige - og afprøve hundehullet.

Spøgelse[redigér | redigér wikikode]

Ingeborg Skeel hjemsøger stadig Voergaard Slot som stedets "hvide dame". I Aage Welblunds bog Danske herregaards spøgelser (1948) oplyses, at hun for tiden er forhindret i at spøge, da hun efter sin død blev manet ned i en mose af tre præster. Gorm Benzon fortæller derimod i sin bog Gejster, genfærd og gespenster (1975), at Skeel "bevæger sig af sted udenpå bygningen i højde med første sal. Dette er jo et underligt sted at vandre, men lidt af forklaringen kom, da de restaurerede gården, og opdagede, at der hvor genfærdet viste sig, var der en gang en vægtergang." [3]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Skeel & Kannegaard Genealogy
  2. ^ Skeel & Kannegaard Genealogy
  3. ^ Gengivet i: Velle Espeland: Spøkelse!, forlaget Humanist, Oslo 2002, ISBN 82-90425-57-0