Nissan Primera P12

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Stop hand nuvola.svgDenne side er foreslået omskrevet
– da en skribent har vurderet at den virker reklamerende snarere end havende encyklopædisk indhold.
Se evt. nærmere begrundelse på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.
Nissan Primera P12
Nissan Primera Sedan 2001.jpg
Nissan Primera sedan (2001−2007)
Produktion
Producent Nissan Motor
Koncern Nissan Group
Model Primera
Produktionsår 2001−2007
Produktionssted Sunderland, Storbritannien Storbritannien[1]
Designer Stéphane Schwarz
Karrosseri og platform
Type Stor mellemklassebil
Karrosseriformer 4-dørs sedan
5-dørs combi coupé
5-dørs stationcar
Teknik Tværliggende frontmotor,
forhjulstræk
Resultat i Euro NCAP-
kollisionstest
Crashtest-Stern 4.svg (2002)[2]
Drivlinje
Motorer Benzin:
1,6−2,0 liter (80−103 kW)
Diesel:
1,9−2,2 liter (88−102 kW)
Gearkasse 5- og 6-trins manuel
4-trins automatisk
Trinløs CVT
Dimensioner og vægt
Akselafstand 2680 mm
Længde 4567 mm
4675 mm (stationcar)
Bredde 1760 mm
Højde 1482 mm
Egenvægt 1414−1522 kg
Kronologi
Forgænger Nissan Primera P11

Nissan Primera P12 er den tredje modelgeneration af den store mellemklassebil, som den japanske bilfabrikant Nissan Motor i Europa markedsførte under betegnelsen Nissan Primera. Modellen blev introduceret i december 2001[3] og adskiller sig fra sine konkurrenter gennem sit modige[4] design og innovative betjeningskoncept.

På trods af dette forblev salgstallene i forhold til den succesfulde forgænger P11 væsentligt under forventningerne, hvorfor produktionen i foråret 2007 blev indstillet uden efterfølger.[5]

Karrosseri og design[redigér | redigér wikikode]

Primera P12 findes som firedørs sedan samt femdørs combi coupé (fra maj 2002[3]) og femdørs stationcar. Sidstnævnte blev ligesom forgængeren solgt med tilnavnet Traveller.

Karrosseriet var en komplet nyudvikling. Designet er baseret på prototypen Fusion fra år 2000. Herved blev der under ledelse af den schweiziske designer Stéphane Schwarz under sloganet Monosilhouette forsøgt at afløse en sedans ellers typiske design med lav for- og bagende og derved højere opbygget passagerkabine med flydende overgange.

Den serieproducerede model orienterer sig stærkt mod denne prototype. Designet blev overført til femdørsmodellen samt stationcaren, som har en forholdsvist fladt stående og stærkt opadhældende bagrude. Betydelige forskelle i forhold til prototypen findes på fronten og i kabinen.

Betjeningskoncept[redigér | redigér wikikode]

Et yderligere særligt træk ved P12 er det standardmonterede betjeningskoncept N-FORM (oprindeligt Easy Control System),[6] som samler betjeningen af bilradio og klimaanlæg i et centralt placeret betjeningsfelt med farvebilledskærm og et joystickagtigt kontrolhåndtag. De to højeste udstyrsniveauer har desuden et bakkamera over den bageste nummerplade, som ved indrykket bakgear viser et billede af området bag bilen på billedskærmen i midterkonsollen. Dette bakkamera tjente ved introduktionen som et væsentligt salgsargument.

Motorer[redigér | redigér wikikode]

Ved introduktionen kunne Primera P12 leveres med tre benzin- og én dieselmotor med effekt fra 109 til 140 hk. Den i starten eneste tilgængelige dieselmotor 2.2 di med 126 hk blev allerede i foråret 2003 afløst af to forskellige commonrail-motorer fra Renault og Nissan. Disse motorer opfyldt dog kun Euro 3-normen og blev på grund af ringe efterspørgsel taget af programmet i foråret 2006, da fabrikanten mente at det ville blive for dyrt at udstyre motorerne med det til opfyldelse af Euro 4-normen nødvendige partikelfilter.

