Martin af Aragonien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Martin af Aragonien
Konge af af Aragonien, Valencia og Mallorca
Greve af Barcelona
Regerede 19. maj 1396 - 20. januar 1410
Forgænger Johan 1.
Regent Martin
Efterfølger Ferdinand 1.
Ægtefælle Maria de Luna
Margrete af Prades
Børn Martin 1. af Sicilien
Hus Huset Barcelona
Far Peter 4. af Aragonien
Mor Leonora af Sicilien
Født 29. juli 1356
Girona
Død 20. januar 1410
Barcelona
Hvilested Poblet klosteret
Religion Romersk-katolsk

Martin den Humane (29. juli 1356 – 20. januar 1410), også kaldet den Ældre og den Gejstlige, var konge af Aragonien, Valencia, Sardinien og Corsica samt greve af Barcelona fra 1396 og konge af Sicilien fra 1409 (som Martin 2.). Det mislykkedes for ham, at få indsat sit barnebarn, Frederik, greve af Luna, som tronarving og dermed blev han den sidste konge fra Huset Barcelona.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Martin blev født i 1356, enten i Girona eller i Perpignan. Han var den anden søn af kong Peter 4. af Aragonien og Leonora af Sicilien, prinsesse fra den sicilianske gren af Huset Aragonien.[1]

Da han ikke var kronprins, fik Martin tildelt hertugdømmet Monblanch (nu Montblanc).[2] I 1380 udnævnte hans far ham til herre og regent af Sicilien, dengang også kendt som Trinacria, da øens dronning Maria af Sicilien, som var Martins kusine, var mindreårig (Marias far, Frederik 3., døde i 1377). Som søn af Leonora af Sicilien var Martin selv arving til øen, hvis Marias familie skulle uddø.

Den 13. juni 1373 giftede Martin sig i Barcelona med María López de Luna (d. Villarreal, 20. december 1406), datter af og arving til Lope,[3] herre af og første greve af Luna og herre af Segorbe og hans kone Brianda de Got/de Agasunt, født i Provence og i familie med Pave Clemens 5..

Regeringstid[redigér | redigér wikikode]

I 1396 efterfulgte Martin sin ældre bror Johan 1., som døde uden sønner, på den aragonske trone. Den sicilianske adel gjorder dog oprør og Martin måtte blive på Sicilien. I mellemtiden gjorder Martins hustru, María López de Luna, krav på tronen på Martins vegne og regerede indtil Martin ankom i 1397. Denne forsinkelse åbnede for flere problemer i Aragonien. Hans ret til tronen blev udfordret af først grev Mattias af Foix på vegne af hans hustru Johanna, ældre datter af Johan 1. Det lykkedes dog Martin af nedkæmpe en invasion fra grevens side

Efter den barnløse Johannas død, giftede Johans anden datter, Yolande af Aragonien, sig med kong Ludvig 2. af Napoli og gjorde krav på tronen, ligesom hendes sønner senere gjorde det.

Martin førte korstog mod maurerne i Nordafrika i 1398 og 1399.

Siden Jakob 2.s tid havde Aragonien prøvet at underlægge sig Sardinien og gradvist havde man erobret næsten hele øen. I 1380erne under Martins far, Peter 4., var det tilbageværende uafhængige fyrstedømme Arborea centrum for et oprør under ledelse af Leonora af Arborea, som sendte aragonerne på retræte og næsten hele Sardinien blev tabt. Kong Martin sendte sin søn Martin den Yngre, konge af Sicilien, for at generobre Sardinien. Sønnen vandt slaget ved Sanluri (San Luis, San Luigi) i 1409 og fordrev sardiniernes allierede fra Genova. En stor del af Sardiniens adelige underkastede sig Aragonien og Arborea mistede snart sin uafhængighed. Kort efter slaget døde Martin den Yngre pludseligt, formentligt efter sygdom.

Martin af Aragonien efterfulgte sin søn, Martin den Yngre, som konge af Sicilien under navnet Martin 2. Udadtil var der fred i Aragonien i Martins regeringstid og han arbejdede for at nedkæmpe interne uroligheder forårsaget af adelen, forskellige fraktioner og regulære banditter. Han støttede paven i Avignon og en aragoner, Benedikt 13., var pave i Martins regeringstid. Martins befriede den fængslede Benedikt i 1403, da han var fængslet af rivaler og paven slog sig herefter ned i nærheden af Valencia.

Børn[redigér | redigér wikikode]

Martins legitime børn Jakob (f. 1378), Johan (f. 1380) og Margrete (f. 1384/1388) døde alle unge.[3] Da hans søn Martin døde i 1409 udnævnte Martin sin fætter Jakob til generalguvernør, en stilling som traditionelt blev givet til tronarvingen. Martin giftede sig anden gang i Bellesguart eller Bellresguard den 17. september 1409 med sin kusine Margrete af Prades, datter af Peter af Aragonien, men det korte ægteskab var barnløst.

Arvefølge[redigér | redigér wikikode]

Martin døde i Valdonzella eller i Barcelona i 1410, angiveligt på grund af fordøjelsesproblemer og ukontrollabel latter.[4][5]

Kun et illegitimt barnebarn, Martin den Yngres søn Frederik, greve af Luna, overlevede Martin. Det lykkedes ikke kongen at få tilstrækkelig støtte til Frederik som kronarving. Efter Martins død var der to år uden regent indtil Kompromiset i Caspe, hvor Martins nevø Ferdinand, kronarving til Kongeriget Kastilien, blev valgt til konge.


Stamtavle[redigér | redigér wikikode]

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
16. Peter 3. af Aragonien (=24)
 
 
 
 
 
 
 
8. Jakob 2. af Aragonien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
17. Constance af Sicilien (=25)
 
 
 
 
 
 
 
4. Alfons 4. af Aragonien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
18. Karl 2. af Napoli (=26)
 
 
 
 
 
 
 
9. Blanche af Anjou
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
19. Maria af Ungarn (=27)
 
 
 
 
 
 
 
2. Peter 4. af Aragonien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
10. Gombald d'Entença
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
5. Teresa d'Entença
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
22. Sancho, Baron af Antilon
 
 
 
 
 
 
 
11. Constance af Antilon
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
23. Leonora af Urgel
 
 
 
 
 
 
 
1. Martin af Aragonien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
24. Peter 3. af Aragonien (=16)
 
 
 
 
 
 
 
12. Frederik 3. af Sicilien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
25. Constance af Sicilien (=17)
 
 
 
 
 
 
 
6. Peter 2. af Sicilien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
26. Karl 2. af Napoli (=18)
 
 
 
 
 
 
 
13. Leonora af Anjou
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
27. Maria af Ungarn (=19)
 
 
 
 
 
 
 
3. Leonora af Sicilien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
28. Meinhard, hertug af Kärnten
 
 
 
 
 
 
 
14. Otto 3. af Kärnten
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
29. Elisabeth af Bayern
 
 
 
 
 
 
 
7. Elisabeth af Kärnten
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
30. Henrik 5., hertug af Legnica
 
 
 
 
 
 
 
15. Euphemia af Legnica
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
31. Elisabeth af Kalisz
 
 
 
 
 
 

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Bisson, Thomas N. The Medieval Crown of Aragon: A Short History. Oxford: Clarendon Press, 1986. ISBN 0-19-821987-3.
  2. ^ Han titel var duch de Montblanch.
  3. ^ a b Marek, Miroslav. Barcelona 2. Hentet 2008-05-13. 
  4. ^ Norris, Paul N.. Morris.pdf Patronage and Piety. Mirator Lokakuu. Hentet 18. maj 2011. 
  5. ^ John Doran, The History of Court Fools (Boston: Francis A. Niccolls & Co., 1858), 377-378.