Jusuf Habibie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Bacharuddin Jusuf Habibie
Bacharuddin Jusuf Habibie official portrait.jpg
3. præsident i Indonesien
Embedsperiode
21. maj 1998 – 20. oktober 1999
Foregående Suharto
Efterfulgt af Abdurrahman Wahid
7. vicepræsident i Indonesien
Embedsperiode
14. marts 1998 – 21. maj 1998
Præsident Suharto
Foregående Try Sutrisno
Efterfulgt af Megawati Sukarnoputri
Personlige detaljer
Født 25. juni 1936 (83 år)
Pare Pare, Sulawesi, Hollandsk Ostindien
Død 11. september 2019 (83 år)
Gatot Soebroto Millitærhospital, Indonesien
Politisk parti Golongan Karya
Højde 1,62 m[1]
Ægtefælle(r) Hasri Ainun
Uddannelses­sted Institut Teknologi Bandung
RWTH Aachen
Religion Islam
Underskrift Signature of B. J. Habibie.svg
Links
Bacharuddin Jusuf Habibies hjemmeside
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Bacharuddin Jusuf Habibie (født 25. juni 1936 i Pare Pare, Indonesien, død 11. september 2019) var en indonesisk politiker og ingeniør. Habibie var Indonesiens tredje præsident. Han var præsident i et år fra 1998 til 1999.

Liv og virke[redigér | redigér wikikode]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Jusuf Habibis forældre, Alwi Abdul Jalil Habibie,[2][3] en agronom af gorontalalesisk etnicitet[4], og R. A. Tuti Marini Puspowardojo, af javanesisk adel fra Yogjakarta,[5][6] møttes da de studerte i Bogor.[7] Habibies familie kommer fra Kabila, en landsby i den østlige del af provinsen Gorontalo. Han var det fjerde af otte børn.[8] Habibies far døde, da han var 14 år gammel.[8]

Habibie var allerede i slutningen af sin ungdom bekendt af den senere præsident Suharto.[kilde mangler] I 1954 fik han et studiestipendium til Tyskland og studerede luft- og rumfartsteknik ved RWTH Aachen. Han blev diplomingeniør i 1960 og fik en doktorgrad ved samme skole i 1965 med "summa cum laude".[kilde mangler] Han arbejdede i Messerschmitt-Bölkow-Blohm og blev der en ledende ansat.[kilde mangler]

Politiker, minister, præsident[redigér | redigér wikikode]

Efter hjemkomsten i 1974 blev han i 1978 udnævnt af Suharto til minister for forskning og teknologi og igangsatte, at en række moderne teknologier blev indført i Indonesien.(tyrkisk)

Den 10. marts 1998 blev Habibie vicepræsident, og 21. maj 1998 blev han efter Suhartos afgang landets tredje præsident efter, at landet fik sin uafhængighed.[9]

Som præsident[redigér | redigér wikikode]

Habibie igangsatte reformer, som skulle forandre det tidligere diktatur til et mere demokratisk styre.[kilde mangler] Han tillod fagforeninger, indførte demokratiske valg og løslod politiske fanger. Hans beslutning om at tillade en folkeafstemning i Øst-Timor om områdets uafhængighet kom overraskende både på de indonesiske væbnede styrker og på internationale kritikere af okkupationen af Øst-Timor, som var foregået siden 1975 og kostede livet på nær en fjerdedel af befolkningen i den tidligere portugisiske koloni.[kilde mangler]

Habibie bestemte, at man hurtigt måtte vælge mellem autonomi og fuld uafhængighed for Øst-Timor.[kilde mangler] I hans kabinet herskede der tillid til denne politik: Man fejlvurderede østtimoresernes stemning og bildte sig ind, at de ville foretrække at forblive under Indonesien.[kilde mangler]

Det indonesisske militære igangsatte trusselstiltag, tildels voldelige, i Øst-Timor forud for afstemningen. Habibie afviste internationale krav om, at en FN-styrke skulle sættes ind i Øst-Timor. Sikkerheden skulle angiveligt sikres af de indonesiske væbnede styrker.

Da det blev et klart resultat af folkeafstemningen den 30. august 1999, at stemningen var for uafhængighed, indledte de militære en gengældelsesaktion (Operasjon torden), som ødelagde meget af landet, fordrev 250.000 østtimoresere fra deres hjem, og kostede mellem 1.500 og 2.000 mennesker livet.[kilde mangler] Først da bøjede Habibie sig for det internationale pres og tillod en international fredsskabende styrke (INTERFET) at komme ind og genoprette freden. Generalmajor Peter Cosgrove fra Australien førte kommandoen over INTERFET. INTERFET havde en styrke på nær 10.000 mand, halvdelen af disse var australere. 21 andre lande bidrog med de resterende tropper, fx Norge bidrog med seks officerer til INTERFET.[10] Landet var dermed under FN-forvaltning, men fik sin uafhængighed i 2002.[11]

Habibies demokratiske reformer øgede ikke hans popularitet i befolkningen, og han havde også problemer i forhold til de væbnede styrker. Hærchefen Wiranto truede to dage før Habibies beslutning om FN-styrker, at han med dette ville miste magten ved det statskup.[12] Dette førte til, at Habibie ikke længere ønskede at stille op til genvalg som præsident. Den 20. oktober blev han efterfulgt af Abdurrahman Wahid som præsident, og denne fortsatte og videreudviklet demokratiprocessen.

Habibie døde på militærsygehuset Gatot Subroto i Jakarta den 11. september 2019.[13]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Oplysningen er fra Wikidata, som angiver denne kilde: www.jitunews.com.
  2. ^ Salam, S., 1986. BJ Habibie, Mutiara dari Timur. Intermasa.
  3. ^ Elson, R.E., 2009. The idea of Indonesia. Penerbit Serambi.
  4. ^ Habibie, B.J., 2010. Habibie & Ainun. THC Mandiri.
  5. ^ Hendrowinoto, N.K.S. ed., 2004. Ibu Indonesia dalam kenangan. Bank Naskah Gramedia bekerja sama dengan Yayasan Biografi Indonesia.
  6. ^ Noer, G.S., 2015. Rudy: Kisah Masa Muda Sang Visioner. Bentang Pustaka.
  7. ^ Makka, A. Makmur (1999) (på indonesisk). BJH: Bacharuddin Jusuf Habibie, kisah hidup dan kariernya. Pustaka CIDESINDO. s. 13. ISBN 9789799064080. 
  8. ^ a b Muhammad El Brahimy (2012) (på indonesisk). Biografi Presiden dan Wakil Presiden RI. PT Balai Pustaka (Persero). s. 5. ISBN 9789796904150. 
  9. ^ "Indonesiens Ex-Präsident Jusuf Habibie ist tot" (Deutsche Welle 11. september 2018)
  10. ^ «Tabell 3.1 Oversikt over norske militære bidrag i utenlandsoperasjoner etter 1945 og frem til 2008» i «Fra vernepliktig til veteran» Om ivaretakelse av personell før, under og etter deltakelse i utenlandsoperasjoner, St.meld. nr. 34 (2008–2009), Forsvarsdepartementet, s. 15–16. Besøkt 13. august 2011.
  11. ^ . 
  12. ^ Kevin O’Rourke: Reformasi: The Struggle for Power in Post-Soeharto Indonesia; |Allen & Unwin, Crows Nest 2002; ISBN 9781865087542
  13. ^ "Former Indonesian President Habibie dies at 83" (Daily News, 11. september 2019)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]