Nipisat Loran-station (Qeqertarsuaq)
- For Nipisat syd for byen Sisimiut, se Nipisat (ø, Sisimiut) og Nipisat (koloni, Sisimiut).
For flere alternative betydninger af Nipisat, se Nipisat (flertydig).
Koordinater: 69°26′47″N 54°12′21″V / 69.44639°N 54.20583°V
Nipisat Loranstation, som i 1954 blev opført på den sydvestlige del af øen Qeqertarsuaq (dansk: Disko) på Grønlands vestkyst, var i godt 20 år – frem til sin nedlæggelse i 1975 – en af de centrale loran-stationer, hvad angår navigations-betjeningen af fly og skibe, som var på vej til og fra den amerikanske militærbase Thule Air Base.
Loran-stationer udsender særlige radio-signaler, som kan bruges til navigering af fly og skibe ved hjælp af det amerikansk udviklede loran-navigationssystem. Betegnelsen "Loran" er et akronym for LOng RAnge Navigation.[1][2]
Nipisat Loranstation var en af de i alt seks loran-stationer, som i forskellige perioder var i drift i Grønland i årene fra 1943 og frem til 1995. Den første loranstation i Grønland blev etableret i 1943 under 2. Verdenskrig af amerikansk militær ved bygden Narsaq Kujalleq (tidligere dansk navn: Frederiksdal) i Sydgrønland.[1][3]
Placering[redigér | rediger kildetekst]
Nipisat Loranstation lå på en halvø på den sydvestlige del af den store ø Qeqertarsuaq (dansk: Disko) midt på Grønlands vestkyst. Stationen lå 34 km nordvest for byen Qeqertarsuaq (tidligere dansk navn: Godhavn) og 11 km vestsydvest for bygden Kangerluk (tidl. dansk navn: Diskofjord).
Mere præcist lå stationen på den lille (og i øvrigt ubeboede) halvø Maligiaq, som udgør den nordvestlige afslutning af den store halvø, der strækker sig mod vest på det sydlige Qeqertarsuaq og på hvis sydøstkyst byen Qeqertarsuaq (tidligere: Godhavn) ligger. Halvøen Maligiaq er en godt 2 km2 stor, flad halvø, hvis kystlinie flere steder udgøres af en kystskrænt. Maligiaq afgrænses mod sydøst af bugten Nipisat (dansk: stenbiderne), som kom til at lægge navn til loran-stationen.[4][2][5]
Historie[redigér | rediger kildetekst]
I 1951-52 anlagde USA den amerikanske militærbase Thule Air Base ved Pituffik/Thule i Nordvestgrønland. For at sikre skibe og fly på vej til og fra Thule Air Base muligheden for at navigere vha. loran-navigationssystemet besluttede det amerikanske militær at opføre et antal loran-stationer primært til dette formål:
I Canada opførtes loran-stationen Cape Christian på Baffinland, og i Grønland opførtes en loran-station ved bugten Nipisat på den sydvestlige del af øen Qeqertarsuaq (dansk: Disko) samt en anden loran-station ved Kap Atholl cirka 25 km sydvest for Thule Air Base.[1][6]
Etablering[redigér | rediger kildetekst]
I sommeren 1952 foretog man undersøgelser med henblik på at finde en egnet placering for en loran-A station på Grønlands vestkyst – mellem den allerede etablerede Frederiksdal Loranstation i det sydligste Grønland og Thule Air Base i nord. Valget faldt på halvøen Maligiaq ved sydsiden af fjorden Kangerluks/Diskofjords munding.[2][4]
Grønlands Tekniske Organisation, GTO, og deres tele-afdeling stod for opførelsen af Nipisat Loranstation.[7][8]
Stationen omfattede:
- Selve loranstationen, inklusive stålmaster til udsendelse af radiosignalerne og sikringsrum; to el-værker, da loranstationer bruger meget strøm; et tankanlæg bestående af fire store brændstoftanke.
- Boligerne til mandskabet bestod af to en-families huse og fem beboelseshuse af ca. 130 m2, med plads til 4 mand pr. hus.
- En messe med køkken; en proviantbygning med vaskeri og fryserum; et tømrerværksted, samt en lagerbygning på ca. 150 m2 i to etager.
Desuden:
- Et vandværk med en vandtank, som skulle rumme vand til hele vinterens forbrug. Der viste sig siden behov for en ekstra vandtank, som blev bygget i 1957. De to vandtanke blev om efteråret fyldt op med vand fra den nærliggende elv Nipisat Kuua, som udmunder i bugten Nipisat.
- En kutterkaj med maskinspil som gav mulighed for optrækning af større både; og 6 km grusvej med tilhørende belysningsanlæg.[9][10]
Stationen blev færdigbygget i 1954 og begyndte at operere fra 8. november samme år.[2]
Drift og økonomi[redigér | rediger kildetekst]
Grønlands Tekniske Organisation, GTO, og deres Tele-afdeling forestod den daglige drift.[3]
I 1950'erne var stationen bemandet med cirka 26 ansatte. Mandskabet bestod af: en stationsleder og teknikere, elektrikere, mekanikere, maskinarbejdere, en tømrer, to kokke og en handymand. Desuden havde nogle af de ansatte mænd deres koner boende på stationen.[11]
Udgifterne til opførelsen af Nipisat Loranstation samt til dens drift og vedligeholdelse finansieredes af den amerikanske kystvagt, US Coast Guard.[7]
Nedlæggelse[redigér | rediger kildetekst]
Nipisat Loranstation blev efter lidt mere end 20 års drift nedlagt den 30. juni 1975, samtidig med nedlæggelsen af den canadiske loran-station Cape Christian og loran-stationen ved Kap Atholl nær Thule Air Base. De tre loran-A stationer blev nedlagt, fordi de nyere loran-C stationer erstattede mange af de gamle loran-A stationer.[2][6][3]
Efter nedlæggelsen blev stationens bygninger stående, og nogle af bygningerne er – i hvert fald siden 1980'erne – blevet brugt af Arktisk Station i Qeqertarsuaq til blandt andet feltarbejde, samt som lejrskole for skolen i Qeqertarsuaq.[1][12]
Noter[redigér | rediger kildetekst]
- ^ a b c d Fog Jensen, Bisgaard og Heinrich: Anlæg fra Den Kolde Krig i Grønland. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv; Sila, Nationalmuseet; 2013
- ^ a b c d e http://www.loran-history.info/nipisat/nipisat.htm
- ^ a b c Aksel Mikkelsen: "Grønlands loranstationer". Tidsskriftet Grønland 1988 nr. 9
- ^ a b NunaGIS, Grønlands Topografiske Kortværk
- ^ Grønlandsk-dansk ordbog
- ^ a b http://www.loran-history.info/
- ^ a b A/G 19.10.1961 side 12, "Grønland er med til at sikre den internationale lufttrafik"
- ^ Grønlandske Tele Veteraners hjemmeside. TELE-begivenheder
- ^ A/G 23.11.1978 side 30, "Nekrolog" af Niels P. Broberg, Nuuk
- ^ A/G 18.07.1957 side 27, "Orientering vedrørende anlægsarbejderne i 1957" af Gunnar P. Rosendahl
- ^ "Martinette & Carlo Larsens hjemmeside. Grønland". Arkiveret fra originalen 31. august 2018. Hentet 7. september 2018.
- ^ A/G 08.09.1989 side 10, "Dreng ramt af vådeskud"
Kilder[redigér | rediger kildetekst]
- Jens Fog Jensen, Inge Bisgaard og Jens Heinrich: Anlæg fra Den Kolde Krig i Grønland. Feltrapport, 34. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv; Sila - Arktisk Center ved Etnografisk Samling, Nationalmuseet; 2013. https://natmus.dk/fileadmin/user_upload/natmus/etnografisksamling/dokumenter/ANLAEG_FRA_DEN_KOLDE_KRIG_I_GROENLAND.pdf
- Chr. Berthelsen m.fl.: Oqaatsit kalaallisuumiit qallunaatuumut = Grønlandsk dansk ordbog. Atuakkiorfik Ilinniusiorfik, 1997. 6. oplag, 2013, Ilinniusiorfik Undervisningsmiddelforlag.
- Atuagagdliutit/Grønlandsposten. http://timarit.is/search_init.jsp?navsel=0&lang=da
- NunaGIS, Grønlands Topografiske Kortværk. http://www.nunagis.gl/da/
- Loran-History.info http://www.loran-history.info/
- Martinette & Carlo Larsens hjemmeside. Grønland. http://doncarlo.dk/om.html Arkiveret 31. august 2018 hos Wayback Machine
- Aksel Mikkelsen: "Grønlands loranstationer". Tidsskriftet Grønland 1988 nr. 9.
- Grønlandske Tele Veteraners hjemmeside. TELE-begivenheder. http://www.veteran.gl/tele_begivenheder.htm
Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]
- Loran-History.info Hjemmeside om amerikanske loranstationer globalt.
- Canadiske loran-stationer
- Loran-C stationen i Eiði på Færøerne Arkiveret 21. februar 2018 hos Wayback Machine På Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside om bevaringsværdige anlæg fra den kolde krigs tid.
- Arktisk Station, Københavns Universitet. Hjemmeside om forskningsstationen Arktisk Station ved byen Qeqertarsuaq (Godhavn).