1,6- og 1,8-liters benzinmotorerne havde som standardudstyr femtrins manuel gearkasse, mens 2,0-liters benzinmotoren og dieselmotorerne havde seks gear. 1,8-litersmotoren kunne som ekstraudstyr leveres med firetrins automatgear og 2,0-litersmotoren med trinløst CVT-gear.

Dieselmodellerne blev i oktober 2005 tilbagekaldt som følge af fejlbehæftede motorstyreenheder og ladetrykssensorer.[7]

Benzinmotorerne er af fabrikanten godkendt til brug med E10-brændstof.[8]

Tekniske data[redigér | redigér wikikode]

1.6 1.8 2.0 1.9 dCi 2.2 di 2.2 dCi
Byggeår 12/2001−3/2007 3/2003−4/2006 12/2001−2/2003 3/2003−4/2006
Motordata
Motorkode QG16DE QG18DE QR20DE F9Q YD22DDTi YD22DTi
Motortype R4-benzinmotor R4-dieselmotor
Antal ventiler pr.
cylinder
4 2 4
Ventilstyring DOHC, kæde OHC, tandrem DOHC, kæde
Fødesystem Multipoint Commonrail Direkte Commonrail
Trykladning Turbolader, ladeluftkøler
Køling Vandkøling
Boring × slaglængde 76,0 × 88,0 mm 80,0 × 88,0 mm 89,0 × 80,3 mm 80,0 × 93,0 mm 86,0 × 94,0 mm
Slagvolume 1597 cm³ 1769 cm³ 1998 cm³ 1870 cm³ 2184 cm³
Maks. effekt
ved omdr./min.
80 kW
(109 hk)
6000
85 kW
(115 hk)
5600
103 kW
(140 hk)
6000
88 kW
(120 hk)
4000
93 kW
(126 hk)
4000
102 kW
(139 hk)
4000
Maks. drejningsmoment
ved omdr./min.
144 Nm
4000
163 Nm
4000
192 Nm
4000
270 Nm
2000
280 Nm
2000
314 Nm
2000
Udstødningsnorm Euro 4 Euro 3
Kraftoverførsel
Drivende hjul Forhjul
Gearkasse
(standardudstyr)
5-trins manuel 6-trins manuel
Gearkasse
(ekstraudstyr)
4-trins automatisk Trinløs CVT
Præstationer[a]
Topfart 185 km/t 194 km/t
(182 km/t)
205 km/t
(191 km/t)
195 km/t 198 km/t 203 km/t
Acceleration 0-100 km/t 12,6 sek.
[12,9 sek.]
11,9 sek.
[12,3 sek.]
(13,6 sek.)
[(13,9 sek.)]
9,6 sek.
[9,9 sek.]
(10,9 sek.)
10,8 sek. 10,9 sek.
[11,2 sek.]
10,2 sek.
Brændstofforbrug pr. 100 km
ved blandet kørsel
7,2 liter
Blyfri 95
7,4 liter
(8,0 liter)
Blyfri 95
8,7 liter
(8,8 liter)
Blyfri 95
5,7 liter
Diesel
5,9 liter
Diesel
6,1 liter
Diesel
  1. ^ Afvigende værdier i runde parenteser gælder for versioner med automatgear hhv. CVT-gear, og i kantede parenteser for stationcar

Sikkerhed[redigér | redigér wikikode]

Modellen blev i 2002 kollisionstestet af Euro NCAP med et resultat på fire stjerner ud af fem mulige.[2]

Det svenske forsikringsselskab Folksam vurderer flere forskellige bilmodeller ud fra oplysninger fra virkelige ulykker, hvorved risikoen for død eller invaliditet i tilfælde af en ulykke måles. I rapporterne Hur säker är bilen? er/var Primera i årgangene 2002 til 2008 klassificeret som følger:

  • 2017: Som middelbilen[9]
  • 2019: Som middelbilen[10]

Udstyrsvarianter[redigér | redigér wikikode]

P12 findes i tre forskellige udstyrsvarianter. Det forholdsvist omfattende basisudstyr visia omfatter blandt andet fire elruder og seks airbags. acenta-modellen har yderligere komfortfunktioner såsom fartpilot og regnsensor, mens topmodellen tekna desuden har xenonforlygter, navigationssystem og en radio med flere funktioner.

Udover disse tre hovedmodeller fandtes der i perioder specialmodellerne visia-plus og acenta-plus med ekstraudstyr.

Fra midten af 2002 kunne Primera som ekstraudstyr leveres med en laserstyret afstandsregulerende fartpilot, dog kun tekna-modellen med 2,0-litersmotor og CVT-gear.[11]

Kritik[redigér | redigér wikikode]

P12 vækkede hovedsageligt opmærksomhed på grund af sit design og fik i 2002 designprisen red dot award.[12] Også fagpressen betegnede designet som "modigt".[4][13] Også betjeningskonceptet N-Form fik positiv kritik og blev ifølge pressen betegnet som "enkelt"[4] at betjene og "bedre end BMW's iDrive"[4].

Derimod fik karrosseriet med det forholdvist dårlige udsyn samt præstationerne negativ kritik. Kritikken drejede sig om brystsvage og ikke ret sparsomme motorer og en uharmonisk affjedring. Samlet set "gemte der sig bag det skønne design ... kun en gennemsnitlig bil"[4].

Manglende efterspørgsel[redigér | redigér wikikode]

Som en reaktion på de uventet lave salgstal blev P12 i juli 2004, altså knap tre år efter introduktionen, modificeret med blandt andet nyt udstyr og kabine. Derved blev bakkameraets billeder farvede i stedet for sort/hvide og der kom nye instrumenter og nyt indtræk.

Heller ikke dette frembragte den ønskede succes, hvorfor produktionen af P12-serien blev indstillet i foråret 2007. Siden da har Nissan ikke haft nogen konventionel mellemklassebil i deres europæiske modelprogram. Der er ikke planlagt nogen efterfølger.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Nissan (9. februar 2001). "Europa må vente et år". bilpriser.dk. Hentet 8. februar 2020. 
  2. ^ a b "Official Nissan Primera 2002 safety rating". euroncap.com (engelsk). Euro NCAP. 2002. Hentet 8. februar 2020. 
  3. ^ a b Bosch produktliste, viskerblade 2007/2008 (på tysk, engelsk, fransk, italiensk og spansk)
  4. ^ a b c d e "Nissan tanzt aus der Reihe". autobild.de (tysk). Auto Bild. 22. marts 2002. Hentet 8. februar 2020. 
  5. ^ Bernhard Santer (31. december 2007). "Brav statt chic". focus.de (tysk). Hentet 8. februar 2020. 
  6. ^ "Aufstieg in die Primera Division?". focus.de (tysk). 25. januar 2002. Hentet 8. februar 2020. 
  7. ^ hwi (27. oktober 2005). "Rückruf für Nissan-Diesel". auto-motor-und-sport.de (tysk). auto motor und sport. Arkiveret fra originalen 11. marts 2013. Hentet 8. februar 2020. 
  8. ^ "Tjek om din bil eller motorcykel er godkendt til E10" (PDF). drivkraftdanmark.dk. Hentet 8. februar 2020. 
  9. ^ Anders Kullgren (12. september 2017). "Hur säker är bilen 2017" (PDF). folksam.se (svensk). Folksam. s. 12. Hentet 8. februar 2020. 
  10. ^ "Hur säker är bilen? Vår rapport om krocksäkra bilar". folksam.se (svensk). Folksam. Hentet 8. februar 2020. 
  11. ^ "Kosten". focus.de (tysk). 25. januar 2002. Hentet 8. februar 2020. 
  12. ^ "Nissan Primera: Gewinner des Red Dot Award 2002". gummibereifung.de (tysk). 6. maj 2002. Hentet 8. februar 2020. 
  13. ^ "Eine Zeitkapsel". autozine.de (tysk). 28. maj 2002. Hentet 8. februar 2020. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Automobil Revue. Katalog 2003 og 2005 (på tysk og fransk).
  • Nissan Primera instruktionsbog. Nissan Motor Danmark A/S, februar 2002. Varenr. OM2D-T30-350-02-02.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]