Julelege

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Julelege er en del af traditionen i julen. Den mest kendte og udbredte er nok kampen om mandlen i risalamanden. Men mange andre lege hører sammen med julen. I gamle dage afholdtes julestuer hvor legene ofte havde frække undertoner f.eks. legen nippe strå, hvor deltagerne trak tov. De to midterste personer skulle være en karl og en pige. Mens resten af selskabet trak i tovet skulle enten karlen eller pigen forsøge at nippe et strå fra modstanderens læber – det kunne let ende med et kys. Børnene spillede om pebernødder, her var mange variationer, men fælles for legen var at pebernødderne var "betalingsmiddel".

Mandlen i risalamanden[redigér | redigér wikikode]

Ifølge traditionen skal der være en enkelt hel mandel i hele den tilberedte portion risalamande der udgør desserten til julemiddagen. Personen, der finder mandlen i sin portion risalamande, vinder "mandelgaven". Mange steder udgøres mandelgaven af en marcipangris, gerne hjemmelavet, men den kan være udskiftet med chokolade, en bog, Svikmøllen osv., så kun fantasien sætter grænser her. I hjem med mindre børn (...her er grænsen flydende) er det meget udbredt, at der forekommer storsnyd i legen. Især bedsteforældre har en udpræget evne til at liste den hele mandel over i børnebørnenes portion, uden at resten af selskabet aner uråd.

En del af legen indebærer, at finderen af mandlen skjuler sit fund så længe som muligt, så resten af selskabet er tvunget til at spise hele portionen af risalamande op i jagten på mandlen – trods de allerede indtagne større mængder af andestegen (julemad). Dette giver anledning til megen skulen og mange beskyldninger om hule tænder og sære buler i folks kinder. Kun i meget sjældne tilfælde er mandlen virkelig forsvundet, når desserten er spist op, og mandel-finderen skal udpeges.

Pakkespil[redigér | redigér wikikode]

- Hver gæst medbringer et antal pakker, som man derefter spiller terning om. Alle pakker lægges ved start midt på bordet. Når en person slår en bestemt terningkombination f.eks. to ens, må vedkommende vælge en pakke fra bunken. Ved en anden terningkombination f.eks. to seks'ere skifter spillet retning. Når alle gaver er uddelt går spillet videre, men nu må en person der slår to ens hugge en pakke fra en af de andre gæster. Spillet slutter på et aftalt tidspunkt og de gaver man har tilkæmpet sig på det tidspunkt må man pakke op. Spillet er dybt uretfærdigt! Der sidder ofte få personer tilbage med alle pakkerne når spillet er slut. Derfor indeholder pakkerne også ofte julegaver, der nærmest kan beskrives som hadegaver – men man kan aldrig vide hvad det fine papir gemmer før spillet er forbi. Den gave der har været hedest kamp om kan sagtens vise sig at indeholde en syngende plasticfisk, en stabel karklude eller andet sært, mens gaven ingen rigtig lagde mærke til, indeholdt lige det man ønskede sig.

Nisse[redigér | redigér wikikode]

En ny juletradition er julelegen hvor mennesker kan være hemmelige nisser for hinanden. Legen virker bedst hvis man er en gruppe på min 5 personer, der mødes dagligt gennem december. Når julemåneden starter skrives deltagernes navne på små lapper papir. Papirlapperne lægges i en beholder, så deltagerne hver kan trække et navn. Det navn man trækker er hemmeligt – det er den person man skal være nisse for indtil jul. Er man hemmelig nisse kan man drille eller forkæle sit offer gennem hele december. Til jul skal offeret prøve at gætte hvem nissen er. Drillerierne spænder vidt fra de grovere, hvor en annonce sættes i avisen med et billigt fup-tilbud, kontakttelefonnummeret er da til det intetanende offer, der sandsynligvis får en tidlig vækning dagen efter, til de mere harmløse hvor småting forsvinder, for senere på dagen at dukke op igen. De søde nisser kan til gengæld gemme flødekarameller og andet guf til offeret. Den hemmelige nisse kan naturligvis skifte mellem at være drillenisse og sød nisse alt efter humør og situation.

Lysrace[redigér | redigér wikikode]

Hver gæst har et juletræslys ved sin kuvert. Når julemiddagen starter tændes lysene på samme tid. Nu gælder det om at holde liv i sit lys længst muligt. Her er det tilladt at skærme for træk, spare på stearin, puste på konkurrenternes lys o.l. Den person hvis lys brænder længst har vundet en gave.

Mus[redigér | redigér wikikode]

Man sætter sig rundt om et bord, og eneste rekvisit er et par håndfulde hasselnødder midt på bordet (traditioner varierer – andre bruger pebernødder, der fortæres undervejs). En person udvælges til at være 'den', og denne kigger væk mens de andre bliver enige om at en udpeget nød er musen. Nu gælder det så for personen at tage så mange nødder (en ad gangen) som muligt uden at få fat i musen. I det øjeblik musen tages, råber alle de andre MUS! Så tælles antal erobrede nødder som points – nødderne lægges tilbage og næste person vender sig, mens den nye mus udpeges af sidste spiller.

I varianterne, hvor der spilles om pebernødder og lignende gælder det om at stoppe i tide, så man kan spise det erobrede. Når der kun er få spiselige ting tilbage bliver spillet taktiskt med overvejelser om den lækreste ting på fadet skal være mus eller det skal være en anden fordi den, der har tur selvfølgelig ikke vil vælge den oplagte mus.

Lag på lag (pakkeleg)[redigér | redigér wikikode]

En gave pakkes ind i mange lag papir og evt. forskellige størrelser papkasser. Julegæsterne bænkes om et bord med raflebæger og terninger. Slår man en sekser må man pakke et lag af gaven. Den person, der pakker det sidste lag af har vundet pakkens indhold. Udpakning kan også gøres mere vanskellig, ved at den person der skal pakke ud, først skal i føre sig luffer, halstørklæde og hue, samt at udpakning skal alene ske ved hjælp af kniv og gaffel.

Nu er det jul igen[redigér | redigér wikikode]

Legen er som regel afslutningen på dansen om juletræet. Den sidste sang er ”Nu er det jul igen” som kun består af følgende:
Nu er det jul igen,
Nu er det jul igen,
Og julen varer lige til påske,
Nej det er ikke sandt,
Nej det er ikke sandt,
For der-i-mellem kommer fasten.
Dette lille vers , synges om og om igen. Først danses et par gange om træet, hvorpå en selvvalgt person bryder kæden og sætter tempoet op. Alle følger den forreste som bestemmer en rute, gennem hele huset og somme tider også udenfor huset. Legen stopper når alle er så forpustede at de ikke kan løbe mere.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder/Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]