Naturtilstand
Naturtilstand er i statskundskab og politisk filosofi en hypotetisk tilstand, hvor mennesker lever uden en stat eller anden fælles politisk myndighed. Begrebet anvendes især i teorier om den sociale kontrakt som et tankeeksperiment til at forklare statens oprindelse og begrunde politisk autoritet. Hos de klassiske samfundskontraktteoretikere beskrives naturtilstanden forskelligt, men den fungerer i alle tilfælde som et analytisk udgangspunkt for at forklare, hvorfor mennesker indgår en social kontrakt og etablerer en stat.[1]
Naturtilstanden er især knyttet til Thomas Hobbes og John Locke, hvis teorier har haft stor betydning for udviklingen af moderne statsteori. Hvor Hobbes beskrev naturtilstanden som en usikker tilstand præget af konflikt, så Locke den som en tilstand med naturlige rettigheder, hvor fraværet af en upartisk myndighed skabte behovet for en stat. Begrebet har siden været et centralt analytisk redskab i studiet af statens legitimitet og politiske autoritet.[1]
Etymologi
[redigér | rediger kildetekst]Begrebet naturtilstand er den danske oversættelse af det latinske status naturalis og det engelske state of nature. Udtrykket betegner en tænkt tilstand, hvor mennesker lever uden en stat eller anden overordnet politisk myndighed. Naturtilstanden er ikke en historisk beskrivelse af menneskehedens tidligste samfund, men et filosofisk tankeeksperiment, der anvendes til at undersøge, hvordan politisk autoritet kan begrundes, og hvilke opgaver staten bør have.[1]
Selv om forestillinger om en menneskelig urtilstand kan spores tilbage til antikkens politiske filosofi, blev begrebet især udviklet inden for den tidlige moderne samfundskontraktteori i 1600- og 1700-tallet. Her anvendte filosoffer som Thomas Hobbes og John Locke naturtilstanden som et analytisk udgangspunkt for at forklare statens oprindelse og legitimitet.[1]
Historisk udvikling
[redigér | rediger kildetekst]Forestillingen om en naturtilstand har rødder i den klassiske politiske filosofi, men begrebet fik sin centrale betydning med udviklingen af samfundskontraktteorien i 1600- og 1700-tallet. Samfundskontraktteoretikerne anvendte naturtilstanden som et tankeeksperiment til at undersøge, hvorfor mennesker accepterer en politisk myndighed, og hvilke beføjelser denne myndighed legitimt kan udøve. Naturtilstanden blev dermed ikke opfattet som en historisk fase, men som et analytisk redskab til at begrunde statens eksistens og afgrænse dens opgaver.[1]
De klassiske teorier om naturtilstanden blev især udviklet af Thomas Hobbes, John Locke og senere Jean-Jacques Rousseau. Selv om de var enige om at anvende naturtilstanden som udgangspunkt for deres teorier, nåede de frem til forskellige opfattelser af menneskets natur, statens nødvendighed og den politiske magts legitime omfang. Disse forskelle har haft varig betydning for udviklingen af moderne politisk filosofi og statskundskab.[1]
Samfundskontraktteorien
[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Social kontrakt.Samfundskontraktteorien forklarer statens oprindelse som resultatet af en samfundskontrakt, også kendt som den sociale kontrakt, mellem frie og lige individer. Teorien tager udgangspunkt i en tænkt naturtilstand, hvor der endnu ikke eksisterer en stat eller anden fælles politisk myndighed. For at opnå større sikkerhed, beskytte deres rettigheder eller skabe en stabil samfundsorden accepterer individerne at overdrage en del af deres frihed til en fælles politisk myndighed. Statens legitimitet bygger således ikke på guddommelig ret eller nedarvet autoritet, men på de styredes samtykke.[1]
Selv om de klassiske samfundskontraktteoretikere var enige om kontraktens grundlæggende betydning, var de uenige om naturtilstandens karakter og om, hvilke beføjelser staten burde have. Hos Thomas Hobbes er naturtilstanden præget af usikkerhed og konflikt, hvilket begrunder en stærk suveræn stat. Hos John Locke er naturtilstanden derimod kendetegnet ved naturlige rettigheder og moralsk orden, men manglen på en upartisk myndighed gør det nødvendigt at oprette en stat, der kan beskytte borgernes liv, frihed og ejendom. De forskellige opfattelser af naturtilstanden fører dermed til forskellige begrundelser for statens opgaver og legitime beføjelser.[1]
Naturtilstanden hos Thomas Hobbes
[redigér | rediger kildetekst]Thomas Hobbes (1588–1679) udviklede den første systematiske teori om naturtilstanden som grundlag for sin samfundskontraktteori. Hobbes beskrev naturtilstanden som en tilstand uden stat eller anden fælles myndighed, hvor alle mennesker i princippet er frie og lige, men samtidig lever i konstant usikkerhed om deres egen sikkerhed. Da ingen overordnet magt kan håndhæve regler eller afgøre konflikter, risikerer naturtilstanden at udvikle sig til en alles krig mod alle (bellum omnium contra omnes), hvor menneskers liv bliver »ensomt, fattigt, modbydeligt, dyrisk og kort«.[1][2]
