Josip Broz Tito

Ridder af Elefantordenen

1974

Josip Broz (7. maj 1892 i landsbyen Kumrovec, Kroatien (dengang Østrig-Ungarn) – 4. maj 1980 I Ljubljana, Slovenien, SFRJ). Han døde i klinikcentret i Ljubljana den 4. maj 1980 og blev begravet i mausoleet i Beograd, som bærer navnet "Blomsternes hus".

Internationalt var han kendt som Marskal Tito, og han var den vigtigste politiske skikkelse i Jugoslavien efter 2. verdenskrig til sin død.

Liv

Han blev født som 7. barn i familien Franjo og Marija Broz. Faderen Franjo var kroat og moderen Marija var slovener. Efter nogle år hvor han voksede op hos sin morfar i Podsreda i Slovenien, blev han indskrevet i folkeskolen i Kumrovec, hvor han afsluttede skolen i 1905. Året 1907 forlader han Kumrovec og begynder i lære som låsesmed i Sisak. Her møder han arbejderbevægelsen og deltager for første gang i et 1. maj-møde. Året 1910 bliver han medlem af metalarbejdernes fagforening og det socialdemokratiske parti i Kroatien og Slovenien. Fra 1911 til 1913 arbejdede han som arbejdsmand i forskellige byer af det østrig-ungarske rige.

I efteråret 1913 aftjente han sin værnepligt, og i maj 1914 vandt han sølvmedaljen i Østrig-Ungarns militære fægteturnering i Budapest. Da 1. verdenskrig brød ud, blev han sendt til Ruma, men pga. antikrigspropaganda blev han anholdt og fængslet i Petrovaradin-fortet. I 1915 blev han sendt til Galicien i krig mod Rusland. Her blev han hårdt såret af granatsplinter i Bukovina, og i april blev hele bataljonen taget til fange. Efter få måneder på sygehuset, blev han i efteråret 1916 sendt i arbejdslejr i Ural-området. I april 1917 blev han anholdt for at organisere protester blandt krigsfangerne. Senere flygtede han fra lejren og deltog i demonstrationerne i St. Petersborg den 16. og 17. juli 1917. For at undgå politiet, flygtede han da til Finland men blev anholdt og fængslet i tre uger i Petropavlov-fortet. Derfra blev han sendt til fangelejren i Kungur, men flygtede under transporten med toget. Herefter meldte han sig ind i den Røde Armé i Omsk. I 1918 ansøgte han om medlemskab i det russiske kommunistparti.

I 1920 blev Josip Broz medlem af det Jugoslaviske Kommunistparti, inden for hvis rækker han langsomt avancerede indtil han i 1934 blev medlem af dets centralkomité. Det var i denne forbindelse, han begyndte at bruge kaldenavnet "Tito".

Den 4. juli 1941 kom Tito med en opfordring til folket om at starte væbnet oprør mod nazisterne, og han blev kort tid derefter kommandant for den nyformede jugoslaviske folkearme. Efter at det ved sovjetisk hjælp var lykkedes at vinde krigen og fordrive alle fjendtlige styrker fra jugoslavisk jord, blev Tito i november 1945 valgt til præsident for regeringen samt udenrigsminister i Jugoslavien.

I 1948 opstod der svare uenigheder mellem Tito og Stalin, og det kom efterfølgende til et brud mellem Jugoslavien og Sovjetunionen, hvorved den jugoslaviske nationalkommunisme fødtes. Herefter fungerede Tito fra 13. januar 1953 som Jugoslaviens præsident indtil 1980. I 1961 dannede han De alliancefrie landes bevægelse sammen med Gamal Abdel Nasser og Dzavaharlal Nehru.