Lineær molekylær geometri

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Idealiseret struktur af et molekyle med lineær geometri.
Strukturen af berylliumfluorid (BeF2), et stof med lineær geometri omkring beryllium-atomet.

I kemi er lineær molekylær geometri en beskrivelse geometrien for det centrale atom i et molekyle, hvor de to eller flere ligander er placeret med en bindingsvinkel på 180°. Lineære organiske molekyler, som acetylen (HC≡CH) beskrives ofte som have sp orbital hybdridisering omkring deres carob-center.

Ifølge VSEPR-teori optræder lineær geometri, hvor centrale atomer med to bundne atomer og nul eller tre lone pair (AX2 or AX2E3) i AXE-notation. Neutral AX2 moleculer med with lineær geometri inkluderer berylliumfluorid (F−Be−F) med to enkeltbindinger,[1] kuldioxid (O=C=O) med to dobbeltbindinger, hydrogencyanid (H−C≡N) med en enkeltbinding og en trippelbinding. Det vigtigste lineære molekyler med flere end tre atomer er acetylen (H−C≡C−H), hvor carbon-atomerne bliver betragtet som værende det centrale atom med en enkeltbinding til hydrogenatomer og en trippelbinding til det andet carbonatom. Lineær anioner inkluderer azid (N3) og thiocyanat (SCN) og en lineær kation er nitronium ion (NO+2).[2]

Lineær geometri optræder også i AX2E3-molekyler, som xenondifluorid (XeF2)[3] og triiodid-ionen (I3) med et iodatom bundet til to andre. Som beskrevet af VSEPR-modelen danner de fem valenselektronpar omkring det centrale atom en trigonal bipyramide hvor tre lone pairs optager pladsen i det ækvatoriale position, og de to bundne atomer optager det aksiale positioner, hvilket danner et lineært molekyle.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Housecroft, C. E.; Sharpe, A. G. (2004). Inorganic Chemistry (2nd ed.). Prentice Hall. p. 43. ISBN 978-0130399137.
  2. ^ Greenwood, N. N.; Earnshaw, A. (1997). Chemistry of the Elements (2nd udg.). Oxford: Butterworth-Heinemann. ISBN 0-7506-3365-4. 
  3. ^ Housecroft, C. E.; Sharpe, A. G. (2004). Inorganic Chemistry (2nd ed.). Prentice Hall. p. 47. ISBN 978-0130399137.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]