Louis Spohr

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Louis Spohr
Ludwig Spohr portrait.jpg
Information
Født 5. april 1784Rediger på Wikidata
BraunschweigRediger på Wikidata
Død 22. oktober 1859 (75 år)Rediger på Wikidata
KasselRediger på Wikidata
Gravsted Hauptfriedhof KasselRediger på Wikidata
Statsborger TysklandRediger på Wikidata
Sprog TyskRediger på Wikidata
Genre Opera, symfoniRediger på Wikidata
Beskæftigelse Musikolog, dirigent, musikpædagog, komponistRediger på Wikidata
Instrumenter
ViolinRediger på Wikidata
Kendte værker
Faust[1], Nonet in F major[2], Die letzten Dinge[3], Sonate op. 113 für Harfe und Violine (Spohr)[4]Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.
Et selvportræt af Louis Spohr som ung

Louis Spohr (født 5. april 1784, død 22. oktober 1859) var en tysk komponist, violinist og dirigent.

Spohr var en af sin tids mest fejrede violinister. Han skrev 9 symfonier og efterlod en tiende ufuldendt, og han skrev 15 violinkoncerter og 4 klarinetkoncerter, 10 operaer samt andre koncerter for soloinstrumenter.

Hans violinskole fra 1831 har helt til vore dage haft en grundlæggende betydning for violinisters uddannelse.

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

Spohr voksede op i et musikalsk hjem og fik tidligt oplæring i musikteori og violinspil. 12 år gammel blev han sendt til Braunschweig for at fortsætte uddannelsen der. I 1799 blev han ansat som kammermusiker hos hertugen af Braunschweig, som lovede at bekoste Spohrs videre uddannelse hos en stor mester. Valget faldt på violinisten Franz Eck (af Mannheimskolen). Eck stod da lige foran en turnérejse i Rusland, og Spohr kom med som ledsager.

Først i juli 1803 returnerede Spohr til Braunschweig. Her mødte han violinvirtuosen Pierre Rode, hvis violinspil fik en varig indflydelse på ham. I kølvandet på flere koncertturneer bredte Spohrs ry som violinvirtuos sig nu hurtigt, og allerede i 1805 fik han posten som koncertmester i Gotha. Året efter giftede han sig med harpe- og klavervirtuosen Dorette Scheidler. I 1813 blev han kapelmester ved teateret i Wien, men på grund af en konflikt med teaterdirektøren sluttede han efter to år og genoptog turnévirksomheden, som denne gang gik til Schweiz, Italien og Nederlandene.

Vinteren 1817 blev han kapelmester i Frankfurt am Main og overtog ledelsen af Orchesters der Frankfurter Museumsgesellschaft. Her opførte han sin opera Faust i 1818 og Zemire und Azo i 1819, begge fik en entusiastisk modtagelse. Alligevel forlod Spohr Frankfurt i september og begav sig ud på en ny turné, denne gang til Belgien, Paris og i 1820 til London.

Efter fire måneder i London slog han sig ned i Dresden men blev allerede det følgende år udnævnt til hofkapelmester i Kassel, og besatte stillingen i januar 1822. Som dirigent bidrog Spohr til udviklingen af moderne orkesterkultur. Han er en af de første orkesterledere, som benyttede taktstok. Herefter var det slut med de store turnérejser, i stedet koncentrerede han sig om musiklivet i Kassel. Han bidrog stærkt til at løfte sit orkester til et nyt niveau og grundlagde en sangforening for oratoriemusik i byen.

Han var ikke mindre betydningsfuld som lærer og komponist. I 1831 startede han en violinskole, som tiltrak studenter fra hele Europa og har haft en grundlæggende betydning for violinistuddannelsen helt til vore dage. På samme tid komponerede han en mængde værker i alle musikgenrer og dirigerede ved en mængde festivaler i Tyskland og England.

I 1857 blev han mod sin vilje pensioneret, men fortsatte helt frem til sin død den 22. oktober 1859 at nyde høj respekt både som menneske og kunstner.

Værker[redigér | redigér wikikode]

Spohr efterlod sig mere end 200 musikværker, blandt andet 18 violinkoncerter, 4 klarinetkoncerter, 10 operaer, 9 fuldendte og en ufuldendt symfoni, 4 oratorier, 34 strygekvartetter og koncerter for flere andre soloinstrumenter.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Brown, Clive. Louis Spohr: A Critical Biography. Cambridge University Press. 1984. ISBN 0-521-23990-7.
  • Spohr, Ludwig, Violinschule, Tobias Haslinger, Vienna, 1832.
  • Malibran, Alexander: Louis Spohr. Sein Leben und Wirken. Frankfurt/Main 1860.
  • Skabelon:Meyers Online
  • Louis Spohr: Briefwechsel mit seiner Frau Dorette. Hg. v. Folker Göthel. Kassel 1957.
  • Louis Spohr: Selbstbiographie. Erstmals ungek. n. d. autographen Aufzeichnungen hg. v. Folker Göthel. Tutzing 1968.
  • Dorothy Moulton-Mayer: The forgotten Master. The life & times of Louis Spohr. London 1959.
  • Herfried Homburg: Louis Spohr. Bilder und Dokumente seiner Zeit. Kassel 1968.
  • Stadtsparkasse Kassel (red.): Louis Spohr. Avantgardist des Musiklebens seiner Zeit. Kassel 1979.
  • Folker Göthel: Thematisch-bibliographisches Verzeichnis der Werke von Louis Spohr. Tutzing 1981.
  • Paul Katow: Louis Spohr, Persönlichkeit und Werk. Luxembourg 1983.
  • Hartmut Becker / Rainer Krempien: Louis Spohr, Festschrift und Ausstellungskatalog zum 200.Geburtstag. Kassel 1984.
  • Clive Brown: Louis Spohr. A critical biography. Cambridge 1984. Deutsche überarbeitete Ausgabe Kassel 2009. ISBN 978-3-87537-320-2.
  • Gerald Kilian: Studien zu Louis Spohr. Karlsruhe 1985.
  • Helmut Peters: Der Komponist, Geiger, Dirigent und Pädagoge Louis Spohr (1784–1859). Braunschweig 1987.
  • Peter Rummenhöller: Louis Spohr – Ruhm und Vergessenheit eines Komponisten zwischen Romantik und Biedermeier. I: ders.: Romantik der Musik. Analysen, Portraits, Reflexionen. München / Kassel 1989. S. 140-148.
  • Leonie Biehler: Das Phantom am Opernplatz. Auf den Spuren von Louis Spohr. I: Kasseler Musikgeschichte. Red. v. Andreas Wicke. Gudensberg 2004. s. 51-56.
  • Simon Moser: Das Liedschaffen Louis Spohrs. Studien – Kataloge – Analysen – Wertungen. Ein Beitrag zur Entwicklungsgeschichte des Kunstliedes. 2 Bind. Kassel 2005.
  • Wolfram Boder: Louis Spohr und die Musikpädagogik. Kassel 2006.
  • Wolfram Boder: Die Kasseler Opern Louis Spohrs. Musikdramaturgie im sozialen Kontext. 2 bind (Tekst- og notebind) Kassel 2007.
  • Susan Owen-Leinert, Michael Leinert: Erste kritische Gesamtausgabe der ein-und zweistimmigen Klavierlieder. 12 bind med tospråglig forord. Köln 2009/10.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Navnet er anført på norsk bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  3. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  4. ^ Navnet er anført på tysk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.