Kæmpeblæksprutte

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Kæmpeblæksprutte ?
KæmpeblæksprutteGreta Point, Wellington, New Zealand.
Kæmpeblæksprutte
Greta Point, Wellington, New Zealand.
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Mollusca
(Bløddyr)
Klasse: Cephalopoda
(Blæksprutter)
Overorden: Decapodiformes
(Tiarmede
blæksprutter
)
Orden: Teuthida
Familie: Architeuthidae
Slægt: Architeuthis
Art: A. dux
Videnskabeligt artsnavn
Architeuthis dux
Steenstrup 1857
Ar efter sugekopmærker på kaskelotskind
Alectons forsøg på at indfange en kæmpeblæksprutte i 1861

Kæmpeblæksprutten (Architeuthis dux) er en af de største arter af tiarmede blæksprutter. Den har 8 almindelige arme med sugekopper og 2 længere fangarme ligeledes med sugekopper. Hunner menes at kunne blive op til 18 meter. Den lever formentlig af dybhavsfisk.

Fabeldyr[redigér | redigér wikikode]

Længe blev dyret opfattet som et fabeldyr, kaldet Kraken, hvorom der gik drabelige historier om aggressive dyr, der overfaldt skibe. Senere har det vist sig, at fabeldyret rent faktisk eksisterer, og at myternes overdrivelser om dyrets størrelse måske ikke er så vilde endda.

Udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Det er endnu ikke kendt, hvor kæmpeblæksprutten lever naturligt, men man tror, at den er udbredt over hele verden, især ved kontinentalskråningerne. Dyrene lever på mellem 200 og 1000 meters dybde.

Taksonomi[redigér | redigér wikikode]

Kæmpeblæksprutteslægten, Architeuthis, huser 8 forskellige arter. Architeuthis dux, som denne artikel omhandler, er typedyr for slægten.

Det er den danske naturforsker Japetus Steenstrup, der i 1857 første gang beskrev kæmpeblæksprutten videnskabeligt og gav dyret dets latinske navn.

Udseende[redigér | redigér wikikode]

Kæmpeblæksprutten har dyreverdenens største øjne; de er op til 25 cm i diameter. Hunnerne kan blive op til 18 meter lange og veje op til 900 kg. Hannerne kan blive 9 meter lange. Kæmpeblækspruttens farve er purpurrød.

Hver kæmpeblæksprutte har hundredvis af sugekopper på armene. Ligesom andre tiarmede blæksprutter sidder hver sugekop på sin egen lille stilk og rundt i randen af hver sugekop sidder en ring af skarpe tænder, som hjælper blæksprutten med at fastholde byttedyret og føre det til munden.

Munden består, som hos andre blæksprutter, af et skarpt næb, som minder om et papegøjenæb. Næbbet og dermed blækspruttens mund sidder ved armenes rod.

Kaskelothvalen[redigér | redigér wikikode]

Den eneste fjende, som den voksne kæmpeblæksprutte har, er kaskelothvalen. Nogle af de første indikationer på blæksprutternes eksistens var rent faktisk ar efter sugekopmærker på størrelse med 5-kroner på kaskelothvaler. Tidligere blev disse ar forklaret med, at det var nogle, som kaskelothvalen fik som unge, hvorefter arrene var vokset med kaskelothvalens størrelse.

I kaskelothvalers maver er der fundet store mængder af blækspruttenæb, som kunne stamme fra kæmpeblæksprutter. Man mener, at de voksne kæmpeblæksprutter lever på meget dybt vand, og at kaskelothvalen er tilpasset dykning på ekstrem dybde for at kunne jage netop disse dyr.

Iagttagelser[redigér | redigér wikikode]

Opskyllede eksemplarer[redigér | redigér wikikode]

Det er yderst sjældent, at mennesker ser kæmpeblæksprutten. Igennem de sidste 150 år har man kun fundet 250 opskyllede eksemplarer eller rester efter eksemplarer, så vor viden om det levende dyr, dets adfærd og dets udbredelse er mildt sagt mangelfuld. Man har heller ikke vidst, hvad den levede af, men ved de få eksemplarer, der er fundet, har maven indeholdt dybhavsfisk.

Fotos[redigér | redigér wikikode]

Flere forsøg med påspænding af fotoudstyr på kaskelothvaler har været udført i bestræbelserne på at få billeder af den levende "kraken", men denne metode har indtil videre ikke båret frugt.

Den 30. september 2004 kl. 9.15 og 4 timer frem lykkedes det alligevel endelig, efter tre års ekspeditioner, for første gang at tage billeder af en levende og mere end 8 meter lang kæmpeblæksprutte i sine naturlige omgivelser. Det skete ved Bonin-øerne syd for Japan.

Man lokkede kæmpeblæksprutten med madding fra en line og den angreb gentagne gange vandret ind mod linen i 900 meters dybde, hvor vanddybden var 1200 meter. Det blev fotograferet og kæmpeblæksprutten formodes ud fra billederne til at være langt hurtigere i sine bevægelser end tidligere formodet og beskrevet. Den fik revet et 5,5 meter langt fangarmstykke af, i forsøget på at få maddingen fri.

Efter at linen med fangarmstykket var halet om bord, forsøgte fangarmen at suge sig fast til f.eks. fingre og selve bådsdækket, selvom den ikke sad på blæksprutten mere. Fangarmens DNA matchede med mellem 99,7–100% af tidligere fundne kæmpeblæksprutters DNA.

Unger[redigér | redigér wikikode]

Ud for New Zealands kyst er fundet unger af kæmpeblæksprutten i overfladevandet. Man har her forsøgt at indfange levende individer for at studere dyrene, deres adfærd og deres vækst i et akvarium, men indtil videre er alle forsøg mislykkedes, da forsøgsdyrene døde.

Kilder/referencer[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: