Ingerslevsgade

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Ingerslevgade)
Spring til navigation Spring til søgning
Ingerslevsgade med fjernbusser.

Ingerslevsgade er en gade på Vesterbro i København, der går fra Tietgensgade ved Hovedbanegården til Enghavevej. Gaden blev opkaldt efter indenrigsminister Hans Peter Ingerslev (1831-1896) i 1904. Ingerslev stod blandt andet bag anlæggelsen af Jernbaneterrænet på Vesterbro, som gaden ligger langs med på hele dens sydlige del.[1]

Gaden består nærmest af to dele, adskilt af krydset med Dybbølsbro på halvvejen. Næsten al bebyggelsen ligger på den nordlige side. Ved starten ved Tietgensgade ligger idrætsanlægget DGI-byen fra 1997 på hjørnet. Den er landscenter for DGI og består af en række forskellige idrætsfaciliteter (håndboldbane, svømmehal, bowling, gymnastiksal, kurbad, mm.), restaurant samt konference- og hotelvirksomhed. Efter DGI-byen følger området Kødbyen, hvor størstedelen af Københavns fødevaregrossister, specielt kødgrossister, holder til. Overfor DGI-byen er der busstoppested for fjernbusser til ind- og udland, der i mangel af egen busterminal holder ned langs med Ingerslevsgade.[2][3]

På halvvejen ligger krydset med Dybbølsbro, Dybbølsgade og Skelbækgade. Ved Dybbølsbro ligger Dybbølsbro Station, der blev åbnet i 1934. På det stik modsatte hjørne ved Skelbækgade ligger Yrsa Plads, der har navn efter den nærliggende karré Yrsa-Ro. På det efterfølgende stykke ligger der traditionelle etageejendomme fra omkring 1900. Indimellem etageejendommene ligger der en række korte sidegader, der fører op til den parallelle Sønder Boulevard, og som typisk er opkaldt efter personer fra den tidlige middelalder. Gaden ender ved Enghavevej, tæt på Enghave Station der blev erstattet af Carlsberg Station lidt længere mod vest i 2016.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Storbyens Stednavn, s. 140, af Bent Jørgensen. Gyldendal, 1999. ISBN 87-00-35610-7
  2. ^ Lonely Planet Scandinavia. Hentet januar 2014. 
  3. ^ "Bus terminal Ingerslevsgade", VisitDenmark (besøgt 27. januar 2014).

Koordinater: 55°39′53.91″N 12°33′23.05″Ø / 55.6649750°N 12.5564028°Ø / 55.6649750; 12.5564028

Københavns kommuneStub
Denne artikel om geografi i Københavns Kommune er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Geografi