Ifølge Hobbes skyldes denne tilstand ikke, at mennesker nødvendigvis er onde, men at de grundlæggende er lige stærke og har de samme behov og interesser. Konkurrence om knappe ressourcer, mistillid og ønsket om anerkendelse skaber derfor et vedvarende grundlag for konflikt. For at undslippe denne usikkerhed indgår mennesker en samfundskontrakt, hvor de overdrager deres magt til en suveræn myndighed, som kan opretholde fred og orden. Hos Hobbes er statens vigtigste opgave derfor at sikre samfundets stabilitet og beskytte borgerne mod vold og kaos.[1][2]
Naturtilstanden hos John Locke
[redigér | rediger kildetekst]John Locke (1632–1704) udviklede en teori om naturtilstanden, som adskiller sig væsentligt fra Hobbes'. Locke beskrev naturtilstanden som en tilstand, hvor mennesker er frie og lige og besidder naturlige rettigheder. Naturtilstanden er ikke præget af en vedvarende krigstilstand, men reguleres af naturretten, som pålægger mennesker at respektere andres liv, frihed og ejendom. Naturtilstanden er derfor i udgangspunktet en fredelig og moralsk ordnet tilstand, selv om den mangler en fælles politisk myndighed til at håndhæve reglerne.[1]
Ifølge Locke opstår problemer i naturtilstanden, fordi den enkelte både er part i en konflikt og ansvarlig for at håndhæve naturretten. Manglen på en upartisk dommer og en fælles udøvende myndighed kan derfor føre til usikkerhed og konflikter om fortolkningen af retten. Mennesker vælger derfor at indgå en samfundskontrakt og oprette en stat, som kan beskytte deres naturlige rettigheder og sikre en upartisk retshåndhævelse. Statens legitimitet beror hos Locke på de styredes samtykke, og den politiske magt er begrænset til de beføjelser, der er nødvendige for at beskytte borgernes liv, frihed og ejendom.[1][3]
Sammenligning af Hobbes og Locke
[redigér | rediger kildetekst]Selv om både Thomas Hobbes og John Locke anvendte naturtilstanden som udgangspunkt for deres samfundskontraktteorier, nåede de frem til forskellige konklusioner om statens nødvendighed og legitime beføjelser. Forskellene udspringer især af deres forskellige opfattelser af menneskets natur og af de problemer, som naturtilstanden giver anledning til.[1]
For Hobbes er naturtilstanden grundlæggende præget af utryghed og risikoen for voldelige konflikter. Da ingen fælles myndighed kan sikre fred og orden, er en stærk og udelelig suveræn magt nødvendig for at skabe stabilitet. Den enkelte må derfor afgive en betydelig del af sin frihed for at opnå sikkerhed.[1][2]
Locke opfattede derimod naturtilstanden som en tilstand, hvor mennesker besidder naturlige rettigheder og er bundet af naturretten. Staten oprettes ikke for at skabe orden ud af kaos, men for at beskytte de rettigheder, som allerede eksisterer i naturtilstanden. Den politiske magt er derfor begrænset og afhænger af borgernes samtykke. Hvis staten ikke længere beskytter borgernes rettigheder, kan den miste sin legitimitet.[1][3]
De to teorier har dannet grundlag for forskellige traditioner inden for moderne politisk teori. Hobbes' opfattelse af naturtilstanden understøtter argumentet for en stærk stat med omfattende beføjelser, mens Lockes teori har haft stor betydning for udviklingen af den liberale opfattelse af en begrænset stat, der først og fremmest skal beskytte borgernes frihedsrettigheder og ejendom.[3]
Betydning i moderne statskundskab
[redigér | rediger kildetekst]Naturtilstanden er fortsat et centralt analytisk begreb i moderne statskundskab og politisk teori. Begrebet anvendes ikke som en historisk beskrivelse af menneskehedens tidligste samfund, men som et tankeeksperiment til at undersøge, hvordan statens eksistens og politiske autoritet kan begrundes. Ved at forestille sig et samfund uden en fælles politisk myndighed bliver det muligt at analysere, hvilke opgaver staten bør varetage, og hvilke beføjelser der kan anses for legitime.[4]
De klassiske teorier om naturtilstanden har haft stor betydning for udviklingen af moderne statsteori. Hobbes' opfattelse af naturtilstanden har dannet grundlag for teorier, der betoner statens rolle som garant for sikkerhed og samfundsorden, mens Lockes teori har haft stor indflydelse på den liberale opfattelse af staten som beskytter af individets frihedsrettigheder og ejendom. Denne tradition har blandt andet inspireret teorier om den begrænsede eller minimale stat.[3]
Selv om moderne stater ikke længere begrundes direkte gennem samfundskontraktteorien, anvendes naturtilstanden fortsat som et teoretisk udgangspunkt for analyser af statens legitimitet, politisk autoritet og forholdet mellem individ og stat. Begrebet indgår derfor fortsat som en grundlæggende del af den statskundskabelige litteratur om staten og dens funktioner.[4][3]
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 Heywood, Andrew (2002). Politics (2 udgave). Palgrave Macmillan. s. 89–90. ISBN 9780333971314.
- 1 2 3 Heywood, Andrew (2002). Politics (2 udgave). Palgrave Macmillan. s. 303–304. ISBN 9780333971314.
- 1 2 3 4 5 Heywood, Andrew (2002). Politics (2 udgave). Palgrave Macmillan. s. 95–96. ISBN 9780333971314.
- 1 2 Heywood, Andrew (2002). Politics (2 udgave). Palgrave Macmillan. s. 87–90. ISBN 9780333971314.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Heywood, Andrew. Politics. 2. udgave. Palgrave Macmillan, 2002. ISBN 9780333971314