Nord Stream

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Nord Streams rute
Eksisterende og planlagte gasledninger, der leder gas fra Rusland til Europa

Nord Stream er to parallelle naturgasledninger på 1.224 km, der går fra Vyborg i det nordvestlige Rusland gennem Østersøen til Lubmin i Tyskland og passerer dermed fem landes territorialfarvand, nemlig russisk, finsk, svensk, dansk og tysk. Den første ledning blev åbnet 8. november 2011, den anden åbnede 8. oktober 2012.[1][2]I forbindelse med tilladelsen fra Danmark takkede den daværende russiske premierminister Vladimir Putin personligt statsminister Lars Løkke Rasmussen under statsministerens besøg i Moskva. Putin fortalte eksplicit, at tilladsen havde givet Danmark og Rusland et bedre forhold.[3]

I forbindelse med planerne om etableringen af en Nord Stream 2 har Danmark dog været mere tøvende.[4]

Selskaber[redigér | redigér wikikode]

Gazprom er hovedaktionær i aktieselskabet NordStream, som blev oprettet i 2005. Gerhard Schröder er bestyrelsesformand i dette selskab[5], samt fra 2017 ligeledes i aktieselskabet NordStream2.

Rute[redigér | redigér wikikode]

Nord Stream transporterer naturgas fra naturgasfeltet Yuzhno-Russkoye, der kan producere 25 mia. m3 om året [1], i Sibirien til Europa udenom Østeuropa. Dermed kan russisk gas for første gang komme til Europa udenom Ukraine.[6] Gassen hentes op fra ca. 1.000 meters dybde under permafrosten og transporteres herefter de 2.500 km over land til Vyborg, hvor det komprimeres til 220 bar, som dog falder til ca. det halve, når gasledningen efter ti dages transport går på land i Tyskland. Herefter fordeles gassen i to retninger: Dels en ledning, der går 470 km mod syd og en, der går 440 km mod vest.

Under Østersøen ligger ledningerne i en gennemsnitsdybde på 80 meter, men når ned på 210 meter øst for Gotland i Sverige, hvilket er ca. halvvejs på ruten. Når begge rørledninger er klar til brug, kan de distribuere 55 mia. m3 naturgas pr. år, hvilket svarer til ca. en tiendedel af Europas forbrug.

Konstruktion[redigér | redigér wikikode]

I alt er der brugt 2,15 mio. tons stål, der visse steder har en tykkelse på op til 41 mm. De er beklædt med 4 mm plastik, for at stålet ikke skal ruste, og ca. 10 cm beton. Indeni er der et lag epoxyharpiks, der mindsker modstanden. De i alt 200.000 sammensatte gasrør har hver en længde på 12 meter og en diameter på 1,15 meter og vejer i alt 23 ton stykket.

Hele gasledningen koster 7,4 mia. euro, hvilket gør den blandt historiens største investeringer i infrastruktur. Bortset fra enkelte steder, hvor den er gravet ned i en rende, ligger den direkte på bunden af Østersøen.

Fremtidsplaner[redigér | redigér wikikode]

Gazprom har siden 2012 undersøgt mulighederne for at udvide projektet med en tredje og fjerde gasledning, der vil kunne udvide kapaciteten til 110 mia m³.[1]

3. april 2017 modtog Energistyrelsen om ansøgning om tilladelse til at udvide med Nord Stream 2 gennem dansk farvand (ved Bornholm[7]), men siden de første rørledninger blev lagt, har Europas forhold til Rusland ændret sig, så det frygtes, at Rusland vil kunne finde på at lukke for gasledningerne gennem Østeuropa.[8] Danske politikere foretrækker at have en fælles EU-linje på dette område og EU-kommisionen har tilbudt de berørte medlemslande at forhandle på deres vegne.[8] Den danske regering har anmodet EU om at involvere sig, i det internationale regler mere eller mindre forhindrer Danmark i at gå enegang.[9] Rørledningen skal også passere både tysk og svensk farvand.[9] Svenske myndigheder er begyndt at behandle ansøgningen.[9]

Ifølge FN's Havretskommission bestemmer en kyststat selv over de først tolv sømil fra kysten (det kaldes for statens søterritorium), men det kan ikke forhindre projektet, da de bare kan lægge rørledningerne længere væk fra landets 12-sømilegrænse.[7] Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn, Rumænien, Estland, Letland, Litauen og Grækenland bad i 2015 EU om hjælp til at forhindre etableringen er Nord Stream 2, mens Danmark og Sverige senere bad EU om hjælp til at foretage en fælles EU-beslutning.[7] Kommissionen har ikke kunnet finde nogle regler, de kunne bruge, for at forhindre gasledningen, men bad om et mandat til at forhandle med Rusland, så rørledningen ikke etableres under et "retsligt tomrum".[7]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c Holm, Erik (6. januar 2012). "Gazprom vil fordoble Nord Stream". ing.dk (Ingeniøren). Hentet 9. maj 2012. 
  2. ^ NordStream (8. oktober 2012). Nu er begge Nord Stream rørledningerne sat i drift. Hentet 10. november 2012. 
  3. ^ "Nu er begge Nord Stream rørledningerne sat i drift". fyens.dk (Fyens Stiftstidende). 2. november 2009. Hentet 1. november 2017. 
  4. ^ Jabok Ussing (17. december 2015). "Løkke efter Putin-pres: Russisk gasprojekt kræver storpolitisk diskussion". b.dk (Berlingske). Hentet 1. november 2017. 
  5. ^ NordStreams officielle hjemmeside, Hentet 27. august 2017
  6. ^ Holm, Erik (7. november 2011). "Nu sker det: Danmark får russisk gas uden om Ukraine". ing.dk (Ingeniøren). Hentet 9. maj 2012. 
  7. ^ a b c d Beim, Jakob Hvide (20. april 2017). Polen: Vi vil ikke blande os i dansk politik, men .... Hentet 6. juni 2017. 
  8. ^ a b ritzau (3. april 2017). "Så kom ansøgningen om Nord Stream 2". b.dk (Berlingske). Hentet 6. juni 2017. 
  9. ^ a b c ritzau (27. marts 2017). "Løkke venter på EU i sag om Nord Stream II". energiwatch.dk (energiwatch.dk). Hentet 6. juni 2017. 

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Illustreret Videnskab 9/2012 side 50-57

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: